KAPITEL 9
EN KRISE I POLEN, EN MASSAKRE I KINA
Jeg bor i et Polen, der nu er frit, og jeg anser Milton Friedman for at være en af de intellektuelle hovedarkitekter bag mit lands frihed.
– Leszek Balcerowicz, forhenværende finansminister i Polen, november 20061
Der findes et særligt kemikalium, der bliver frigivet i ens mave, når man får sine penge tifold tilbage. Og det er vanedannende.
– William Browder, en amerikansk pengemanager, der investerede i Polen i kapitalismens første tid2
Vi må sandelig ikke holde op med at spise af angst for at blive kvalt i det.
– People’s Daily, den kinesiske stats officielle avis om behovet for at fortsætte reformer i retning af det frie marked efter massakren på Den Himmelske Freds Plads3
Inden Berlinmuren faldt og blev et øredøvende symbol på kommunismens sammenbrud, var der et andet lovende scenarie, som viste frem mod sovjetbarrierernes fald. Det var Lech Walesa, en arbejdsløs elektriker med cykelstyrsoverskæg og pjusket hår, der kravlede over et stålhegn udsmykket med blomster og flag i Gdansk, Polen. Hegnet beskyttede Lenin-skibsværftet og de tusindvis af arbejdere, der havde forskanset sig selv derinde for at protestere mod kommunistpartiets beslutning om at hæve prisen på kød.
Arbejdernes strejke var en uhørt opvisning i modstand mod den Moskva-kontrollerede regering, som havde regeret Polen i femogtredive år. Ingen vidste, hvad der ville ske: Ville Moskva sende kampvognene ind? Ville de skyde på de strejkende og tvinge dem til at arbejde? Efterhånden som strejken bredte sig, blev skibsværftet en lomme af folkeligt demokrati midt i et autoritært land, og arbejderne udvidede deres krav. De ønskede ikke længere, at deres liv blev kontrolleret af partiapparatnikker, der hævdede at tale på arbejderklassens vegne. De ønskede deres egen, uafhængige fagforening, og de ville have ret til at forhandle, indgå aftaler og strejke. Uden at vente på tilladelse stemte de for at starte en fagforening og kaldte den for Solidarnosc, Solidaritet.4 Det var i 1980, det år verden forelskede sig i Solidaritet og dens leder Lech Walesa.
Walesa, der på dette tidspunkt var seksogtredive år gammel, var så meget på bølgelængde med de polske arbejderes forhåbninger, at de forekom at være i en slags åndelig kommunion. “Vi spiser det samme brød!” brølede han ind i mikrofonen på skibsværftet i Gdansk. Det var ikke blot en henvisning til Walesas egne uangribelige arbejderklasseakkreditiver, men også til den magtfulde rolle katolicismen spillede i denne banebrydende nye bevægelse. Hvor religion var noget, som partifunktionærerne rynkede på næsen ad, bar arbejderne deres tro som et modets hjelmmærke og stillede op på række for at gå til kommunion bag barrikaderne. Walesa, der var en forfriskende blanding af uartighed og fromhed, åbnede Solidaritets kontor med et trækrucifiks i den ene hånd og en buket blomster i den anden. Da man nåede frem til at skulle underskrive den første nybrydende arbejdsaftale mellem Solidaritet og regeringen, satte Walesa sit navn under den med “en gigantisk souvenirkuglepen, der lignede pave Johannes Paul II.” Beundringen var gensidig; den polske pave fortalte Walesa, at han bad for Solidaritet.5
Solidaritet spredte sig til landets miner, skibsværfter og fabrikker med rasende hast. I løbet af et år havde den 10 millioner medlemmer – næsten halvdelen af Polens arbejdsdygtige befolkning. Efter at have vundet retten til at forhandle begyndte Solidaritet at opnå konkrete resultater. En femdages arbejdsuge i stedet for seks og mere indflydelse på driften af fabrikkerne. Træt af at leve i et land, der tilbad en idealiseret arbejderklasse, men misbrugte de virkelige arbejdere, afsvor Solidaritets medlemmer sig partifunktionærernes korruption og brutalitet. De stod ikke til ansvar over for det polske folk, men over for nogle fjerne og isolerede bureaukrater i Moskva. Al den lyst til demokrati og selvbestemmelse, som etpartistyret undertrykte, fandt vej ind i de lokale Solidaritets-afdelinger og gav anledning til en masseudvandring af medlemmer fra kommunistpartiet.
Moskva opfattede bevægelsen som den hidtil mest alvorlige trussel mod dets østlige imperium. I Sovjet selv kom kritikken stadig hovedsageligt fra menneskerettighedsaktivister, af hvilke mange hørte til på den politiske højrefløj. Men Solidaritets medlemmer kunne ikke bare afvises som kapitalismens lakajer – de var arbejdere med hammer i hånd og kulstøv i porerne, de var de arbejdere, der ifølge den marxistiske retorik burde være partiets basis.I Hvad der var endnu mere truende var, at Solidaritets vision indeholdt alt det, partiets ikke gjorde: Demokrati, hvor styret var autoritært; decentralt, hvor det var centraliseret; og deltagerstyret, hvor det var bureaukratisk. Og så havde fagforeningens 10 millioner medlemmer magten til at sætte Polens økonomi i stå. Som Walesa udfordrede, så kunne det godt være, at de tabte deres politiske slag, “men vi kan ikke tvinges til at arbejde. For hvis de vil have, at vi skal bygge tanks, så bygger vi sporvogne. Og lastbilerne kommer til at køre baglæns, hvis det er det, vi vil have dem til. Vi ved, hvordan vi kan slå systemet. Vi er børn af det.”
