Den morgen har hun aldrig glemt. Den første morgen i Nässjö.

Hun vågnede meget tidligt. Klokken var snart seks, men vækkeuret havde endnu ikke ringet og Thomas var ikke vågnet og begyndt at græde, tværtimod lå han helt roligt i sin kurv med de lange øjenvipper som en mørk skygge mod kinderne. Han så lidt overrasket ud, som om han drømte noget fantastisk. Måske handlede drømmen om en helt speciel farve. Dagen forinden havde Miriam vasket ham med en rød vaskeklud, og da han så den tabte han underkæben. Han måbede simpelthen. Rød! Hvordan kunne der findes noget så mærkeligt som den røde farve? Hvad var det egentlig for en besynderlig verden han var havnet i? Miriam havde leet lidt og holdt den røde vaskeklud op foran ham i næsten et halvt minut, havde ladet ham suge den røde farve til sig, før hun løftede hans lille numse og vaskede ham. Men nu smilede hun kun og skyndte sig at slå vækkeuret fra før det ringede. Det var bedre hvis han fik lov til at vågne langsomt, ligge halvvågen og drømmende på puslebordet mens hun skiftede hans ble.

Bagefter svøbte hun ham ind i hans lyseblå bomuldstæppe, tog ham op og skyndte sig ud i køkkenet. Tomas lå med hovedet på hendes skulder og var begyndt at give sig lidt, og hun strøg ham hurtigt over ryggen før hun åbnede køleskabet. Og der stod den så. Beholderen med brystmælk som Hanna havde stillet derind den foregående aften. Miriam rakte hånden ind og tog den ud, spurgte undrende sig selv om køleskabet virkelig fungerede så godt som Hanna havde påstået, om mælken nu også kunne holde sig frisk ikke bare natten over, men faktisk også hele den næste dag med. Jo. Beholderen var vitterlig meget kold. Hun skyndte sig over til komfuret, tændte for det allerede før hun havde fundet en kasserolle frem og var begyndt at fylde vand i den. Varmt vand. Vand som på mirakuløs vis allerede var varmt når det kom ud af hanen. Fyldte kasserollen og satte den på kogepladen. Hørte hvordan det knasede da vandet på kasserollens underside mødte det varme komfur. Hældte mælk i sutteflasken. Stillede flasken i kasserollen. Stillede beholderen med brystmælk tilbage i køleskabet. Lagde hånden på Thomas’ hoved, kyssede ham blidt på kinden og så sig derefter omkring.

Køkkenet var fantastisk. Stort. Fuldt af finesser. Køleskabet var vidunderligt som det stod der og brummede med sine runde former. De grå skabe var måske nok lidt ridsede, men der var mange af dem. Toogtyve i alt. Det var toogtyve skabe i det her køkken! Ved siden af vasken stod en lyseblå dåse i noget der måtte være plastic og Miriam gik hen og tog den op, studerede den omhyggeligt. Den var meget let. Hun forsøgte at skrue låget af, men det gik ikke med Thomas på armen. Samtidig hørte hun vandet på komfuret begynde at suse. Åh nej! Mælken måtte ikke blive for varm. Hun skyndte sig at stille dåsen tilbage og gik hen til komfuret. Mærkede først på flasken. Varm. Lod derefter besværligt en dråbe falde ned oven på håndryggen af den arm der holdt Thomas. Tilpas. Nu skulle han have mad.

Hun tændte ikke lamperne i stuen, men lod sig bare synke ned i den store blå lænestol og lagde Thomas til rette i favnen. Han lukkede næsten øjnene helt mens han spiste, lod bare en lille sprække stå på klem. En sprække der var tilstrækkelig stor til at vise at han var vågen, tilstrækkelig smal til at vise at han nød det. Hun smilede og trak tæppet lidt bedre sammen omkring ham, lænede sig derefter tilbage og så ud ad vinduet. Morgengry i oktober. Grå dis. Udsigt ud over den blygrå Ingsbergssjön. Små prikker af gult lys bag byparkens nøgne træer. Gadelamper.

Det var en by helt uden brokker og ruiner. Næsten nybygget. Ubombet. En by der var så fredelig, tryg og velstående at man havde råd til at have gadebelysningen tændt hele natten. En by der var så moderne at der var køleskabe i nogle af køkkenerne og varmt vand direkte fra hanen. Og her sad hun, hvem hun så end var, Miriam eller den halvt glemte Malika, i en lun stue, i en stor villa og med et barn i sin favn. Et barn som hun allerede elskede.

