Jeg forlod Thomas Aulds hus for at leve hos Edward Covey første januar 1833. Jeg var nu for første gang nogensinde markarbejder. Jeg gebærdede mig mere ubehjælpsomt i mit nye arbejde, end en dreng fra landet virkede i storbyen. Jeg havde ikke været i mit nye hjem mere end en uge, inden Covey gav mig voldsomme prygl ved at piske min ryg, så blodet flød, og der rejste sig bjergrygge i min hud på tykkelse med min lillefinger. Enkelthederne i den historie var, at Covey meget tidligt om morgenen på en af de koldeste dage i januar sendte mig ud i skoven efter en ladning brænde. Han gav mig et par okser, der ikke havde lært at gå i spand endnu, og fortalte mig, hvilken okse der var den nærmer, og hvilken der var den fjærmer. Så bandt han et stykke reb om den nærmer okses horn og rakte mig den anden med besked om, at hvis okserne begyndte at løbe, skulle jeg holde fast i rebet. Jeg havde aldrig kørt med okser før og var selvfølgelig meget ubehjælpsom. Det lykkedes mig at komme ud til skovbrynet uden de store vanskeligheder, men jeg havde kun faet samlet nogle fa pinde i skoven, da okserne blev skræmt og satte af sted i fuld fart, så kærren slog ind i træerne og hoppede hen over rødderne. Jeg ventede hvert øjeblik at fa hjernen slået ud mod en af træerne. Efter at have løbet temmelig længe på den måde væltede de til sidst kærren, kørte den med stor kraft ind i et træ for selv at ende i en tæt tykning. Jeg forstår ikke, jeg slap fra det med livet. Og der stod jeg så mutters alene i en tæt skov på et sted,jeg overhovedet ikke kendte. Min kærre var væltet og beskadiget, okserne var blevet viklet sammen med nogle unge træer, og der var ingen til at hjælpe mig. Med megen møje og besvær fik jeg langt om længe kærren rettet op og okserne fri og spændt for kærren igen. Jeg fortsatte nu med mit spand til det sted, hvor jeg dagen før havde hugget brænde, og jeg læssede kærren temmelig tungt, da jeg tænkte, at jeg kunne dæmpe okserne på den måde. Herpå satte jeg kursen hjemad. På dette tidspunkt var det halve af dagen gået. Jeg kom sikkert ud af skoven og følte mig nu uden for fare. Jeg standsede okserne for at åbne leddet til skoven, og i samme øjeblik – inden jeg kunne fa fat i tømmen – stak de på ny i løb, styrtede ind gennem leddet og fangede det mellem hjulet og vognkassen, så det splintrede til stumper og stykker, alt imens de nær havde knust mig mellem kærren og stolpen til leddet. Således undgik jeg altså to gange på bare en dag med nød og næppe døden. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Covey, hvad der var sket, og hvordan det var gået til. Han beordrede mig ud i skoven igen med det samme. Jeg vendte så om, og han fulgte efter bagved. Netop som jeg nåede ind i skoven, kom han hen til mig og gav mig ordre om at standse kærren, og så skulle han lære mig at drysse med tiden og ødelægge led. Han gik hen til et stort gummitræ og skar tre store kæppe af med sin økse, og da han havde snittet dem pænt til med sin lommekniv, sagde han, at jeg skulle tage tøjet af. Jeg svarede ikke, men blev stående med tøjet på. Han gentog ordren. Jeg svarede stadigvæk ikke, og jeg gjorde heller ikke mine til at klæde mig af. Så for han løs på mig som et vildt dyr, flåede tøjet af mig og piskede mig, indtil hans kæppe ikke kunne mere – snittene var så dybe, at arrene var synlige længe efter. Disse prygl var de første i en lang række, som jeg fik for tilsvarende forseelser.
Jeg boede hos Edward Covey et år. I de første seks måneder af det år gik der næppe en uge, uden at han piskede mig. Det var sjældent, jeg ikke havde en øm ryg. Undskyldningen for at piske mig var uvægerligt min ubehjælpsomhed. Vi blev presset til det yderste af vore kræfter. Vi var oppe længe inden daggry for at fodre hestene, og ved første tegn på daggry drog vi ud i marken med lugejern og plov. Covey gav os mad nok, men knap tid til at spise den.Vi havde ofte mindre end fem minutter til vore måltider.Vi var ofte i marken fra første tegn på daggry og til solens sidste stråle, og i høtiden overraskede midnat os ofte i færd med at binde neg i marken.
Covey var ude sammen med os. Måden, han holdt det ud på, var, at han tilbragte det meste af eftermiddagen i sin seng. Så kom han frisk og udhvilet ud til os om aftenen, klar til at opmuntre os med sine ord, sit eksempel og hyppigt sin pisk. Covey var en af de fa slaveejere, som kunne bruge hænderne og faktisk gjorde det. Han var en hårdtarbejdende mand. Han vidste af egen erfaring præcis, hvad en mand eller dreng kunne klare. Det lod sig ikke gøre at snyde ham. Arbejdet hos ham fortsatte i hans fravær lige så vel som i hans nærvær – og han havde evnen til at fa os til at føle, at han altid var til stede. Den fornemmelse indgød han os ved at overraske os. Det hørte til sjældenhederne, at han kom direkte ud til det sted, hvor vi arbejdede, hvis han kunne gøre det i det skjulte. Han prøvede altid at komme bag på os. Han var så snedig, at vi indbyrdes plejede at kalde ham ‘slangen’. Når vi arbejdede i majsmarken, kom han sommetider kravlende på alle fire for ikke at blive set, og pludselig sprang han så op næsten midt iblandt os og råbte: “Haha! Kom så, kom så! Kræfterne i, kræfterne i!” På grund af disse overraskelsesangreb var det aldrig sikkert at holde pause bare et minut. Han kom som en tyv om natten. Det virkede på os, som om han altid var i nærheden. Han var bag alle træer eller stubbe, i alle buske og ved hvert eneste vindue på plantagen. Det skete, at han satte sig på hesten, som om han skulle til St. Michaels elleve kilometer væk, og en halv time senere kunne man så se ham sidde sammenkrøbet ved et hjørne af indhegningen, hvorfra han fulgte samtlige slavers bevægelser. Så havde han efterladt sin hest bundet til et træ i skoven. På samme måde skete det også, at han kom hen og gav os ordrer, som om han stod foran en lang rejse, hvorefter han vendte ryggen til os og gik, som om han var på vej tilbage til huset for at gøre sig klar, men inden han var kommet halvvejs, drejede han af, krøb sammen i et hjørne af indhegningen og holdt derfra øje med os lige indtil solnedgang.
Coveys force var hans evne til at narre folk. Hans liv var viet til at planlægge og gennemføre de groveste bedrag. Alt hvad han havde af lærdom og tro, brugte han på denne hang til at snyde. Han syntes at mene, at han kunne narre den Almægtige selv. Han bad en kort bøn om morgenen og en lang om aftenen, og hvor underligt det end lyder, så var der indimellem ikke mange, der virkede mere gudfrygtig end ham. Hans families andagt begyndte altid med sang, og da han selv sang dårligt, var det som regel op til mig at begynde salmen. Han læste teksten og nikkede til mig om at begynde. Sommetider gjorde jeg det; til andre tider gjorde jeg det ikke. Når jeg ikke gav efter, opstod der næsten altid stor forvirring. For at demonstrere at han ikke var afhængig af mig, begyndte han selv og hakkede sig så sig hvinende falsk gennem salmen. I den situation bad han mere indtrængende end normalt. Stakkels mand! hans hang og held til at bedrage stak så dybt, at jeg vitterligt tror, det fra tid til anden lykkedes ham at narre sig selv til højtideligt at tro på, at han oprigtigt dyrkede Gud i det høje – og det endda samtidig med, at han var skyldig i at have tvunget en kvindelig slave til at begå syndig utroskab. Sagen forholder sig sådan, at Covey var en fattig mand, som først var ved at etablere sig i livet – han havde kun råd til at købe en slave, og hvor rystende det end er, så købte han hende, som han sagde, med henblik på avl. Kvinden hed Caroline. Covey købte hende af Thomas Lowe, der boede omkring ti kilometer fra St. Michaels. Hun var en stor, sund og rask kvinde på cirka tyve år. Hun havde allerede født et barn og viste sig således at være lige, hvad Covey havde brug for. Da han havde købt hende, lejede han en gift mand af Samuel Harrison i et år, og ham bandt han sammen med hende hver nat! Resultatet var, at hun, da året var omme, fødte tvillinger. Efter det udkomme virkede Covey yderst tilfreds med både manden og den ynkelige kvinde. Så fornøjet var både han og hans kone, at der, mens Caroline lå i barselsseng, ikke var noget, der var for godt til hende, ikke den anstrengelse de ikke ville gøre sig for hendes skyld. Børnene blev simpelthen betragtet som en forøgelse af hans formue.
Hvis jeg på noget tidspunkt som slave måtte drikke slaveriets bitre bundfald mere end ellers, så var det i de første seks måneder hos Covey. Vi blev sat i arbejde i alt slags vejr. Det var aldrig for varmt eller for koldt; det kunne ikke regne, blæse, hagle eller sne så meget, at vi ikke kunne komme i marken. Arbejde, arbejde, arbejde var knap nok dagens orden mere end nattens. De længste dage var for korte til Covey, og de korteste nætter for lange. Jeg var noget uregerlig, lige da jeg kom, men nogle fa måneders disciplin af denne slags tæmmede mig. Covey havde held til at fa bugt med mig. Jeg blev knækket på krop, sjæl og ånd. Min naturlige spændstighed blev ødelagt, mit intellekt sygnede hen, min lyst til at læse svandt bort, og det muntre glimt i mine øjne slukkedes – slaveriets mørke nat sænkede sig over mig, og se! en mand gjort til et dyr!