Solidaritets vilje til demokrati inspirerede ligefrem folk inde i partiet til at gøre oprør. “Engang var jeg så naiv, at jeg troede, at nogle få onde mænd var ansvarlige for partiets fejltagelser,” udtalte Marian Arendt, medlem af centralkomiteen, til en polsk avis. “Nu lider jeg ikke længere under sådanne illusioner. Der er noget galt med hele vores apparat, hele vores struktur.”6
I september 1981 var Solidaritet parat til at gå til det næste niveau med deres bevægelse. Ni hundrede polske arbejdere samledes igen i Gdansk til fagforeningens første nationalkongres. Her gik Solidaritet over til at blive en revolutionær bevægelse med aspirationer om at overtage staten og gennemføre sit eget alternative økonomiske og politiske program for Polen. Solidaritets plan fastslog: “Vi forsvarer selvforvaltning og demokratisk reform på ethvert ledelsesniveau og et nyt socioøkonomisk system, der kombinerer planen, selvforvaltning og markedet.” Centralt stod en radikal vision for de enorme, statsdrevne virksomheder, som gav arbejde til millioner af Solidaritets-medlemmer. De skulle væk fra regeringskontrol og gøres til demokratiske arbejderkooperativer. “Den socialiserede virksomhed,” fastslog programmet, “bør være den grundlæggende, organisatoriske enhed i økonomien. Den bør kontrolleres af arbejderråd, der repræsenterer kollektivet, og skal operationelt ledes af en direktør udpeget ved konkurrence og godkendt af rådet.”7 Walesa var imod dette krav, da han frygtede, at det var så stor en udfordring for partikontrollen, at det ville få myndighederne til at slå hårdt ned. Andre hævdede, at bevægelsen havde brug for et mål, et positivt håb for fremtiden, ikke bare en fjende. Walesa tabte diskussionen, og det økonomiske program blev Solidaritets officielle politik.
Walesas frygt for, at der ville blive slået hårdt ned på dem, viste sig at være velbegrundet. Solidaritets stigende ambitionsniveau skræmte Moskva og gjorde kommunisttoppen her rasende. Under intenst pres erklærede Polens leder, general Wojciech Jaruzelski, militær undtagelsestilstand i december 1981. Kampvognene rullede frem gennem sneen for at omringe fabrikker og miner, og Solidaritets medlemmer blev indfanget i tusindvis, mens fagbevægelsens ledere, inklusive Walesa, blev arresteret og sat i fængsel. Som Time rapporterede: “Soldater og politi brugte magt for at fjerne arbejdere, der satte sig til modværge, og efterlod mindst syv døde og hundreder af sårede, da minearbejderne i Katowice gik til modangreb med økser og brækjern.”8
Solidaritet blev tvunget til at gå under jorden, men under otte års politistatsstyre blev bevægelsen blot mere og mere legendarisk. I 1983 tildeltes Walesa Nobels Fredspris, selvom hans aktiviteter stadig blev begrænset, og han ikke selv kunne komme for at få prisen overrakt. “Nobelpristagerens stol er tom,” sagde repræsentanten for Nobelkomiteen under ceremonien. “Lad os derfor i endnu højere grad forsøge at lytte til den stumme tale fra hans tomme plads.”
Den tomme plads var en passende metafor, for på dette tidspunkt syntes alle at finde det, de ønskede i Solidaritet: Nobelkomiteen så en mand, som “ikke gik ind for andet våben end det fredelige strejkevåben.”9 Venstrefløjen så en forløsning, en udgave af socialismen som ikke var plettet af Maos og Stalins forbrydelser. Højrefløjen så et bevis på, at kommunistiske stater ikke kunne reagere på selv moderate udtryk for afstandstagen med andet end brutal magt. Menneskerettighedsbevægelsen så folk, der sad i fængsel for deres overbevisning. Den katolske kirke så en allieret i dens kamp mod kommunistisk ateisme. Og Margaret Thatcher og Ronald Reagan så en åbning, en sprække i det sovjetiske panser, selvom Solidaritet kæmpede for de selv samme rettigheder, som begge ledere gjorde deres yderste for at træde under fode derhjemme. Jo længere forbuddet varede, des større magt fik mytologien om Solidaritet.
I 1988 havde skrækken over systemets indgreb fortaget sig, og de polske arbejdere iværksatte atter store strejker. Denne gang, hvor økonomien var i frit fald og med et nyt moderat styre under Mikhail Gorbatjov ved magten i Moskva, gav kommunisterne efter. De legaliserede Solidaritet og gik med til, at der blev afholdt hurtige valg. Solidaritet knækkede midt over: Nu var der fagforeningen og en ny fløj, Borgerkomiteen Solidaritet, som ville stille op ved valget. De to organer hang uadskilleligt sammen; Solidaritets ledere var kandidater, og da grundlaget for valget var så vagt, var det eneste, der pegede på, hvordan en fremtid med Solidaritet ville tage sig ud, fagforeningens økonomiske program. Walesa selv stillede ikke op, men valgte at forblive som leder af fagforeningsdelen, men han lagde ansigt til valgkampagnen, der kørte under parolen “Med os er du mere sikker.”10 Resultatet af valget var ydmygende for kommunisterne og strålende for Solidaritet: Ud af de 261 pladser, som Solidaritet stillede kandidater op til, vandt man de 260.II Walesa, der manøvrerede i kulissen, fik premierministerposten besat med Tadeusz Mazowiecki. Han havde langtfra Walesas karisma, men som redaktør af Solidaritets ugeavis opfattedes han som en af bevægelsens førende intellektuelle.
