Jeg kommer nu til den del af mit liv, hvor jeg planlagde og til sidst havde held med at flygte fra slaveriet. Men inden jeg kommer ind på de nærmere detaljer, anser jeg det for rigtigst at sige, at jeg ikke har til hensigt at fortælle alt omkring forløbet. Man vil forstå mine grunde ud fra følgende: For det første, hvis jeg detaljeret redegjorde for alle sagens kendsgerninger, er det ikke blot sandsynligt, men højst sandsynligt, at det ville fa slaveejerne til at skærpe vagtsomheden mere end hidtil, hvilket selvfølgelig ville betyde, at en dør blev lukket for en af mine kære brødre i trældommen, som ellers kunne komme fri af sine snærende lænker. Jeg beklager dybt, at det er nødvendigt at undertrykke noget som helst af betydning vedrørende mine erfaringer med slaveriet. Intet ville glæde mig mere end at have frie hænder til at tilfredsstille en nysgerrighed, som jeg ved, mange føler, ved at komme med en nøjere udredning af alle omstændigheder ved min heldige flugt, og det ville også gøre min fortælling væsentlig mere attraktiv. Men jeg må berøve mig selv den glæde og de nysgerrige den tilfredsstillelse, som sådan en udredning ville medføre. Jeg vil hellere udsætte mig for ondsindede menneskers værste beskyldninger end forsvare mig, hvis jeg dermed løb risikoen for at lukke selv den mindste udvej for, at en fælle i slaveriet kan kaste slaveriets lænker og kæder af sig.
Jeg har aldrig billiget den meget åbenmundede måde, nogle af vore venner i Vesten driver det, de kalder undergrundsbanen på, men som jeg mener, på grund af deres ligefremme erklæringer i den grad er blevet til overgrundsbanen. Jeg respekterer disse gode mænd og kvinder for deres ædle dristighed, og jeg hylder dem for, at de villigt udsætter sig selv for blodig forfølgelse ved åbent at vedgå, at de hjælper slaver til at flygte. Men jeg kan ikke se, at der kommer ret meget godt ud af den fremgangsmåde, hverken for dem selv eller for slaverne, der er på flugt – tværtimod ser jeg og er jeg overbevist om, at de offentlige erklæringer er et direkte onde for de slaver, der sidder tilbage og gerne vil flygte. De hjælper ikke til at oplyse slaven, men bidrager en hel del til at oplyse herren. De ansporer ham til at være ekstra årvågen og øge sine chancer for at fange slaven.Vi skylder slaven syd for grænsen lige så meget som slaven nord for den – og når vi hjælper sidstnævnte på hans vej mod friheden, bør vi være forsigtige med ikke at gøre noget, der kunne tænkes at lægge hindringer i vejen for førstnævntes flugt. Var det mig, ville jeg holde den ubarmhjertige slaveejer hen i dyb uvidenhed, hvad angik slavens midler til at flygte. Jeg ville lade ham bilde sig selv ind, at han var omringet af et utal af usynlige plageånder, der altid stod på spring for at snappe det rystende offer ud af hans djævelske jerngreb. Lad ham selv om at famle sig vej gennem mørket; lad det mørke, der passer til hans forbrydelser, indhylle ham, og lad ham føle, at han for hvert skridt han tager i jagten på den flygtende træl, er i frygtelig og overhængende fare for at fa sin ophedede hjerne slået ind af en usynlig hånd. Lad os ikke give tyrannen nogen hjælp; lad os ikke holde et lys for ham, så han kan fa øje på vores flygtende brors fodspor. Men nok om det. Jeg vil nu gøre rede for de kendsgerninger ved min flugt, som jeg alene er ansvarlig for, og som ingen andre end jeg kan komme til at bøde for.