Søndag var min eneste fritid. Jeg tilbragte den i en slags dyrelignende bevidstløshed et sted mellem søvn og vågen under et eller andet stort træ. Sommetider kom jeg på benene, et glimt af energisk frihed jog gennem min sjæl ledsaget af en svag stråle af håb, der flakkede et øjeblik for så at forsvinde igen. Jeg sank atter sammen og beklagede min elendige situation. Jeg tænkte undertiden på at tage mit eget liv og Coveys, men blev afholdt fra det af en blanding af håb og frygt. I dag virker mine lidelser på den plantage mere som en drøm end som rå virkelighed.
Vort hus stod blot ganske fa meter fra Chesapeakebugten, hvis brede favn altid var helt hvid af sejlskibe fra alle hjørner af den beboelige verden. Disse smukke fartøjer klædt i det pureste hvidt og så herligt et skue for den frie mand var i mine øjne ligklædte spøgelser, der forskrækkede og plagede mig med tanker om min elendige situation. Jeg har mange gange i en sommersøndags dybe stilhed stået helt alene på den smukke bugts høje bred, hvor jeg tung om hjertet og med tårer i øjnene har fulgt, hvordan de talløse skibe stævnede ud mod det vældige hav. Synet af dem gjorde mig altid voldsomt bevæget. Mine tanker forlangte at komme til udtryk – og der, uden andre tilhørere end Vorherre udgød jeg på min egen primitive facon min sjæls klager i en anråbelse af de utallige skibe, der defilerede forbi:
I er løsnet fra jeres fortøjninger og er frie. Jeg ligger bundet i mine lænker og er slave! I færdes muntert for den blide brise, og jeg sorgfuldt under den blodige pisk! I er frihedens engle, der med hastige vinger farer Jorden rundt; jeg holdes nede med ringe afjern! Oh gid jeg var fri! Oh gid jeg befandt mig på en af jeres dristige dæk og under jeres beskyttende vinger! Men ak, mellem jer og mig bølger det grumsede hav. Rejs ud, rejs ud. Oh gid, at jeg også kunne rejse! Hvis bare jeg kunne svømme! Hvis bare jeg kunne flyve! Ah hvorfor blev jeg født som et menneske, af hvem der skulle gøres et dyr! Det lystige skib er borte – skjuler sig i det usynlige fjerne. Jeg står tilbage i det endeløse slaveris hedeste helvede. Ah Gud, frels mig! Ah Gud, udfri mig! Lad mig blive fri! Findes der en Gud? Hvorfor er jeg slave? Jeg stikker af. Jeg vil ikke finde mig i det. Hvad enten jeg ender som fanget eller fri, så skal det forsøges. Om jeg dør af det ene eller det andet, kan jo være det samme. Jeg har kun et liv at miste. Jeg kan lige så godt blive dræbt i flugten som dø på stedet. Tænk engang: Hundrede og tres kilometer i lige linje nordpå, og jeg er fri! Prøve det? Ja, Gud hjælpe mig. Det må ikke ske, at jeg skal leve og dø som slave. Jeg vil benytte vandvejen. Selve denne bugt skal bære mig til friheden. Dampskibene satte kurs mod nordøst fra North Point. Jeg vil gøre det samme – og når jeg når til bugtens ende, vil jeg lade min kano drive og gå lige gennem Delaware til Pennsylvania. Når jeg kommer så langt, vil jeg ikke have brug for et pas – der kan jeg rejse, som jeg vil. Giv mig den første, den bedste lejlighed, og så er jeg, ske hvad der vil, på vej. I mellemtiden vil jeg prøve at bære åget med oprejst pande. Jeg er ikke den eneste slave i verden. Hvorfor skulle jeg tøve? Jeg kan tåle lige så meget som dem. I øvrigt er jeg kun en dreng, og alle drenge er bundet til nogen. Måske vil det vise sig, at min nød i slaveriet kun vil forøge min lykke, når jeg bliver fri. Der er lysere tider på vej.”
Således plejede jeg at tænke, og således plejede jeg at sige til mig selv – drevet nærmest til vanvid det ene øjeblik for i det næste at slå mig til tåls med min forfærdelige lod.
Jeg har allerede røbet, at min stilling hos Covey var meget værre i de første seks måneder end i de sidste. Omstændighederne, der førte til, at Covey ændrede adfærd over for mig, er epokegørende i min beskedne historie. Du har set, hvordan et menneske blev gjort til slave – nu vil du fa at se, hvordan en slave blev gjort til et menneske. På en af de varmeste dage i august måned 1833 var Bill Smith,William Hughes, en slave ved navn Eli og jeg selv i færd med at rense hvede. Hughes fjernede den rensede hvede fra rensemaskinen, Eli drejede hveden, Smith fyldte den i maskinen, og jeg bar hveden hen til maskinen. Arbejdet var enkelt og krævede mere styrke end forstand, men for én, der var fuldstændig uvant med den slags arbejde, var det meget hårdt. Cirka klokken tre den dag brød jeg sammen; kræfterne svigtede mig – jeg fik voldsom hovedpine, som blev ledsaget af kraftig svimmelhed, og rystede over hele kroppen. Da jeg var klar over, hvad der ville ske, tog jeg mig sammen med en fornemmelse af, at det aldrig ville gå at holde op med at arbejde. Jeg holdt mig på benene så længe, jeg overhovedet kunne vakle hen til rensemaskinens tragt med korn. Da jeg ikke kunne holde mig oprejst længere, faldt jeg om, og jeg faldt, som om jeg blev tynget ned af en enorm vægt. Rensemaskinen gik naturligvis i stå – hver af os havde sin opgave, og ingen kunne overtage en andens opgave og løse sin egen samtidig.
Covey var oppe i huset omkring hundrede meter fra tærskepladsen, hvor vi arbejdede. Da han hørte rensemaskinen gå i stå, reagerede han med det samme og kom ned til os. Han spurgte i al hast, hvad der var i vejen. Bill svarede, at jeg var syg, og at der ikke var nogen til at bære hveden hen til maskinen. På det tidspunkt var jeg kravlet ud under gårdens indhegning i håb om, at det ville hjælpe at komme ind i skyggen. Han spurgte derfor, hvor jeg var. En af folkene fortalte ham det. Han fandt mig, og da han havde undersøgt mig en smule, spurgte han, hvad der var galt. Jeg forklarede ham det så godt, jeg kunne, for jeg magtede knap nok at sige noget. Så gav han mig et hårdt spark i siden og sagde, at jeg skulle rejse mig. Jeg prøvede, men faldt bare om igen. Han gav mig et spark mere og beordrede mig endnu en gang til at rejse mig. Jeg forsøgte igen og havde held til at komme op at stå, men da jeg bøjede mig ned for at tage tønden,jeg brugte til at bære kornet i, vaklede jeg på ny og faldt om. Mens jeg lå sådan, tog Covey det bræt af valnøddetræ, som Hughes havde brugt til at jævne det korrekte mål korn af med, og gav mig et kraftigt slag i hovedet, så jeg fik et stort sår, og blodet begyndte at strømme ud – hvorpå han atter sagde til mig om at rejse mig. Jeg gjorde ikke noget for at prøve, for jeg havde nu bestemt mig for at lade ham løbe linen ud. Kort efter slaget lettede smerterne i mit hoved. Covey havde på det tidspunkt overladt mig til min skæbne. Og da besluttede jeg for første gang at gå til min herre, indgive en klage og bede om hans beskyttelse. For at gøre det måtte jeg samme eftermiddag gå ti kilometer, og det var under de omstændigheder en alvorlig prøvelse. Jeg var meget svækket – lige så meget af slagene og sparkene som af det slemme ildebefindende, jeg havde haft. Jeg så imidlertid min chance, da Covey kiggede den anden vej, og satte kursen mod St. Michaels. Jeg var kommet ganske langt ud mod skoven, da Covey fik øje på mig og råbte efter mig om at komme tilbage og truede mig med al landsens ulykker, hvis jeg ikke adlød. Jeg ignorerede både hans råb og hans trusler og skyndte mig ind i skoven så hurtigt, som min svækkede tilstand tillod – og da jeg tænkte, at han måske ville indhente mig, hvis jeg gik ad landevejen, gik jeg gennem skoven og holdt mig så langt fra landevejen, at jeg var ude af syne, og så nær på den, at jeg ikke får vild. Jeg var ikke kommet langt, inden mine fa kræfter svigtede mig igen. Jeg kunne ikke gå længere. Jeg faldt om og lå der i lang tid. Blodet strømmede stadig fra såret i hovedet. En overgang troede jeg, at jeg ville forbløde, og i dag tror jeg også, at det ville være sket, hvis ikke blodet havde klistret sig fast i mit hår, så blødningen blev standset på den måde. Da jeg havde ligget der en tre kvarters tid, tog jeg et nyt tag i mig selv og fortsatte min vej på bare fødder og uden noget på hovedet gennem mosej ord og tornekrat, så jeg indimellem skar mine fødder for hvert eneste skridt – og efter en ti kilometers gåtur, som havde taget mig fem timer eller deromkring, nåede jeg frem til min herres forretning. Da så jeg efterhånden så medtaget ud, at det ville have bevæget alt andet end et hjerte af jern. Jeg var sølet til i blod fra isse til fod. Mit hår var kaget af blod og skidt; min skjorte var stiv af blod. Mine ben og fødder var skårede overalt af torne og pigge og var også fulde af blod. Jeg må have