KAPITEL 7
ØKONOMISK KRIGSFØRELSE ERSTATTER DIKTATUR
Bolivias situation kunne meget vel sammenlignes med den, en person med kræft befinder sig i. Han ved, at han står over for den farligste og mest smertefulde operation, som monetær stabilisering og en række andre indgreb utvivlsomt vil være. Men han har ikke noget alternativ.
– Cornelius Zondag, amerikansk økonomisk rådgiver for Bolivia, 19561
Brugen af kræft i den politiske diskurs tilskynder fatalisme og retfærdiggør “alvorlige” foranstaltninger – samtidig med at den på det kraftigste forstærker en udbredt opfattelse af, at sygdommen med nødvendighed skulle være fatal. En sygdomsopfattelse er aldrig uskyldig. Men man kunne hævde, at kræftmetaforer i sig selv implicit er folkemordsagtige.
– Susan Sontag, Sygdom som metafor, 19772
I 1985 var Bolivia med i en demokratisk bølge, der fejede gennem udviklingslandene. I atten ud af de foregående enogtyve år havde bolivianerne levet under en eller anden form for diktatur. Nu fik de chancen for at vælge deres egen præsident ved et nationalt valg.
At skulle få styr på Bolivias økonomi på netop dette tidspunkt mindede imidlertid mere om en straf end en præmie: Landets gæld var så stor, at det, Bolivia skyldte i renter, var mere end hele nationalbudgettet. Et år tidligere, i 1984, havde Ronald Reagans administration skubbet landet ud over kanten ved at finansiere et hidtil uset angreb på landets kokabønder, der dyrker de grønne blade, der kan raffineres til kokain. Belejringen, som omdannede en stor del af Bolivia til en militærzone, kvalte ikke blot handlen med koka, men stoppede også kilden til rundt regnet halvdelen af landets eksportindtægter, hvilket resulterede i en økonomisk nedsmeltning. Som New York Times skrev: “Da hæren marcherede ind i Chapare-området i august og lukkede narkodollar-pipelinen på halvvejen, ramte chokket øjeblikkeligt det blomstrende sorte marked for dollar . . . mindre end en uge efter besættelsen af Chapare var regeringen tvunget til at reducere pesoens værdi til under det halve.” Få måneder senere var inflationen blevet ti gange højere, og tusinder forlod landet på jagt efter job i Argentina, Brasilien, Spanien og USA.3
Det var under sådanne turbulente omstændigheder og med en inflation på op mod 14.000 procent, at Bolivia gik til sit historiske valg i 1985. Valget var et kapløb mellem to personer, bolivianerne kendte godt – deres tidligere diktator, Hugo Banzer, og deres tidligere valgte præsident, Víctor Paz Estenssoro. Der var næsten ingen forskel i stemmer, og den endelige beslutning ville blive overladt til Bolivias kongres, men Banzers hold var sikker på, at det havde vundet. Inden resultatet af valget blev offentliggjort, indforskrev partiet en næsten ukendt, trediveårig økonom ved navn Jeffrey Sachs til at hjælpe med at udvikle en plan, der skulle stoppe inflationen. Sachs var en komet fra Harvards økonomiske institut, der ragede akademiske priser til sig og var i færd med at blive en af universitetets yngste professorer nogensinde. Nogle få måneder forinden havde en delegation af bolivianske politikere besøgt Harvard og set Sachs i aktion. De var blevet imponerede over hans brovten – han havde fortalt dem, at han kunne vende op og ned på deres inflation i løbet af en enkelt dag. Sachs havde ingen erfaring med udviklingsøkonomi, men som han selv tilstod: “Jeg troede, at jeg vidste stort set alt det, der var værd at vide” om inflation.4
Sachs var blevet stærkt påvirket af Keynes skriverier om forbindelsen mellem hyperinflation og spredningen af fascismen i Tyskland efter Første Verdenskrig. Den fredsaftale, Tyskland var blevet tvunget til at underskrive, havde sendt det ud i en alvorlig økonomisk krise – inklusive en hyperinflationsrate på 3,25 millioner procent i 1923 – som så blev efterfulgt af det store krak nogle få år senere. Med en arbejdsløshedsprocent på 30 og et generelt raseri mod, hvad der lignede en verdensomspændende konspiration, havde landet dannet en frugtbar grobund for nazismen.
