KAPITEL 8
INDPAKNINGEN AF CHOKTERAPI
Jamen, hvad skal det nytte at ødelægge mit hoved og slette min hukommelse, som er min kapital, og sætte mig fra bestillingen? Det var en fantastisk kur, men patienten døde.
– Ernest Hemingway om sin behandling med elektrochok, kort før han begik selvmord, 19611
Læren for Jeffrey Sachs af dennes første internationale eventyr var, at hyperinflation virkelig kunne standses på en gang, hvis bare midlerne var hårde og drastiske nok. Han var taget til Bolivia for at besejre inflationen, og det havde han gjort. Færdigt arbejde.
John Williamson, en af de mest indflydelsesrige, højreorienterede økonomer i Washington og hovedrådgiver for IMF og Verdensbanken, holdt nøje øje med Sachs’ forsøg, og han så noget af meget mere vidtrækkende betydning end lige Bolivia. Han beskrev chokterapiprogrammet som “the big bang”-øjeblikket – et gennembrud i felttoget, der skulle bringe Chicagoskole-doktrinen ud til hele kloden.2 Det havde ikke så meget med økonomi at gøre, men en hel masse med taktik.
Det kan godt være, at det ikke havde været Sachs’ intention, men han havde på en meget spektakulær måde bevist, at Friedmans teori om kriser var fuldstændig korrekt. Bolivias økonomiske sammenbrud på grund hyperinflation var den undskyldning, han havde brug for, hvis han skulle presse en plan igennem, som ville have været politisk umulig under normale omstændigheder. Her var et land med en stærk, militant arbejderbevægelse og en meget stærk venstrefløjstradition, det sted hvor Che Guevara mødte sin skæbne. Alligevel var det blevet tvunget til at acceptere en drakonisk chokterapi for at få stabiliseret dets valuta, der var kommet ud af kontrol.
I midten af firserne havde adskillige økonomer bemærket, at en rigtig hyperinflationskrise simulerer virkningerne af en militær krig – den spreder frygt og forvirring, skaber flygtninge og giver anledning til store tab af liv.3 Det stod lysende klart, at hyperinflationen i Bolivia havde spillet samme rolle som Pinochets “krig” og Falklandskrigen for Margaret Thatcher – den havde skabt en sammenhæng, hvor man kunne indføre nødforanstaltninger, en undtagelsestilstand under hvilken de demokratiske regler kunne ophæves og økonomisk kontrol midlertidigt overlades til holdet af eksperter i Gonis stue. For hard core Chicagoskole-ideologer som Williamson betød det, at hyperinflation ikke var et problem, der skulle løses, sådan som Sachs mente, men et lykketræf man skulle benytte sig af.
Der var rigeligt med den slags muligheder i firserne. Faktisk var hovedparten af udviklingslandene, men især Latinamerika, netop på det tidspunkt ved at blive suget ind i hyperinflationsspiralen. Krisen var et resultat af især to faktorer, som begge havde rod i Washingtons økonomiske institutioner. Den første var, at man insisterede på, at den illegitime gæld, som var blevet bygget op af diktaturerne, blev ført videre over på de nye demokratier. Den anden var den Friedman-inspirerede beslutning om, at den amerikanske centralbank skulle have lov til at lade renten stige uhindret, hvilket fik størrelsen af disse gældsposter til at stige enormt fra det ene øjeblik til det andet.
Videregivelse af modbydelig gæld
Argentina var et forbilledligt eksempel. Da juntaen i 1983 kollapsede efter nederlaget i Falklandskrigen, valgte argentinerne Raúl Alfonsín som ny præsident. Det nyligt frie land var rigget til, klar til at detonere takket være den såkaldte gældsbombe der var blevet plantet. Som en del af det, den afgående junta havde kaldt en “værdig omstilling” til demokratiet, havde Washington insisteret på, at den nye regering gik med til at betale af på den gæld, generalerne havde hobet sammen. Under juntastyret var Argentinas udlandsgæld eksploderet fra 7,9 milliarder året før kuppet til 45 milliarder USD på det tidspunkt, juntaen afgav magten – gæld til IMF, Verdensbanken, den amerikanske import-eksport-bank og private banker i USA. Det samme gjaldt næsten alle steder i regionen. I Uruguay fik juntaen en udlandsgæld på en halv milliard dollar ved magtovertagelsen til at vokse til 5 milliarder, en kæmpebyrde i et land med kun 3 millioner indbyggere. I det mest dramatiske tilfælde, Brasilien, lykkedes det de generaler, der kom til magten i 1964 – på et løfte om at få styr på finanserne – at få en gæld på 3 milliarder USD til at vokse til 103 i 1985.4
Ved overgangen til demokrati var der mange argumenter, såvel moralske som juridiske, for, at disse gældsposter var “modbydelige”, og at de befolkninger, der lige havde genvundet deres frihed, ikke kunne tvinges til at betale deres undertrykkeres og plageånders regninger. Disse argumenter stod særlig stærkt i Cono Sur, fordi så megen af den udenlandske gældssætning var gået direkte til militæret og politiet i diktaturårene – til at betale for våben, vandkanoner og det sidste skrig i torturlejre. I Chile muliggjorde lånene en tredobling af militærudgifterne og en udvidelse af Chiles hær fra syvogfyrre tusind mand i 1973 til femogfirs tusinde i 1980. I Argentina anslår Verdensbanken, at groft sagt 10 milliarder af de amerikanske dollar, generalerne lånte, gik til militære indkøb.5