lignet en mand, der var sluppet ud af et bur med vilde dyr og det kun med nød og næppe. I den forfatning fremstillede jeg mig for min herre og bad ham ydmygt om at bruge sin magt til at beskytte mig. Jeg fortalte ham alle enkeltheder så godt, jeg kunne, og det virkede, som om mine ord efterhånden påvirkede ham. Han gik så op og ned ad gulvet og prøvede at forsvare Covey ved at sige, at jeg nok selv havde været ude om det. Han spurgte, hvad jeg ville. Jeg fortalte ham, at jeg ville et andet sted hen – at hvis jeg skulle leve hos Edward Covey igen, ville det kun være for at dø der – at Covey med sikkerhed ville slå mig ihjel – han var allerede godt på vej. Thomas Auld gjorde nar ad tanken om, at jeg var i fare for at blive slået ihjel af Covey, og han sagde, at han kendte ham, at han var en god mand, og at han aldrig kunne drømme om at tage mig fra ham – at han ville gå glip af et helt års leje, hvis han gjorde det, at jeg tilhørte Covey i det år, og at jeg måtte vende tilbage til ham, ske hvad der ville – og så skulle jeg i øvrigt ikke ulejlige ham med flere historier, for ellers skulle han selv tage en snak med mig. Efter at være kommet med disse trusler gav han mig en stor mængde salt og sagde, at jeg kunne blive i St. Michaels natten over (for det var blevet sent), men at jeg skulle vende tilbage til Coveys gård tidligt næste morgen, og hvis jeg ikke gjorde det, ville han tage en snak med mig, hvilket betød, at han ville piske mig. Jeg blev der om natten og begav mig i overensstemmelse med mine ordrer af sted mod Coveys gård om morgenen (lørdag morgen), træt i kroppen og knækket i ånden. Jeg fik hverken aftensmad eller morgenmad. Jeg nåede Coveys gård ved nitiden, og i samme øjeblik jeg kravlede over hegnet, der skilte Kemps gård fra vor, kom Covey farende med sin kohudspisk for at give mig flere prygl-Jeg nåede at slippe ud i majsmarken, inden han kunne fa fat i mig, og da majsen stod meget højt, gav det mig mulighed for at gemme mig. Han lod til at være rasende og ledte længe efter mig. Min opførsel var fuldstændig ubegribelig. Til sidst opgav han jagten, vel fordi han tænkte, at jeg måtte komme hjem for at fa noget at spise, og at han derfor ikke ville bryde sit hoved mere med at lede efter mig. Jeg tilbragte det meste af den dag i skoven og havde valget mellem at gå hjem og blive pisket ihjel eller at blive i skoven og sulte ihjel. Den aften stødte jeg på Sandy Jenkins, en slave som jeg kendte en lille smule. Sandy var gift med en kvinde, som ikke var slave, og som boede måske seks en halv kilometer fra Coveys gård, og da det nu var lørdag, var han på vej ud for at besøge hende. Jeg forklarede ham situationen, og han var så venlig at invitere mig med hjem. Jeg sagde jatak, og undervejs snakkede vi hele sagen igennem, og han gav mig et råd om, hvad der var det bedste for mig at gøre. Jeg opdagede, at Sandy var en noget særpræget rådgiver. Han fortalte mig med stor alvor, at jeg måtte vende hjem til Covey, men at jeg inden da skulle følge med ham til en anden del af skoven, hvor der var en bestemt rod, som, hvis jeg tog noget med mig derfra og altid gik med det på højre side af kroppen, ville gøre det umuligt for Covey eller nogen anden hvid mand at piske mig. Han sagde, at han havde gået med det i årevis – og siden han var begyndt på det, havde han ikke faet et eneste slag, og han regnede heller ikke med, at det ville ske, så længe han gik med det. I første omgang afviste jeg tanken om, at det ville have den virkning, han sagde, bare at gå med en rod i lommen, og jeg var ikke indstillet på at gøre det – men Sandy insisterede meget alvorligt på, hvor nødvendigt det var, og sagde, at gjorde det ingen gavn, så gjorde det da heller ikke nogen skade. Til sidst tog jeg roden for at glæde ham og gik som instrueret med den på højre side af kroppen. Det var søndag morgen. Jeg begav mig straks hjemad, og da jeg gik ind ad leddet til gården, kom Covey ud for at gå til møde. Han snakkede meget venligt til mig, bad mig jage grisene ud af et bed i nærheden og fortsatte til kirke. Denne usædvanlige opførsel fra Coveys side fik mig faktisk til at tro på, at der var noget i den rod, Sandy havde givet mig – havde det været alle andre dage end lige søndag, ville jeg ikke have kunnet finde andre forklaringer end rodens indflydelse, og som det var, var jeg da også halvvejs parat til at mene, at roden var andet og mere, end jeg lige umiddelbart havde anset den for. Alt gik godt indtil mandag morgen. Da blev rodens egenskaber virkelig sat på prøve. Længe inden daggry fik jeg besked på at gnubbe, strigle og fodre hestene. Jeg adlød og gjorde det med glæde. Men mens jeg var i gang med det, mens jeg stod og kastede nogle blade ned fra loftet, kom Covey ind i stalden med et langt reb – og da jeg var kommet halvvejs ned fra loftet, greb han mig om benene og begyndte at binde mig. Straks det gik op for mig, hvad han havde for, gjorde jeg et pludseligt spring, og da han samtidig ikke slap grebet om mine ben, endte jeg sprællende på staldgulvet. Covey lod til at mene, at nu havde han mig, men i samme øjeblik – jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra – besluttede jeg mig for at slås, og for at lade handling følge tanke greb jeg Covey hårdt om halsen og rejste mig samtidig op. Han holdt fast på mig og jeg på ham. Min modstand var så fuldstændig uventet, at Covey virkede helt overrumplet. Han rystede som et espeløv. Det gav mig selvtillid, og jeg sørgede for, at han forblev usikker ved at fa blodet til at løbe der, hvor jeg rørte ved ham med mine fingerspidser. Det varede ikke længe, inden Covey kaldte på Hughes for at fa hjælp. Hughes kom, og mens Covey holdt mig, prøvede Hughes at binde min højre hånd. Mens han var optaget af det, så jeg mit snit til at give ham et hårdt spark lige under ribbenene. Det fik simpelthen Hughes til at kaste op, så at han overlod mig til Covey alene. Sparket havde ikke bare sat Hughes ud af spillet, men også Covey. Da han så Hughes krumme sig sammen i smerte, tabte han modet. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at blive ved med at gøre modstand. Jeg svarede ja, ske hvad der ville – han havde behandlet mig som et dyr i seks måneder, og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville finde mig i det mere. Han prøvede så at trække mig med hen til en kæp, der lå lige uden for stalddøren. Det var hans mening at slå mig ned. Men netop som han bøjede sig ned for at samle kæppen op, tog jeg ham med begge hænder i kraven og fik ham med et brat ryk ned at ligge. Nu kom Bill til. Covey råbte til ham om hjælp. Bill spurgte, hvad han kunne gøre. Covey sagde:“Tag fat i ham, tag fat i ham!” Bill svarede, at hans herre lejede ham ud til at arbejde, ikke til at hjælpe med at prygle mig, og så overlod han Covey og mig til selv at afgøre kampen. Det stod på i næsten to timer. Det endte med, at Covey lod mig gå, mens han pustende og stønnende sagde, at hvis jeg ikke havde gjort så meget modstand, ville han ikke have pryglet mig nær så meget. Sandheden er, at han overhovedet ikke havde pryglet mig. Fra mit synspunkt var det på alle måder gået værst ud over ham, for han havde ikke faet mig til at bløde, men jeg havde faet ham til det. I samtlige de seks måneder,jeg derefter var hos Covey, lagde han aldrig hånd på mig i vrede. Han sagde sommetider, at han ikke behøvede at tage fat i mig igen. “Nej,” tænkte jeg, “det skal du heller ikke, for det vil blive værre for dig end sidste gang.”
Opgøret med Covey var vendepunktet i min tid som slave. Det pustede liv i frihedens sidste, døende gløder og vækkede en fornemmelse af min egen manddom i mig. Det gengav mig selvbevidstheden og indgød mig igen viljen til at blive fri. Den tilfredsstillelse, det var at have vundet, var så rigeligt alt, hvad der i øvrigt måtte følge, værd, selv døden. Man kan ikke forstå den dybe tilfredshed, jeg følte, hvis man ikke selv har afvist slaveriets blodige arm. Det var en strålende opstandelse fra slaveriets grav til frihedens himmel. Mit livsmod, der så længe havde været nedbrudt, fik ny styrke, fej heden forsvandt og blev erstattet af modig trods – og jeg gjorde nu op med mig selv, at hvor længe jeg end skulle forblive slave af navn, så var det for tid og evighed slut med, at jeg kunne være det af gavn. Jeg tøvede ikke med at lade det lyde om mig, at den hvide mand, der skulle fa held til at piske mig, også måtte have held til at slå mig ihjel.
