KAPITEL 5

“FULDSTÆNDIG UDEN SAMMENHÆNG”

HVORDAN EN IDEOLOGI BLEV RENSET
FOR FORBRYDELSER

Milton [Friedman] er et levende eksempel på den sandhed, at “ideer har konsekvenser”.
– Donald Rumsfeld, USAs forsvarsminister, maj 2002¹

Folk kom i fængsel, for at priserne kunne blive givet fri.
– Eduardo Galeano, 1990²

En kort overgang så det faktisk ud til, at forbrydelserne i Sydspidsen godt kunne gå hen og klæbe til den neo-liberale bevægelse og stille den i et dårligt lys, allerede inden den var kommet ud over sit første laboratorium. Efter Milton Friedmans skæbnesvangre tur til Chile i 1975 stillede klummejournalisten Anthony Lewis i New York Times et enkelt, men provokerende spørgsmål: “Hvis den rene, økonomiske Chicago-teori kun kan gennemføres ved hjælp af undertrykkelse, burde dens ophavsmænd så ikke stå til ansvar?”³

Efter mordet på Orlando Letelier greb græsrodsaktivister hans opfordring til, at den “intellektuelle arkitekt” bag Chiles økonomiske revolution blev stillet til ansvar for sin politiks menneskelige omkostninger. I disse år kunne Milton Friedman ikke holde en forelæsning, uden at nogen afbrød ham med citater af Letelier, og ved adskillige festlige sammenhænge, hvor han skulle hyldes, måtte han sniges ind ad bagdøren.

De studerende ved University of Chicago var så oprørte over at få at vide, deres professorer samarbejdede med juntaen, at de forlangte en akademisk undersøgelse. Nogle akademikere bakkede dem op, blandt dem den østrigske økonom Gerhard Tintner, som flygtede til USA fra den europæiske fascisme i 1930’erne. Tintner sammenlignede Chile under Pinochet med Tyskland under nazisterne og drog paralleller mellem Friedmans støtte til Pinochet og de teknokrater, der samarbejdede med det Tredje Rige (Friedman anklagede til gengæld sine kritikere for at være “nazister”).⁴

Både Friedman og Arnold Harberger tog gladeligt æren for de økonomiske mirakler, deres latinamerikanske Chicagodrenge udførte. Som en anden stolt far hoverede Friedman i Newsweek i 1982 over, at “Chicagodrengene ... kombinerede enestående intellektuelle og ledelsesmæssige evner med deres mod til at stå ved deres overbevisning og deres opsathed på at få dem implementeret.” Harberger har udtalt: “Jeg føler mig mere stolt af mine studerende end af noget, jeg nogensinde har skrevet, faktisk er latino-gruppen meget mere mit værk end mit bidrag til litteraturen.”⁵ Når det handlede om overvejelserne omkring de menneskelige omkostninger ved de “mirakler”, deres studerende udførte, så kunne ingen af de to imidlertid se forbindelsen.

“På trods af min afgørende uenighed med det autoritære politiske system i Chile,” skrev Friedman i sin klumme i Newsweek, “så betragter jeg det ikke som ondt, at en økonom giver teknisk-økonomiske råd til den chilenske regering.”⁶

I sine erindringer hævder Friedman, at Pinochet de første to år forsøgte at køre økonomien selv, og at det ikke var før i “1975, hvor inflationen stadig rasede, og en verdensomspændende recession udløste en depression i Chile, [at] general Pinochet bad ‘Chicagodrengene’ om hjælp.”⁷ Dette var et udtryk for grov revisionisme – Chicagodrengene havde arbejdet sammen med militæret, allerede inden kuppet fandt sted, og den økonomiske transformation tog sin begyndelse samme dag, juntaen tog magten. Ved andre lejligheder påstod Friedman endog, at hele Pinochets regeringsperiode – sytten års diktatur med titusindvis af torturofre – ikke var nogen voldelig omstyrtelse af demokratiet, men det modsatte. “Det allervigtigste af det, der skete i Chile, var, at det lykkedes de frie markeder at skabe et frit samfund,” sagde Friedman.⁸