I begyndelsen af 1838 begyndte jeg at blive temmelig rastløs. Jeg kunne ikke se nogen grund til, at jeg i slutningen af hver uge skulle hælde belønningen for mit slid i min herres pung. Når jeg afleverede min ugeløn, plejede han, når han havde talt pengene, at se på mig med en røvers vildskab og spørge: “Er det dem alle sammen?” Han lod sig ikke nøje med mindre end alt lige til den sidste cent. Sommetider, når jeg gav ham seks dollar, gav han mig dog seks cent for at motivere mig. Det havde den modsatte virkning. Jeg betragtede det som en slags indrømmelse af, at alle pengene retteligen var mine. Det, at han gav mig en nok så lille del af min løn, beviste for mig at se, at han anså mig for at være berettiget til hele summen. Jeg havde det altid dårligere, når jeg havde faet noget, for jeg var bange for, at han ved at give mig et par cent lettede sin samvittighed, og at det fik ham til at føle sig som en temmelig retsindig røver. Min utilfredshed var i tiltagende.Jeg var altid på udkig efter udveje for at stikke af, og da jeg ikke fandt nogen umiddelbar udvej, besluttede jeg mig for at prøve at sælge min egen tid i den hensigt at skaffe penge til at flygte. I foråret 1838 kom min ejer Thomas Auld til Baltimore for at foretage sine forårsindkøb, og da fik jeg lejlighed til at bede ham om lov til at sælge min egen tid. Han afslog anmodningen uden et øjebliks tøven og sagde til mig, at det bare var et nyt nummer for at kunne flygte. Han sagde til mig, at jeg ikke kunne komme nogen steder hen, uden at han kunne fa fat i mig, og at han, hvis jeg stak af, ikke ville spare sig nogen anstrengelse for at fange mig. Han formanede mig til at slå mig til tåls og være lydig. Han sagde til mig, at hvis jeg ønskede at være lykkelig, skulle jeg ikke lægge planer for fremtiden. Han fortalte, at han ville tage sig af mig, hvis jeg opførte mig ordentligt. Faktisk rådede han mig til ikke at skænke fremtiden en tanke og belærte mig om at sætte min lid til ham alene, når det gjaldt min lykke. Han var tilsyneladende helt på det rene med, at det var bydende nødvendigt at se bort fra min intellektuelle natur for at falde til ro i slaveriet. Men på trods af ham, og endog på trods af mig selv, blev jeg ved med at tænke – og at tænke på mit slaveris uretfærdighed og mulighederne for at flygte.
To måneder efter anmodede jeg Hugh Auld om at fa lov til at arbejde for mig selv. Han var ikke bekendt med, at jeg også havde henvendt mig til min ejer og faet afslag. Han var også i første omgang tilbøjelig til at sige nej, men efter at have tænkt lidt over det gav han mig lov og foreslog følgende betingelser: Jeg fik fri råderet over al min tid, skulle selv aftale mine ansættelsesvilkår og selv finde arbejde – og til gengæld for den frihed skulle jeg betale ham tre dollar hver sidste ugedag og selv sørge for værktøj, kost, logi og tøj. Kost og logi skulle være toenhalv dollar om ugen. Når man regnede almindeligt slid på tøj og værktøj med, ville det betyde, at mine faste ugentlige udgifter løb op i seks dollar. Det beløb skulle jeg skaffe, ellers måtte jeg opgive min ret til selv at sælge min arbejdstid. Regn eller solskin, arbejde eller ej, sidste ugedag skulle pengene ligge der, ellers mistede jeg mine privilegier. Som man vil forstå, var den ordning udelukkende til min herres fordel. Den friholdt ham for alle forpligtelser over for mig. Hans indtægt var sikker. Han nød alle slaveejerens goder uden at døje med ulemperne – mens jeg døjede med alle slavens ulemper og dertil måtte trækkes med alle den frie mands sorger og bekymringer. Jeg syntes, det var hårde betingelser, men hårde som de var, syntes jeg, de var bedre end den gamle ordning. Det var et skridt mod friheden at fa lov til at bære den