“Hjemme,” sagde hun halvhøjt til sig selv. “Jeg er endelig kommet hjem.”

Helt fra starten var det Miriam som havde taget sig af Thomas. Hun og Hanna var henne og hente ham på hospitalet ti dage efter Mariannes død. De tog ham med hjem til Hanna. Det var som om Olof var ophørt med at eksistere, han havde været fuldkommen usynlig siden det skete, men Hanna talte i telefon med ham hver dag. Det var hende som ordnede begravelsen, tog kontakt med børneværnet og foreningen Mælkedråben, men det var Miriam som måtte tage sig af Thomas. Det var hende som sørgede for at han fik en flaske med den fremmede kvindes modermælk hver fjerde time, det var hende som hurtigt fik lært at vikle seks lag cellulose sammen til en tyk og sikker ble, det var hende som vaskede hans lille krop med en vaskeklud dyppet i lunkent vand hver morgen, det var hende som vaskede hans små bluser, blødstivede de små løse kraver og strøg dem, og det var hende som gik op og ned ad gulvet med ham om natten når han indimellem skreg og ikke kunne sove. Og når Hanna gik på arbejde om morgenen var det Miriam som blev derhjemme hos ham. Så sad hun længe i sofaen i dagligstuen og lod ham sove i sin favn. Tørrede ikke støv af. Lavede ikke lektier, sad bare der og sang små vuggeviser for ham på romani. Tænkte på Didi. Tænkte på Anuscha. Huskede rent faktisk sin egen mor, om end kun i ganske små glimt. Men hun græd ikke længere. Sørgede bare stumt over fortiden og glædede sig lige så stumt over alt det der skulle komme. Thomas ville få lov til at vokse op. Ingen ville jagte ham. Ingen ville sulte ham. Ingen ville gasse ham. Ingen ville brænde hans lille krop sammen med tusindvis af andre kroppe. Han ville få lov at leve, lege og lære alt det som små drenge skal lære.

En dag hørte hun et sted langt borte Anuscha begynde at synge en gammel vuggevise på romani og Didi der stemte i med sin lyse barnestemme:

Chutem kuna tala e pruna,

E chavore tev da kuna …

Hun kunne ikke modstå deres stemmer, begyndte snart at synge med.

Jeg hænger vuggen i blommetræet.

For at vugge dig min søn.

Regnen skal falde og vaske dig.

Bladene skal falde og dække dig.

Vinden skal vugge dig i søvn

Geden skal komme og give dig die.

Sov min dreng, sov du lille.

Lyt til din mor og græd ikke.¹

Alligevel mærkede hun til sin overraskelse en lille følelse af bitterhed røre på sig i maven, mens hun sad der i Hannas stue. Hvorfor? Hvorfor sad hun her og sang en vuggevise for et fremmed menneskes barn, hvorfor var det ikke hendes egen bror hun sang for? Tanken gjorde hende skrækslagen og hun skyndte sig at undertrykke den, også over for sig selv. Hun måtte ikke være vred, irriteret eller bekymret, hun var tvunget til – bogstavelig talt tvunget til! – aldrig nogensinde at vise sin smerte til noget andet menneske. Hun måtte ikke blive irriteret. Hun måtte ikke virke forstyrrende. Hun måtte tage sig uendeligt godt af barnet som man havde betroet hende. Hun måtte altid smile venligt, tale med blød stemme og være så sød og føjelig og intetsigende at ingen nogensinde ville få den idé at sende hende ud på vejene.

Og det var gået godt. Nu, her omtrent seks uger senere, var hendes liv endelig blevet fuldkomment. Hun var rejst til Nässjö, hun havde fået en seng i Thomas’ børnekammer, hun havde fået Hannas løfte om at hun fra nu af var at betragte som Thomas’ barnepige og Olofs hushjælp, selvom hun stadig endnu ikke havde set Olof. Hanna var overbevist om at hun nok skulle klare det, men for en sikkerheds skyld havde hun skrevet både sit eget og Egons telefonnummer ned på en lap papir og vist Miriam hvordan hun skulle gøre for at ringe op. Desuden havde hun stoppet en hel halvtredskroneseddel ned i Miriams håndtaske. Halvtreds kroner! Det fik Miriam til at føle sig varm i hele kroppen. Intet farligt kunne nogensinde overgå nogen der havde halvtreds kroner i tasken!