Tre uger efter, at Letelier var blevet snigmyrdet, kom der ting frem, som gjorde en ende på debatten om, hvorvidt Pinochets forbrydelser smittede af på Chicagoskole-bevægelsen. Milton Friedman var blevet tildelt nobelprisen i økonomi i 1976 på grundlag af sit “originale og tungtvejende” arbejde om sammenhængen mellem inflation og arbejdsløshed.⁹ Friedman brugte sin nobelpris til at hævde, at økonomi var lige så streng og objektiv en videnskab som fysik, kemi og medicin og hvilede på en upartisk undersøgelse af de foreliggende fakta. Han udelod behændigt det faktum, at de centrale hypoteser, for hvilke han modtog prisen, bogstavelig talt blev gjort til skamme af køerne efter brød, udbruddene af tyfus og de lukkede fabrikker i Chile, det eneste sted hvor man havde et regime, der var hensynsløst nok til at omsætte hans ideer til virkelighed.¹⁰

Et år senere skete der noget andet, som påvirkede parametrene for debatten om Sydspidsen: Amnesty International blev tildelt Nobels Fredspris, hovedsageligt på grund af sit modige og korstogsagtige arbejde med at påvise overgreb på menneskerettighederne i Chile og Argentina. Prisen i økonomi er i virkeligheden uafhængig af fredsprisen, bliver tildelt af en anden komité og overrakt i en anden by. Set på afstand kunne det dog se ud, som om den mest velanskrevne jury i verden med de to nobelpriser havde afsagt sin dom: Torturkamrenes chok måtte med al magt fordømmes, men den økonomiske chokbehandling måtte roses – og de to former for chok var, som Letelier med blodig ironi havde skrevet, “fuldstændig uden sammenhæng.”¹¹

“Menneskerettighedernes” skyklapper

Denne intellektuelle brandvæg røg ikke blot op, fordi Chicagoskoleøkonomerne afviste enhver forbindelse mellem deres politik og brugen af terror. Den særlige måde, hvorpå disse terrorhandlinger blev defineret snævert som “brud på menneskerettighederne”, i stedet for som redskaber, der tjente klare politiske og økonomiske formål, bidrog til problemet. Det skyldes til dels, at Sydspidsen i halvfjerdserne ikke blot var et laboratorium for en ny økonomisk model. Den var også et laboratorium for en relativt ny aktivistmodel: den internationale græsrodsbevægelse for menneskerettigheder. Denne bevægelse spillede uomtvisteligt en afgørende rolle i forhold til at tvinge juntaen til at indstille sine værste overgreb. Ved udelukkende at fokusere på forbrydelser og ikke på årsagen til dem hjalp menneskerettighedsbevægelsen imidlertid også Chicagoskole-ideologien til at undslippe sit første blodige laboratorium uden stort set at have fået en skramme.

Dilemmaet går tilbage til starten på den moderne menneskerettighedsbevægelse med vedtagelsen af FNs menneskerettighedserklæring i 1948. Ikke så snart var dokumentet affattet, før det blev brugt som ensidig rambuk af begge sider i den kolde krig til at anklage den anden side for at være den næste Hitler. I 1967 afslørede presserapporter, at den internationale juristkommission, den fremmeste menneskerettighedsgruppe når det gjaldt sovjetiske overgreb, slet ikke var den uafhængige instans, den hævdede at være, men at den modtog hemmelig økonomisk støtte fra CIA.¹²

Det var på baggrund af dette, at Amnesty International udviklede sin doktrin om streng upartiskhed: Finansieringen skulle udelukkende ske via medlemsbidrag, og den ville forblive strengt “uafhængig af enhver regering, politisk fraktion, ideologi, økonomisk interesse eller religiøs overbevisning.” For at bevise, at den ikke brugte menneskerettighederne til at fremme en bestemt politisk dagsorden, blev hver afdeling af Amnesty International bedt om på samme tid at “adoptere” tre samvittighedsfanger fra henholdsvis “kommunistiske, vestlige og tredjeverdenslande.”¹³ Amnestys holdning var, symptomatisk for hele menneskerettighedsbevægelsen på dette tidspunkt, at da krænkelser af menneskerettighederne universelt set var et onde, var det ikke nødvendigt at afgøre, hvorfor krænkelserne fandt sted, men i stedet at dokumentere dem så nøjagtigt og troværdigt som muligt.