Sachs yndede at citere Keynes’ advarsel om, at der “findes ingen mere spidsfindig, mere sikker måde at omstyrte et samfunds eksisterende grundlag på end at korrumpere dets valuta. Processen sætter gang i alle de økonomiske loves skjulte kræfter, hvad angår destruktion.”5 Han delte Keynes’ synspunkt, at det er økonomernes fornemste pligt for enhver pris at undertrykke disse destruktive kræfter. “Det, jeg fik fra Keynes,” siger Sachs, “var hans dybe sorg og fornemmelse af risikoen for, at tingene kan løbe fuldstændig af sporet. Og hvor utroligt dumt det var af os at efterlade Tyskland i en så fortvivlet situation.”6 Sachs fortalte også journalisterne, at han betragtede Keynes’ måde at leve på som politisk engageret, verdensomrejsende økonom som en model for sin egen karriere.
Selvom Sachs delte Keynes’ tro på økonomiens magt til at bekæmpe fattigdom, så var han også et produkt af Reagans Amerika, som i midten af firserne var midt i et Friedman-inspireret tilbageslag mod alt, hvad Keynes stod for. Chicagoskolens forskrifter om det frie markeds overherredømme var hurtigt blevet en ubestridt ortodoksi på Ivy Leagueuniversiteternes økonomiske institutter, inklusive Harvards, og Sachs var bestemt heller ikke immun. Han beundrede Friedmans “tro på markederne, hans konstante insisteren på ordentlig pengepolitisk styring” og kaldte den for “meget mere præcis end de slørede strukturalistiske eller keynesianske argumenter, man hører så meget om i udviklingslandene.”7
Disse “slørede” argumenter var de samme, som ti år tidligere var blevet undertrykt voldeligt i Latinamerika – overbevisningen om, at kontinentet, for at slippe ud af fattigdommen, var nødt til at bryde med kolonitidens ejerskabsstruktur med interventionspolitikker som landbrugsreformer, handelsbeskyttelse og tilskud, nationalisering af naturressourcer og kooperativt styrede arbejdspladser. Sachs havde ikke tid til den slags strukturelle forandringer, så selvom han stort set intet vidste om Bolivia og dets lange historie om kolonial udnyttelse, undertrykkelse af den oprindelige befolkning og de dyrekøbte sejre under revolutionen i 1952, var han overbevist om, at Bolivia ud over hyperinflation også led af en “socialistisk romantik” – den samme misopfattelse af udviklingsøkonomien som tidligere generationer af USA-uddannede økonomer havde forsøgt at trampe ned i Sydspidsen.8
Der, hvor Sachs adskilte sig fra Chicagoskolens ortodoksi, var i overbevisningen om, at politikken med et frit marked var nødt til at blive støttet af gældseftergivelse og generøs bistand – for den unge Harvard-økonom var den usynlige hånd ikke nok. Denne diskrepans førte i sidste ende til, at Sachs skilte sig ud fra sine mere laissez faire-agtige kolleger og koncentrerede hele sin indsats om bistand. Men det brud lå år fremme i tiden. I Bolivia resulterede Sachs’ hybridideologi kun i nogle mærkelige modsætningsforhold. Da han for eksempel steg ud af flyet i La Paz og indåndede den tynde Andes-luft for første gang, så han sig selv som en genkommen Keynes, der ankom for at frelse det bolivianske folk fra hyperinflationens “kaos og uorden”.I Selvom den centrale grundsætning i keynesianismen er, at lande, der befinder sig i en dyb økonomisk recession, bør bruge penge for at stimulere økonomien, så valgte Sachs den modsatte tilgang og var fortaler for regeringens påholdenhed og prisstigninger midt i krisen – den samme opskrift på sammentrækning som Business Week i Chile havde beskrevet som en “doktor Strangelovesk verden af forsætligt påført depression.”9
Sachs’ råd til Banzer var lige ud ad landevejen: Kun en pludselig chokterapi kunne kurere Bolivias hyperinflationskrise. Han foreslog at lade oliepriserne stige til det tidobbelte samt en række andre dereguleringer af priserne og nedskæringer i budgetterne. I en tale til det boliviansk-amerikanske handelskammer forudså Sachs nok en gang, at han kunne gøre en ende på hyperinflationen fra den ene dag til den anden, og han rapporterede, at “tilhørerne var forbløffede og fornøjede over udsigten.”10 Som Friedman troede Sachs fuldt og fast på, at “en økonomi kan omdirigeres fra en blindgyde, en blindgyde af socialisme eller en blindgyde af udbredt korruption eller en blindgyde af centralistisk planlægning, til en normal markedsøkonomi” ved hjælp af et pludseligt, politisk stød.11