frie mands ansvar, og jeg var fast besluttet på at holde fast i det. Jeg kastede mig ud i opgaven med at tjene penge. Jeg var parat til at arbejde både dag og nat med den mest utrættelige energi og flid og lægge en smule penge til side hver uge. Sådan arbejdede jeg fra maj til august. Så nægtede min herre mig selv at sælge min arbejdskraft længere. Årsagen var, at jeg en lørdag aften ikke betalte ham den ugentlige pris for min tid. Overskridelsen af forfaldsdatoen skete, fordi jeg deltog i et teltmøde godt femten kilometer uden for Baltimore. I ugens løb havde jeg aftalt med en række unge venner, at vi ville tage af sted til mødet tidligt lørdag aften, og da jeg blev forsinket hos min arbejdsgiver, kunne jeg ikke nå ned til Hugh Auld uden at bryde aftalen med mine venner. Jeg vidste, at han ikke stod og manglede pengene akkurat den aften. Derfor besluttede jeg mig for at tage til teltmødet og så betale ham de tre dollar, når jeg kom tilbage. Jeg blev ved mødet en dag længere, end det oprindeligt var planen. Men straks jeg kom tilbage, opsøgte jeg ham for at betale ham, hvad han mente, han havde ret til. Han var meget vred – han kunne dårligt nok beherske sig. Han sagde, at han havde den inderligste lyst til at give mig en omgang pisk. Han ville godt vide, hvordan jeg vovede at forlade byen uden at spørge ham om lov. Jeg fortalte ham, at jeg lejede min tid fra ham, og så længe jeg betalte, hvad han forlangte for det, kunne jeg ikke se, at jeg var forpligtet til at spørge ham, hvor og hvornår jeg kunne komme og gå. Svaret lod til at komme bag på ham, og da han havde tænkt lidt over det, sagde han, at jeg ikke kunne leje min tid længere – at inden han fik set sig om, ville jeg være stukket af. I samme åndedrag bad han mig om straks at hente mit værktøj og tøj hjem. Det gjorde jeg, men i stedet for at lede efter arbejde, som jeg havde gjort det, inden jeg begyndte at leje min egen tid ud, tilbragte jeg hele ugen uden at lave et øjebliks arbejde. Det var gengældelse fra min side. Lørdag aften kom han som sædvanlig for at fa min ugeløn. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde tjent noget, for jeg havde ikke arbejdet hele ugen. Det var på nippet til at ende i slagsmål. Han rasede og svor, at han nok skulle fa bugt med mig. Jeg holdt tand for tunge, men var indstillet på, at hvis han lagde hånd på mig, ville det blive øje for øje. Han slog mig ikke, men fortalte mig, at han ville se til, at jeg for fremtiden var konstant beskæftiget. Jeg tænkte sagen igennem næste dag, om søndagen, og besluttede mig til sidst for, at den tredje september skulle være den dag, hvor jeg for anden gang ville forsøge at blive fri. Dermed havde jeg så nu tre uger til at forberede rejsen.Tidligt mandag morgen, inden min herre havde haft tid til at finde arbejde til mig, gik jeg ud og fik ansættelse på Butlers skibsværft nær klapbroen ved det sted, der kaldes City Block, og gjorde det på den måde overflødigt for ham at skaffe mig arbejde.Ved ugens slutning afleverede jeg mellem otte og ni dollar til ham. Han virkede meget tilfreds og spurgte, hvorfor jeg ikke havde gjort det samme ugen før. Han havde ingen anelse om, hvad jeg havde i sinde. Min bagtanke med at arbejde stabilt var at fjerne enhver mistanke, han måske nærede, om at jeg tænkte på at stikke af – og det lykkedes fornemt. Han troede formentlig, at jeg aldrig havde været mere tilfreds med min situation end i netop den periode, hvor jeg planlagde flugten. Den anden uge gik, og igen afleverede jeg hele min løn til ham, og han var så tilfreds, at han gav mig femogtyve cent (en temmelig stor sum for en herre at give til sin slave) og sagde, at jeg skulle bruge den til noget godt. Jeg lovede ham, at det skulle jeg nok.