Dette princip kan ses afspejlet i den måde, terrorkampagnen i Sydspidsen blev dokumenteret på. Under konstant overvågning og chikane fra det hemmelige politis side sendte menneskerettighedsgrupperne delegationer til Argentina, Uruguay og Chile for at interviewe hundredvis af torturofre og deres familier; de skaffede sig også adgang til fængsler, så godt de kunne. Da uafhængige medier var forbudt, og da juntaerne benægtede deres forbrydelser, udgør disse vidneudsagn en primær dokumentation af en historie, det aldrig var meningen skulle have været skrevet. Selvom dette arbejde var meget vigtigt, var det også begrænset: Disse rapporter er detaljerede lister over de mest kvalmende undertrykkelsesmetoder, man kan forestille sig, krydsstillet med de FN-chartre, de var et brud på.

Det snævre perspektiv er mest problematisk i Amnesty Internationals rapport fra 1976 om Argentina, en banebrydende redegørelse for juntaens forbrydelser og nobelprisen værdig. Men på trods af al sin grundighed kaster rapporten intet lys over årsagen til, at overtrædelserne finder sted. Den stiller spørgsmålet, “i hvilket omfang overtrædelserne er forklarlige eller nødvendige for at skabe ‘sikkerhed’ – hvilket var juntaens officielle rationale for den “beskidte krig”.¹⁴ Efter at have undersøgt beviserne konkluderer rapporten, at den trussel, som venstreorienterede guerillaer udgjorde, på ingen måde berettiger den grad af undertrykkelse, staten anvendte.

Men var der et andet mål, der gjorde volden “forklarlig eller nødvendig”? Det nævner Amnesty intet om. Faktisk nævner man intetsteds i den tooghalvfems sider lange rapport, at juntaen var i færd med at omskabe landet ud fra radikale, kapitalistiske retningslinjer. Der var ingen kommentarer til den stigende fattigdom eller den dramatiske tilbagerulning af programmer til omfordeling af velstand, selvom det var centrale elementer i juntaens styre. Man opfører omhyggeligt alle juntaens love og dekreter, som forbryder sig mod de borgerlige frihedsrettigheder, men nævner ingen af de økonomiske dekreter, som sænkede lønningerne og hævede priserne, hvorved man forbrød sig mod retten til mad og husly – ting som også fastslås i FNs charter. Hvis man blot overfladisk havde undersøgt juntaens revolutionære økonomiske projekt, ville det have stået klart, hvorfor en så overordentlig undertrykkelse var nødvendig, ligesom man ville have fået en forklaring på, hvorfor så mange af Amnestys samvittighedsfanger var fredelige fagforeningsfolk og socialarbejdere.

Som en anden vigtig udeladelse præsenterede Amnesty konflikten som om, den var begrænset til det lokale militær og venstreorienterede ekstremister. Andre deltagere nævnes ikke – ikke den amerikanske regering eller CIA, ikke de lokale jordejere eller de multinationale koncerner. Uden en undersøgelse af den større plan om at indføre “ren” kapitalisme i Sydamerika, og af de magtfulde interesser bag dette projekt, gav de dokumenterede sadistiske handlinger ingen mening overhovedet – de var blot tilfældige, fritsvævende dårlige begivenheder, der drev rundt i den politiske æter, fordømmelige af ethvert samvittighedsfuldt menneske, men umulige at forstå.

Hver facet af menneskerettighedsbevægelsen fungerede under stærkt begrænsede omstændigheder, men af forskellige grunde. I de berørte lande var de første, der gjorde opmærksom på terroren, folk der var venner med eller i familie med ofrene, men der var snævre grænser for, hvad de kunne sige. De talte ikke om de politiske eller økonomiske planer bag forsvindingerne, for gjorde de det, risikerede de selv at forsvinde. De mest berømte menneskerettighedsaktivister, der opstod under disse farlige omstændigheder, var Mødrene på Plaza de Mayo, kendt i Argentina som Madres. Ved deres ugentlige demonstrationer uden for regeringsbygningerne i Buenos Aires turde Mødrene ikke stikke deres protestskilte i vejret – i stedet knugede de fotografier af deres forsvundne børn med ordene ¿Dónde están? Hvor er de? I stedet for tilråb gik de stille rundt og rundt iført hvide tørklæder med deres børns navne broderet på. Mange af Mødrene havde stærke politiske overbevisninger, men de var forsigtige med ikke at udgive sig for andet og mere truende over for regimet end sørgende mødre, desperate efter at få at vide, hvor deres uskyldige børn var blevet ført hen.^I