Magtchokket
Som latinamerikanerne lige havde erfaret, så har autoritære regimer det med at byde demokratiet velkommen præcis på det tidspunkt, hvor deres økonomiske projekter står over for at implodere. Polen var ingen undtagelse. Kommunisterne havde vanrøgtet økonomien i årtier og lavet den ene katastrofale, dyre fejltagelse efter den anden, og det hele var ved at kollapse. “Til vort store uheld har vi vundet!” er Walesa berømt for (profetisk) at have erklæret. Da Solidaritet tog over, var gælden på 40 milliarder USD, inflationen lå på 600 procent, der var alvorlig mangel på mad og et blomstrende sortbørsmarked. Mange fabrikker fremstillede produkter, som der ingen kunder var til, og som derfor ville rådne op i lagerhaller.11 For polakkerne betød det en grusom overgang til demokratiet. Endelig var friheden kommet, men få havde tid eller lyst til at fejre det, når deres løncheck var værdiløs. De brugte tiden på at stå i kø efter mel og smør, hvis der da var noget at få den pågældende uge.
Hele sommeren efter valgsejren var Solidaritet-regeringen lammet af ubeslutsomhed. Den hast, hvormed det gamle system var brudt sammen, og det pludselige valg havde i sig selv været chokerende: I løbet af få måneder gik solidaritets-aktivister fra at leve i skjul for det hemmelige politi til at være ansvarlige for at udbetale løn til de samme agenter. Og dertil kom det nye chok over at opdage, at de knapt havde penge til at udbetale lønnen. I stedet for at opbygge den post-kommunistiske økonomi, de havde drømt om, havde bevægelsen travlt med den langt mere presserende opgave at undgå et totalt sammenbrud og en potentiel massehungersnød.
Solidaritets ledere vidste, at de gerne ville gøre en ende på statens jerngreb om økonomien, men de var langtfra klar over, hvad der skulle erstatte det. For bevægelsens militante medlemsskare var dette chancen for at afprøve deres økonomiske program: Hvis de statsdrevne fabrikker blev overgivet til arbejderkooperativer, var der en chance for, at de ville kunne blive økonomisk rentable igen – en ledelse bestående af arbejdere ville være mere effektiv, specielt når man slap for unødige udgifter til partiets bureaukrater. Andre gik ind for den gradvise overgang, som Gorbatjov var talsmand for i Moskva på samme tid – en langsom udvidelse af de sektorer, hvor principperne om udbud og efterspørgsel kunne fungere (flere lovlige forretninger og markeder), kombineret med en stærk offentlig sektor modelleret over de skandinaviske socialdemokratier.
Men som det havde været tilfældet i Latinamerika, så var Polen, inden noget som helst andet kunne ske, nødt til at få gældseftergivelse og en vis bistand for at komme ud af den øjeblikkelige krise. I teorien er det præcis, hvad IMF er til for. At stille stabiliserende midler til rådighed for at forhindre økonomiske katastrofer. Hvis nogen regering fortjente den form for livline, så var det den, Solidaritet stod i spidsen for, og som lige havde gennemført Østblokkens første demokratiske brud med et kommunistisk regime i fyrre år. Efter al den kolde krigs råben op om totalitarismen bag jerntæppet kunne Polens nye styre vel have forventet lidt hjælp.
Men ingen sådan hjælp var at finde. Nu, hvor IMF og det amerikanske finansministerium var i Chicagoskole-økonomernes vold, så man Polens problem gennem chokdoktrinens optik. Et økonomisk sammenbrud og en tung gældsbyrde, som var gjort yderligere presserende af det hurtige systemskiftes orienteringsløshed, betød, at Polen var i en perfekt svækket position til, at man ville acceptere et radikalt chokterapiprogram. Og rent økonomisk var der meget mere på spil end i Latinamerika: Østeuropa var jomfrueligt land for vestlig kapitalisme uden noget forbrugermarked af betydning. Alle de mest værdifulde aktiver ejedes fortsat af staten – oplagte kandidater til privatisering. Potentialet for en hurtig profit for dem, der kom først til fadet, var enormt.
Forvisset om, at jo værre det gik, des mere sandsynligt ville det være, at den nye regering ville acceptere en total overgang til uhæmmet kapitalisme, lod IMF landet glide længere og længere ud i gæld og inflation. Det Hvide Hus og George H.W. Bush ønskede Solidaritet til lykke med dets sejr over kommunismen, men gjorde det samtidig klart, at den amerikanske administration forventede, at Solidaritet tilbagebetalte den gæld, som det regime, der havde forbudt Solidaritet og fængslet dets medlemmer, havde opbygget – og tilbød blot 119 millioner USD i hjælp, en ren almisse til et land, der stod over for økonomisk kollaps og havde brug for en grundlæggende omstrukturering.