Tingene gik meget glat på overfladen, men under overfladen var der problemer. Det er umuligt for mig at beskrive mine følelser, efterhånden som den planlagte tid for flugten nærmede sig. Jeg havde en række varme venner i Baltimore – venner jeg elskede næsten lige så højt som mit liv – og tanken om at skulle skilles fra dem var usigeligt smertefuld. Jeg er af den opfattelse, at tusindvis ville flygte fra slaveriet, hvis det ikke var for de stærke, følelsesmæssige bånd, der knytter dem til deres venner. Tanken om at skulle forlade mine venner var afgjort det mest smertefulde, jeg havde at kæmpe med. Kærligheden til dem var mit ømme punkt og truede min beslutning mere end noget andet. Bortset fra smerten over at skulle skilles fra mine kære var jeg også denne gang mere angst og urolig for at blive fanget end første gang. Det forfærdelige nederlag, jeg led dengang, begyndte at plage mig igen. Jeg følte mig overbevist om, at min stilling ville være håbløs, hvis forsøget også mislykkedes i denne omgang – det ville for altid besegle min skæbne som slave. Jeg kunne ikke forvente at slippe med mindre end den hårdeste straf og blive anbragt, hvor der ikke længere var mulighed for flugt. Man behøvede ikke have nogen særligt levende fantasi for at udmale sig de forfærdelige scener,jeg måtte gennemgå, hvis jeg blev fanget. Slaveriets elendighed og frihedens velsignelser havde jeg konstant for øjnene. Det var et spørgsmål om liv og død for mig. Men jeg stod fast, og i overensstemmelse med min beslutning kastede jeg tredje september 1838 mine lænker og havde held til at nå til New York uden den mindste forhindring. Hvordan jeg gjorde det – hvilke midler jeg benyttede mig af – hvilken kurs jeg fulgte, og hvilket transportmiddel jeg benyttede mig af – må jeg lade stå uforklaret hen af de grunde,jeg har nævnt. Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg følte det, da jeg nu stod i en fri stat. Jeg har aldrig været i stand til at finde et svar, der tilfredsstiller mig selv. Øjeblikket rummede den dybeste sindsbevægelsejeg nogensinde har oplevet. Jeg tror, jeg havde det, som man kan forestille sig, en ubevæbnet sømand ville føle det, hvis han med sørøvere i hælene blev samlet op af et venligsindet krigsskib. Lige efter min ankomst til New York skrev jeg til en ven, at jeg følte mig som en, der lige er sluppet ud af et bur fyldt med sultne løver. Den sindstilstand aftog dog meget hurtigt, og jeg blev atter grebet af en følelse af stor usikkerhed og ensomhed. Der var stadig fare for, at jeg kunne blive sendt tilbage og underkastet alle slaveriets pinsler. Det i sig selv var nok til at lægge en dæmper på min brændende begejstring. Men ensomheden fik bugt med mig. Der stod jeg blandt tusindvis af mennesker, og dog var jeg fuldstændig fremmed Jeg stod uden hjem og uden venner blandt tusindvis af mine brødre – børn af en fælles Far, og dog vovede jeg ikke at røbe min triste situation for nogen af dem. Jeg var bange for at henvende mig til nogen af frygt for, at det skulle være den forkerte, så jeg ville falde i hænderne på pengeglade bortførere, der levede af at ligge i baghold efter den ængstelige flygtning, ligesom glubske rovdyr i skoven lurer på deres bytte. Maksimen Jeg fulgte, da jeg stak af fra slaveriet, var: “Stol ikke på nogen!” Jeg så en fjende i alle hvide mænd og en grund til mistro i næsten alle farvede. Det var en yderst pinefuld situation, og for at forstå den må man enten selv have prøvet det eller være i stand til at forestille sig selv i en lignende stilling. Lad en mand være slave på flugt i et fremmed land – i et land der er kendt som slaveejeres jagtmarker – hvis indbyggere er lovformelige bortførere – hvor han konstant er i overhængende fare for at blive taget af sine medmennesker, som den gyselige krokodille tager sit bytte! – lad ham altså stå i min situation – uden hjem og venner – uden penge eller kredit – uden tag over hovedet og uden mulighed for at opnå det – uden mad og uden penge til at købe den for – og lad ham så samtidig føle, at han er forfulgt af ubarmhjertige menneskejægere, lad ham ikke ane, hvad han skal gøre, hvor han skal gå hen, og hvor han skal være – lad ham være fuldstændig forsvarsløs og berøvet alle muligheder for flugt – stå midt i overfloden og dog være plaget af gnavende sult – stå blandt huse og dog ikke have noget hjem – blandt medmennesker og dog føle sig, som om han er omgivet af vilde dyr, hvis iver efter at fortære den rystende og halvt udmarvede flygtning kun kan lignes ved den, hvormed uhyrerne i havets dyb fortærer de småfisk, de lever af – lad ham altså blive anbragt i denne pinagtige situation – den situation som jeg stod i – da, og først da, vil han forstå den arbejdsslidte og piskearrede, flygtede slaves prøvelser til bunds og være i stand til at føle med ham.