Nu gik en dør op, den lille væglampe ude i entreen blev tændt og et øjeblik efter stod Hanna i døråbningen i en splinterny mørkeblå morgenkåbe. Hun havde et net omkring håret, et net som holdt hendes lokker på plads, men som hvis sandt skulle være sagt ikke var særlig klædeligt. Men hvilken forskel skulle det også kunne gøre? Egon havde ganske vist kørt Hanna og Miriam og Thomas fra Jönköping til Nässjö i sin store bil, men han havde ikke villet med ind i huset, havde bare båret babykurven og barnevognen hen til trappen og havde derefter skyndt sig videre. Det havde gjort Hanna urolig, det kunne Miriam se, men hun havde naturligvis ikke sagt noget. Hanna ville aldrig tale om noget, som gik hende på. Naturligvis ikke.

Nu stak hun hænderne i lommen på morgenkåben og lagde hovedet på skrå. Der lød skraben hen over gulvet bag hende. En søvnig Nippon var fulgt efter sin madmor. Hanna kvalte en gaben.

“En god morgen, Miriam? Alt vel?”

Miriam smilede og svarede.

“Godmorgen. Alt er godt, ja. Og hvad med Hanna? Har Hanna sovet godt?”

Hanna nikkede og skjulte endnu et stort gab bag hånden.

“Jo, tak. Men jeg er vist ikke vant til at være oppe så tidligt …”

“Men så gå dog endelig tilbage ind i seng. Så vækker jeg Hanna når morgenmaden står klar.”

Hanna rystede tavst på hovedet og gik ind i dagligstuen, trissede på sine tynde morgensko over sildebensparketten hen mod sofaen og lod sig synke ned. Bøjede sig en smule frem og så ned på Thomas.

“Og han har det godt?” sagde hun tvivlende.

Miriam nikkede.

“Meget. Han er sulten som sædvanligt, men derudover virker han ret fornøjet med tilværelsen …”

Hanna sukkede.

“Den lille stakkel. Godt at han har dig.”

Miriam svarede ikke, så bare ned på barnet i sine arme. Der blev stille lidt, så sukkede Hanna igen.

“Jeg er nødt til at tage hjem i dag. Det forstår du vel? Eller gør du?”

Miriam nikkede. Thomas sugede det sidste ud af flasken med en gurglende lyd.

“Og du skal bare sørge for frokost og aftensmad,” sagde Hanna insisterende. “Ikke gøre rent eller noget.”

Miriam løftede Thomas op mod sin skulder og klappede ham let på blenumsen.

“Nej, selvfølgelig ikke. Det er jo søndag.”

Hanna så lettet ud.

“Ja. Olof er jo ikke på nogen måde religiøs, men du ved … når det nu er søndag. Og så på grund af sorgen. Den gør jo at han ikke rigtig …”

Thomas bøvsede. Miriam lagde ham forsigtigt tilbage i favnen og mødte hans blik, trykkede ham derefter blidt ind mod sig. Det føltes meget behageligt at have ham så tæt ind til kroppen.

“Jeg ved det. Og jeg skal nok lade være med at forstyrre ham. Det lover jeg.”

Hanna nikkede, men så alligevel tvivlende ud.

“Han er ikke sig selv. Jeg har aldrig set ham sådan før. Det er sorgen, selvfølgelig. Og det er så sørgeligt at han ikke vil have noget at gøre med drengen … Men det kommer vel. Det kommer nok lidt efter lidt.”

En kold iling af angst gik igennem Miriam. Men hvad nu hvis det ikke kom? Hvis det ikke ordnede sig med tiden? Hvad ville der så blive af hende og Thomas?

“Jeg skal nok være forsigtig,” sagde hun og undrede sig samtidig over at hendes stemme lød fuldkommen som den plejede. “Meget forsigtig.”

Og Miriam var vitterlig meget forsigtig. Hun lavede en ganske let frokost der den første dag, stegte bare nogle pølser og lavede en portion røræg, satte tallerkenen på en bakke og stillede en flaske pilsner og et glas ved. Foldede en stofserviet sammen til en trekant og lagde kniv og gaffel ovenpå. Alle tingene så ud til at være ganske nye. Bakken var blank og rød med et mønster af grønne blade. Tallerken var hvid, med en ganske lille blomst i midten og en grøn kant. Bestikket var meget moderne. Helt i rustfrit stål, uden så meget som en streg eller en prik som dekoration. Måske var det Marianne som havde valgt det. Det tænkte Miriam at det nok var. Bestikket lignede på en eller anden måde Marianne selv. Hun havde været høj, blond og meget slank. Måske havde hun ligefrem været en skønhed. Det troede Miriam i hvert fald. En høj, blond og meget smuk kvinde som det var lykkedes at indrette et smukt hjem inden hun lagde sig til først at føde et barn og derefter til at dø.