Fra da af blev jeg aldrig mere, hvad man kan kalde egentlig pisket, selvom jeg var slave i fire år endnu. Jeg var oppe at slås adskillige gange, men fik aldrig pisk.
Det var længe efter en kilde til stor undren for mig, at Covey ikke på stedet lod mig arrestere og bragt til retterstedet for, som loven siger, at blive pisket for den forbrydelse, det var at lægge hånd på en hvid mand i selvforsvar. Og den eneste forklaringjeg kan komme i tanke om nu, synes jeg ikke, er helt overbevisende, men jeg vil komme med den, sådan som den er. Edward Covey nød et ubestridt ry for at være en førsteklasses negertæmmer. Det var meget vigtigt for ham. Hans rygte stod på spil, og hvis han havde ladet myndighederne om at tage sig af mig – en dreng på omkring seksten år – så havde han mistet sit ry. Det var altså for at redde sit gode navn, at han lod han mig gå ustraffet.
Min egentlige tjenestetid hos Edward Covey sluttede juledag 1833. Dagene mellem jul og nytårsdag betragtes som helligdage, og vi var følgelig ikke forpligtet til at arbejde ud over at fodre og passe dyrene. Den periode anså vi for at være vores egen som en gunstbevisning fra vore herrer, og vi brugte og misbrugte den næsten, som det passede os. De af os, der havde familie længere borte, fik som regel tilladelse til at tilbringe alle seks dage sammen med dem. Tiden blev dog brugt forskelligt. De satte, nøgterne, fornuftige og flittige af os gav sig i kast med at lave koste, måtter, seletøj og kurve, mens en anden del af os brugte tiden på at jage pungrotter, harer og vaskebjørne. Men så langt de fleste kastede sig ud i skæg og ballade som boldspil, brydning, kapløb, musik, dans og whisky drikkeri – og denne sidstnævnte måde at bruge tiden på var den, vore herrer langt foretrak. En slave, der arbejdede i helligdagene, anså herrerne for knap nok at være dem værdige. De syntes nærmest, han afviste den gave, de havde givet ham. Det blev betragtet som en skændsel ikke at drikke sig fuld i juledagene, og den mand, der ikke i årets løb havde skaffet sig det nødvendige lager til at klare sig gennem hele julen, blev betragtet som mere end almindeligt doven.
Ud fra hvad jeg kender til de helligdages virkning på slaverne, vil jeg mene, at de er et af slaveejernes mest effektive midler til at holde slavernes oprørskhed nede. Hvis slaveejerne med et opgav den praksis, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville medføre en øjeblikkelig opstand blandt slaverne. Disse helligdage fungerer som ledere eller sikkerhedsventiler, der letter trykket på de trælbundne menneskers rebelskhed.Var det ikke for dem, ville slaven blive presset til desperationens grænser, og Gud nåde og trøste slaveejeren den dag, han drister sig til at Qerne eller lægge hindringer i vejen for de lederes funktion. Jeg advarer ham, at i det tilfælde vil der opstå en stemning blandt slaverne mere frygtindgydende end det forfærdeligste jordskælv.
Helligdagene er en uløselig del af slaveriets grove bedrag, uret og umenneskelighed. De siges at være en tradition, der er opstået takket være slaveejernes velvilje – men jeg vil påstå, at de er udtryk for egennytte og et af de groveste bedrag, der er begået mod den underkuede slave. De giver ikke slaverne disse dage, fordi de ikke kunne tænke sig at have deres arbejde i den periode, men fordi de ved, at det ville være risikabelt at berøve dem dagene. Det ser man deraf, at slaveejerne gerne ser deres slaver tilbringe dagene netop sådan, at de er lige så glade for, at de er forbi, som de var for, at de kom. Målet synes at være at gøre deres slaver lede og kede af friheden ved at kaste dem ud, hvor fordærvet er dybest. For eksempel er slaveejerne ikke blot fornøjede med at se slaven drikke af egen drift, men benytter sig også af forskellige udveje for at fa ham fuld. En metode er at indgå væddemål om, hvem af deres slaver der kan drikke mest whisky uden at blive fuld – på den måde lykkes det dem at fa slaverne til i stort tal at drikke umådeholdent. Når en slave derfor beder om den gode frihed, narrer den snu slaveejer, der kender hans uvidenhed, ham med en dosis onde udsvævelser, der ganske snedigt bliver kaldt frihed. De fleste af os plejede at deltage i drikkeriet, og resultatet var fuldstændig, som man kunne forvente det: Mange af os fik det indtryk, at der ikke var den store forskel på frihed og slaveri. Vi følte, og med god ret, at vi næsten lige så godt kunne være slaver for mennesker som for rom. Så når højtiden var forbi, rejste vi os af vore udsvævelsers snavs, tog en dyb indånding og gik ud i marken igen – alt i alt nærmest glade for at vende tilbage i slaveriets arme fra det, vore herrer havde narret os til at tro var friheden.
Jeg nævnte, at denne metode er en del af slaveriets systematiske bedrag og umenneskelighed. Den her beskrevne metode, som benyttes til at give slaven afsmag for friheden ved kun at vise ham, hvordan den misbruges, bruges også i de fleste andre henseender. Der er for eksempel en slave, som elsker sirup – så han stjæler noget. Hans herre vil så i mange tilfælde tage ind til byen og købe store mængder af det; han kommer hjem, griber pisken og tvinger den stakkels mand til at spise sirup, indtil han kaster op bare ved at høre ordet. Samme fremgangsmåde bruger man sommetider for at fa slaver til at holde op med at bede om mad ud over deres normale ration. En slaves ration slipper op, og han beder om at fa mere. Hans herre bliver rasende på ham, men da han ikke er indstillet på at sende ham bort uden mad, giver han ham mere end nødvendigt og tvinger ham til at spise det inden for en given tid. Hvis han så beklager sig, at det kan han ikke, far han skyld for at være lige utilfreds, hvad enten han er mæt eller madløs, og så bliver han pisket for at være vanskelig! Jeg har et væld af eksempler baseret på samme princip, som jeg selv har oplevet, men anser de nævnte for at være nok. Det er en helt almindelig praksis.
Jeg forlod Coveys gård første januar 1834 og blev flyttet til William Freeland, som boede cirka fem kilometer fra St. Michaels.Jeg fandt snart ud af, at Freeland var en helt anden type end Edward Covey. Selvom han ikke var rig, var han det, man ville kalde en dannet sydstatsgentleman. Covey var, som jeg har vist, en erfaren negertæmmer og slavefoged. Freeland lod til (selvom han var slaveejer) at rumme en vis æresfølelse, en vis sans for retfærdighed og en vis respekt for menneskelighed. Covey virkede fuldstændig blottet for den slags følelser. Freeland havde mange af de fejl, der kendetegner slaveejere, så som hidsighed og utålmodighed, men jeg må være retfærdig over for ham og sige, at han overhovedet ikke besad nogen af de nedværdigende laster, som Covey var konstant forfalden til. Den ene var åben og ærlig, og vi vidste altid, hvor vi havde ham. Den anden var gennemført snu og falsk og kunne kun forstås af folk, der var skarpsindige nok til at gennemskue hans snedigt udtænkte numre. En anden fordel, set fra mit synspunkt, ved min nye herre var, at han ikke hyklede fromhed eller gjorde sig til af at være troende – og det var i mine øjne en virkelig stor fordel. Jeg vil uden tøven fastholde, at religion i Syden ikke er andet end et skalkeskjul for de forfærdeligste forbrydelser – en retfærdiggørelse af det mest afskyelige barbari – en sanktion af de mest modbydelige falsknerier – og et mørkt tæppe, der beskytter slaveejernes mørkeste, gemeneste, hæsligste og mest djævelske handlinger. Skulle jeg igen blive kastet i slaveriets lænker, ville jeg – næst efter selve trældommen – anse det for at være den største ulykke, der kunne overgå mig, at blive slave under en troende herre. For af alle de slaveejere, jeg har mødt, har de troende været de værste. Jeg har uden undtagelse oplevet dem som de tarveligste og mest ondskabsfulde, grusomme og feje af dem alle. Det var min ulykkelige skæbne ikke blot at tilhøre en troende herre, men også at bo i den slags troendes samfund. Ganske tæt på Freeland boede pastor Daniel Weeden, og i samme nabolag boede også pastor Rigby Hopkins. De var medlemmer af og præster i den reformerede metodistkirke. Pastor Weeden ejede blandt andet en kvindelig slave, hvis navn jeg har glemt. Hendes ryg blev holdt i bogstaveligste forstand rå i ugevis under denne ubarmhjertige, troende slyngels pisk. Han plejede at leje folk. Hans dogme var: “Om du opfører dig godt eller dårligt, så er det en herres pligt fra tid til anden at piske slaven for at minde ham om herrens autoritet.” Sådan lød hans teori, og sådan var hans praksis.