Gud ske lov, at jeg kun befandt mig i den hvileløse situation i ganske kort tid. Jeg blev reddet ud af den ved DAVID RUGGLES’ humane mellemkomst, hvis årvågenhed, venlighed og udholdenhed jeg aldrig vil glemme.Jeg er glad for at fa denne lejlighed til at udtrykke, så godt som ord kan gøre det, den kærlighed og taknemmelighed,jeg føler over for ham. Ruggles er nu blevet blind og har selv faet behov for den varme hjælp, han engang var så hurtig til at yde andre. Jeg havde kun været i New York nogle fa dage, da Ruggles opsøgte mig og var så venlig at tage mig med hen på sit pensionat på hjørnet af Church Street og Lespenard Street. Ruggles var dengang dybt involveret i den berømte Darg-affære, ligesom han tog sig af en række andre flygtede slaver og fandt udveje og penge til deres heldige flugt – og selvom han blev overvåget og var trængt fra stort set alle sider, var han tilsyneladende mere, end hans fjender kunne klare.
Meget hurtigt efter at jeg mødte Ruggles, ønskede han at vide, hvor jeg gerne ville hen, for han mente ikke, det var sikkert for mig at blive i New York. Jeg fortalte ham, at jeg var kalfatrer og gerne ville et sted hen, hvor jeg kunne finde arbejde. Jeg tænkte på at rejse til Canada, men han var imod det og stemte for, at jeg tog til New Bedford, da han mente, at jeg ville kunne finde arbejde inden for mit fag der. På det tidspunkt stødte min tilkommende hustru Anna til*, for jeg havde skrevet til hende, straks jeg ankom til New York (på trods af min hjemløse, boligløse og hjælpeløse situation), fortalte hende om min heldige flugt og bad hende om at komme med det samme. Ikke mange dage efter hendes ankomst tilkaldte David Ruggies pastor J.W. C. Pennington, der i overværelse af Ruggies og tre-fire andre viede os og gav os følgende attest, som følgende er en nøjagtig kopi af:
“NewYork, 15. september 1838
Denne attest bekræfter, at jeg i vidners nærvær har viet Frederick Johnson og Anna Murray i den hellige ægtestand, så de nu er mand og kone.