Meget af det, der ikke blev brugt til våben, forsvandt ganske enkelt. Juntaernes styre var gennemsyret af korruption – hvilket gav et indblik i den depraverede fremtid, der skulle komme, når den samme form for økonomisk frihjulspolitik bredte sig til Rusland, Kina og den “korruptionsfrie zone” i det besatte Irak (for nu at låne et udtryk fra en utilfreds amerikansk rådgiver).6 Ifølge en rapport fra det amerikanske senat i 2005 opretholdt Pinochet et kompliceret netværk af 125 hemmelige bankkonti i udenlandske banker opført under navne på forskellige familiemedlemmer og kombinationer af hans eget navn. Kontiene, hvoraf de mest berygtede befandt sig i Riggs Bank, hjemhørende i Washington, DC, skjulte et beløb anslået til 27 millioner USD.7
I Argentina er juntaen blevet anklaget for at have været endnu mere langfingret. I 1984 blev José Martínez Hoz, arkitekten bag det økonomiske program, arresteret for underslæb i forbindelse med et enormt statstilskud til en af de virksomheder, han før havde stået i spidsen for (sagen blev senere afvist).8 Verdensbanken eftersporede imidlertid senere, hvad der var sket med 35 milliarder USD i udenlandske lån optaget af juntaen, og fandt, at 19 milliarder – 46 procent af samtlige – var gået ud af landet. Schweiziske embedsmænd har bekræftet, at mange af pengene endte på hemmelige konti her.9 Den amerikanske centralbank bemærkede, at Argentinas gæld alene i 1980 voksede med 9 milliarder USD; samme år voksede mængden af penge indsat i udlandet af argentinske statsborgere med 6,7 milliarder USD.10 Larry Sjaastad, en kendt Chicago-professor, som personligt uddannede mange af Argentinas Chicagodrenge, har beskrevet disse manglende milliarder (som blev stjålet for øjnene af hans elever) som “det tyvende århundredes største bedrageri”.I, 11
Juntaens kassebedrøvere trak oven i købet deres ofre med ind i disse forbrydelser. På ESMA-torturcenteret i Buenos Aires blev fanger med gode sprogkundskaber eller universitetsuddannelser jævnligt trukket ud af cellerne for at lave sekretærarbejde for deres fangevogtere. En af de overlevende, Graciela Daleo, fik ordre om at skrive et dokument med anvisninger på, hvordan de tiltuskede penge skulle anbringes i udenlandske skatteparadiser.12
Resten af den nationale gæld blev for det meste brugt til tilbagebetaling af renter og til gustne frikøb af private virksomheder. Lige før Argentinas diktatur brød sammen i 1982, gjorde juntaen erhvervslivet en sidste tjeneste. Domingo Cavallo, chef for Argentinas nationalbank, bekendtgjorde, at staten ville overtage gælden efter store multinationale og hjemlige firmaer, der som Chiles piranaer havde lånt sig selv til bankerottens rand. Dette snedige arrangement betød, at disse firmaer fortsatte med at eje deres værdier og overskud, men at det offentlige måtte betale mellem 15 og 20 milliarder USD af deres gæld; blandt de virksomheder, der modtog denne generøse behandling, var Ford Motor Argentina, Chase Manhattan, Citibank, IBM og Mercedes-Benz.13
De, der gik ind for en nulstilling af disse illegalt akkumulerede lån, hævdede, at långiverne vidste, eller burde have vidst, at pengene blev brugt på undertrykkelse og korruption. Denne påstand fik for nylig opbakning, da det amerikanske udenrigsministerium frigav udskriften af et møde afholdt den 7. oktober 1976 mellem Henry Kissinger, den daværende udenrigsminister, og Argentinas udenrigsminister under militærdiktaturet, admiral César Augusto Guzzetti. Efter at have diskuteret den internationale menneskerettighedsprotest efter kuppet, sagde Kissinger: “Hør engang, vores generelle indstilling er, at vi håber, at projektet lykkes for jer. Jeg har den gammeldags indstilling, at man skal støtte sine venner ... Jo hurtigere, det lykkes, des bedre.” Kissinger gik så over til spørgsmålet om lån og opfordrede Guzzetti til at søge om så megen international bistand som muligt og hurtigt, inden Argentinas “problemer med menneskerettighederne” bandt den amerikanske administration på hænder og fødder. “Der er to lån i banken,” sagde Kissinger under henvisning til den interamerikanske udviklingsbank. “Dem har vi ingen intentioner om at nedstemme.” Han instruerede også ministeren: “Bare fortsæt med jeres ansøgninger til eksport-import-banken. Vi vil gerne have, at jeres økonomiske plan lykkes, og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe jer.”14
Udskriften beviser, at den amerikanske regering godkendte lån til en junta, vel vidende at de blev brugt midt i en terrorkampagne. I begyndelsen af firserne var det disse modbydelige lån, Washington insisterede på, at Argentinas nye, demokratiske regering skulle betale tilbage.