“Hun er død,” havde Hanna sagt i et underligt fladt tonefald da hun havde lagt røret på efter den svære samtale.

“Marianne er død. Af svangerskabsforgiftning.”

Der var gået flere dage før hun endelig havde forklaret Miriam det hele. Hvordan det forholdt sig med æg og sædceller. Hvad en graviditet var. Hvordan det af og til kunne gå grueligt galt. Hun havde talt med dæmpet stemme, havde slet og ret hvisket indimellem, og var blevet helt højrød på halsen, men til sidst var det alligevel omsider dæmret for Miriam hvordan det hele var gået til, også selvom det stadig var lidt uklart hvordan Olof havde fået sine sædceller ind i Marianne. Ikke fordi hun turde spørge til det. Hun holdt blikket sænket næsten hele tiden, mens Hanna talte, og strøg sig bare over sine knæ et par gange imens. Lod den nye viden trænge ind, men sagde ikke selv noget, nikkede bare bekræftende at hun havde forstået. Bagefter havde Hanna klappet hende på hovedet og var gået ind i sit soveværelse og der var hun blevet indtil det var tid til at spise aftensmad.

“Olof er gået med til det,” fortalte hun næste aften efter den daglige telefonsamtale med Nässjö.

Miriam stoppede op midt i at hun stod og tørrede af efter aftensmaden. Var gået med til hvad? Hun turde ikke spørge.

“Han vil lade Thomas komme hjem,” sagde Hanna og foldede hænderne i døråbningen ind til spisestuen. “Og du må tage med, som barneplejerske og hushjælp.”

Hjem til Olof? Skulle Miriam flytte hjem til Olof? Skulle hun så ikke bo hos Hanna længere?

“Se ikke så forskrækket ud,” sagde Hanna og smilede. “Du kan under alle omstændigheder godt fortsætte din uddannelse. Og jeg kommer på besøg, hele tiden …”

Men Miriam var ikke forskrækket. Snarere bare forbløffet. Og siden da havde hun haft nogle uger til at vænne sig til tanken. Hun havde tænkt og tænkt mens hun tog sig af Thomas, havde spekuleret mens hun vaskede op og gjorde rent, havde grublet under de lange gåture som ifølge Hanna var lige så nødvendige for Thomas som for Nippon. Frisk luft. Det allervigtigste i forhold til et godt helbred var frisk luft!

Måske var det første gang Miriam for alvor havde tænkt på fremtiden. Siden tænkte hun at det faktisk var sådan det var. Så vidt hun kunne se havde hun trukket et vinderlod i lotteriet. Der var vel ikke noget, der kunne være bedre end at flytte hjem til Olof og være den som tog sig af Olofs barn … Hvor længe? Tja. Det vidste hun ikke, men så meget forstod hun i hvert fald, at det mindst ville være et år. Olof ville ikke kunne gifte sig igen det første år. Sørgeåret, som Hanna kaldte det. I et helt år skulle han gå alvorlig og klædt i sørgetøj mellem huset og klinikken, og den længste udflugt han ville foretage ville være den til kirkegården. Gravstenen var for resten allerede bestilt. Den skulle ikke kun bære Mariannes navn samt fødsels- og dødsdag, men også Olofs navn og fødselsdag. Når han så engang døde ville man kun behøve at tilføje hans dødsdag.

Miriam rettede ryggen ude i køkkenet og førte hånden over håret. Rettede derefter på forklædet. Tog en dyb indånding og løftede bakken op, gik med rank ryg og små skridt ud i entreen, videre ind i gangen til den nye tilbygning som rummede Olofs og Mariannes soveværelse. Standsede foran den lukkede dør og satte bakken fra sig på det lille bord overfor. Bankede let på. Lyttede. Bankede igen.

“Frokost,” sagde hun med dæmpet stemme. “Jeg kommer med din frokost …”

Endelig hørte hun ham røre på sig derinde.

“Øjeblik,” sagde Olof og hans stemme lød fuldstændig som den plejede.

Alligevel var han på ingen måde uforandret. Han var blevet gammel. Et meget ældre menneske end den han havde været før Marianne døde. Næsten halvdød.