James W. C. Pennington”
Da jeg havde faet den attest og fem dollar af David Ruggies, tog jeg den ene del af vore pakkenelliker på nakken, mens Anna tog den anden, og så drog vi straks af sted for at fa skibslejlighed ombord på damperen John W. Richmond med kurs mod Newport, hvilket var første etape på rejsen til New Bedford. Ruggies gav mig et brev med til en Shaw i Newport og sagde til mig, at hvis jeg ikke havde penge nok til at komme til New Bedford, skulle jeg gøre ophold i Newport og fa yderligere hjælp, men da vi nåede til Newport, var vi så ivrige efter at komme i sikkerhed, at vi, selvom vi ikke havde pengene til billetten, besluttede os for at tage plads i postvognen med løfte om at betale, når vi kom til New Bedford.Vi blev tilskyndet til at handle således af to fremragende mænd, der var bosiddende i New Bedford, og som jeg senere har fundet ud af, hed Joseph Ricketson og William C. Taber. De lod til uden videre at forstå vores situation og gav os så mange tegn på deres venlige hensigter, at vi blev helt trygge i deres selskab. Det var virkelig meget værd at møde venner i sådan et øjeblik. Da vi nåede New Bedford, blev vi vist vejen til Nathan Johnsons hus, hvor vi blev venligt modtaget og gæstfrit sørget for. Ægteparret Johnson fattede dyb og levende interesse for vores velfærd. De viste sig absolut værdige til navnet abolitionister. Da postkusken fandt ud af, at vi ikke kunne betale for rejsen, beholdt han vores bagage som sikkerhed. Jeg behøvede blot at nævne det for Johnson, så forstrakte han mig på stedet med pengene.
Vi begyndte nu at føle os nogenlunde sikre og at forberede os på et frit livs pligter og ansvar. Morgenen efter vores ankomst til New Bedford, mens vi sad ved morgenmaden, opstod spørgsmålet om, hvilket navn jeg skulle have. Min mor havde givet mig navnet Frederick Augustus Washington Bailey. Jeg havde imidlertid fravalgt de to mellemnavne længe inden, jeg forlod Maryland, så jeg var i almindelighed kendt under navnet Frederick Bailey. Jeg forlod Baltimore under navnet Stanley. Da jeg kom til New York, ændrede jeg igen mit navn, nu til Frederick Johnson, og jeg forventede, at det skulle være den sidste ændring. Men da jeg kom til New Bedford, indså jeg, at det ville blive nødvendigt at skifte navn endnu en gang. Arsagen var, at der var så mange Johnson’er i New Bedford, at det i forvejen var svært at skelne imellem dem. Jeg gav Johnson æren af at vælge et navn til mig, men fortalte ham, at han ikke måtte tage navnet Frederick fra mig. Det var jeg nødt til at holde fast i som en måde at bevare min identitetsfølelse på. Johnson havde netop læst Walter Scotts Pigen fra søen og foreslog med det samme, at jeg skulle hedde Douglass. Fra da af og indtil nu er jeg blevet kaldt Frederick Douglass, og da jeg er mere kendt under det navn end under noget andet, skal jeg bruge det fremover som mit eget.
Jeg var temmelig skuffet over, hvordan tilværelsen generelt så ud i New Bedford. Jeg måtte erkende, at de forestillinger, jeg havde gjort mig om folk i nordstaternes væremåde og vilkår, i den grad var forkerte. Mens jeg var slave, var jeg mærkeligt nok gået ud fra, at folk i nordstaterne sammenlignet med sydstaternes slaveejere nød de færreste af livets bekvemmeligheder og slet intet af dets luksus. Jeg nåede formentlig til den slutning ud fra den kendsgerning, at folk i nordstaterne ikke havde slaver. Jeg forestillede mig, at deres levestandard var nogenlunde på niveau med den del af befolkningen i sydstaterne, som ikke ejede slaver. Jeg vidste, at de var meget fattige, og jeg havde været vant til at betragte deres fattigdom som en nødvendig følge af, at de ikke ejede slaver. På en eller anden måde var jeg blevet indgydet den holdning, at hvis der ikke fandtes slaver, kunne der ikke være rigdom og kun meget fa raffinementer. Og da jeg kom til nordstaterne, forventede jeg at stå over for grove, hårdhændede og udannede mennesker, der levede i den mest spartanske enkelhed og ikke vidste noget om den magelighed, luksus, pomp og pragt, som omgærdede sydstaternes slaveejere. Eftersom det var mine fordomme, vil alle, der kender New Bedford, uden videre forstå, hvor brat en opvågnen jeg fik.