Gældschokket
Alene gælden ville have været en kæmpebyrde for de nye demokratier, men byrden skulle blive endnu tungere. En ny form for chok var i støbeskeen: Volcker-chokket. Økonomerne brugte dette udtryk for at beskrive den indvirkning, en beslutning truffet af nationalbankdirektør Paul Volcker fik, da han hævede renten i USA på dramatisk vis og lod den stige helt op til 21 procent, hvor den toppede i 1981 og forblev indtil midten af firserne.15 I USA førte rentesatserne til en bølge af fallitter, og i 1983 tredobledes antallet af personer, der ikke kunne betale af på deres boliglån.16
Den største smerte fik man imidlertid at føle uden for USA. I udviklingslande med en stor gældsbyrde virkede Volcker-chokket – også kendt som “gældschokket” eller “gældskrisen” – som en gigantisk strøm-kanon affyret fra Washington, der fik udviklingslandene til at vride og vende sig. De stigende renter var ensbetydende med højere rentebetaling på udenlandsgælden, og ofte kunne det kun lade sig gøre at betale renterne ved at optage nye lån. Gældsspiralen var født. I Argentina voksede den i forvejen enorme gæld på 45 milliarder USD hastigt, til den nåede op på 65 milliarder i 1989, en situation man så gentaget i fattige lande verden over.17 Det var efter Volcker-chokket, at Brasiliens gæld eksploderede og fordobledes fra 50 til 100 milliarder USD på seks år. Mange afrikanske lande, som havde lånt massivt i halvfjerdserne, befandt sig i selv samme knibe: Nigerias gæld voksede over samme korte periode fra 9 milliarder USD til 29 milliarder.18
Dette var ikke de eneste økonomiske chok, der ramte udviklingslandene som et lyn fra en klar himmel i firserne. Et “prischok” er noget, der opstår, hver gang en råvare som kaffe eller tin falder ti procent eller mere i pris. Ifølge den Internationale Valutafond oplevede udviklingslandene 25 sådanne prischok mellem 1981 og 1983; mellem 1984 og 1987, hvor gældskrisen toppede, oplevede de 140 sådanne chok, hvilket var med til at skubbe dem endnu længere ud i gældssumpen.19 Et sådant prischok ramte Bolivia i 1986, året efter at man havde måttet sluge Jeffrey Sachs’ bitre medicin og underkaste sig den kapitalistiske magtovertagelse. Prisen på tin, Bolivias vigtigste eksportartikel bortset fra koka, faldt med 55 procent og fik landets økonomi til at gå rabundus, uden man selv var skyld i det. (Det var lige præcis den afhængighed af råvareressourcer, som udviklingsøkonomierne havde forsøgt at komme ud over i halvtredserne og tresserne – noget som det nordlige økonomiske establishment kaldte for “noget rod”).
Det er her, Friedmans kriseteori bliver selvforstærkende. Jo mere den globale økonomi fulgte hans forskrifter, med flydende rentesatser, deregulerede priser og eksportorienterede økonomier, des mere krisemodent blev systemet og producerede flere og flere af de sammenbrud, han havde identificeret som den eneste mulighed for, at regeringer ville lytte nærmere til hans radikale råd.
På den måde er krisen bygget ind i Chicagoskole-modellen. Når grænseløse mængder af penge frit kan bevæge sig rundt på kloden med stor fart, og når spekulanter er i stand til at vædde om prisen på alting fra kakao til valuta, så er resultatet en enorm flygtighed. Og da frihandelspolitik tilskynder fattige lande til fortsat at sætte deres lid til eksporten af råvareressourcer som kaffe, kobber, olie eller hvede, så bliver de i særlig grad sårbare over for at blive fanget i onde cirkler af fortsat krise. Et pludseligt fald i prisen på kaffe sender hele økonomier ud i en depression, som så yderligere forstærkes af valutaspekulanter, som, når de ser, at et lands økonomi er på vej ned i et hul, giver sig til at vædde mod landets valuta, hvilket igen får den ud i et frit fald. Når dertil lægges stigende renter og det forhold, at nationalgælden svulmer op fra den ene dag til den anden, så har man opskriften på en potentiel økonomisk ravage.