Pastor Hopkins var endnu værre end pastor Rigby. Han pralede af sin evne til at håndtere slaver. Det særlige ved hans metode var at piske slaverne, inden de fortjente det. Han sørgede altid for at fa en eller flere af sine slaver pisket hver mandag morgen. Han gjorde det for at vække deres frygt og gøre dem, der ikke fik pisk, rædselsslagne. Strategien var at piske for de mindste forseelser for at forhindre nogen i at begå de større. Hopkins kunne altid finde en undskyldning for at piske en slave. Folk, der ikke er fortrolige med livet som slaveejer, ville blive overraskede over, hvor utrolig let en slaveejer har ved at finde ting, der giver ham grund til at piske en slave. Bare et blik, et ord eller en bevægelse – en fejltagelse, et uheld eller manglende kræfter – er alt sammen forhold, som en slave kan blive pisket for til hver en tid. Ser en slave utilfreds ud? Så siges det, at djævelen har taget bolig i ham, og han må piskes ud. Svarer slaven højt, når hans herre henvender sig til ham? Så er han ved at fa for høje tanker 0111 sig selv og trænger til at blive pillet lidt ned. Glemmer han at tage hatten af, når en hvid mand eller kvinder nærmer sig? Så er han ikke ærbødig nok og bør piskes for det. Drister han sig nogensinde til at forklare sin opførsel, når han kritiseres for den? Så er han skyldig i frækhed – en af de alvorligste forbrydelser, en slave kan gøre sig skyldig i. Drister han sig nogensinde til at foreslå en anden måde at gøre tingene på end den, hans herre har anvist? Så er han sandelig hovmodig, så har han glemt sin plads, og så er der ikke andet for end at hudstryge ham. Ødelægger han en plov, mens han pløjer – eller et hakkejern, mens han hakker ukrudt? Det skyldes hans uforsigtighed, og det er man nødt til at piske en slave for hver gang. Hopkins kunne altid finde noget af den slags som undskyldning for at gribe pisken, og det var sjældent, at han lod lejligheden gå fra sig. Der var ikke den mand i heleTalbot County, som slaver, der selv kunne vælge deres hjem, ikke foretrak at leve hos frem for pastor Hopkins. Og dog var der ikke en mand i miles omkreds, der gav sig ud for at være mere from eller var mere aktiv under vækkelserne – mere ivrig deltager i menigheden, ved kærlighedsfester, i bønnemøder og under prædikener eller mere hengiven i familien – som bad tidligere, senere, højere og længere – end denne selv samme pastor slavefoged Rigby Hopkins.
Men for at vende tilbage til William Freeland og mine oplevelser, mens jeg arbejdede hos ham. Han gav os ligesom Covey mad nok at spise – men i modsætning til Covey gav han også tid nok til at spise den. Han lod os arbejde hårdt, men altid mellem solopgang og solnedgang. Han forlangte en hel del arbejde af os, men gav os gode redskaber at udføre det med. Hans gård var stor, men han ansatte tilstrækkeligt mange til at drive den – med lethed, sammenlignet med mange af hans naboer. Jeg fik en himmelsk behandling, mens jeg var hos ham, sammenlignet med det, jeg havde oplevet, da jeg var i kløerne på Edward Covey.
Freeland ejede selv kun to slaver. De hed Henry Harris og John Harris. Resten af sine folk lejede han. De bestod af undertegnede, Sandy Jenkins* og Handy Caldwell. Henry og John var ret intelligente, og jeg havde ikke været der særlig længe, inden jeg gav dem stærk lyst til at lære at læse. Lysten bredte sig snart til de andre også. De fik hurtigt støvet nogle gamle stavebøger op, og der var ikke andet for, end at jeg måtte arrangere en søndagsskole. Jeg indvilligede og viede derefter søndagene til at lære mine elskede medslaver at læse. Ingen af dem kunne bogstaverne, da jeg kom. Nogle af slaverne på nabogårdene fandt ud af, hvad der foregik og benyttede sig også af denne beskedne mulighed for at lære at læse. Alle der kom, forstod, at det skulle foregå så ubemærket som muligt. Det var nødvendigt, at vore troende herrer i St. Michaels ikke fik nys om, at vi i stedet for at tilbringe søndagene med brydning, boksning og whisky drikkeri prøvede at lære at læse Guds vilje – for de ville langt hellere have haft, at vi beskæftigede os med nedværdigende tidsfordriv, end at vi skulle bære os ad som intelligente, moralske og ansvarlige mennesker. Mit blod koger, når jeg tænker på den blodige måde, hvorpå d’herrerWright Fairbanks og Garrison West overfaldt os med slag og spark og ødelagde vores fine, lille søndagsskole i St. Michaels – og de kaldte sig kristne! Vor Herre Jesu Kristi ydmyge tjenere! Men nu kommer jeg igen væk fra emnet.
Jeg holdt søndagsskole hjemme hos en fri, farvet mand, hvis navn jeg anser det for uklogt at nævne – for skulle det blive kendt, kunne det skabe alvorlige problemer for ham, selvom forbrydelsen – at huse en søndagsskole – blev begået for ti år siden. På et tidspunkt havde jeg over fyrre elever, og af den rigtige, brændende lærevillige slags. De kom i alle aldre, men var fortrinsvis voksne mænd og kvinder. Jeg ser tilbage på de søndage med en glæde,jeg ikke formår at udtrykke. Det var store dage for mit sind. Opgaven med at oplyse mine medslaver var det skønneste arbejde, jeg nogensinde har været velsignet med. Vi elskede hinanden, og at forlade dem søndag aften var i sandhed et kors at bære. Når jeg tænker på, at disse dyrebare sjæle i dag er spærret inde i slaveriets fængsel, overvælder mine følelser mig, og jeg er næsten parat til at stille spørgsmålet: “Hersker en retfærdig Gud over universet? og hvorfor holder han torden i sin højre hånd, om ikke for at ramme undertrykkeren og udfri den udplyndrede af ødelæggerens greb?” Disse gode sjæle kom ikke i søndagsskole, fordi det var populært, og jeg fungerede heller ikke som deres lærer, fordi det var fortjenstfuldt. Hvert øjeblik de tilbragte i den skole, risikerede de at blive taget og tildelt niogtredive piskeslag. De kom, fordi de ønskede at lære. Deres grusomme herrer havde udhungret deres sind. De var blevet spærret inde i mentalt mørke. Jeg underviste dem, fordi det var min sjæls fryd at gøre noget, der så ud til at forbedre min races stilling. Jeg holdt skolen i gang næsten hele det årjeg var hos Freeland, og ud over søndagsskolen viede jeg om vinteren tre aftener om ugen til at undervise slaverne hjemme. Og jeg har den glæde at vide, at adskillige af dem, der gik i søndagsskolen, lærte at læse – og at i det mindste én af dem i dag er fri ved min mellemkomst.
Året gik glat. Det virkede kun halvt så langt som det, der var gået forud. Jeg gik hele året uden at fa et eneste slag. Jeg vil give William Freeland den ros, at han var den bedste herre,jeg nogensinde havde, indtil jeg blev min egen. At året gik så let, har jeg dog også i en vis grad mine medslavers selskab at takke for. De var ædle sjæle; de havde ikke blot kærlige, men også modige hjerter.Vi var knyttet til og forbundet med hinanden. Jeg elskede dem med mere kærlighed, end jeg nogensinde siden har oplevet. Det bliver sommetider sagt, at vi slaver ikke elsker og stoler på hinanden. Til det vil jeg sige, at jeg aldrig har elsket eller stolet mere på nogen end på mine medslaver, og i særdeleshed dem på Freelands gård. Jeg tror, vi ville have givet vore liv for hinanden. Vi gjorde aldrig noget af betydning uden at rådføre os med hinanden. Vi handlede aldrig individuelt. Vi var ét, og det lige så meget af sindelag og adfærd som gennem de fælles prøvelser, vi nødvendigvis var underkastet, fordi vi var slaver.