I Chile var den største menneskerettighedsgruppe Fredskomiteen, dannet af oppositionspolitikere, sagførere og kirkelige ledere. Det var folk, der havde været politiske aktivister hele livet, og som vidste, at forsøget på at standse torturen og få frigivet politiske fanger blot var en af fronterne i et meget større slag om, hvem der skulle have kontrollen over Chiles rigdomme. Men for ikke at blive regimets næste ofre droppede de deres sædvanlige venstreorienterede afsværgninger af borgerskabet og lærte sig “de universelle menneskerettigheders” nye sprog. Skurret rent for henvisninger til de rige og de fattige, de svage og de stærke, til nord og syd – den forklaringsmåde, der var så populær i Nordamerika og Europa – fastslog det at enhver har ret til en fair retsbehandling og til at være fri for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling. Der blev ikke spurgt om hvorfor, men blot fastslået dette. I den blanding af lovsprog og menneskelig omsorg, der karakteriserer menneskerettighedsleksikonet, blev deres fængslede compañeros til samvittighedsfanger, hvis ret til at tale og tænke frit, beskyttet af artiklerne 18 og 19 i erklæringen om universelle menneskerettigheder, var blevet krænket.

For dem, der levede under diktaturet, var det nye sprog i bund og grund en kode; ligesom musikerne skjulte politiske budskaber i deres tekster ved hjælp af snedige metaforer, så tildækkede de deres venstreorienterethed i lovjargon – en måde, hvorpå man kunne engagere sig politisk uden at nævne politik.^II

Da Latinamerikas terrorkampagne blev tematiseret af den hurtigtvoksende internationale menneskerettighedsbevægelse, havde disse aktivister deres egne og helt forskellige grunde til at undgå snak om politik.

Ford om Ford

Afvisningen af at forbinde det statslige terrorapparat med det ideologiske projekt, det tjente, er karakteristisk for næsten al litteratur om menneskerettigheder fra denne periode. Selvom Amnestys tavshed kan ses som et forsøg på at forblive upartisk midt i Kold Krigs-spændingerne, var der for mange andre grupper en anden faktor på spil: penge. Langt den mest betydningsfulde kilde til støtte for dette arbejde var Ford Foundation, verdens største filantropiske organisation. I tresserne brugte organisationen kun en lille del af sit budget på menneskerettigheder, men i halvfjerdserne og firserne brugte man svimlende 30 millioner dollar på arbejdet med menneskerettighederne i Latinamerika. Fonden støttede latinamerikanske grupper som Chiles Fredskomité såvel som nydannede amerikanske grupper, blandt dem Americas Watch.¹⁵

Forud for kuppet havde Ford Foundations primære rolle i Sydspidsen været at støtte uddannelsen af akademikere, for det meste i økonomi og landbrugsvidenskab, i et tæt samarbejde med det amerikanske udenrigsministerium.¹⁶ Frank Sutton, vicedirektør for Fords internationale afdeling, forklarede organisationens filosofi: “Man kan ikke have et land under modernisering uden at have en elite under modernisering.”¹⁷ Selvom det helt og holdent foregik inden for den kolde krigs logik med at forsøge at fostre et alternativ til den revolutionære marxisme, så kunne de fleste af Fords akademiske stipendier dog klandres for at være stærkt højreorienterede – latinamerikanske studerende blev sendt til en lang række forskellige amerikanske universiteter, ligesom tilskud til videreuddannelse blev stillet til rådighed for diverse latinamerikanske universiteter, inklusive store offentlige universiteter med ry for at hælde mod venstre.

Men der var adskillige bemærkelsesværdige undtagelser. Som tidligere nævnt var Ford Foundation den største bidragyder til University of Chicagos Program of Latin American Economic Research and Training, som udspyede hundredvis af latinamerikanske Chicagodrenge. Ford finansierede også et parallelt program ved det katolske universitet i Santiago, som var beregnet på at tiltrække bachelorstuderende i økonomi fra nabolande, så de kunne studere hos Chiles Chicagodrenge. Det gjorde Ford Foundation, hvad enten den havde intentioner om det eller ej, til den førende støttekilde til spredningen af Chicagoskolens ideologi over hele Latinamerika og det i en grad, der overgik selv den amerikanske regering.¹⁸

Da Chicagodrengene kom til magten i en byge af skudsalver sammen med Pinochet, var det ikke noget, Ford Foundation var stolt af. Chicagodrengene var blevet støttet som del af fondens mission om at “forbedre økonomiske institutioner, så man lettere kan gennemføre demokratiske mål.”¹⁹ Nu spillede de økonomiske institutioner, som Ford havde været med til at opbygge i såvel Chicago som Santiago, en central rolle i omstyrteisen af det chilenske demokrati, og dens tidligere studerende var i færd med at anvende deres amerikanske uddannelse under udvisning af en chokerende brutalitet. For at gøre tingene endnu mere indviklede for fonden, så var det anden gang inden for få år, at dens protegeer havde valgt en voldelig vej til magten, hvor den første havde været Berkeley-mafiaens meteoragtige stigen til tops i Indonesien efter Suhartos blodige kup.