Det var i denne sammenhæng, at den nu fireogtrediveårige Jeffrey Sachs begyndte at arbejde som rådgiver for Solidaritet. Efter hans bolivianske bedrift havde hypen omkring Sachs nået hysteriske højder. I næsegrus beundring over, at han kunne være økonomisk choklæge for en halv snes lande og stadigvæk passe sin undervisning, udnævnte Los Angeles Times Sachs – der stadigvæk lignede et medlem af diskussionsklubben på Harvard – til “Økonomiens Indiana Jones”.12
Sachs’ arbejde i Polen var begyndt inden Solidaritets valgsejr, på anmodning fra den kommunistiske regering. Det startede med en endagstur, hvorunder han mødtes med den kommunistiske regering og med Solidaritet. Det var George Soros, finansmilliardæren og valutahandleren, som havde indforskrevet Sachs til at spille en mere praktisk rolle. Soros og Sachs rejste sammen til Warszawa, og Sachs mindes, at “jeg sagde til gruppen fra Solidaritet og den polske regering, at jeg gerne ville involvere mig mere for at hjælpe dem med at løse den voksende økonomiske krise.”13 Soros gik med til at betale udgifterne til Sachs og dennes kollega David Lipton, en hårdnakket frihandelsøkonom, der på dette tidspunkt arbejdede for IMF, så de kunne opbygge en permanent mission i Polen. Da Solidaritet vandt valget, begyndte Sachs at arbejde tæt sammen med bevægelsen.
Selvom han kun var sig selv, og ikke på lønningslisten hos hverken IMF eller den amerikanske regering, så besad Sachs, så vidt mange topfolk i Solidaritet kunne se, nærmest messianske kræfter. Med sine kontakter på højeste niveau i Washington og et legendarisk ry virkede det, som om han sad med nøglen, der kunne låse op for den bistand og gældseftergivelse, der var den nye regerings eneste chance. På dette tidspunkt sagde Sachs, at Solidaritet ganske enkelt skulle nægte at betale den nedarvede gæld, og han udtrykte tillid til, at han kunne rejse 3 milliarder USD i støtte – en formue i forhold til, hvad Bush havde tilbudt.14 Han havde hjulpet Bolivia til at få lån hos IMF og genforhandlet landets gæld; der var ingen grund til ikke at stole på ham.
Hjælpen havde imidlertid en pris: Hvis regeringen skulle have adgang til Sachs’ forbindelser og gøre brug af hans overtalelsesevner, så var man først nødt til at acceptere det, der i den polske presse kom til at hedde “Sachs-planen” eller “chokterapi”.
Det var en om end endnu mere radikal plan end den, Bolivia var blevet pålagt: Ud over at skulle ophæve kontrollen med priser fra den ene dag til den anden og skære alle subsidier væk gik Sachs-planen ud på at bortsælge statens miner, skibsværfter og fabrikker til den private sektor. Det var i direkte modstrid med Solidaritets egne økonomiske planer om arbejderejerskab, og selvom bevægelsens nationale ledere var holdt op med at snakke om de kontroversielle ideer i den plan, så var det at ligne med trosartikler for mange af Solidaritets medlemmer. Sachs og Lipton udarbejdede planen for Polens chokterapeutiske omstilling på en enkelt nat. Den var femten sider lang, og det var, hævdede Sachs, “første gang nogen, tror jeg, har udarbejdet en omfattende plan for omformningen af en socialistisk økonomi til en markedsøkonomi.”15
Sachs var overbevist om, at Polen var nødt til at foretage “dette spring over den institutionelle afgrund” med det samme, for man var, oven i alle de andre problemer, lige ved at løbe ind i en hyperinflation. Når først det skete, sagde han, ville det være et “grundskud ... intet mindre end den rene katastrofe uden forsonende elementer.”16
Han holdt adskillige personlige møder, hvor han forklarede planen for centrale personer i Solidaritet, nogle af dem op til fire timer lange, og han henvendte sig også til Polens folkevalgte forsamling som gruppe. Mange af Solidaritets ledere brød sig ikke om Sachs’ ideer – bevægelsen var blevet til som oprør mod drastiske prisstigninger, indført af kommunisterne – og nu bad Sachs dem gøre det samme i en langt mere omfattende målestok. Han hævdede, at de netop kunne slippe af sted med det, fordi “Solidaritet har et reservoir af tillid i befolkningen, som er fuldstændig fænomenal og af afgørende betydning.”17
Solidaritets ledere havde ikke planer om at ødsle denne tillid væk på en politik, der ville medføre ekstrem smerte for almindelige mennesker, men de år, de havde tilbragt under jorden, i fængsel og i eksil, havde også fremmedgjort dem fra deres basis. Som den polske redaktør Przemyslaw Wilegosz forklarer, blev de øverste i bevægelsen “effektivt skåret af ... deres støtte kom ikke fra fabrikkerne og industrierne, men fra kirken.”18 Lederne var også desperate efter en hurtig løsning, selvom den ville gøre ondt, og det var det, Sachs tilbød. “Vil det her virke? Det er det eneste, jeg gerne vil vide. Vil det her virke?” forlangte Adam Michnik, en af Solidaritets mest fejrede intellektuelle, at få at vide. Sachs rystede ikke på hånden: “Det her er godt. Det vil virke.”III, 19
Sachs fremhævede ofte Bolivia som en model til efterfølgelse for Polen, så ofte, at polakkerne blev trætte af at høre om stedet. “Jeg vil enormt gerne se Bolivia,” sagde en af Solidaritets ledere til en journalist dengang. “Jeg er sikker på, at der er meget smukt, meget eksotisk. Jeg har bare ikke lyst til at se Bolivia her.” Lech Walesa udviklede en særlig modvilje mod Bolivia, som han indrømmede over for Gonzalo Sánchez de Lozada (Goni), da de to mænd mødtes flere år efter ved et topmøde, mens de begge var præsidenter. “Han kom hen til mig,” mindedes Goni, “og sagde: ‘Jeg har altid gerne villet møde en bolivianer, særlig en boliviansk præsident, for de prøver hele tiden at få os til at sluge den her bitre medicin ved at sige, at det er vi nødt til at gøre, fordi det var, hvad bolivianerne gjorde. Nu, hvor jeg kender dig, ved jeg, at du ikke er nogen skidt fyr, men jeg hadede dig godt nok dengang.’”20
I Sachs’ snak om Bolivia glemte han at nævne, at regeringen for at gennemføre chokterapiplanen havde været nødt til at skabe en slags undtagelsestilstand og ved to lejligheder havde kidnappet og interneret fagforeningernes ledelse – på stort set samme måde som kommunistpartiets hemmelige politi havde snuppet og fængslet Solidaritets ledere under en undtagelsestilstand ikke så længe forinden.