På det tidspunkt, hvor Sachs fremsatte disse kække løfter, lå resultatet af Bolivias valg stadig og svævede oppe i det blå. Den tidligere diktator Hugo Banzer optrådte, som om han havde vundet, mens hans rival i kapløbet, Víctor Paz Estenssoro, ikke var kommet med mange konkrete detaljer om, hvad han havde tænkt sig at gøre ved inflationen. Men han havde tre gange tidligere tjent som Bolivias folkevalgte præsident, sidste gang i 1964, inden han blev væltet ved et kup. Det var Paz, der havde stået for Bolivias udviklingsøkonomiske transformation og havde nationaliseret de store tinminer, var begyndt at omfordele jorden til de indfødte bønder og havde forsvaret alle bolivianeres ret til at stemme. Som Argentinas Juan Péron var Paz en kompliceret, allestedsnærværende fast ingrediens i det politiske landskab, og han skiftede ofte side uden varsel for at beholde magten eller lave et comeback. Under valgkampen i 1985 svor en aldrende Paz troskab over for sin “nationalistisk-revolutionære” fortid og kom med vage udtalelser om økonomisk ansvarlighed. Han var ikke socialist, men han var heller ikke Chicagoskole neo-liberal – eller det mente bolivianerne i hvert fald ikke.12
Da spørgsmålet om, hvem der skulle udnævnes til præsident, var op til kongressen, var det en periode med højspændte forhandlinger bag lukkede døre og hundehandler politikerne imellem og mellem kongres og senat. En nyvalgt senator endte med at komme til at spille en afgørende rolle: Gonzalo Sánchez de Lozada (kendt i Bolivia som Goni). Han havde boet i USA så længe, at han talte spansk med tyk amerikansk accent, og han var vendt hjem til Bolivia for at blive en af landets rigeste forretningsmænd. Han ejede Comsur, den næststørste privatejede mine i landet, som snart skulle blive den største. Som ung havde Goni læst ved University of Chicago, og selvom han ikke var økonom, var han stærkt påvirket af Friedmans ideer og kunne se, at de ville have utroligt store profitimplikationer for mineindustrien, som i Bolivia stadigvæk stort set var kontrolleret af staten. Da Sachs fremlagde sine chokplaner for Banzers hold, var Goni imponeret.
Detaljerne omkring, hvad der foregik bag de lukkede døre, er aldrig kommet frem, men resultaterne er tydelige nok. Den 6. august 1985 var det Paz, der blev udnævnt til præsident for Bolivia. Blot fire dage senere udnævnte Paz Goni til at stå i spidsen for et tophemmeligt, økonomisk redningshold på tværs af partierne, der fik til opgave radikalt at restrukturere økonomien. Gruppens udgangspunkt var Sachs’ chokterapi, men man ønskede at gå langt længere end det, han havde foreslået. Faktisk ville gruppen foreslå at opløse hele den statscentrerede økonomiske model, Paz selv havde konstrueret årtier forinden. På dette tidspunkt var Sachs tilbage på Harvard, men han siger, at han “var glad for at høre, at ADN [Banzers parti] var blevet enig med den nye præsident og hans team om vores stabiliseringsplan.”13
Paz’ parti anede intet som helst om, at dets leder havde indgået denne underhåndsaftale. Bortset fra finansministeren og planlægningsministeren, der var med i den hemmelige gruppe, fortalte Paz ikke engang sin nyudnævnte regering om eksistensen af det økonomiske redningshold.14
I sytten dage i træk mødtes redningsholdet i opholdsstuen i Gonis paladsagtige hjem. “Vi burede os inde der i al fortrolighed og næsten hemmeligt,” mindedes planlægningsminister Guillermo Bedregal i et interview i 2005, hvor han for første gang afslørede disse detaljer.II, 15 Det, de overvejede, var en radikal overhaling af den nationale økonomi, der var så altomfattende, at noget lignende aldrig var set forsøgt i et demokrati før. Præsident Paz var overbevist om, at hans eneste håb var at reagere så hurtigt og pludseligt som muligt. På den måde ville Bolivias berygtede militante fagforeninger og bondegrupperinger blive fanget med bukserne nede og ikke have en chance for at organisere et modsvar, eller det håbede han i hvert fald ikke. Som Goni erindrer det, blev Paz “ved med at sige: ‘Hvis I vil gøre det, så gør det nu. Jeg kan ikke operere to gange.’”16 Årsagen til Paz’ kovending efter valget forbliver noget af et mysterium. Han døde i 2001 og forklarede aldrig, hvorvidt han havde accepteret at gå med på Banzers chokterapiplan for til gengæld at blive udnævnt til præsident, eller om han havde undergået en dybfølt ideologisk omvendelse. Jeg fik et vist indblik gennem Edwin Corr, den amerikanske ambassadør i Bolivia på dette tidspunkt. Han mindedes, at han var mødtes med alle de politiske partier og havde gjort dem klart, at amerikansk hjælp ville tilflyde dem, hvis de gennemførte chokkøreplanen.