I slutningen af 1834 lejede Freeland mig af min herre for endnu et år. Men på det tidspunkt fik jeg så småt trang til at leve i et frit land så vel som hos Freeland, og jeg var derfor ikke længere tilfreds med at leve hos ham eller nogen anden slaveejer.Ved indgangen til 1835 begyndte jeg at forberede mig på det endelige slag, der skulle afgøre min skæbne på den ene eller den anden måde. Jeg var for opadgående, godt på vej mod manddommen, år efter år var gået, og jeg var stadig slave. De tanker vækkede mig – jeg måtte gøre noget. Jeg besluttede mig derfor til, at året 1835 ikke skulle gå uden at blive vidne til et eller andet forsøg fra min side på at skaffe mig min frihed. Men jeg var ikke indstillet på at nyde den beslutning alene. Mine medslaver betød meget for mig. Det var vigtigt for mig, at de skulle have del i denne min livgivende beslutning. Jeg forsøgte derfor snart, om end meget forsigtigt, at lodde, hvordan de følte og tænkte om deres situation, og at plante tanken om frihed i deres sind.Jeg gav mig til at udtænke planer og udveje for vores flugt og bestræbte mig samtidig, hver gang lejlighed bød sig, på at fa dem til at indse slaveriets grove umenneskelighed og falskneri. Jeg gik til Henry først, og så til John og så til de andre. Jeg oplevede, at de alle havde varme hjerter og ædle sind. De var parat til at lytte og klar til at handle, lige så snart der blev foreslået en gennemførlig plan. Det var, hvad jeg ønskede. Jeg sagde til dem, at vi ikke var mænd, hvis vi fandt os i vort slaveri uden i det mindste at gøre et enkelt tappert forsøg på at blive fri.Vi mødtes ofte og holdt regelmæssigt rådslagninger, hvor vi delte vore håb og bekymringer og gennemgik de vanskeligheder, både virkelige og indbildte, som vi ville komme til at stå overfor. Indimellem var vi nærmest parat til at give op og prøve at slå os til tåls med vores elendige skæbne – men til andre tider var vi urokkeligt besluttede på at tage af sted. Lige så snart vi foreslog en plan, opstod der betænkeligheder – chancerne var skræmmende små. Vores vej var strøet med alvorlige forhindringer, og selv hvis vi nåede til vejs ende, var det ikke uden videre givet, at vi ville fa vore frihedsrettigheder – det ville stadig være muligt at blive sendt tilbage til trældommen. Vi kunne ikke se nogen plet på denne side af havet, hvor vi kunne være frie. Vi vidste ingenting om Canada. Vort kendskab til nordstaterne strakte sig ikke længere end til New York, og at drage dertil for i al fremtid at leve med den forfærdelige risiko for at blive sendt tilbage i slaveriet – med vished for, at vi derefter ville blive behandlet ti gange værre end før – var i sandhed en skrækkelig tanke, som det ikke var nemt at sætte sig ud over. Sagen stillede sig sommetider sådan her:Ved hvert eneste led, vi skulle igennem så vi en opsynsmand – ved hver eneste færge en kontrolpost – ved hver eneste bro en vagt – og i samtlige skove patruljer. Vi var spærret inde på alle sider. Det var vanskelighederne, virkelige eller indbildte – det gode man måtte stræbe efter, og det onde man måtte undgå. På den ene side var der slaveriet, en hård virkelighed der stirrede os frygteligt i øjnene – hvis klæder allerede var røde af millioners blod, og som selv nu mæskede sig glubsk med vort kød. På den anden side og på fjern afstand, under Nordstjernens blinkende skær, hinsides forrevne klipper eller sneklædte bjerge, befandt sig en usikker frihed – halvfrossen – der gjorde tegn til os om at komme og gøre brug af dens gæstfrihed. Det var i sig selv nok til indimellem at fa os til at vakle – men når vi tillod os at betragte ruten, blev vi ofte bange. På begge sider så vi døden antage de forfærdeligste skikkelser. Så var det sult, der tvang os til at spise vort eget kød – så kæmpede vi i bølgerne og druknede – så blev vi indhentet og flået i stumper og stykker af den frygtelige blodhunds tænder. Vi blev stukket af skorpioner, forfulgt af vilde dyr, bidt af slanger og til sidst, efter næsten at være nået frem til vore ønskers mål – efter at have svømmet i floder, være stødt på vilde dyr, have sovet i skoven og udstået sult og nøgenhed – blev vi indhentet af forfølgerne og dræbt på stedet, fordi vi gjorde modstand! Altså denne forestilling fik os indimellem til at miste modet og
“hellere tåle de onder vi havde
end opsøge andre os ukendte”
Da vi bestemte os endeligt for at flygte, gjorde vi mere end revolutionshelten Patrick Henry, da han gjorde op med sig selv, at valget stod mellem frihed og død. For os var der i bedste fald tale om en uvis frihed og den næsten visse død, hvis det mislykkedes. For mit eget vedkommende ville jeg foretrække døden frem for håbløs trældom.
Sandy, der var en af os, opgav tanken, men blev ved med at opmuntre os. Gruppen bestod så af Henry Harris, John Harris, Henry Bailey, Charles Roberts og jeg selv. Henry Bailey var min onkel og tilhørte min herre. Charles var gift med min tante; han tilhørte min herres svigerfar William Hamilton.
Planen, vi til sidst lagde os fast på, var at fa fat i en stor kano, som Hamilton ejede, og padle lige op ad Chesapeake Bay lørdag aften inden påskedagene. Når vi nåede bunden af bugten, der lå et sted mellem hundrede og ti og hundrede og tredive kilometer fra, hvor vi boede, tænkte vi os at lade kanoen drive og følge Nordstjernen, indtil vi var kommet over grænsen fra Maryland. Grunden til, at vi valgte vandvejen, var, at der på den måde var mindre risiko for at blive mistænkt for at være på flugt – vi håbede, man ville tro, at vi var fiskere. Havde vi derimod valgt at rejse over land, var vi blevet udsat for alle mulige forhindringer. Enhver hvid, som havde lyst til det, kunne stoppe os og underkaste os en undersøgelse.
I ugen inden den planlagte dato for flugten, skrev jeg adskillige fuldmagter, en til hver af os. Så vidt jeg husker, lød de som følger:
“Dette er en bekræftelse på, at jeg, undertegnede, har givet ihændehaveren, mit tyende, tilladelse til at rejse til Baltimore for at tilbringe påskedagene der. Skrevet med min egen hånd og så videre
William Hamilton,
Nær St. Michaels, Talbot County, Maryland.”
Vi skulle ikke til Baltimore, men ved at sejle op i bugten havde vi kurs mod Baltimore, og fuldmagterne skulle kun beskytte os, mens vi var på bugten.
Vi blev mere og mere nervøse, efterhånden som tiden nærmede sig. Det drejede sig i bogstaveligste forstand om liv og død for os. Vores beslutsomheds styrke skulle snart stå sin prøve. Jeg var meget aktiv i den tid, forklarede alle vanskelighederne, fjernede tvivlen og frygten og indgydede dem alle den fasthed, som var helt afgørende for, om forehavendet lykkedes – jeg forsikrede dem, at vi havde vundet den halve sejr i samme øjeblik, vi tog skridtet fuldt ud, at nu havde vi snakket længe nok, at vi var klar til at tage skridtet fuldt ud, at hvis vi ikke var det nu, ville vi aldrig blive det, og at hvis vi ikke havde tænkt os at tage skridtet fuldt ud nu, kunne vi lige så godt lægge armene over kors, læne os tilbage og erkende, at vi ikke egnede os til andet end at være slaver. Det var ingen af os villige til at erkende. Alle mand stod fast, og ved vort sidste møde, svor vi på ny højtideligt over for hinanden, at vi på det aftalte klokkeslæt helt sikkert ville stævne ud på jagt efter friheden. Det var midt på ugen, hvor vi skulle af sted i weekenden. Vi passede vore forskellige pligter, som vi plejede, men med hamrende hjerte ved tanken om vort forestående, virkeligt risikable vovestykke.Vi prøvede at skjule vore følelser mest muligt, og jeg tror, det lykkedes os meget godt.
Efter pinefuld venten kom den lørdag morgen, hvis aften skulle være vidne til afrejsen. Jeg hilste den med glæde, uanset hvilke sorger den ville føre med sig. Fredag nat sov jeg slet ikke. Jeg var formentlig mere nervøs end de andre, for jeg stod efter almindelig overenskomst i spidsen for hele affæren. Ansvaret for succes eller fiasko hvilede tungt på mine skuldre. Æren i det ene tilfælde og forvirringen i det andet var i lige grad min. Jeg har aldrig oplevet noget, der minder om de to første timer den morgen, og jeg håber heller ikke, jeg kommer til det igen. Tidligt om morgenen gik vi som sædvanligt i marken.Vi spredte møg – og lige pludselig, alt mens vi gik og gjorde det, blev jeg overvældet af en ubeskrivelig følelse, der var så stærk, at jeg vendte mig om til Sandy, som var i nærheden, og sagde: “Vi er forrådt!” “Tja,” sagde han, “den tanke har også lige slået mig.“ Vi sagde ikke mere. Aldrig har jeg været så sikker på noget som helst.
Hornet lød som sædvanlig, og vi gik op til huset for at fa morgenmad. Jeg gik med mere for et syns skyld, end fordi jeg var sulten den morgen. Netop som jeg nåede huset, kiggede jeg ned mod lågen til havestien og så fire mænd sammen med to farvede. De hvide mænd var til hest, og de farvede gik bagefter, som om de var bundet. Jeg iagttog dem et par sekunder, indtil de nåede frem til havelågen. Her standsede de og bandt de to mænd til lågens stolper. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad det drejede sig om. Kort efter kom Hamilton ridende i en fart, der antydede stor ophidselse. Han kom op til huset og spurgte efter William Freeland. Han fik at vide, at han var i laden. Uden at være steget af hesten red Hamilton nu i stor hast hen til laden. Kort efter vendte han og Freeland tilbage til huset. Nu red de tre betjente også hurtigt op til huset og sprang af hestene, tøjrede dem og stødte til Freeland og Hamilton, der var kommet tilbage fra laden, og efter at have snakket sammen en rum tid gik de alle sammen hen til køkkendøren. Der var ikke andre i køkkenet end mig og John. Henry og Sandy var i laden. Freeland stak hovedet ind ad døren, råbte mit navn og sagde, at der stod nogle herrer udenfor, som gerne ville snakke med mig.Jeg gik hen til døren og spurgte, hvad det drejede sig om. De greb mig og bandt mig straks uden forklaring – surrede mine hænder stramt sammen. Jeg krævede at fa at vide, hvad det drejede sig om.Til sidst sagde de, at de havde hørt, jeg havde været indblandet i noget‘skubberi’, og at jeg skulle afhøres i min herres nærvær – og hvis det viste sig, at deres oplysninger ikke passede, ville der ikke ske mig noget.