Det mest overbevisende, mener mange nu at huske, var Sachs’ løfte om, at Polen, hvis man fulgte de barske råd, ville ophøre med at være noget særligt og ville blive “almindeligt” – som i “et almindeligt europæisk land.” Hvis Sachs havde ret, og man faktisk kunne spole hurtigt frem til at blive et land som Frankrig eller Tyskland ved ganske enkelt at hugge den gamle stats struktur op, var det så ikke smerten værd? Hvorfor tage en gradvis vej til forandring, som meget vel kunne slå fejl – eller prøve at finde på en helt tredje vej – når denne straks-Europa-version lå lige for og ventede på at blive gennemført? Sachs forudsagde, at chokterapien ville medføre “momentane omrokeringer”, når priserne røg i vejret. “Men det stabiliserer sig – folk vil vide, hvor de står.”21
Han allierede sig med Polens nyudnævnte finansminister, Leszek Balcerowicz, en økonom fra Højskolen for Planlægning og Statistik i Warszawa. Man vidste ikke meget om Balcerowicz’ politiske inklinationer, da han blev udnævnt (alle økonomer var officielt socialister), men det skulle snart stå klart, at han opfattede sig selv som en æres-Chicagodreng efter at have tygget sig gennem en illegal polsk udgave af Friedmans Free to Choose. Den var “med til at inspirere mig, og mange andre, til en drøm om en fremtid med frihed i de mørkeste år under det kommunistiske styre,” forklarede Balcerowicz senere.22
Friedmans fundamentalistiske udgave af kapitalismen lå langt fra, hvad Walesa havde lovet sit land den sommer. Han insisterede stadigvæk på, at Polen skulle forsøge at finde en mere mild tredje vej, som han i et interview med Barbara Walters beskrev som “en blanding ... Det bliver ikke kapitalisme. Det vil blive et system, der er bedre end kapitalisme, som vil afvise alt det, der er ondt ved kapitalismen.”23
Der var faktisk mange, der hævdede, at den pludselige løsning, Sachs og Balcerowicz solgte, var en myte, og at dens chokterapi i stedet for at give Polen et stød i retning af sundhed og normalitet ville skabe et endnu større rod af fattigdom og afindustrialisering end tidligere. “Det her er et fattigt, svagt land. Vi kan ganske enkelt ikke tåle chokket,” skrev en førende doktor og sundhedsfortaler, New Yorker-journaiisten Lawrence Weschler.24
I de tre måneder, der fulgte deres historiske sejr ved valgene og deres pludselige forandring fra udstødte til lovgivere, debatterede inderkredsen i Solidaritet; de gik op og ned ad gulvet, råbte og kæderøg, ude af stand til at beslutte sig for, hvad de ville gøre. For hver dag gled landet længere og længere ind i den økonomiske krise.
En meget tøvende omfavnelse
Den 12. september 1989 rejste den polske premierminister, Tadeusz Mazowiecki, sig i det første folkevalgte parlament. Solidaritets partibestyrelse havde endelig besluttet sig for, hvad man ville gøre ved økonomien, men kun en håndfuld mennesker kendte til den endelige beslutning – var det Sachs’ plan, Gorbatjovs gradvise vej eller Solidaritets platform med arbejderkooperativer?
Mazowiecki skulle lige til at bekendtgøre afgørelsen, men midt i talen, inden han kunne vende sig mod landets mest brændende spørgsmål, var der noget, der gik helt galt. Han begyndte at svaje frem og tilbage, greb fat i talerstolen og blev ifølge et øjenvidne “bleg, hev efter vejret og kunne høres hviske: ‘Jeg har det ikke så godt.’”25 Hans hjælper fik ham hurtigt ført ud af salen og lod de 415 deputerede sidde tilbage og udveksle rygter. Var det et hjerteanfald? Var han blevet forgiftet? Af kommunisterne? Af amerikanerne?