Tilhængerne af Chicagoskolen vil gerne se tiden fra midtfirserne og fremefter som en glat og triumferende sejrsmarch for deres ideologi: På samme tid, som lande sluttede sig til den demokratiske bølge, havde de den kollektive åbenbaring, at frie mennesker og frie markeder går hånd i hånd. Den åbenbaring har altid været et opspind. Det, der i virkeligheden skete, var, at på præcis samme tid som borgerne endelig vandt deres længe berøvede frihed og undslap chokket i torturkamrene under folk som Filippinernes Ferdinand Marcos og Uruguays Juan María Bordaberry, blev de ramt af en perfekt storm af økonomiske chok – gældschok, prischok og valutachok – skabt af den stadigt mere flygtige, deregulerede globale økonomi.
Argentinas erfaringer med, hvordan gældskrisen gik i forbindelse med disse andre chok, var desværre typisk. Raúl Alfonsín blev indsat i 1983, lige midt i Volcker-chokket, hvilket satte regeringen i krisetilstand lige fra dag et. I 1985 var inflationen blevet så slem, at Alfonsín blev tvunget til at løfte sløret for en helt ny valuta, australen, i et højt spil for måske at kunne genvinde kontrollen. I løbet af fire år var priserne løbet så meget løbsk, at der udbrød omfattende fødevareoprør, og argentinske restauranter brugte pengesedler som tapet, fordi de var billigere end et tilsvarende af papir. I juni 1989, hvor inflationen alene i denne måned steg 203 procent, gav Alfonsín op: Han trådte af og udskrev valg i utide.20
Der havde været andre muligheder for politikere i Alfonsíns situation. Han kunne have nulstillet Argentinas enorme gæld. Han kunne være gået sammen med regeringerne i de omgivende lande, der befandt sig i samme krise, og lavet et lånerkartel. Disse regeringer kunne have skabt et fællesmarked baseret på udviklingsøkonomiske principper, en proces, man havde været i gang med, da regionen blev revet i stumper og stykker af sadistiske militærregimer. Men en del af udfordringen på det tidspunkt havde at gøre med den arv af statsterror, de nye demokratier havde i lasten. I firserne og halvfemserne befandt mange udviklingslande sig i en situation med en slags terrortømmermænd, på papiret fri, men i virkeligheden stadig forsigtige og på vagt. Nu, hvor de endelig var sluppet ud af diktaturernes mørke, var det de færreste folkevalgte politikere, der var villige til at risikere endnu en omgang USA-støttede statskup ved at skubbe til præcis den politik, som havde fremprovokeret kuppene i halvfjerdserne – især når de militære ledere, der havde foranstaltet dem, for det meste ikke sad i fængsel, men havde forhandlet sig til immunitet og sad på deres kaserne og så til.
Når de kriseramte nye demokratier forståeligt nok ikke ønskede at gå i krig med de institutioner i Washington, de skyldte penge, havde de ikke meget andet valg end at følge Washingtons regler. Og disse regler blev i begyndelsen af firserne en hel del strammere. Det skyldtes, at chokket indtraf præcist samtidigt, og ikke tilfældigt, med en ny æra i relationerne mellem nord og syd, der stort set ville gøre militære diktaturer unødvendige. En ny tids “strukturtilpasninger” dagedes – også kendt som gældsdiktaturet.
Rent filosofisk troede Friedman ikke på den Internationale Valutafond IMF eller Verdensbanken: De var klassiske eksempler på grov regeringsindblanding i det fri markeds skrøbelige mekanismer. Det er derfor også ironisk, at der nærmest var tale om en samlebåndslevering af Chicagodrenge til de to institutioners store hovedkvarter på Nineteenth Street i Washington, DC, hvor de besatte nogle af de øverste stillinger.
Arnold Harberger, som stod i spidsen for University of Chicagos latinamerikanske program, praler ofte af, hvor mange af hans studerende der fik magtfulde job hos Verdensbanken og IMF. “På et tidspunkt var fire regionale cheføkonomer i Verdensbanken forhenværende studerende hos mig i Chicago. En af dem, Marcelo Selowsky, blev cheføkonom i det nyetablerede område for det tidligere sovjetiske imperium, hvilket er bankens allerstørste område. Og ved du hvad? Han blev oven i købet efterfulgt af endnu en af mine tidligere studerende, Sebastian Edwards. Så det er rigtig dejligt at se, at disse folk klarer sig så godt, og jeg er stolt af at have spillet en rolle i deres udvikling som økonomer.”21 En anden stjerne var Claudio Loser, en argentiner, der blev færdig på University of Chicago i 1971 og senere blev direktør for den Internationale Valutafonds afdeling for den vestlige halvkugle, den øverste chef for arbejdet i Latinamerika.II Der sad også Chicagofolk på mange af de andre topposter i IMF, blandt dem den næstøverste post som første administrerende underdirektør, cheføkonom, forskningsdirektør og seniorøkonom i afdelingen for Afrika.22
Det kan godt være, at Friedman af filosofiske årsager var imod institutionerne, men i praksis fandtes der ikke bedre placerede institutioner end disse, når det gjaldt om at indføre hans kriseteori. Når landene blev sendt ud i frit krisefald i firserne, havde de ingen andre steder at gå hen end til Verdensbanken og IMF. Når de gjorde det, stødte de på en mur af ortodokse Chicagodrenge, der var uddannet til at se landes økonomiske katastrofer ikke som problemer, der skulle løses, men som værdifulde muligheder for indgriben, så man kunne sikre nyt land for det frie marked. Kriseopportunisme var nu det, man styrede efter i verdens mest magtfulde økonomiske institutioner. Det var samtidig et grundlæggende forræderi mod de principper, der lå bag deres oprettelse.