Det eneste tøj han havde på var en krøllet pyjamas, og han var ved at trække i en slåbrok da han åbnede døren. Alligevel kunne hun se at hans skuldre hang på den samme opgivende måde som hos muselmændene. Ansigtet var gråt. Bogstavelig talt. Han havde sorte skygger under øjnene og nogle nye furer fra næsen og ned mod munden. Derudover kunne hun se at han havde lyse hår på sine storetæer, for han havde ingen morgensko på, men stod bare der på det kolde parketgulv med bare fødder, og hun skyndte sig at løfte blikket. Så på ham. Hans øjne var stadig grå som en vinterskumring.

“Frokost,” sagde hun igen og holdt bakken frem mod ham.

Han så på den, først tvivlende, men rakte så hænderne frem og tog imod den.

“Tak,” sagde han og lukkede døren efter sig med foden.

Miriam blev stående et øjeblik og hørte sit hjerte dunke, før hun strøg sig over forklædet med hånden, vendte sig om og gik tilbage i køkkenet. Hun skulle jo vaske op.

I hele den første måned føltes det som om Miriam boede alene i det røde hus. Olof skulle ganske vist have både morgenmad, frokost og aftensmad, men mellem måltiderne var det som om han ikke fandtes. Han gik tidligt hen på sin klinik hver morgen, skyndte sig hjem til frokosten og styrtede af sted igen bagefter, kom sent hjem til aftensmaden, spiste alene inde i spisestuen og gik ind i soveværelset umiddelbart efter maden. Han sagde sjældent andet end goddag og farvel og tak for mad. Så ikke engang på Thomas. Svarede kun med enstavelsesord når Hanna ringede og spurgte hvordan det gik.

Indimellem ringede Hanna om eftermiddagen udelukkende for at lade Miriam aflægge rapport. Spiste Olof nu også ordentligt? Passede han sin praksis? Tog han hat og halstørklæde på når han gik? Miriam nikkede og bekræftede. Jo, han spiste skam. Og så vidt hun kunne forstå passede han klinikken. Og det skete kun en gang imellem at han gik ud uden hat og halstørklæde på. Hun var altid ude i entreen mens han sad i spisestuen og hængte halstørklædet op hen over skulderen på hans overfrakke og sørgede for at hatten og pelshuen lå på hylden lige over. Men nej, hun stod ikke ved siden af og kontrollerede at han nu også huskede dem. Hun ville jo ikke trænge sig på. Det brød han sig ikke om, det kunne hun mærke. Og Hanna sukkede. Ja-ja, så var der vel ikke så meget at stille op. Miriam tog sig af ham, og så længe det bare gik. Og Thomas? Hvordan havde han det?

Det meste af tiden gik det ganske udmærket med Thomas. Han var lidt snottet af og til, men ikke værre end at Miriam kunne tage sig af det. Hun gik tur med barnevognen hver eneste dag og om fredagen blev det til en ekstra lang tur. Det var den dag fru Karlsson var der. Hushjælpen. Hun havde gjort rent i huset i mange år, allerede tilbage på forældrenes tid, længe inden Olof og Marianne flyttede ind, og der var ingen grund til at opsige hende bare fordi Miriam var kommet til, mente Hanna. Hun havde nok at gøre med at lave mad og vaske og passe barn. Og Olof havde ikke haft nogen indvendinger, han lagde bare fru Karlssons femogtyve kroner på bordet i køkkenet hver fredag morgen som sædvanligt, hvorefter han forsvandt. Den fjerde fredag lagde han desuden hundrede kroner ved siden af. Det var Miriams løn. Hendes første månedsløn. Det gjorde hende helt stum.

“Det er for meget,” sagde Miriam til Hanna samme dags eftermiddag.

“Vrøvl,” sagde Hanna. “Det er særdeles passende.”

Fru Karlsson kom ud fra badeværelset netop da Miriam lagde røret på. Hun sukkede lidt, strakte ryggen og førte derefter hånden hen over panden som for at tørre sveden bort.

“Puh,” sagde hun. “Men nu er der i hvert fald rent. I hele huset.”

Miriam smilede venligt, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle svare. Ikke fordi smilet hjalp noget. Fru Karlsson blev stående hvor hun stod og smilede tilbage til hende. Ventede åbenbart på noget.

“Fru Adolfsson plejede at byde på en kop kaffe,” sagde hun til sidst. “Efter rengøringen. Både den gamle fru Adolfsson og den nye.”

Miriam nikkede tavst. Fru Karlsson sukkede lidt.

“Det er jo så sørgeligt. At hun skulle gå hen og dø, det unge menneske. Så helt utrolig sørgeligt.”

Miriam nikkede igen. Fru Karlsson rynkede panden. Så lidt irriteret ud.

“En kop kaffe? Kan man måske få en kop kaffe?”