Efter de sytten dage havde Bedregal, planlægningsministeren, udkastet til et chokterapiprogram, der var lige efter bogen. Det krævede ophævelse af tilskud til fødevarer, ophævelsen af stort set alle former for priskontrol og en 300 procents stigning i prisen på olie.17 På trods af det faktum, at det ville blive en hel del dyrere at opretholde livet i et i forvejen desperat fattigt land, fastfrøs regeringen de offentlige lønninger på det i forvejen lave niveau i et år. Man krævede også store besparelser på det offentlige forbrug, slog Bolivias grænser op på vid gab for ubegrænset import, mens man også krævede nedskalering af de statslige virksomheder, forløber for en privatisering. Bolivia var gået fri af den neo-liberale revolution, der var blevet påtvunget resten af landene i Sydspidsen i halvfjerdserne; nu skulle det tabte indhentes.
Da medlemmerne af redningsholdet var færdige med at opstille de nye love, var de stadig ikke parate til at dele dem med Bolivias valgte repræsentanter, for slet ikke at tale om vælgerne, som aldrig havde stemt for en sådan plan. Der var endnu en ting, de skulle have gjort først. I samlet flok kørte de over til den Internationale Valutafonds kontor i Bolivia og fortalte fondens repræsentant, hvad de havde planer om at gøre. Hans svar var på en gang opmuntrende og oprivende: “Det her er, hvad enhver embedsmand i IMF nogensinde har drømt om, men hvis ikke det virker, så er jeg glad for, at jeg har min diplomatiske immunitet og kan tage et fly ud af landet.”18
De bolivianere, der forelagde planen, havde ikke en sådan kattelem, og adskillige af dem var skrækslagne for, hvordan offentligheden ville reagere. “De slår os ihjel,” forudsagde Fernando Prado, gruppens yngste medlem. Bedregal, hovedarkitekten bag planen, forsøgte at rette ryggen på dem ved at sammenligne dem med jagerpiloter, der angriber fjenden. “Vi er nødt til at optræde som piloten fra Hiroshima. Da han smed atombomben, vidste han ikke, hvad han gjorde, men da han så røgen, sagde han: ‘Ups, undskyld!’ Det er præcis det, vi må gøre, affyre planen og så: Ups, undskyld!”19
Forestillingen om, at en politisk forandring burde svare til et militært overraskelsesangreb, er et genkommende tema hos chokterapeuterne. I Shock and Awe: Achieving Rapid Dominance, den amerikanske militærdoktrin udgivet i 1996 og den, som i sidste ende kom til at danne grundlag for invasionen af Irak i 2003, fastslår forfatterne, at den invaderende styrke bør “tage kontrollen over området og paralysere eller overbelaste modstanderens opfattelse og forståelse af begivenhederne, således at fjenden bliver ude af stand til at yde modstand.”20 Økonomiske chok virker ud fra en lignende teori: Præmissen er, at folk kan reagere på gradvise ændringer – nedskæringer i sundhedssektoren her, handelsaftaler der – men hvis snesevis af forandringer finder sted i alle retninger på én gang, så vil der komme en fornemmelse af, at intet nytter, og befolkningerne vil bøje sig.
I håbet om at fremkalde en sådan fornemmelse af håbløshed krævede de bolivianske planlæggere, at alle deres radikale tiltag blev gennemført på en og samme tid, og alle inden for den nye regerings første hundrede dage. I stedet for at præsentere hver afdeling af planen som sin egen individuelle lov (den nye skattelov, den nye prislov og så videre) insisterede Paz’ team på at bundte hele revolutionen sammen i et enkelt overordnet dekret, D.S. 21060. Det indeholdt 220 separate love og dækkede hvert eneste aspekt af økonomisk liv i landet, hvilket i omfang og ambition bragte det på niveau med “Murstenen”, den håndfaste plan, som Chicagodrengene lagde som forberedelse til Pinochets kup. Ifølge dens forfattere måtte hele planen enten accepteres eller afvises; ingen tilføjelser var mulige. Det var den økonomiske ækvivalent til chok og ærefrygt.
Da dokumentet var færdigt, lavede holdet fem kopier. En til Paz, en til Goni og en til finansministeren. Hvad der skete med de to sidste kopier viser, hvor sikre Paz og hans hold var på, at mange bolivianere ville betragte planen som en krigshandling. En gik til militærets øverste chef og en til politichefen. Paz’ regering vidste imidlertid stadig intet. De var fortsat af den fejlopfattelse, at de arbejdede for den samme mand, der havde nationaliseret minerne og omfordelt jorden for så mange år siden.