Ford havde bygget det økonomiske institut ved University of Indonesia op fra grunden, men da Suharto kom til magten, “blev næsten alle de økonomer, programmet havde produceret, rekrutteret til regeringen,” som et Ford-dokument bemærker. Der var stort set ingen tilbage til at undervise de studerende.²⁰ I 1974 udbrød der nationalistisk optøjer i Indonesien mod “fremmed undergravning” af økonomien. Ford Foundation blev skydeskive for folkets raseri – det var fonden, påpegede mange, der havde oplært Suhartos økonomer i at sælge Indonesiens olie- og mineralrigdomme til vestlige, multinationale firmaer.

Med Chicagodrengene i Chile og Berkeley-mafiaen var Ford ved at få sig et ufortjent ry: Kandidater fra dets to flagskibe af programmer dominerede nu verdens mest berygtede og brutale højreorienterede diktaturer. Selvom Ford ikke havde kunnet vide, at de ideer, som deres studerende blev uddannet efter, kunne blive påtvunget med et sådant barbari, så rejste der sig alligevel ubehagelige spørgsmål om, hvordan en fond, der skulle støtte fred og demokrati, stod i autoritære systemer og vold op til halsen.

Hvad enten det nu var i panik eller på grund af social samvittighed eller en kombination af begge, så håndterede Ford Foundation sit diktaturproblem på samme måde, som enhver god virksomhed ville have gjort det: proaktivt. Midt i halvfjerdserne omgjorde Ford sig selv fra en producent af “teknisk ekspertise” til den såkaldte tredje verden til den førende bidragyder til menneskerettighedsaktivisme. Denne kovending var særligt rystende i såvel Chile som Indonesien. Efter at venstrefløjen i disse lande var blevet udslettet af regimer, som Ford havde været med til at forme, var det selv samme Ford, som støttede en ny generation af sagførere, der drog på korstog for at befri hundredtusindvis af politiske fanger holdt indespærret af de samme regimer.

Når man betænker Fords egen højst kompromitterede historie, er det næppe nogen overraskelse, at man, da man kastede sig ud i menneskerettigheder, definerede området så smalt som muligt. Fonden favoriserede i vidt omfang grupper, der definerede deres arbejde som en lovgivningsmæssig kamp for “retsstaten”, “gennemsigtighed” og “god regeringsførelse”. Som en funktionær i Ford udtrykte det, så var organisationens holdning til Chile: “Hvordan kan vi gøre det her uden at blive blandet ind i politik?”²¹ Det var ikke bare det forhold, at Ford af natur var en konservativ organisation, som var vant til at arbejde hånd i hånd med og ikke på tværs af den officielle amerikanske udenrigspolitik.^III Det handlede også om, at enhver alvorlig undersøgelse af de mål, som undertrykkelsen i Chile tjente, med usvigelig sikkerhed ville have peget direkte tilbage på Ford Foundation og den centrale rolle, den havde spillet i forhold til at indoktrinere landets nuværende regenter i en fundamentalistisk, økonomisk sekt.

Der var også spørgsmålet om fondens forbindelse til Ford Motor Company, et kompliceret forhold, som var svært at forklare aktivisterne på gulvet. I dag er Ford Foundation fuldstændig uafhængigt af bilmærket og dets arvinger, men det var ikke tilfældet i halvtredserne og tresserne, da man støttede uddannelsesprojekter i Asien og Latinamerika. Fonden blev grundlagt i 1936, da tre direktører i Ford Motor, inklusive Henry og Edsel Ford, skænkede den aktier. Efterhånden som fondens værdier voksede, begyndte den at operere på egen hånd, men den skilte sig ikke endegyldigt af med aktierne i Ford Motor før i 1974, året efter kuppet i Chile og adskillige år efter kuppet i Indonesien, og medlemmer af familien Ford sad i bestyrelsen frem til 1976.²²