Og sådan begyndte noget der næsten lignede et venskab.

Fru Karlsson vidste alt om Nässjö og delte beredvilligt ud af sin viden. Selv opfattede hun sig stadig som tilflytter, selvom det var over ti år siden hun var kommet til byen. Før krigen, som hun sagde, og ordene fik de gamle billeder til at flagre op i Miriams hoved. Sortklædte mænd. Didis smeltende ansigt. Elses øjne sekundet inden … Hun stoppede sig selv og rettede ryggen, smilede endnu en gang venligt til fru Karlsson. En kvinde for hvem krigen mest måtte have bestået af mangel på kaffe og kødrationeringsmærker og som virkede som om hun havde et meget tåget begreb om de ting der var foregået uden for Sveriges grænser. Men det som var sket inden for disse grænser var hun til gengæld meget velorienteret om. For eksempel forskellene mellem folk fra de forskellige dele af landet. For i virkeligheden, sagde hun og tog en tår af sin kaffe, var hun skåning og der var kun to årsager til at hun havde båret over med Nässjö og dens noget mærkværdige befolkning. Den første var Karlsson. Ikke fordi fru Karlsson kunne prale af at hendes Karlsson var en fuldkommen enestående og usædvanlig Karlsson, men sagen var nu altså den at hendes Karlsson var en utrolig behagelig og begavet og humoristisk mand. Faktisk den eneste morsomme mand hun havde mødt i hele sit liv. Den eneste indvending hun nogensinde havde haft imod ham var at han måske var hvad man kunne kalde lidt for økonomisk anlagt, men på den anden side var det en egenskab han havde tilfælles med de fleste smålændinge, haha! Og måske var det kun godt at han var som han var, for hvis det havde været fru Karlsson som bestemte over pengene, så havde der nok ikke været råd til at købe det hus som de boede i nu. Karlsson arbejdede nemlig ekstra med at sælge livsforsikringer og han solgte slet ikke så dårligt. To år i træk var han blevet kåret som den bedst sælgende livsforsikringsagent i Småland. To år i træk! Alligevel ville han ikke sige sit almindelige job som stationskarl ved jernbanen op. Det gav ikke særlig godt, det måtte guderne vide, men ansættelsen havde en helt enestående fordel. Gratis togrejser for hele familien. Og det var den anden grund til at hun kunne leve med Nässjö. For takket være fribilletterne kunne ægteparret Karlsson og deres to døtre tage på lange togrejser hver sommer. I sommers havde de været helt oppe i Kiruna. Og fru Karlsson kunne tage toget til Malmö når som helst hun havde lyst. Og det havde hun ganske ofte.

“For jeg kan jo ikke holde ørehælderne ud,” sagde hun i et fortroligt tonefald og dyppede en kage i kaffen. Miriam holdt vejret. Havde Hanna ikke sagt at det var fuldkommen utilstedeligt at dyppe kagen i kaffen? Ekstremt uopdragent? Jo. Det havde hun. Men hun havde også sagt at man aldrig måtte kommentere andre menneskers bordskik. Derfor blinkede Miriam bare og spurgte:

“Ørehældere?”

Fru Karlsson fnisede lidt.

“De frireligiøse. I Skåne kaldes de for ørehældere. Og Karlssons familie er fuld af den slags fromme typer.”

Miriam rynkede panden og tog en forsigtig tår af sin egen kaffe. Hun forstod ikke et ord, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Fru Karlsson smilede endnu bredere og klappede Miriam kort på hånden.

“De går jo rundt med hovedet på sned hele tiden. Det ser ud som om de hælder vand ud af ørerne. Deraf udtrykket ørehældere.”

Miriam fnisede lidt og det var nok til at få fru Karlsson i gang igen. Hun havde simpelthen ikke troet sine egne øjne første gang hun kom til Nässjö. En kirke på snart sagt hvert eneste gadehjørne! Seks styk på under tre kilometer! Statskirken og Missionsforbundet, Betel og Pinsekirken, Frelsens Hær og Tabernaklet. Og så alle de ørehældere som flokkedes i kirkerne hver eneste søndag formiddag, blodfattige koner som knap nok åbnede munden når de talte, og som gik og hviskede hele tiden, og gudfrygtige gamle mænd med øjenbryn som et skrånende V i panden. Så milde! Så hellige! Så fromme! Ikke fordi de holdt sig for gode til at forsøge at bestemme hvordan andre mennesker skulle leve deres liv. Bestemt ikke. De sukkede beklagende når Karlssons piger fik lov til at gå i biografen til eftermiddagsforestillingen. Det var jo syndigt. Beklagede sig når voksne kvinder klippede håret. Det var jo også syndigt. Var næsten ved at besvime når en ganske almindelig skånsk ikke-ørehælder af en kvinde gik rundt på sin egen græsplæne med bare tæer. Det var vel også syndigt, måtte man gå ud fra, selvom fru Karlsson måtte indrømme at hun virkelig ikke kunne se hvor i Biblen der skulle stå noget om det forbud. Det havde Karlsson heller ikke kunnet, selvom han faktisk var ret så bibelkyndig. Han var jo vokset op sammen med ørehælderne og ville måske oven i købet være blevet prædikant hvis ikke han havde mødt en usædvanlig fornuftig skånsk tøs for efterhånden tretten år siden. Så han var heldig, sagde fru Karlsson, tømte kaffekoppen og brød ud i en høj latter.