Den dag jeg nåede New Bedford, var jeg om eftermiddagen rundt på bryggerne for at se på skibene. Her mødte jeg alle vegne de tydeligste vidnesbyrd om rigdom. Ved bryggerne eller ude på reden så jeg mange smukt byggede skibe af bedste og største klasse. Til højre og venstre var jeg omgivet af kæmpemæssige, stenmurede lagerbygninger, der var spækket til bristepunktet med alverdens livsnødvendigheder og luksusvarer. Derudover lod det til, at næsten alle var i arbejde, men uden støj sammenlignet med, hvad jeg var vant til fra Baltimore. Der lød ikke rungende sange fra dem, der var i færd med at laste eller losse skibe. Jeg hørte ingen dybfølte eder eller skrækkelige forbandelser over dem, der arbejdede .Jeg så ingen blive pisket – men alt syntes at glide smertefrit. Alle mand lod til at forstå deres opgaver og gik til værks med nøgtern, men munter alvor, der antydede dyb interesse for det, de lavede, og en følelse af egen menneskeværdighed. For mig var det et dybt forunderligt syn. Fra bryggerne gik jeg rundt omkring i byen og betragtede med undren og beundring de prægtige kirker, smukke huse og veldyrkede haver, der udtrykte rigdom, bekvemmelighed, smag og raffinement, som jeg aldrig havde set det nogetsteds i slaveejernes Maryland.
Alt virkede rent, nyt og smukt. Jeg så kun fa eller ingen forsømte huse beboet af fattige mennesker – ingen halvnøgne børn og barfodede kvinder, som jeg havde været vant til det i Hillsborough, Easton, St. Michaels og Baltimore. Folk her virkede til at være dygtigere, stærkere, mere sunde og lykkeligere end dem i Maryland. For en gangs skyld gjorde synet af uhyre velstand mig glad, uden at jeg samtidig blev bedrøvet over synet af ekstrem fattigdom. Men det mest forbløffende og interessante for mig var de vilkår, de farvede havde, hvoraf mange ligesom jeg selv var kommet hertil på flugt fra menneskejægerne. Jeg fandt mange, som havde kastet lænkerne for mindre end syv år siden, som boede i bedre huse og helt klart nød godt af flere af livets goder end den gennemsnitlige slaveejer i Maryland. Jeg vil vove den påstand, at min ven Nathan Johnson (om hvem jeg med et taknemmeligt hjerte kan sige: Jeg var sulten, og han gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og han gav mig noget at drikkejeg var fremmed, og han tog imod mig) boede i et pænere hus – spiste ved et bedre bord – holdt, betalte for og læste flere aviser – forstod landets moralske, religiøse og politiske natur bedre – end ni tiendedele af slaveejerne i Talbot County, Maryland. Og dog var han arbejdsmand. Hans hænder var ru af hårdt arbejde, og ikke bare hans, men også hans kones. Jeg oplevede, at de farvede var langt mere muntre, end jeg havde forestillet mig, de ville være. Jeg oplevede, at de havde viljen til, koste hvad det ville, at beskytte hinanden mod de blodtørstige bortførere. Kort efter min ankomst hørte jeg om et tilfælde, der illustrerede deres gejst. En farvet mand og en flygtet slave var blevet uvenner. Man hørte førstnævnte true sidstnævnte med at fortælle hans herre, hvor han opholdt sig. Der blev på stedet indkaldt til et møde blandt de farvede under overskriften:“Et vigtigt spørgsmål!” Forræderen blev inviteret til at deltage. Folk kom til den angivne tid og organiserede mødet ved at vælge en dybt troende, gammel mand til ordstyrer, som vist nok indledte med en bøn, hvorefter han henvendte sig til de tilstedeværende: “ Venner, vi har ham blandt os, og jeg vil foreslå, at nogle af de yngre mænd simpelthen tager ham med udenfor og dræber ham!” På den opfordring sprang nogle stykker af dem løs på ham, men de blev bremset af andre, der var mere ængstelige end dem selv, så forræderen undslap deres hævn og er ikke blevet set i New Bedford siden. Jeg tror ikke, der har været flere trusler af den slags, og skulle det ske i fremtiden, tvivler jeg ikke om, at det vil være med døden til følge.