I Sydspidsen var modsætningerne surrealistiske: Den filantropiske arv fra det selv samme firma, som var mest intimt forbundet med terrorapparatet – anklaget for at have et hemmeligt torturkammer på sit område og for at hjælpe til med at få dets egne arbejdere til at forsvinde – var den bedste, og ofte eneste, chance, man havde for at få sat en stopper for de værste krænkelser. Gennem støtten til menneskerettighedsforkæmpere reddede Ford Foundation mange liv i disse år, ligesom det i hvert fald delvis var dens fortjeneste, at USAs kongres blev overtalt til at skære ned på militærhjælpen til Argentina og Chile og derved gradvist tvang juntaerne i Sydspidsen til at begrænse de mest undertrykkende taktikker. Men da Ford rykkede til undsætning, havde hjælpen en pris, og den pris var – bevidst eller ej – menneskerettighedsbevægelsens intellektuelle hæderlighed. Fondens beslutning om at engagere sig i menneskerettigheder, men “ikke at blive blandet ind i politik,” skabte en kontekst, hvor det stort set var umuligt at stille spørgsmålstegn ved, hvad det var, der lå bag den vold, der blev dokumenteret. Hvorfor fandt den sted? I hvis interesse?

Denne udeladelse har spillet en skæmmende rolle i den måde, hvorpå historien om det frie marked er blevet fortalt, hvor stort set ethvert spor af de ganske særligt voldelige omstændigheder omkring dets fødsel er fraværende. Ligesom Chicago-økonomerne ikke havde noget at sige om torturen (det havde ikke noget med deres ekspertområder at gøre), så havde menneskerettighedsgrupperne ikke meget at skulle have sagt om de radikale omkalfatringer, der fandt sted i den økonomiske sfære (det lå uden for deres snævre lovgivningsmæssige ansvarsområde).

Opfattelsen af, at undertrykkelse og økonomi i virkeligheden var et og samme projekt, afspejles kun i en enkel større menneskerettighedsrapport fra denne periode: Brazil: Nunca Mais. Ganske bemærkelsesværdigt er det den eneste sandhedskommissionsrapport, som er udgivet uafhængigt af såvel stat som udenlandske fonde. Den er baseret på militærdomstolens optegnelser, som i al hemmelighed blev kopieret i årenes løb af fantastisk modige sagførere og kirkelige aktivister, mens landet stadigvæk befandt sig under diktatur. Efter at have udpenslet nogle af de mest sindsoprivende forbrydelser stiller forfatterne det centrale spørgsmål, der med så stor behændighed omgås af andre: Hvorfor? De svarer koldt og kontant: “Da den økonomiske politik var ekstremt upopulær i de mest talstærke dele af befolkningen, var man nødt til at indføre den med magt.”²³

Den radikale økonomiske model, der slog så dybe rødder under diktaturet, skulle vise sig at være mere hårdfør end de generaler, der implementerede den. Længe efter, at soldaterne vendte tilbage til deres kaserner, og latinamerikanerne igen fik lov at vælge deres regeringer selv, forblev Chicagoskolens logik godt og grundigt forankret.

Claudia Acuña, en argentinsk journalist og uddannelseskvinde, fortalte mig, hvor vanskeligt det var i halvfjerdserne og firserne helt at fatte, at vold ikke i sig selv var juntaens mål, men blot dens middel. “Deres krænkelser af menneskerettighederne var så oprørende, så utrolige, at det selvfølgelig blev prioriteret højest at få dem stoppet. Men hvor vi var i stand til at udrydde de hemmelige torturcentre, kunne vi ikke udrydde det økonomiske program, som militæret startede, og som fortsætter den dag i dag.”

I sidste ende ville, som Rodolfo Walsh forudsagde, langt flere liv gå til grunde på grund af “planlagt elendighed” end på grund af kugler. På en måde kan man sige, at det, der skete i Sydspidsen i halvfjerdserne, blev behandlet, som om der var tale om et mord, hvor det i virkeligheden handlede om et ualmindeligt voldeligt og væbnet røverisk overfald. “Det var, som om dette blod, de forsvundnes blod, kom til at dække over omkostningerne ved det økonomiske program,” sagde Acuña til mig.