Tre uger efter at være blevet taget i ed som præsident kaldte Paz endelig sin regering sammen for at indvi dem i den overraskelse, han havde parat. Han beordrede dørene lukket til regeringskontorerne og “instruerede sekretærerne om at holde alle ministres telefonopkald tilbage.” Bedregal læste alle tres sider op for det lamslåede publikum. Han var så nervøs, tilstod han, at han “ligefrem fik næseblod blot nogle få minutter senere.” Paz informerede sine regeringsmedlemmer om, at dekretet ikke stod til diskussion. Gennem endnu en underhåndsaftale havde han på forhånd sikret sig støtte fra Banzers højreorienterede oppositionsparti. Hvis de ikke var enige, sagde han, så kunne de trække sig.
“Jeg er ikke enig,” bekendtgjorde industriministeren.
“Så vær venlig at gå,” svarede Paz. Ministeren blev siddende. Med en inflation, der stadig tog til, og stærke antydninger af, at et chokterapeutisk indgreb ville blive belønnet med betydelig økonomisk bistand fra Washington, var der ingen, der turde gå. To dage senere kastede Paz i en fjernsynstransmitteret tale med titlen “Bolivia er ved at dø” Bolivias “Mursten” i hovedet på en fuldstændig uforberedt befolkning.
Sachs havde ret i sin forudsigelse af, at prisstigninger ville gøre en ende på hyperinflationen. I løbet af to år røg inflationen ned på 10 procent, hvilket under enhver synsvinkel var imponerende.21 Det samlede bo efter Bolivias neo-liberale revolution er langt mere kontroversiel. Alle økonomer er enige om, at en galopperende inflation er enormt ødelæggende, uholdbar og nødt til at komme under kontrol – en proces der påfører betydelig smerte under justeringen. Debatten drejer sig om, hvordan man kan nå en troværdig plan, såvel som hvem der i et givet samfund skal bære hovedparten af denne smerte. Ricardo Grinspun, økonomiprofessor med speciale i Latinamerika ved York University, forklarer, at man ud fra en keynesiansk eller udviklingsøkonomisk tradition vil søge at mobilisere støtte og dele byrden gennem en “forhandlingsproces, der involverer de centrale interessenter – regering, arbejdsgivere, bønder, fagforeninger og så videre. På den måde kommer parterne overens omkring indkomstpolitik, såsom lønninger og priser samtidig med, at man indfører stabiliseringstiltag.” I skarp kontrast til dette, siger Grinspun, “er den ortodokse tilgang at vælte alle byrderne over på de fattige ved hjælp af chokterapi.” Det var præcis det, forklarede han, der skete i Bolivia.
Nøjagtig som Friedman havde lovet i Chile, forventede man, at en friere handel ville skabe job til dem, der lige havde mistet deres arbejde. Det gjorde den ikke, og arbejdsløshedsprocenten steg fra tyve på tidspunktet for valget til mellem 25 og 30 procent to år senere.22 Alene statens mineselskab – det samme som Paz havde nationaliseret i 1950’erne – blev skåret ned fra otteogtyve tusinde ansatte til blot seks tusinde.23
Minimumslønnen genvandt aldrig sin værdi, og to år henne i planen var reallønnen faldet 40 procent; de skulle på et tidspunkt falde med 70 procent.24 I 1985, året hvor chokterapien blev indført, var gennemsnitsindkomsten i Bolivia 845 USD; to år senere var den faldet til 789 USD. Det er de tal, som bruges af Sachs og regeringen, og ud over det faktum, at man ikke kan læse noget fremskridt ud af dem, så giver det slet ikke noget billede af den forringelse af det daglige liv, mange bolivianere oplevede. Gennemsnitsindkomsten udregnes ved at tage landets samlede indtægter og dividere dem med antallet af mennesker i landet; herved kommer man let og elegant hen over det faktum, at chokterapien havde samme virkning, som den havde i resten af regionen: En lille elite blev rigere og rigere, mens store dele af det, der havde været en arbejderklasse, helt og holdent blev skubbet ud af økonomien og marginaliseret. I 1987 tjente bolivianske bønder, kendt som campesinos, i gennemsnit blot 140 USD om året, mindre end en femtedel af “gennemsnitsindkomsten”.25 Problemet med at måle gennemsnitsindkomst ligger i, at den effektivt udvisker skarpe opdelinger.