Kort efter lykkedes det dem at binde John. Så vendte de sig mod Henry, som på dette tidspunkt var kommet tilbage, og beordrede ham til at samle hænderne. “Det vil jeg ikke!” sagde Henry kategorisk og lod forstå, at han var klar til at se følgerne af at nægte i øjnene. “Vil du ikke?” spurgte betjenten Tom Graham. “Nej, det vil jeg ikke!” sagde Henry med endnu mere eftertryk. Så trak to af betjentene deres skinnende pistoler og svor ved deres Skaber, at de enten ville fa ham til at samle hænderne eller dræbe ham. De spændte begge to hanen på deres pistoler og gik hen til Henry, alt imens de sagde, at hvis han ikke samlede hænderne, så ville de skyde hans forbandede hjerte ud af kroppen på ham. “Så skyd mig, skyd mig!” sagde Henry: “I kan kun slå mig ihjel en gang. Skyd, skyd – og Fanden tagejer! Jeg lader mig ikke binde!” Han sagde det i et højlydt, trodsigt tonefald, og samtidig slog han med en lynhurtig bevægelse pistolen ud af hånden på begge betjente. Ikke så snart havde han gjort det, før de alle sammen kastede sig over ham, og efter at have slået på ham en rum tid, fik de ham omsider overmandet og bundet.
Jeg ved ikke hvordan, men jeg fik min fuldmagt frem under håndgemænget og smed den på ilden uden at blive opdaget. Vi var nu alle sammen bundet, og netop som vi skulle af sted til fængslet i Easton, kom Betsy Freeland,William Freelands mor, ud i døren med hænderne fulde af kiks, som hun fordelte mellem Henry og John. Så barslede hun med en tale noget i denne retning: “Din djævel! Din feje djævel! Det var dig, der lokkede Henry og John til at ville stikke af. Var det ikke for dig, din langbenede mulatdjævel! ville hverken Henry eller John nogensinde have tænkt på den slags.” Jeg svarede ikke og blev øjeblikkeligt ekspederet til St. Michaels. Lige inden håndgemænget med Henry nævnte Hamilton det betimelige i at lede efter fuldmagterne, som han forstod, at Frederick havde skrevet til sig selv og de andre. Men netop som han skulle til at lade handling følge ord, blev det nødvendigt, at han hjalp til med at binde Henry, og slagsmålets ophidselse betød, at de enten glemte eller anså det for risikabelt under omstændighederne at foretage en ransagning. Så vi var ikke dømt for at ville flygte endnu.
Da vi var nået cirka halvvejs til St. Michaels, spurgte Henry mig, mens betjentene, der havde os i deres varetægt, havde ryggen vendt til, hvad han skulle gøre med sin fuldmagt. Jeg sagde til ham, at han skulle spise den sammen med sin kiks og ikke indrømme noget, og vi lod beskeden “du skal ikke indrømme noget” gå videre, og “du skal ikke indrømme noget!” sagde vi alle sammen. Efter at ulykken havde ramt os, var vi lige så besluttede som før på at stå last og brast. Vi var nu forberedt på alt. Den morgen skulle vi trækkes små femogtyve kilometer efter heste og så sættes i fængsel i Easton.Vi blev underkastet en slags afhøring, da vi nåede St. Michaels.Vi benægtede alle, at vi nogensinde havde haft planer om at stikke af. Det gjorde vi mere for, at de skulle foreligge beviserne imod os, end fordi vi nærede noget håb om ikke at blive solgt – for som sagt var vi forberedt på det. Kendsgerningen er, at vi var ret ligeglade med, hvad der skulle ske med os, så vi lod det ske i fællesskab. Vores største bekymring var at blive skilt fra hinanden. Det var vi mere bange for end noget andet på denne side af døden.Vi fandt ud af, at beviserne mod os var én mands vidnesbyrd; herren ville ikke sige, hvem det var, men indbyrdes kom vi enstemmigt frem til, hvem det var. Vi blev sendt til fængslet i Easton. Da vi nåede frem, blev vi overdraget til sheriffen Joseph Graham og indsat af ham. Henry, John og jeg blev anbragt i en celle – Charles og Henry Bailey i en anden. Målet med at dele os i to var at forhindre, at vi afstemte vore historier.
Vi havde dårligt nok siddet fængslet i tyve minutter, da en sværm af slavehandlere og slavehandleres agenter flokkedes i fængslet for at se os og finde ud af, om vi var til salg. Mage til mennesker havde jeg aldrig oplevet før! Jeg følte mig omringet af fortabelsens dj ævle. En flok sørøvere har aldrig lignet deres far djævelen mere. De lo og grinede ad os og sagde: “Nå, drenge! I tilhører os nu, gør I ikke?” Og da de havde hånet os på forskellige måder, kom de en efter en ind for at undersøge os, så de kunne fastslå vores værdi. De spurgte os uforskammet, om ikke vi kunne tænke os at have dem til herre. Vi svarede ikke og lod dem selv om at finde ud af det, så godt de kunne. Så bandede de over os og svor på, at de kunne pille djævelskabet ud af os på ganske kort tid, hvis bare de fik fingre i os.
I fængslet oplevede vi, at vi havde det meget mere bekvemt, end vi havde forestillet os på forhånd.Vi fik ikke meget at spise, og maden var ikke særlig god; men vi have en god, ren celle, hvor vi fra vinduet kunne følge med i gadelivet, og det var langt bedre, end hvis vi var blevet sat ind i en af de mørke, fugtige celler. Alt i alt havde vi det meget godt, for så vidt angik fængslet og fangevogteren. Straks efter påskedagene kom Freeland og Hamilton stik mod alle vore forventninger op til Easton og hentede de to gange Henry, Charles og John ud af fængslet for at tage dem med hjem, så jeg sad alene tilbage. Jeg betragtede adskillelsen som endelig. Det gjorde mig mere ondt end noget andet ved hele historien. Jeg var parat til alt andet end at blive skilt fra de andre. Jeg gik ud fra, at de havde drøftet sagen og var blevet enige om, at jeg alene var årsagen til, at de andre ville stikke af, og at det var for hårdt at lade de uskyldige bøde sammen med den skyldige – hvorfor de altså havde besluttet sig for at hente de andre hjem og sælge mig til skræk og advarsel for dem, der blev tilbage. Jeg skylder den ædle Henry at sige, at han virkede nærmest lige så uvillig til at forlade fængslet, som han havde været til at forlade sit hjem for at komme i fængsel. Men vi vidste, at vi, hvis vi blev solgt, alligevel efter al sandsynlighed ville blive skilt fra hinanden, og eftersom han var i deres hænder, besluttede han sig for at følge fredeligt med hjem.
Jeg var nu overladt til min skæbne. Jeg var helt alene og befandt mig bag fængselsmure. Det var kun ganske fa dage siden, at jeg havde været fuld af håb. Jeg havde forventet at fa en tryg tilværelse i et frit land – men nu var jeg overvældet af dystre tanker og sank ned i den dybeste fortvivlelse. Jeg mente, at muligheden for at blive fri var forsvundet. Således sad jeg i en uges tid, hvorefter min herre kaptajn Auld til min overraskelse og usigelige forbløffelse kom og hentede mig i den hensigt at sende mig til Alabama med en mand af hans bekendtskab. Men af en eller anden grund sendte han mig ikke til Alabama, men endte med at sende mig tilbage til Baltimore, hvor jeg skulle bo hos hans bror Hugh og lære et håndværk.
Efter et fravær på tre år og en måned fik jeg på den måde igen lov til at vende tilbage til mit gamle hjem i Baltimore. Min herre sendte mig bort, fordi der var meget stor modvilje mod mig i lokalsamfundet, og han var bange for, at jeg ville blive slået ihjel.
Et par uger efter, at jeg kom til Baltimore, lejede Hugh Auld mig ud til William Gardner, som var en stor skibsbygger ved Feils Point. Jeg skulle lære at kalfatre. Det viste sig dog at være et meget dårligt sted til det formål. Gardner var det forår beskæftiget med at bygge to store brigger, krigsskibe angiveligt beregnet til den mexicanske regering. Fartøjerne skulle søsættes i juli samme år, og blev fristen ikke overholdt, ville Gardner tabe en masse penge, så da jeg kom til, var der travlhed overalt. Der var ikke tid til at lære noget. Alle mand måtte gøre det, de forstod sig på at gøre. Gardner havde fra begyndelsen af beordret mig til at gøre, hvad tømrerne satte mig til. Det betød, at jeg måtte lystre femoghalvfjerds mands mindste bud.Jeg skulle anse dem alle for at være min herre. Deres ord skulle være min lov. Situationen var yderst vanskelig for mig. Sommetider havde jeg brug for tolv par hænder. Jeg blev kaldt i tolv forskellige retninger inden for et enkelt minut. Tre-fire stemmer nåede mit øre samtidigt. Det var: “Fred, hjælp mig ved at skråne den her bjælke.” – “Fred, kom og flyt det tømmer derover.” – “Fred, kom lige med den lederulle.” – “Fred, hent en kande frisk vand.” – “Fred, hjælp mig med at save enden af det her stykke tømmer.” – “Fred, skynd dig at hente brækjernet.” – “Fred, hold enden på den her talje.” – “Fred, smut hen til smeden efter en ny lokdorn.” – “Halløj, Fred! løb lige hen efter en koldmejsel.” – “Hør, Fred, giv en hånd og fa noget blus under den gliderkasse i en fart.” – “Hej, nigger! Kom og drej slibestenen her.” – “Kom så, kom så! fart på, fart på! og fa det her tømmer halet frem.” – “Så fa dog for pokker varmet noget tjære, fejlfarve!” – “Hallo! Hallo! Hallo!” (tre stemmer på en gang) “Kom her! – Gå derhen! – Bliv hvor du er! Hvis du rokker dig så meget som en tomme, smadrer jeg fandme kraniet på dig!”