På linje med de Forenede Nationer blev Verdensbanken og IMF skabt som en direkte reaktion på Anden Verdenskrigs rædsler. Med det mål aldrig mere at gentage de fejltagelser, der tillod fascismen at blomstre op midt i Europas hjerte, mødtes verdens stormagter i 1944 i Bretton Woods i New Hampshire for at skabe en ny økonomisk arkitektur. Verdensbanken og den Internationale Valutafond blev finansieret gennem bidrag fra de oprindeligt treogfyrre medlemslande, og pengene blev givet med det udtrykkelige formål at forhindre fremtidige økonomiske chok og krak, som det der havde destabiliseret Weimar-Tyskland. Verdensbanken skulle foretage langsigtede investeringer i udvikling for at trække lande ud af fattigdom, mens IMF skulle fungere som en form for global støddæmper, der fremmede en økonomisk politik til reducering af økonomisk spekulation og markedsvolatilitet. Når et land så ud til at være på vej ind i en krise, skulle IMF springe til med stabiliserende bistand og lån og derved forhindre kriser, inden de fik lov at opstå.23 De to institutioner, beliggende tværs over for hinanden i Washington, skulle koordinere deres indsatser.
John Maynard Keynes, som stod i spidsen for den britiske delegation, var overbevist om, at verden endelig havde indset den politiske fare ved at lade markedet regulere sig selv. “Få troede det muligt,” sagde Keynes ved konferencens afslutning. Holdt institutionerne sig til de grundlæggende principper, “vil det menneskelige fællesskab blive andet og mere end en tom frase.”24
IMF og Verdensbanken levede ikke op til denne universelle vision; lige fra begyndelsen deltes magten ikke på grundlag af “et land, en stemme”, som i FNs generalforsamling, men i stedet efter størrelsen på hvert lands økonomi – et arrangement der giver De Forenede Stater et effektivt veto over for alle større beslutninger, og hvor Europa og Japan kontrollerer de fleste af de resterende. Da Reagan og Thatcher kom til magten i firserne, betød det, at deres meget ideologisk funderede administrationer i bund og grund var i stand til at spænde de to institutioner for deres egen vogn og således hurtigt øge institutionernes magt og gøre dem til primære drivkræfter til fremmelsen af det korporativistiske korstog.
Chicagoskolens underlæggen sig Verdensbanken og IMF foregik stort set upåagtet, men det blev officielt i 1989, da John Williamson afslørede det, han kaldte for en “Washington-konsensus”. Det var en fortegnelse over økonomiske politikker, som han sagde, begge institutioner nu betragtede som det absolutte minimum for økonomisk sundhed – “den fælles kerne af visdom, som alle seriøse økonomer går ind for.”25 Disse politikker, maskeret som tekniske og ukontroversielle, omfattede så utvetydigt ideologiske påstande som “alle statsforetagender bør privatiseres” og “handelsbarrierer, der lægger begrænsninger på udenlandske firmaers adgang til markedet, bør afskaffes.”26 Så man listen i sin helhed, var den enslydende med intet mindre end Friedmans neo-liberale triumvirat af privatisering, deregulering/frihandel og drastiske nedskæringer på det offentlige forbrug. Det var disse politikker, sagde Williamson, der “var blevet pånødet Latinamerika af de til enhver tid siddende magthavere i Washington.”27 Joseph Stiglitz, tidligere cheføkonom i Verdensbanken og en af de sidste bastioner mod den nye ortodoksi, skrev, at “Keynes ville vende sig i sin grav, hvis han kunne se, hvad der er sket med hans hjertebarn.”28
Embedsmændene i IMF og Verdensbanken var altid kommet med anbefalinger, når de udstedte lån, men i begyndelsen af firserne, modiggjorte af udviklingslandenes desperation, gled disse anbefalinger over i radikale krav til et frit marked. Når kriseramte lande henvendte sig til IMF for at opnå gældseftergivelse og nødlån, svarede fonden igen med altomfattende chokterapeutiske programmer af et omfang, der svarede til den “Mursten”, Chicagodrengene havde udarbejdet til Pinochet, og lovdekretet på 220 punkter, man havde strikket sammen i Gonis dagligstue i Bolivia.