I det samme blev køkkenet pludselig badet i lys.

Miriam opdagede med tiden at solen næsten altid kiggede ind gennem køkkenvinduerne lige før den gik ned, men det her var første gang hun lagde mærke til det. Måske havde det noget at gøre med sneen som var kommet om natten og fik hele Nässjö til at gnistre hvidt. Og nu oplyste den så hendes nyvaskede køkken og over for hende sad fru Karlsson, stadig med en klud om håret, og med et bredt smil. Miriam følte sig pludselig let i hele kroppen. Fru Karlsson lagde hovedet lidt på sned, åbenbart uden at skænke det en tanke at det fik hende til næsten selv at ligne en ørehælder.

“Og hvordan går det med lillemand? Vokser han som han skal?”

Miriam så forvirret ud.

“Hvad betyder det?”

“Lillemand. Knægten. Drengen.”

“Åh,” sagde Miriam. “Fint, tak. Han er vokset næsten fem centimeter på en måned.”

“Det var ikke så dårligt,” sagde fru Karlsson. “Man må næsten kunne høre hvordan det knager. Må man se ham engang?”

De listede forsigtigt ud i entreen hvor Thomas stadig lå og sov i sin barnevogn. Miriam havde kun taget halstørklædet og vanterne af ham og slået tæppet til side for at han ikke skulle få det for varmt. Han var uendeligt sød som han lå der. Med halvåben mund, røde kinder og langt væk i sine drømme.

“Åh, herregud,” sagde fru Karlsson. “En så nuttet unge har jeg ikke set siden mine egne tøser var små!”

Miriam fik tårer i øjnene og glemte helt at være på vagt.

“Jo, han er simpelthen så fin, så fin. Helt vidunderlig.”

“Et pragteksemplar,” sagde fru Karlsson. “Kan man måske gøre sig håb om en lille tår mere?”

Da Olof kom hjem fra klinikken den aften var der stadig lys i huset. Det var flere timer siden at solen var gået ned uden for vinduerne, og næsten alle lamper var tændt. Og Miriam kom ganske usædvanligt ud fra køkkenet allerede mens han hængte sin frakke på plads, stod der pludselig bare i et blomstret forklæde med Thomas på armen og smilede til ham. Det var faktisk første gang hun stod sådan foran ham med Thomas, ellers plejede hun altid at sørge for at han sov når Olof kom hjem. Men nu sad han der på hendes arm, svajede lidt usikkert med sit tunge hoved og så på sin far med store grå øjne.

“Hej,” sagde Miriam. “Jeg er ked af det, men maden er ikke helt færdig. Måske kunne du have lyst til at sidde lidt med drengen mens jeg laver det sidste klar?”

Hun ventede ikke på at høre hans svar, gik bare direkte ind i dagligstuen og stillede sig foran den store, blå lænestol, blev stående og ventede som om spørgsmålet allerede var afgjort. Så på ham mens han stod og tøvede ude i entreen, gjorde derefter en ganske lille bevægelse med barnet i favnen. Han havde ikke noget valg. Han var nødt til at komme ind i stuen og sætte sig. Og da han var kommet ned at sidde bøjede Miriam sig frem og lagde Thomas i hans arme, hvorefter hun gled ud af stuen uden et ord.