På etagen nedenunder undersøgte et hold læger Mazowiecki og tog et elektrokardiogram. Det var ikke et hjerteanfald eller gift. Premierministeren led ganske enkelt af “akut træthed” efter at have sovet for lidt og været for stresset. Efter næsten en times anspændt usikkerhed kom han atter ind i parlamentssalen, hvor han blev mødt med tordnende bifald. “Undskyld mig,” sagde den tørre Mazowiecki. “Min sundhedstilstand svarer til den polske økonomis.”26
Endelig faldt dommen: Den polske økonomi ville blive behandlet for sin akutte træthed med chokterapi, og det i en særlig radikal udgave, der ville inkludere “privatisering af statslige industrier, oprettelsen af en aktiebørs og kapitalmarkeder, en konvertibel valuta og et skift fra sværindustri til en produktion af forbrugsgoder” såvel som “budgetnedskæringer” – så hurtigt som muligt, og det hele på en gang.27
Hvis drømmen om Solidaritet startede med Walesas energiske spring over stålhegnet i Gdánsk, så markerede Mazowieckis udmattede given efter for chokterapien afslutningen på den drøm. I sidste ende kom det til at handle om penge. Solidaritets medlemmer havde ikke besluttet sig for, om deres vision om en kooperativt kørt økonomi var fejltænkt, men deres ledere var blevet overbevist om, at det eneste, der betød noget, var at vinde lidt tid i forhold til gælden fra kommunisterne og straks få stabiliseret valutaen. Som Henryk Wujec, en af Polens mest fremtrædende fortalere for kooperativerne, udtrykte det dengang: “Hvis vi havde tid nok, så kunne det oven i købet være, at det ville lykkes. Men vi har ikke tid.”28 Sachs kunne imidlertid skaffe pengene. Han hjalp Polen med at forhandle en aftale igennem med IMF og sikrede en vis gældseftergivelse og en milliard USD til at stabilisere valutaen – men det hele, og især støtten fra IMF, var stærkt afhængig af Solidaritets vilje til at underkaste sig chokterapi.
Polen blev et skoleeksempel på Friedmans kriseteori: Manglen på orientering på grund af hurtig politisk forandring kombineret med den kollektive frygt fremkaldt af økonomisk sammenbrud, så man kunne love en hurtig og magisk kur – hvor meget illusion den så end måtte være – var for forførende til at blive afvist. Halina Bortnowska, en menneskerettighedsaktivist, beskrev den hast, hvormed forandringerne skete i denne periode, som “forskellen mellem hundeår og menneskeår, sådan som vi lever nu om dage ... man begynder at se disse semi-psykotiske reaktioner. Man kan ikke længere forvente, at folk handler i deres egen interesse, når de er så rundt på gulvet, at de ikke ved – eller ikke længere bekymrer sig om – hvad disse interesser er.”29
Finansminister Balcerowicz har siden hen indrømmet, at det var en bevidst strategi at slå mønt af nødsituationen – en måde, hvorpå man som i al choktaktik kunne rydde modstand af vejen. Han forklarede, at han var i stand til at presse en politik igennem, der var i direkte modsætning til Solidaritets vision i såvel form som indhold, fordi Polen befandt sig i det, han kaldte for en periode med “ekstraordinær politik”. Han beskrev denne tilstand som et meget begrænset tidsrum, hvor de “normale politiske regler” (konsultation, diskussion, debat) ikke længere gjaldt – med andre ord en demokratifri lomme i demokratiet.30
“Ekstraordinær politik,” sagde han, “er per definition en periode af klar diskontinuitet i et lands historie. Det kan være en periode med en meget dyb, økonomisk krise, et sammenbrud af det tidligere institutionelle system eller en befrielse fra udenlandsk dominans (eller afslutning af krig). I Polen løb alle tre fænomener sammen i 1989.”31 På grund af disse ekstraordinære omstændigheder var han i stand til at tilsidesætte den sædvanlige proces og gennemtvinge “en radikal acceleration af lovgivningsprocessen” for at få indført chokterapipakken.32
—
I begyndelsen af halvfemserne tiltrak Balcerowicz teori om perioder med “ekstraordinær politik” sig betydelig interesse hos økonomerne i Washington. Og ikke uden grund: Blot to måneder efter, at Polen annoncerede, at man ville acceptere chokterapien, skete der noget, som skulle ændre historiens gang og give Polens eksperiment verdensomspændende betydning. I november 1989 blev Berlinmuren revet ned under enorm glæde, byen blev omdannet til en stor fest af muligheder, og MTV plantede sit flag midt i nedrivningsbunkerne, som havde Østberlin været månens overflade. Pludselig virkede det, som om hele verden kørte på samme hurtigspoling fremad som polakkerne: Sovjetunionen var i færd med at gå i opløsning, apartheid i Sydafrika lå på sit yderste, autoritære regimer i Latinamerika, Østeuropa og Asien faldt et efter et, og langvarige krige fandt deres afslutning fra Namibia til Libanon. Overalt kollapsede de gamle regimer, og de nye, der rejste sig i deres sted, havde endnu ikke fundet deres ben at stå på.
I løbet af nogle få år virkede det, som om halvdelen af verden befandt sig i en periode med “ekstraordinær politik” eller i en “overgangsfase”, som man begyndte at sige om de befriede lande i halvfemserne – udspændt i et eksistentielt tomrum mellem fortid og fremtid. “I den første halvdel af 1990’erne ... voksede antallet af’overgangslande’ dramatisk, og næsten 100 lande (rundt regnet 20 i Latinamerika, 25 i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, 30 i Afrika syd for Sahara, 10 i Asien og 5 i Mellem-østen) befandt sig i en form for dramatisk overgang fra én model til en anden,” som Thomas Carothers, leder i den amerikanske regerings såkaldte demokratipromoveringsapparat, udtrykte det.33
Mange påstod, at hele denne forandring og faldet af virkelige og metaforiske mure ville føre til en afslutning på ideologisk ortodoksi. Når landene var fri for den polariserende indvirkning, som de to duellerende supermagter havde haft, så ville de endelig være i stand til at vælge det bedste fra begge verdener – en eller anden hybrid af politisk frihed og økonomisk sikkerhed. Som Gorbatjov udtrykte det: “Mange årtiers dogmatiske hypnose og regelstyring havde gjort deres virkning. I dag ønsker vi at indføre en ægte, kreativ ånd.”34
I Chicagoskole-kredse blev en sådan snak om at blande ideologierne mødt med åbenlys foragt. Polen havde klart vist, at denne form for kaotisk overgang åbnede en mulighed for, at beslutsomme mænd, der handlede hurtigt, kunne presse hastig forandring igennem. Nu var tiden inde til at omvende tidligere kommunistiske lande til ægte Friedmanisme, og ikke til et eller andet keynesiansk bastardkompromis. Som Friedman havde sagt, bestod tricket i, at tilhængerne af Chicagoskolen stod parat med deres løsninger, mens alle andre var i gang med at stille spørgsmål og finde deres egne ben.