IMF udstedte sit første, fuldt udfoldede “strukturtilpasnings”-program i 1983. I løbet af de næste to årtier blev hvert eneste land, der henvendte sig til fonden for at få et større lån, informeret om, at man var nødt til at give landets økonomi en overhaling fra top til tå. Davison Budhoo, en seniorøkonom hos IMF, som udarbejdede strukturtilpasningsprogrammer i Latinamerika og Afrika op gennem firserne, indrømmede senere, at “alt, hvad vi lavede fra 1983 og frem, var baseret på vores nye fornemmelse af at have den mission, at syden enten måtte ‘privatiseres’ eller gå til bunds; til det formål skabte vi på skændig vis en økonomisk dårekiste ud af Latinamerika og Afrika i perioden fra 1983 til 88.”29
På trods af denne radikale (og yderst profitable) nye mission hævdede banken og IMF til stadighed, at alt, hvad man foretog sig, handlede om stabilisering. Fondens officielle mandat var stadigvæk at forhindre kriser – ikke sociale konstruktioner eller ideologisk transformation – så derfor var stabilisering nødt til at være det officielle rationale. Realiteten var, at man i land efter land brugte den internationale gældskrise til systematisk fremme af Chicagoskolens dagsorden baseret på en hensynsløs anvendelse af Friedmans chokdoktrin.
Økonomer i Verdensbanken og den Internationale Valutafond indrømmede det på daværende tidspunkt, men disse indrømmelser blev generelt fremsat i økonomisk indforståede termer og begrænset til specielle fora og publikationer til “teknokrat”-fæller. Dani Rodrik, en kendt Columbia University-økonom, som arbejdede tæt sammen med Verdensbanken, beskrev hele konstruktionen med “strukturtilpasning” som en snedig markedsføringsstrategi. “Verdensbanken skal have ros for,” skrev Rodrik i 1994, “at have opfundet og med succes markedsført konceptet med ‘strukturtilpasning’, et koncept der sammenpakkede mikroøkonomiske og makroøkonomiske reformer. Strukturtilpasning blev solgt som en proces, landene havde nødig at gennemgå for at redde deres økonomier fra krisen. For de regeringer, der købte pakken, blev distinktionen mellem sund, makroøkonomisk politik, der fastholder en ekstern balance og stabile priser på den ene side, og politik, der favoriserer åbenhed [som frihandel] på den anden, utydeliggjort.”30
Princippet var enkelt: Lande i krise havde desperat behov for nødhjælp for at stabilisere deres valutaer. Når privatisering og frihandelspolitik pakkes med i en økonomisk redningsaktion, havde landene ikke andet valg end at acceptere hele pakken. Det virkelig smarte ved det hele var, at økonomerne selv vidste, at frihandel intet som helst havde med afslutning af krisen at gøre, men den information blev med vilje “utydeliggjort”. Rodrik opfattede sin kommentar som en kompliment. Ikke blot fik denne sammenpakning de fattige lande til at acceptere den politik, Washington havde valgt på deres vegne, men det var det eneste, der virkede – og Rodrik havde tallene, der kunne bekræfte hans påstand. Han havde studeret alle de lande, der havde taget frihandelspolitikken til sig i firserne, og fundet ud af, at “ingen handelsreform af betydning i et udviklingsland i 1980’erne fandt sted, uden at der var tale om en alvorlig økonomisk krise.”31
Det var en forbløffende indrømmelse. På dette tidspunkt i historien insisterede banken og fonden offentligt på, at regeringer over hele verden havde set lyset og indset, at Washingtons konsensus var den eneste opskrift på stabilitet og derfor på demokrati. Alligevel erkendte man i Washingtons indre cirkler, at udviklingslandene kun underkastede sig dem på grund af en kombination af falske påskud og åbenlys afpresning: Ønsker I at redde jeres land? Så sælg det. Rodrik indrømmede ligefrem, at privatisering og frihandel – to centrale dele af strukturtilpasningspakken – ikke havde nogen direkte forbindelse med skabelsen af stabilitet. Hvis man ville påstå det, så var det ifølge Rodrik “dårlig økonomi”.32
Argentina – der var valutafondens “mønsterelev” på dette tidspunkt – giver nok en gang et klart indblik i, hvordan den nye orden fungerede. Efter at hyperinflationskrisen havde tvunget præsident Alfonsín til at gå af, blev han erstattet af Carlos Menem, en peronistisk guvernør fra en lille provins. Han gik i læderjakke, havde store bakkenbarter og så ud til at være barsk nok til at sætte sig op mod såvel det stadigt truende militær og kreditorerne. Efter alle de voldelige forsøg, der havde været gjort på at udslette peronistpartiet og fagforeningsbevægelsen, havde Argentina nu en præsident, som havde kørt en pro-fagforeningskampagne og lovet at genoplive Juan Peróns nationalistiske, økonomiske politik. Det var et tidspunkt, der bar mange af de samme følelsesmæssige ekkoer i sig som Paz’ indsættelse i Bolivia.