Hun gjorde sig umage for at der ikke skulle blive stille i køkkenet. Skramlede først med en gryde, piskede derefter endnu en gang sovsen igennem, selvom den for længst var færdig, gik helt unødvendigt nogle gange frem og tilbage mellem spisekammeret og køkkenbordet, skyndte sig ind i spisestuen og ud igen, kastede et hurtigt blik ind gennem de åbne dobbeltdøre ind til stuen. Loftslampen spredte et gult og venligt lys derinde. På sofabordet stod en hyacint i knop som hun havde købt samme dag. Den ville få lyserøde blomster. Olof sad usædvanlig stille i lænestolen og kiggede på sin søn. Så lettere forundret ud, lukkede først øjnene og åbnede dem så igen, som for at se om det her nu også var rigtigt, om barnet i hans arme virkelig også eksisterede. Det gjorde han. Derefter snusede Olof let med næsen ud i rummet som om han forsøgte at spore en lille grim snert af bælugt. Miriam smilede for sig selv og skyndte sig tilbage ud i køkkenet. Thomas lugtede ikke af bæ. Hun havde lige skiftet ham. Han lugtede af noget andet. Af sæbe og talkum. Sødt og godt. Friskt som levende liv.

“Så,” sagde hun øjeblikket efter og gik en sidste gang ind i spisestuen, satte sovsekanden på bordet. “Maden er klar. Tusind tak for hjælpen.”

“Du bliver nødt til at tage ham,” sagde han. “Jeg kan jo ikke rejse mig med ham i favnen.”

Miriam skjulte sit smil og gik hen til den blå lænestol, bøjede sig ned og tog Thomas og trykkede ham ind mod sit bryst.

“Er han ikke bare fin,” sagde hun og strøg ham hurtigt over det dunede hoved.

Olof satte hænderne på armlænene og stødte fra.

“Jo,” sagde han. “Det er han.”

Derefter vendte han ryggen til og gik ind i spisestuen.

Senere undrede det hende at hun ikke havde reageret på hans tonefald, på det grå og ligegyldige i hans stemme, men der i selve situationen opdagede hun det ikke. Hun blev bare stående tilbage inde i dagligstuen mens han satte sig ved bordet i spisestuen, lagde en krummet hånd omkring Thomas’ hoved og smilede. Tilfreds. Hun følte sig meget tilfreds med at hun for første gang havde fået Olof til at indrømme at Thomas overhovedet eksisterede.

Først da hun vågnede midt om natten måtte hun erkende at det måske ikke var gået helt så godt som hun havde bildt sig selv ind. Olof havde været kort for hovedet da han sagde godnat lidt efter og han havde lukket døren ind til soveværelset med et højlydt smæk. Og selv havde hun haft mareridt. Ja, nu huskede hun det. For første gang siden hun var kommet til Nässjö havde hun haft mareridt. Hun satte sig op i sengen og pressede hovedpuden ind mod maven. Jo. Nu kunne hun huske det hele. Else der kom humpende hen ad lejrgaden med et stort hul der hvor det højre øje skulle have siddet, måden hun havde vaklet og kravlet og hylet som et dyr …

Nej. Hun kunne ikke give sig selv lov til at have den slags drømme! Ikke drømme denne drøm og ikke tænke tilbage på det der i virkeligheden skete, ikke på Auschwitz, ikke på Ravensbrück, ikke engang på Tyskland eller Östra Torget i Jönköping. Hun havde jo fundet sit skjulested, det allermest sikre sted på Jorden for en roma at gemme sig, hun måtte tvinge sig selv til at lyve så godt at hun kunne overbevise også sig selv. Malika fandtes ikke længere. Tyskland var udslettet, tilintetgjort, jævnet med jorden. Folk i Jönköping var flinke. Nässjöborgerne endnu flinkere. Olof var det sødeste menneske af dem alle. Det grå i hans stemme var ikke ligegyldighed. Det var sorg. Bare sorg. Han var hårdt ramt. Meget hårdt ramt.

Hun stod op, tog sin morgenkåbe på og listede stille ud i køkkenet, tog sig hurtigt et glas vand. Lukkede øjnene og drak. Opregnede hvor heldig hun var. Hun var varm. Hun var mæt. Hun kunne drikke lige så meget vand hun havde lyst til. Hun havde et lille barn at tage sig af. Hun havde penge i pungen. Hun havde endnu flere penge gemt væk i et par sko. Hun befandt sig langt, langt, langt borte fra alverdens farer. Politiet her i byen havde blå uniformer og lavede aldrig nogensinde razziaer hjemme hos folk. Især ikke hos en af byens tandlæger. Aldrig nogensinde. Tandlæger var vigtige personer. Magtfulde.

Og da gråden steg op i halsen på hende, druknede hun den med endnu en slurk vand. Så. Nu var den væk.

1. En bosnisk-sigøjnersk vuggevise fra den svenske udgivelse Zigenardikter.