Det var min læreplads i otte måneder, og måske var jeg blevet der længere, hvis det ikke var, fordi jeg kom i det mest forfærdelige slagsmål med fire af de hvide læredrenge, hvorunder jeg nær havde faet mit venstre øje slået ud og også blev skrækkeligt tilredt på andre måder. Sagens kendsgerninger var som følger: Indtil ganske kort tid efter, at jeg kom, arbejdede sorte og hvide skibstømrere side om side, og ingen lod til at tage anstød af det. Alle mand virkede helt tilfredse med ordningen. Mange af de sorte tømrere var frie mænd. Tingene så ud til at køre udmærket. Pludselig nedlagde de hvide tømrere arbejdet og sagde, at de ikke ville arbejde sammen med frie, farvede mænd. Grunden var angiveligt, som de påstod, at hvis de frie, farvede mænd blev ansporet, ville de snart overtage hele branchen, så fattige, hvide mænd mistede deres arbejde. De følte sig derfor nødsaget til straks at sætte en stopper for det. Og for at udnytte Gardners pressede situation gik de hjem og svor, at de ikke ville arbejde længere, hvis han ikke afskedigede sine sorte tømrere. Det angik jo ikke mig formelt set, men det gjorde det i praksis. Mine medlærlinge begyndte hurtigt at opfatte det som nedværdigende for dem at arbejde sammen med mig. De begyndte at blive høje i kasketten og snakkede om, at “niggerne” var ved at overtage landet, og at man burde slå os alle sammen ihjel – og opmuntret af svendene satte de sig for at gøre tilværelsen så sur for mig, som de kunne, ved at drive rundt med mig og også sommetider slå mig. Jeg holdt naturligvis det løfte, jeg havde givet mig selv efter slagsmålet med Covey, og slog igen, følgerne ubeset – og så længe jeg kunne holde dem fra at rotte sig sammen, gik det meget godt, for jeg kunne tæve dem alle sammen, når jeg stod over for dem en ad gangen. De rottede sig imidlertid sammen og angreb mig med kæppe, sten og tunge håndspir. En gik forrest med en halv mursten. Der var en på hver side af mig og en bag ryggen på mig. Mens jeg var optaget af dem foran og på siden af mig, kom ham bagved løbende til med håndspiret og gav mig et hårdt slag i hovedet. Det slog mig ud. Jeg faldt om, og så kastede de sig alle sammen over mig og gik over til at slå mig med knytnæver. Jeg lod dem arbejde på mig et stykke tid, mens jeg kom til hægterne. Med en gang gjorde jeg en pludselig bevægelse og kom op på hænder og knæ. Akkurat i samme øjeblik gav en af dem mig et kraftigt spark i venstre øje med sin tunge støvle. Mit øjeæble var tilsyneladende knust. Da de så mig med øjet lukket og voldsomt hævet, lod de mig være. Så greb jeg håndspiret og satte efter dem et stykke tid. Men så greb tømrerne ind, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne give op. Det var umuligt at klare sig over for så mange. Alt det skete for øjnene af mindst halvtreds hvide skibstømrere, og ikke en af dem sagde et venligt ord – tværtimod råbte nogle af dem: “Slå den forbandede nigger ihjel! Slå ham ihjel! Slå ham ihjel! Han slog en hvid mand!” Jeg indså, at min eneste chance for at redde livet var at tage flugten. Det lykkedes mig at slippe væk uden at lide yderligere overlast, men også kun lige – for at slå en hvid mand var ensbetydende med døden ifølge Charles Lynch’ lov, og den var gældende ret i Gardners skibsværft. Der var i øvrigt ikke megen anden lov og ret uden for Gardners skibsværft.
Jeg gik direkte hjem og fortalte Hugh Auld om den uret, der var overgået mig – og jeg er glad for at kunne sige, at sammenlignet med sin bror Thomas’ opførsel under lignende omstændigheder reagerede han, på trods af at han var ikke-troende, himmelsk. Han lyttede opmærksomt til min redegørelse for omstændighederne, der førte til det oprørende optrin, og gav mange udtryk for sin voldsomme forargelse. Min engang ualmindeligt venlige frue smeltede igen af medlidenhed. Mit hævede øje og blodtilsølede ansigt fik hende til at briste i gråd. Hun satte sig på en stol ved siden af mig, vaskede blodet af mit ansigt, forbandt mit hoved med en mors ømhed og lagde et tyndt stykke råt kød over mit læderede øje. Det kompenserede næsten for mine smerter en gang mere at opleve et udtryk for venlighed fra denne min engang så kærlige, gamle frue. Hugh Auld var meget vred. Han gav sine følelser luft ved at hælde eder og forbandelser ud over dem, der havde gjort dette her. Så snart jeg var kommet nogenlunde over mine kvæstelser, tog han mig med hen til sagfører Watson i Bond Street for at se, hvad der kunne gøres ved sagen. Watson spurgte, hvem der havde overværet overfaldet, og Hugh Auld fortalte ham, at det var foregået på Gardners skibsværft ved middagstid, hvor der var et betragteligt antal folk på arbejde. “For så vidt,” sagde han, “er handlingen begået, og der er ingen tvivl om, hvem der gjorde det.” Sagførerens svar var, at der ikke var noget, han kunne stille op med sagen, hvis ikke en hvid mand ville træde frem og vidne. Han kunne ikke stævne nogen på mit ord. Om jeg så var bleVet myrdet i overværelse af tusind farvede personer, ville deres forenede vidnesbyrd ikke være nok til at fa en eneste af morderne arresteret. Hugh Auld var for en gangs skyld nødt til at sige, at det var for dårligt. Det var selvfølgelig umuligt at fa nogen hvid mand til at melde sig frivilligt som vidne for mig og mod de hvide unge mænd. Selv dem, der måske sympatiserede med mig, var ikke parat til at gøre det. Det ville kræve uhørt mod af dem, for netop på den tid blev selv det mindste tegn på menneskelig adfærd over for farvede stemplet som abolitionisme, og det ord udsatte den stemplede for frygtelig fare. Parolen blandt de krigeriske på egnen dengang var “Fanden tage abolitionisterne!” og “Fanden tage niggerne!” Der blev ikke gjort noget, og der ville sandsynligvis ikke være blevet gjort noget, hvis jeg var blevet slået ihjel. Sådan var, og sådan er, tingenes tilstand i den kristne by Baltimore.
Da Hugh Auld indså, at han ikke kunne fa oprejsning, nægtede han at lade mig komme tilbage til Gardner. Han beholdt mig selv, og hans kone plejede mine sår, indtil jeg igen var kommet mig helt. Så tog han mig med hen på Walter Prices skibsværft, hvor han var værkfører. Der blev jeg straks sat i gang med at kalfatre, og jeg lærte hurtigt kunsten at bruge kalfatrehammer og sætjern. På et år efter at jeg kom fra Gardners skibsværft, blev jeg i stand til at tjene en løn på størrelse med de mest erfarne kalfatreres.Jeg blev nu af en vis betydning for min herre. Jeg indbragte ham mellem seks og syv dollar om ugen og sommetider ni – min løn var halvanden dollar om dagen. Da jeg havde lært at kalfatre, fandt jeg selv arbejde, indgik selv kontrakter og indkasserede selv lønnen, jeg tjente. Min tilværelse blev meget nemmere end før – min situation var meget mere behagelig. Når der ikke var kalfatringsarbejde at fa, lavede jeg ikke noget. I disse ledige stunder trængte de gamle tanker om frihed sig ind på mig igen. Som ansat hos Gardner blev jeg holdt i sådan en konstant strømhvirvel af ophidselse, at jeg knap havde tanke for andet end at holde mig i live – og mens jeg tænkte på at holde mig i live, glemte jeg næsten min frihed. Jeg har gjort den iagttagelse under slaveriet, at lige så snart min stilling bedrede sig, øgede det ikke min tilfredshed, men kun min trang til frihed, og jeg begyndte at pusle med planer om, hvordan jeg kunne opnå den.Jeg har bemærket, at for at fa en tilfreds slave, er det nødvendigt at skabe en tankeløs slave. Det er nødvendigt at formørke hans moralske og mentale udsyn og – så vidt muligt – at udslette hans fornuftsevne. Han må ikke være i stand til at fa øje på slaveriets mangel på logik – han skal bringes til at anse slaveri for rigtigt – og det kan kun lade sig gøre, hvis han ikke længere er en mand.
Som sagt tjente jeg nu halvanden dollar om dagen. Jeg fandt selv arbejdet – jeg tjente pengene – de blev udbetalt til mig – det var retteligen mine – og ikke desto mindre måtte jeg hver evige, eneste lørdag aflevere hver en cent af dem til Hugh Auld. Og hvorfor? Ikke fordi han havde tjent dem – ikke fordi han havde løftet en finger for at tjene dem – ikke fordi jeg skyldte ham dem – eller fordi han havde den fjerneste ret til dem – men udelukkende fordi han havde magten til at tvinge mig til at give ham dem. Sørøverens ret på de syv have er nøjagtig den samme.
*Det er den samme mand som ham, der gav mig rødderne, som skulle forhindre, at jeg blev pisket af Covey. Han var en ‘klog mand’. Vi snakkede tit om slagsmålet med Covey, og hver gang hævdede han, at min succes skyldtes rødderne, han havde givet mig. Denne overtro er meget almindelig blandt de mere uvidende slaver. Det er sjældent, at en slave dør, uden at nogen tror, der er lusk med i spillet.