For mange, skulle det vise sig. Efter et år i embedet og under stærkt pres fra IMF kastede Menem sig ud på en udæskende “voodo-politisk kurs”. Valgt som et symbol på det parti, der modsatte sig diktaturet, udpegede Menem alligevel Domingo Cavallo som sin økonomiminister og bragte den embedsmand fra juntatiden, der havde været ansvarlig for at slette erhvervslivets gæld – diktaturets afskedsgave – tilbage til magten.33 Hans udnævnelse var, hvad økonomerne kaldte for et “signal” – en indikation, der ikke var til at misforstå, og som i dette tilfælde viste, at regeringen ville gå tilbage til og fortsætte det korporativistiske eksperiment, juntaen havde påbegyndt. Aktiebørsen i Buenos Aires kvitterede med det, der svarede til stående bifald: en 30 procents stigning i handelen samme dag, som Cavallo blev udnævnt.34
Cavallo tilkaldte øjeblikkelig ideologisk forstærkning og spækkede regeringen med tidligere elever af Milton Friedman og Arnold Harberger. Stort set alle landets øverste økonomiske poster blev besat med Chicagodrenge: Præsident for nationalbanken var Roque Fernandéz, som havde arbejdet i såvel IMF som Verdensbanken; vicepræsident for nationalbanken var Pedro Pou, en Chicagodreng som havde arbejdet for diktaturet; hovedrådgiver for nationalbanken var Pablo Guidotti, som kom direkte fra et job i IMF, hvor han arbejdede under en anden tidligere professor fra University of Chicago, Michael Mussa.
Argentina var ikke noget særtilfælde i så henseende. I 1999 omfattede Chicagoskolens internationale elevforening over femogtyve regeringsministre og over et dusin centralbankdirektører fra Israel til Costa Rica, hvilket var en usædvanlig indflydelse at have for et enkelt universitetsinstitut.35 I Argentina, som i så mange andre lande, formede Chicagodrengene en slags ideologisk knibtang rundt om den folkevalgte regering, en gruppe, der pressede på indefra, og en anden, der pressede på fra Washington. For eksempel var IMFs delegationer til Buenos Aires ofte anført af Claudio Loser, den argentinske Chicagodreng, hvilket betød, at når han mødtes med finansministeriet og centralbanken, så handlede det ikke om rådgivende forhandlinger, men om kollegiale diskussioner mellem venner, tidligere klassekammerater ved University of Chicago og folk, der nyligt havde arbejdet sammen på Nineteenth Street. En bog udgivet i Argentina om virkningerne af dette globale økonomiske broderskab har meget passende titlen Buenos Muchachos, en henvisning til Martin Scorseses mafiaklassiker Goodfellas.36
Medlemmerne af dette broderskab var rørende enige om, hvad det var nødvendigt at gøre ved Argentinas økonomi – og hvordan man skulle få det gennemført. Cavallo-planen, som den kom til at hedde, var baseret på det smarte indpakningstrick, som både IMF og Verdensbanken havde perfektioneret: at spænde hyperinflationens kaos og desperation for privatiseringens vogn som en integreret del af redningsaktionen. For at stabilisere pengesystemet foretog Cavallo derfor nogle hurtige nedskæringer i de offentlige udgifter og indførte en ny valuta, den argentinske peso, der blev bundet fast til den amerikanske dollar. I løbet af et år var inflationen faldet til 17,5 procent og var stort set forsvundet nogle få år senere.37 Det gjorde kål på den løbske valuta, men “utydeliggjorde” den anden halvdel af programmet.
Argentinas diktatur havde, på trods af sin opsathed på at tækkes de udenlandske investorer, efterladt store og attråværdige dele af økonomien på statslige hænder, fra det nationale luftfartsselskab til Patagoniens imponerende oliereserver. Som Cavallo og hans Chicagodrenge så det, var revolutionen kun halvt fuldendt, og de var opsatte på at bruge den økonomiske krise til at fuldføre deres arbejde.
I begyndelsen af halvfemserne solgte den argentinske stat landets rigdomme med en sådan hast og i et sådant omfang, at projektet langt overgik, hvad der var sket i Chile et tiår tidligere. I 1994 var 90 procent af alle statsforetagender blevet solgt til private virksomheder, blandt dem Citibank, Bank Boston, franske Suez og Vivendi, Spaniens Repsol og Telefónica. Inden salget havde Menem og Cavallo gjort de nye ejere en værdifuld tjeneste: De havde ifølge Cavallos egne beregninger fyret 700.000 af deres arbejdere; andre sætter tallet meget højere. Alene olievirksomheden mistede 27.000 job i årene under Menem. Cavallo, der var en beundrer af Jeffrey Sachs, kaldte denne proces for “chokterapi”. Menem havde et endnu mere brutalt udtryk for det: I et land, der stadig var traumatiseret af massetortur, kaldte han det for “et storkirurgisk indgreb uden bedøvelse”.III, 38
Midt i denne transformation satte Time Menem på forsiden med hans grinende fjæs midt i en solsikke under overskriften “Menems mirakel”.39 Og det var et mirakel – Menem og Cavallo havde gennemført et radikalt og smerteligt privatiseringsprogram, uden at det havde givet anledning til et nationalt oprør. Hvordan var det dog lykkedes for dem?