Debatten om, hvorvidt “menneskerettigheder” nogensinde oprigtigt kan adskilles fra politik og økonomi, er ikke unik for Latinamerika. Det er spørgsmål, der dukker op alle de steder, hvor stater bruger tortur som et politisk våben. På trods af den mystik, der omgiver den, og den forståelige tilskyndelse til at se den som en afvigende adfærd langt fra politik, så er tortur ikke særlig kompliceret eller mystisk. Som en af de mest rå tvangsforanstaltninger dukker den med stor forudsigelighed op, hver gang en lokal despot eller udenlandsk besættelsesmagt mangler det samtykke, der er nødvendigt for at regere: Marcos i Filippinerne, shahen i Iran, Saddam i Irak, franskmændene i Algier, israelerne i de besatte områder, USA i Irak og Afghanistan. Man kunne blive ved og ved. Den udbredte krænkelse af fanger er et næsten skudsikkert bevis på, at politikere forsøger at indføre et system – hvad enten det er religiøst, politisk eller økonomisk – som afvises af store dele af den befolkning, de regerer over. Nøjagtig ligesom økologer definerer økosystemer ud fra tilstedeværelsen af “indikatorarter” inden for planter og fugle, så er tortur en indikatorart for regimer, der er i gang med et dybt antidemokratisk projekt, selv hvis dette regime skulle være kommet til magten via frie valg.

Som et middel til at udvinde informationer under afhøring er tortur notorisk upålideligt, men som middel til at terrorisere og kontrollere befolkninger findes der intet tilnærmelsesvist så effektivt. Det var af den grund, at mange algeriere i halvtredserne og tresserne blev utålmodige i forhold til de franske liberale, som udtrykte deres moralske forargelse over at finde ud af, at deres soldater henrettede frihedskæmpere med elektriske stød eller ved at drukne dem – men intet foretog sig for at gøre en ende på den besættelse, der var årsagen til disse mishandlinger.

I 1962 skrev Gisèle Halimi, en fransk advokat for adskillige algeriere, der brutalt var blevet voldtaget og tortureret i fængsler, forbitret: “Ordene var de samme, gustne klicheer: Al den tid, man havde brugt tortur i Algier, havde det altid været de samme ord, de samme indignerede udtryk, de samme underskrifter på offentlige protester, de samme løfter. Denne automatiske rutine havde ikke fjernet et eneste sæt elektroder eller vandslanger, ligesom det heller ikke på nogen som helst effektiv måde havde begrænset magten hos dem, der betjente sig af dem.” Simone de Beauvoir var af samme mening, da hun skrev om emnet: “At protestere i moralens navn mod ‘overtrædelser’ eller ‘krænkelser’ er en fejl, der peger på aktiv medskyldighed. Her findes ingen ‘krænkelser’ eller ‘overtrædelser’, blot et altgennemtrængende system!”²⁴

Hendes pointe var, at besættelsen ikke kunne ske på en human måde; der findes ingen human måde at regere et folk på mod dets vilje. Der er to valg, skrev Beauvoir: Accepter besættelsen med alle de metoder, der kræves for dens gennemførelse, “eller også må man afvise, ikke blot visse særlige praksisser, men det overordnede mål som sanktionerer dem, og for hvilke de er af afgørende betydning.” Det samme nøgterne valg findes også i Irak og Israel/Palæstina den dag i dag, og det var den eneste mulighed i Sydspidsen i halvfjerdserne. Ligesom der ikke findes nogen blid, pæn måde at besætte folk mod deres egen vilje, så findes der ingen fredelig måde, hvorpå man kan fratage millioner af borgere det, de har brug for, hvis de skal leve et værdigt liv – hvilket var, hvad Chicagodrengene var fast besluttede på. Røveri, hvad enten det drejer sig om jord eller en måde at leve på, kræver magt eller i det mindste en troværdig trussel; det er derfor, tyve går med pistoler og ofte bruger dem. Tortur er til at brække sig over, men det er en ofte meget rationel måde at nå et bestemt mål på, ja det kan faktisk gå hen og være den eneste måde, hvorpå man kan nå disse mål. Hvilket giver anledning til det dybere spørgsmål, som så mange var ude af stand til at stille på det tidspunkt i Latinamerika: Er neo-liberalismen en i sig selv voldelig ideologi, og er der noget i dens mål, som kræver denne cyklus af politisk udrensning fulgt op af menneskerettighedsrenselser?