Der blev afholdt en form for genopstandelsesmøde for dem, der gik ind for denne verdensopfattelse, den begivenhedsrige vinter i 1989; stedet var meget passende University of Chicago. Lejligheden var en tale holdt af Francis Fukuyama med titlen “Nærmer vi os historiens afslutning?”IV For Fukuyama, der på det tidspunkt var politisk toprådgiver for det amerikanske udenrigsministerium, var strategien for fortalerne for en uhildet kapitalisme klar: Lad være med at gå ind på diskussioner om en tredje vej. Bare erklær sejren for vundet. Fukuyama var overbevist om, at der ikke burde være nogen afskaffelse af ekstremer, noget med det bedste af begge verdener, intet hårkløveri om forskelle. Kommunismens sammenbrud førte, meddelte han sit publikum, “ikke til en ‘ende på ideologierne’ eller en tilnærmelse mellem kapitalisme og socialisme ... men til en ren sejr for økonomisk og politisk liberalisme.” Det var ikke en ideologi, der var forsvundet, men “historien som sådan”.35
Talen blev sponsoreret af John M. Olin, som i mange år havde ydet støtte til Milton Friedmans ideologiske korstog som økonomisk bagmand for opsvinget i højreorienterede tænketanke.36 Synergien var meget passende, for Fukuyama gentog i bund og grund bare Friedmans påstand om, at frie markeder og frie mennesker er uadskillelige dele af det samme projekt. Fukuyama kørte bare tesen endnu længere ud i et dristigt nyt terræn og hævdede, at deregulerede markeder i den økonomiske sfære kombineret med liberalt demokrati i den politiske sfære repræsenterede “toppunktet af menneskets ideologiske udvikling og ... den endegyldige form for menneskelig regeren.”37 Demokrati og radikal kapitalisme var smeltet sammen med ikke blot hinanden, men også med modernitet, fremskridt og reform. De, der protesterede mod denne fusion, var ikke blot gale på kareten, men befandt sig også “tilbage i historien,” som Fukuyama udtrykte det, hvilket svarede til at være blevet ladt ude af salighedsrusen, da alle andre allerede var transcenderet til et himmelsk, “posthistorisk” plan.38
Argumentet var et glimrende eksempel på den vilje til at undgå demokrati, som Chicagoskolen havde forfinet. På stort set samme måde, som IMF havde sneget privatisering og “frihandel” ind ad bagdøren i Latinamerika og Afrika under dække af “stabiliseringsprogrammer” i nødsituationer, forsøgte Fukuyama nu at smugle den samme, højst tvivlsomme dagsorden ind i den pro-demokratiseringsbølge, der rejste sig fra Warszawa til Manila. Det var sandt, at der, som Fukuyama bemærkede, var en gryende og ubetvingelig konsensus om, at alle mennesker har retten til at styre sig selv på et demokratisk grundlag, men kun i udenrigsministeriets vildeste fantasi blev denne lyst og trang til demokrati fulgt op af borgernes højlydte krav om et økonomisk system, der ville fjerne deres jobsikkerhed og give anledning til masseafskedigelser.
Hvis der var en ægte konsensus om noget, så var det, at demokrati for alle, der flygtede fra både højre- og venstreorienterede diktaturer, betød, at man fik noget at skulle have sagt i alle større beslutninger i stedet for at skulle have andres ideologiske principper tvunget ensidigt ned over sig og med magt. Med andre ord indeholdt det universelle princip – som Fukuyama kaldte for “folkets suverænitet” – folkets suverænitet til at vælge, hvordan deres landes rigdom skulle fordeles, lige fra hvad der skulle ske med statsejede virksomheder til størrelsen af offentlig støtte til skoler og hospitaler. Overalt i verden var folk parate til at udøve deres hårdt tilkæmpede, demokratiske magt til endelig at blive medforfattere til deres egen nationale skæbne.
I 1989 tog historien en oplivende drejning og gik over i en periode med ægte åbenhed og muligheder. Det var derfor ikke noget tilfælde, at Fukuyama fra sin udkigspost i udenrigsministeriet valgte præcis dette tidspunkt til at forsøge at lukke historiens bog én gang for alle. Det var heller ikke noget tilfælde, at Verdensbanken og IMF valgte samme urolige år til at afsløre Washington-konsensussen – et klart forsøg på at standse enhver diskussion og debat om enhver økonomisk forestilling, der faldt uden for frimarkedskassen. Det drejede sig om strategier til begrænsning af demokratiet, så man ikke risikerede vildtvoksende selvbestemmelse, hvilket var og altid havde været den største trussel mod Chicagoskolens korstog.