År senere forklarede Cavallo: “Når der er hyperinflation, er det forfærdeligt for folket, især for folk med små indkomster og småsparere, fordi de oplever, at de på få timer eller få dage kan se, at deres løn forsvinder i prisstigninger, som indfinder sig med en utrolig fart. Det er derfor, at folket siger til regeringen: ‘Gør nu noget.’ Og hvis regeringen kommer med en god stabiliseringsplan, så er der en chance for at følge den plan op med andre reformer ... de vigtigste reformer havde at gøre med åbningen af økonomien og dereguleringen og privatiseringsprocessen. Men den eneste måde at indføre disse reformer på var – på dette tidspunkt – at drage fordel af den situation, som hyperinflationen havde skabt, fordi befolkningen var rede til at acceptere drastiske forandringer for at eliminere hyperinflationen og komme tilbage til normale forhold.”40
I det lange løb skulle Cavallos plan i sin helhed vise sig katastrofal for Argentina. Hans måde at stabilisere valutaen på – ved at knytte pesoen til den amerikanske dollar – gjorde det så dyrt at producere varer indenlands, at lokale fabrikker ikke kunne konkurrere med de billige importvarer, der oversvømmede landet. Så mange job gik tabt, at godt og vel halvdelen af landets befolkning til sidst ville befinde sig under fattigdomsgrænsen. På kort sigt virkede planen imidlertid strålende: Cavallo og Menem smuglede privatiseringen ind ad bagdøren, mens landet befandt sig i et hyperinflationschok. Krisen havde gjort sin virkning.
Det, Argentinas ledere benyttede sig af i denne periode, var mere en psykologisk teknik end en økonomisk. Som Cavallo, veteran fra juntatiden, meget vel forstod, så er folk i en krisesituation parate til at overgive en stor del magt til enhver, der hævder at have en magisk kur – hvad enten krisen skyldes et økonomisk sammenbrud eller, som Bush-administrationen senere skulle vise, et terroristangreb.
Og på den måde lykkedes det for det korstog, som Friedman igangsatte, at overleve den frygtede overgang til demokrati – ikke fordi dets fortalere overbeviste vælgerne om det vise i deres verdensopfattelse, men ved fikst at hoppe fra krise til krise og med stor ekspertise udnytte desperationen under økonomiske undtagelsestilstande til at presse politikker igennem, som bandt de skrøbelige nye demokratier på hænder og fødder. Da først teknikken var perfektioneret, fordobledes mulighederne tilsyneladende. Volcker-chokket skulle blive fulgt op af den mexicanske Tequilakrise i 1994, den asiatiske smitte i 1997 og det russiske kollaps i 1998, som hurtigt fulgtes af et lignende kollaps i Brasilien. Da disse chok og kriser begyndte at miste deres kraft, skulle der komme endnu voldsommere omvæltninger: tsunamier, orkaner, krige og terroristangreb. Ulykkeskapitalismen var ved at finde sin form.
I. Det var det måske på det pågældende tidspunkt, men århundredet var ikke omme endnu – man havde stadigvæk Ruslands Chicagoskole-eksperiment til gode.
II. Loser blev fyret efter Argentinas sammenbrud i 2001. Der var almindelig enighed om, at IMF under hans ledelse havde været så forelsket i politikken om det frie marked, at man, så længe landene bare blev ved med at skære ned på det offentlige budget og privatisere deres økonomier, blev ved med at overøse dem med lån og lukkede øjnene for åbenlyse svagheder i deres økonomi, såsom massearbejdsløshed og grasserende korruption – for slet ikke at nævne den uindfrielige gæld til IMF.
III. I januar 2006, længe efter at Cavallo og Menem var ude af regeringen, modtog Argentina nogle overraskende nyheder. Det viste sig, at Cavallos plan slet ikke var Cavallos, ligesom det heller ikke var IMFs: Hele Argentinas chokterapeutiske program fra begyndelsen af halvfemserne var i al hemmelighed udarbejdet af JP Morgan og Citibank, to af Argentinas største private kreditorer. Under en retssag mod den argentinske regering afslørede den kendte historiker Alejandro Olmos Gaona et dokument på 1.400 sider, der fik folk til at tabe næse og mund. Det var skrevet af de to amerikanske banker for Cavallo, og i det er “den af regeringen gennemførte politik fra 92 stillet op ... privatiseringen af faciliteterne, reformen af arbejdsloven, privatiseringen af pensionssystemet. Det står der alt sammen helt ned i detaljen ... Alle tror, at den økonomiske plan, der er blevet fulgt siden 1992, var Domingo Cavallos kreation, men sådan forholder det sig ikke.”