Et af de mest bevægende svar på dette spørgsmål kommer fra Sergio Tomasella, en tobaksbonde og generelsekretær for Argentinas Agrarian Leagues, som blev tortureret og sad i fængsel i fem år, ligesom sin kone og mange venner og familiemedlemmer.^IV I maj 1990 tog Tomasella en natbus til Buenos Aires fra den landlige Corrientes-provins for at give sit besyv med ved det argentinske tribunal mod straffrihed, som hørte vidneudsagn om krænkelser af menneskerettighederne under diktaturet. Tomasellas vidneudsagn adskilte sig fra de andre. Han stod der foran tilhørerskaren af byboere i sit arbejdstøj og -støvler og forklarede, at han var offer for en lang krig mellem fattige bønder, som gerne ville have noget jord, så de kunne danne kooperativer, og de almægtige ranchejere, som ejede halvdelen af provinsens jord. “Linjen går langt tilbage – dem, der tog jorden fra indianerne, fortsætter med at undertrykke os med deres feudale strukturer.”²⁵

Han insisterede på, at de krænkelser, han og de andre medlemmer af Agrarian Leagues blev udsat for, ikke kunne isoleres fra de enorme økonomiske interesser, det tjente, at deres kroppe og aktivistnetværk blev smadret. Derfor valgte han i stedet for at oplyse navnene på de soldater, der havde mishandlet ham, at sætte navn på de virksomheder, såvel nationale som internationale, der profiterer af Argentinas fortsatte økonomiske afhængighed. “Fremmede monopoler tvinger os til at dyrke bestemte afgrøder, de tvinger os til at bruge kemikalier, som forurener vores jord, de påtvinger os teknologi og ideologi. Alt sammen sker det gennem det oligarki, der ejer jorden og kontrollerer politikken. Men vi må huske, at oligarkiet også kontrolleres af de selv samme monopoler, de selv samme Ford Motor, Monsanto og Philip Morris. Det er strukturen, vi er nødt til at ændre. Det er det, jeg er kommet for at sige. Det var det hele.”

Tilhørerne brød ud i klapsalver. Tomasella afsluttede sit vidneudsagn med disse ord: “Jeg tror på, at sandheden og retfærdigheden vil vinde i sidste ende. Det vil tage generationer. Hvis jeg skal falde i den kamp, så er der ikke noget at gøre ved det. Men en dag vil vi sejre. Indtil da ved jeg, hvem fjenden er, og fjenden ved også, hvem jeg er.”²⁶

Chicagodrengenes første eventyr i halvfjerdserne burde have tjent til advarsel for menneskeheden: Deres ideer er farlige. Da det ikke lykkedes at gøre ideologien ansvarlig for de forbrydelser, der blev begået i dens første laboratorium, blev denne subkultur af ikke-angrende ideologer givet immunitet og frie hænder til at hjemsøge verden med sin næste erobring. Nu om dage lever vi igen i en æra med korporativistiske massakrer, med lande der lider under enorm militær magtanvendelse samtidig med organiserede forsøg på at genskabe dem som modeller på “frimarkeds”økonomier; forsvindinger og tortur er vendt frygteligt tilbage. Og endnu en gang behandles målet med at opbygge frie markeder og behovet for en sådan brutalitet som to ting, der overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre.

I. Efter diktaturets fald blev Mødrene nogle af de voldsomste kritikere af den nye økonomiske orden i Argentina, og det er de den dag i dag.

II. Selv med disse forholdsregler kunne menneskerettighedsaktivister ikke føle sig sikre på ikke at blive udsat for terror. Chiles fængsler var fyldt med menneskerettighedsadvokater, og i Argentina satte juntaen en af sine fremmeste torturbødler til at infiltrere Mødrene ved at optræde som sørgende familiemedlem. I december 1977 blev gruppen udsat for et raid: Tolv af mødrene forsvandt for altid, blandt dem lederen af Mødrene, Azucena de Vicenti, sammen med to franske nonner.

III. I 1950’erne havde Ford Foundation ofte tjent som dækorganisation for CIA og tilladt tjenesten at kanalisere midler videre til anti-marxistiske akademikere og kunstnere, som ikke vidste, hvor pengene kom fra, en proces der over al måde dokumenteres af Frances Stonor Saunders i The Cultural Cold War. Amnesty fik ikke støtte fra Ford Foundation, ligesom de mest radikale af Latinamerikas forsvarere af menneskerettighederne, Mødrene fra Plaza de Mayo, heller ikke gjorde det.

IV. Jeg står her i gæld til Marguerite Feitlowitz’ inspirerende bog A Lexicon of Terror.