På tredjedagen efter at jeg var kommet, fandt jeg arbejde med at stuve en slup med en last olie. Det var ukendt, beskidt og hårdt arbejde for mig, men jeg gik til sagen med glad hjerte og villige hænder. Jeg var nu min egen herre. Det var et lykkeligt øjeblik, og henrykkelsen kan kun forstås af dem, der selv har været slaver. Der stod ikke nogen Hugh Auld klar til, i samme moment jeg havde tjent min løn, at røve den fra mig. Den dag arbejdede jeg med en fornøjelse jeg aldrig før havde oplevet. Jeg arbejdede for mig selv og kvinden jeg lige var blevet gift med. For mig var det begyndelsen på et nyt liv. Da jobbet var til ende, gik jeg på jagt efter arbejde som kalfatrer – men fordommene over for farvet hud var så stærk blandt de hvide kalfatrere, at de nægtede at arbejde sammen med mig, og så fik jeg selvfølgelig ikke arbejde nogen steder.* Da jeg indså, at jeg ikke umiddelbart kunne fa udbytte af mit fag, smed jeg kalfatrerens uniform og beredte mig på at tage det arbejde, jeg nu kunne fa. Johnson var så venlig at lade mig låne hans savbuk og sav, og det varede ikke længe, inden jeg havde hænderne fulde. Der var ikke det arbejde, der var for hårdt – eller for beskidt. Jeg var parat til at save træ, skovle kul, bære træ, feje skorsten og rulle olietønder – hvilket jeg alt sammen gjorde i næsten tre år i New Bedford, inden jeg blev kendt i antislaveribevægelsen.
Omkring fire måneder efter, at jeg var rejst til New Bedford, opsøgte en ung mand mig og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at abonnere på Liberator. Jeg svarede jo, men eftersom jeg lige var undsluppet fra slaveriet, forklarede jeg, at jeg ikke dengang havde råd til at betale for den. Jeg blev dog abonnent på bladet til sidst. Avisen kom, og jeg læste den uge efter uge med følelser, som det ville være helt meningsløst for mig at prøve at beskrive. Avisen blev min mad og drikke. Mit sind blev sat i brand. Avisens sympati med mine brødre i trældom – dens svidende afsløringer af slaveejere – dens loyale fremstilling af slaveriet – og dens magtfulde angreb på dem, der holdt systemet kørende – sendte gys af glæde gennem min sjæl, som jeg aldrig havde oplevet det før!
Jeg havde ikke læst Liberator særlig længe, inden jeg havde et temmelig korrekt billede af an tislaver ibevægelsens principper, midler og ånd. Jeg favnede sagen med begge hænder. Der var ikke så meget, jeg kunne gøre, men den smule, jeg kunne bidrage med, gjorde jeg af hjertens lyst, og aldrig var jeg lykkeligere end under antislaverimøder. Det skete ikke ofte, at jeg sagde noget til møderne, for det, jeg gerne ville sige, blev sagt så meget bedre af andre. Men under et antislaverimøde i Nantucket den ellevte august 1841 følte jeg en stærk trang til at tale og blev samtidig stærkt opfordret til at gøre det afWilliam C. Coffin, en herre der havde hørt mig tale ved et møde blandt farvede i New Bedford. Det var et tungt kors, og jeg tog det kun modstræbende på mig. Sandheden er, at jeg følte mig som en slave, og tanken om at skulle tale til hvide mennesker tyngede mig. Jeg havde kun talt ganske kort tid, inden jeg følte en vis frihed og fik sagt, hvad jeg ønskede, med betydelig lethed. Fra da af og indtil nu har jeg været optaget af at tale mine brødres sag – hvor godt det er lykkedes, og hvor stærkt engagementet er, vil jeg lade dem, der kender mine bestræbelser, om at afgøre.
*Hun var fri.
*Jeg har faet fortalt, at farvede nu kan fa arbejde som kalfatrere i New Bedford – som et resultat af antislaveribevægelsens indsats.