En leder fra en fagforening for landarbejdere forklarede, at “regeringens statistik ikke afspejler det stigende antal familier, der er tvunget til at leve i telte; de tusindvis af underernærede børn, som kun får en kop te og et stykke brød hver dag, og som ender med at tigge på gaderne.”26 Det var den skjulte historie bag Bolivias chokterapi: Hundredtusindvis af job med pensioner blev fjernet og erstattet med usikre job uden nogen form for beskyttelse. I perioden fra 1983 til 1988 faldt antallet af bolivianere, der kunne få socialhjælp, med 61 procent.27
Sachs, der vendte tilbage til Bolivia som rådgiver midt i omstillingen, var modstander af at sætte lønningerne op, så de kunne holde trit med priserne på mad og benzin, men gik i stedet ind for en nødhjælpsfond, der skulle hjælpe dem, der var ramt hårdest – et lillebitte plaster på noget, der var blevet et gabende sår. Sachs vendte tilbage til Bolivia på Paz Estenssores opfordring og arbejdede direkte under præsidenten. Han huskes for sin ubøjelighed. Ifølge Goni (som senere selv skulle blive præsident i Bolivia) hjalp Sachs med til at stive politikernes beslutsomhed af, da den offentlige modstand mod de menneskelige omkostninger ved chokterapien tog til. “Under sine besøg sagde [Sachs]: ‘Hør, alt det der gradbøjningspjat, det virker bare ikke. Når først man mister kontrollen, så er man nødt til at stoppe det som med medicin. Man er nødt til at gøre noget radikalt; ellers dør patienten bare.’”28
Et umiddelbart resultat af denne beslutning var, at mange af Bolivias desperat fattige blev skubbet ud i at dyrke koka, fordi det gav næsten ti gange så meget som andre afgrøder (noget ironisk, når man betænker, at det var det USA-støttede angreb på koka-bønderne, der startede den økonomiske krise).29 I 1989 regnede man med, at en ud af ti arbejdere gik over til at arbejde med et eller andet, der havde med kokainbranchen at gøre.30 Blandt disse arbejdere fandt man også familien til Evo Morales, fremtidig præsident for Bolivia og tidligere leder af den militante fagforening for koka-dyrkere.
Koka-industrien spillede en afgørende rolle i forhold til at puste nyt liv i Bolivias økonomi og bekæmpe inflationen (noget, som historikere bekræfter, men som Sachs aldrig har nævnt, når han skulle forklare, hvordan hans reformer sejrede over inflationen).31 Blot to år efter “atombomben” genererede den illegale narkoeksport større indtægter til Bolivia end hele den samlede legale eksport, og man anslog, at omkring 350.000 mennesker under en eller anden form tjente til livets ophold i narkohandlen. “For øjeblikket,” bemærkede en udenlandsk bankmand, “er den bolivianske økonomi afhænig af kokain.”32
Under de umiddelbare efterveer af chokterapien var der ikke mange uden for Bolivia, der talte om så komplekse eftersmæk. De fortalte en meget enklere historie: Om en ung, kæk professor fra Harvard, som stort set egenhændigt havde “bjærget Bolivias inflationsskibbrudne økonomi,” som det hed i Boston Magazine.33 Sejren over inflationen, som Sachs havde været med til at udtænke, var nok til at gøre Bolivia til en forbløffende historie om det frie markeds succes, “den mest bemærkelsesværdige i nyere tid,” som The Economist beskrev det.34 “Bolivias mirakel” forsynede straks Sachs med stjernestatus i magtfulde økonomiske kredse og var med til at starte hans karriere som førende ekspert i kriseramte økonomier, hvilket førte ham til Argentina, Peru, Brasilien, Ecuador og Venezuela i årene fremover.
Den ros, man overøste Sachs med, havde ikke blot at gøre med dette at sejre over inflationen i et fattigt land. Den skyldtes lige så meget, at han havde opnået det, så mange havde troet umuligt: Han havde været med til at søsætte en neo-liberal omvæltning inden for demokratiets begrænsninger og uden nogen krig, en forandring der var langt mere vidtgående end dem, Thatcher og Reagan havde forsøgt sig med. Sachs var selv yderst bevidst om den historiske betydning af det, han havde opnået. “Bolivia var, så vidt jeg kan se, i virkeligheden den første kombination af demokratisk reform kombineret med forandring af de økonomiske institutioner,” sagde han år senere. “Og Bolivia viste i langt højere grad end Chile, at man kan kombinere politisk liberalisering og demokrati med økonomisk liberalisering. Det er en ekstremt vigtig lektie at lære af, at man kan have begge til at arbejde parallelt og samtidig forstærke hinanden.”35
Sammenligningen med Chile var ikke tilfældig. Takket være Sachs – “den demokratiske kapitalismes forkynder,” som New York Times beskrev ham – havde chokterapien endelig befriet sig for den stank af diktatur og dødslejre, der havde klæbet til den, lige siden Friedman foretog sin skæbnesvangre rejse til Santiago ti år tidligere.36 I modsætning til, hvad kritikerne hævdede, havde Sachs bevist, at en korstogsridder for det frie marked ikke blot kunne overleve, men også kunne ride på den demokratiske bølge, som nu skyllede hen over verden. Og Sachs, med al sin prisen af Keynes og sit uforknytte, idealistiske engagement i at forbedre forholdene for udviklingslandene, var den perfekte person, når det handlede om at navigere korstoget ind i en mildere, mere fredelig æra.
Venstrefløjen var begyndt at kalde Paz’ dekret for pinochetismo económico – økonomisk pinochetisme.37 For erhvervslivet, såvel inde i landet som udenfor, var det hele pointen: Bolivia havde gjort brug af en Pinochet-agtig chokterapi, bare uden en Pinochet – og oven i købet under en centrum-venstreregering. Som en boliviansk bankmand beundrende udtrykte det: “Det, Pinochet gjorde med en bajonet, har Paz gjort ved hjælp af det demokratiske system.”38
Historien om det bolivianske mirakel er blevet fortalt om og om igen, i aviser og tidsskriftsartikler, i portrætter af Sachs’, i Sachs egne bestsellere og i dokumentarudsendelser som PBS’ serie i tre dele Commanding Heights: The Battle for the World Economy. Der er bare et stort problem: Den er ikke sand. Bolivia viste godt nok, at chokterapi kan indføres i et land, som lige har haft et valg, men det viste ikke, at den kunne indføres demokratisk eller uden undertrykkelse – faktisk viste dette, nok en gang, at det modsatte stadig var tilfældet.
For det første var der det indlysende problem, at præsident Paz ikke havde noget mandat fra de bolivianske vælgere til at omkalfatre hele den økonomiske arkitektur i landet. Han havde ført valgkamp på en nationalistisk platform, som han pludselig havde undsagt i en studehandel bag hermetisk lukkede døre. Nogle år senere opfandt den indflydelsesrige frimarkedsøkonom John Williamson et begreb for, hvad det var, Paz gjorde: Han kaldte det for “voodoo-politik”; de fleste ville nok kalde det at lyve.39 Og det var langtfra det eneste problem i fortællingen om demokrati.
Som det kunne forudses, var mange af de vælgere, der havde stemt på Paz, rasende over, at han havde sveget dem, og straks dekretet var blevet udstedt, gik titusindvis på gaderne og forsøgte at blokere en plan, der ville betyde afskedigelser og større hungersnød. Den største modstand kom fra landets største fagforeningssammenslutning, som opfordrede til en generalstrejke, der lammede industrien. Paz’ modtræk fik Thatchers behandling af minearbejderne til at virke tam. Han erklærede straks “belejringstilstand”, og kampvognene rullede gennem hovedstadens gader, hvor der var strengt udgangsforbud. For at rejse gennem deres eget land var bolivianerne nødt til at have specielle pas. Urobetjente stormede fagforeningslokaler, et universitet og en radiostation såvel som adskillige fabrikker. Politiske forsamlinger og demonstrationer blev forbudt, og man skulle have statslig tilladelse til at afholde møder.40 Oppositionspolitik blev effektivt forbudt – nøjagtig ligesom den havde været det under Banzers diktatur.
For at rydde gaderne arresterede politiet femten hundrede demonstranter, spredte mængderne ved hjælp af tåregas og skød på strejkende, som man påstod havde angrebet betjentene.41 Paz tog også yderligere skridt for at sikre, at protesterne holdt op. Lederne af fagforeningssammenslutningen var gået i sultestrejke, og Paz beordrede politiet og militæret til at indfange de to hundrede øverste fagforeningsfolk i landet, sætte dem om bord på nogle fly og sende dem til fjerne fængsler i Amazonas.42 Ifølge Reuters inkluderede de tilbageholdte “ledelsen af det bolivianske LO og andre overordnede fagforeningsfolk,” og de blev ført til “isolerede landsbyer i Amazonas-deltaet i det nordlige Bolivia, hvor deres bevægelsesfrihed [var] begrænset.”43 Det var en massekidnapning med løsesum og det hele: De tilfangetagne ville kun blive sluppet fri, hvis fagforeningerne afblæste demonstrationerne, hvad de til sidst gik med til. Filemon Escobar var minearbejder og arbejderaktivist på gaderne i de år. I et nyligt telefoninterview fra Bolivia mindedes han, at “de plukkede arbejderlederne ud på gaderne og førte dem ud i junglen, så de kunne blive ædt levende af utøj. Da de blev frigivet, var den nye økonomiske plan sat i værk.” Ifølge Escobar, “førte regeringen ikke folk ud i junglen for at slå dem ihjel eller torturere dem, men for at man kunne komme videre med den økonomiske plan.”
Den særlige belejringstilstand blev opretholdt i tre måneder, og da planen blev gennemført i løbet af hundrede dage, betød det, at landet var under lås og slå gennem den afgørende chokterapeutiske periode. Da Paz-regeringen et år senere gik videre med masseafskedigelser i tinminerne, røg fagforeningerne igen på gaden, og den samme række dramatiske begivenheder gentog sig: Der blev erklæret undtagelsestilstand, og to af det bolivianske luftvåbens fly bragte hundrede af landets øverste fagforeningsfolk til interneringslejre i Bolivias tropiske lavland. Denne gang omfattede de kidnappede ledere også to tidligere arbejdsministre og en tidligere senator – og fik en til at mindes Pinochets “VIP-fængsel” i det sydlige Chile, hvortil Orlando Letelier var blevet ført. Lederne blev holdt indespærret i lejre i to en halv uge, indtil fagforeningerne nok en gang gik med til at afblæse deres demonstrationer og sultestrejker.44
Det var en form for junta light. For at styret kunne indføre en økonomisk chokterapi, var det nødvendigt, at visse folk forsvandt – om ikke andet så midlertidigt. Selvom de helt klart var mindre brutale, så tjente disse forsvindinger samme formål, som de havde gjort i halvfjerdserne. At internere Bolivias fagforeningsfolk, så de ikke kunne modsætte sig reformerne, rydde vejen for en økonomisk udslettelse af hele sektorer af arbejdere; deres job forsvandt i en fart, og de endte med at blive parkeret i blikskursbyer og slum rundt om La Paz.
Sachs var taget til Bolivia med et citat af Keynes om faren for, at et økonomisk sammenbrud førte til fascisme, men selv havde han foreskrevet tiltag så smertefulde, at det var nødvendigt at skride til kvasi-fascistiske tiltag for at sikre deres gennemførelse.
Paz-regeringens slåen optøjerne ned var på forsiden af de internationale aviser på dette tidspunkt, men kun som en enkelt eller to dages historie om optøjer i almindelighed i Latinamerika. Da tidspunktet kom til at fortælle eventyret om det frie markeds sejr i Bolivia, nåede disse begivenheder imidlertid ikke med i fortællingen (på samme måde som symbiosen mellem Pinochets vold og Chiles “økonomiske mirakel” også ofte udlades). Jeffrey Sachs var selvfølgelig ikke den, der tilkaldte urobetjentene eller erklærede undtagelsestilstand, men han vier dog et kapitel i sin bog The End of Poverty til Bolivias sejr over inflationen, og hvor han gladeligt påtager sig sin del af æren, nævner han intet om den undertrykkelse, der var nødvendig for at gennemføre planen. Det nærmeste, han kommer, er en tåget henvisning til “spændte øjeblikke i de første måneder af stabiliseringsprogrammet.”45
I andre fremstillinger er selv den reference slettet. Goni gik så vidt som at påstå, at “stabiliseringen var blevet opnået i et demokrati, uden at man var gået imod folks menneskelige frihedsrettigheder, hvilket gjorde, at folk kunne komme til udtryk med deres meninger.”46 En mindre idealiseret bedømmelse kom fra en minister i Paz’ regering, som sagde, at de havde “optrådt som autoritære svin”.47
Den mislyd må have været det mest varige minde om Bolivias chokterapeutiske eksperiment. Bolivia havde vist, at påtvingelsen af chokterapi stadig krævede, at man gennemførte chokangreb på ubelejlige sociale grupper og på demokratiske institutioner. Det viste også, at det korporativistiske korstog kunne fremmes med disse direkte autoritære tiltag og stadig blive hyldet som demokratisk, fordi der havde været frie valg, lige meget hvor fuldstændigt civile rettigheder så var blevet undertrykt i kølvandet på det, eller hvor fuldstændig man lod hånt om demokratiske ønsker. (Det var en lære, som skulle vise sig særlig kærkommen for Ruslands Boris Jeltsin og andre ledere i årene fremover). På denne måde kom Bolivia til at danne grundtegningen til en ny, mere spiselig form for autoritært samfund, et civilt statskup, udført af politikere og økonomer i jakkesæt frem for af soldater i militæruniformer – og alt sammen noget, som kunne udfolde sig inden for rammerne af et demokratisk styre.
I. Det havde ikke reddet Tyskland fra depressionen og den efterfølgende nazisme at bekæmpe hyperinflationen, en modsigelse Sachs aldrig har berørt i sin stadige brug af denne analogi.
II. I to årtier vidste bolivianerne ikke, hvordan deres økonomiske chokterapeutiske program var blevet til. I august 2005, tyve år efter opstillingen af det oprindelige dekret, interviewede den bolivianske journalist Susan Velasco Portillo de oprindelige medlemmer af det økonomiske redningshold, og adskillige af dem lækkede informationer om den hemmelige operation. Denne fremstilling er hovedsageligt baseret på disse erindringer.