Chokket på Den Himmelske Freds Plads
Et af de steder, hvor Fukuyamas dristige erklæring hurtigt blev gjort til skamme, var i Kina. Fukuyama holdt sin tale i februar 1989; to måneder senere eksploderede en pro-demokratisk bevægelse i Beijing med massedemonstrationer og sit-ins på Den Himmelske Freds Plads. Fukuyama havde hævdet, at demokrati og “frihandelsreformer” var to sider af samme proces, som man umuligt kunne skille ad. Men det var lige præcis, hvad regeringen i Kina havde gjort: Man pressede hårdt på for at deregulere lønninger og priser og udvide markedet – men man var fast besluttet på at modsætte sig ønsker om valg og borgerlige rettigheder. Demonstranterne forlangte på den anden side demokrati, mens mange var imod regeringens træk i retning af ureguleret kapitalisme, et faktum som man stort set intet hørte til i de vestlige mediers dækning af bevægelsen. I Kina gik demokrati og Chicagoskole-økonomi ikke hånd i hånd; de to fænomener befandt sig på hver sin side af barrikaderne på Den Himmelske Freds Plads.
I begyndelsen af 1980’erne var den kinesiske regering, som dengang anførtes af Deng Xioaping, besat af tanken om at undgå en gentagelse af det, der lige var sket i Polen, hvor arbejderne havde fået lov at danne en selvstændig bevægelse, som udfordrede partiets monopol på magten. Det var ikke, fordi Kinas ledere følte sig forpligtet til at beskytte de statsejede fabrikker og landbrugskollektiver, der dannede grundlaget for den kommunistiske stat. Faktisk følte Deng sig entusiastisk forpligtet til at gå over til en virksomhedsbaseret økonomi – så engageret, at hans regering i 1980 inviterede Milton Friedman til at komme til Kina og vejlede hundredvis af topembedsmænd, professorer og partiøkonomer i grundteorierne bag det frie marked. “Alle var inviterede gæster, som skulle vise billet for at komme ind,” mindedes Friedman om sine tilhørere i Beijing og Shanghai. Hans centrale budskab handlede om, “hvor meget bedre almindelige mennesker levede i kapitalistiske lande frem for kommunistiske.”39 Det eksempel, han holdt frem, var Hong Kong, en rent kapitalistisk zone, som Friedman længe havde beundret for dens “dynamiske, innovative karakter, der skyldes personlig frihed, frihandel, lav skat og minimal regeringsindblanding.” Han hævdede, at Hong Kong, selvom man ikke havde demokrati, var mere fri end USA, da dets regering blandede sig mindre i økonomien.40
Friedmans definition på frihed, hvor politisk frihed var noget tilfældigt, ligefrem unødvendigt i sammenligning med friheden til ubegrænset handel, passede overordentligt fint sammen med den vision, der var ved at tage form i det kinesiske politbureau. Partiet ville gerne åbne økonomien op for privat ejerskab og forbrugerisme samtidig med, at man beholdt sit greb om magten – en plan der sikrede, at når engang statens aktiver skulle bortauktioneres, så ville det være partiembedsmændene og deres familier, der ville stå i første række til de bedste handler og til de største profitter. Ifølge denne udgave af “overgang” ville det være de samme folk, som kontrollerede staten under kommunismen, der ville kontrollere den under kapitalismen samtidig med, at de nød en opgradering af deres livsstil. Den model, den kinesiske regering havde til hensigt at efterligne, var ikke den amerikanske, men en der snarere mindede om Chiles under Pinochet. Et frit marked kombineret med autoritær politisk kontrol, gennemtvunget med jernhård undertrykkelse.
Fra første færd forstod Deng klart, at undertrykkelse ville være af afgørende betydning. Under Mao havde den kinesiske stat udøvet brutal kontrol med folk, havde skilt sig af med modstandere og sendt dissidenter til genopdragelse. Men Maos undertrykkelse fandt sted i folkets navn og mod borgerskabet; nu ville partiet søsætte sin egen modrevolution og bede arbejderne opgive mange af deres rettigheder og deres sikkerhed, for at en minoritet i stedet kunne rage enorme profitter til sig. Det ville ikke blive nogen let opgave. Derfor beordrede Deng, da han i 1983 åbnede landet op for udenlandske investeringer og reducerede beskyttelsen af arbejderne, også, at der blev oprettet et Folkets bevæbnede Politikorps på 400.000 mand, hvilket var en ny urostyrke, der skulle slå ned på ethvert tegn på “økonomiske forbrydelser” (dvs. strejker og protester). Ifølge Kina-historikeren Maurice Meisner havde “‘Folkets bevæbnede Politikorps’ amerikanske helikoptere og elektrostave i dets våbenarsenal,” ligesom “adskillige enheder blev sendt til Polen for at blive trænet i urobekæmpelse” – hvor de studerede de taktikker, der havde været brugt mod Solidaritet under Polens periode med krigsretstilstand.41
Mange af Dengs reformer lykkedes og blev populære – bønderne fik mere kontrol over deres eget liv, og handlen vendte tilbage til byerne. Men sidst i 1980’erne gav Deng sig til at indføre dekreter, der var direkte upopulære især blandt arbejderne i byerne – priskontrollen forsvandt og sendte priserne på himmelflugt; jobsikkerheden blev fjernet, hvilket skabte bølger af arbejdsløshed, mens dyb ulighed begyndte at vise sig mellem vindere og tabere i det nye Kina. I 1988 stod partiet over for et alvorligt tilbageslag og blev tvunget til at tilbagespole noget af sin deregulering af priserne. Der var også en stigende vrede på grund af partiets provokerende korruption og nepotisme. Mange kinesiske borgere ønskede større frihed på markedet, men “reform” så i stigende grad ud til at være partikode for det forhold, at embedsmænd i partiet blev til forretningsmatadorer, når de illegalt sikrede sig de aktiver, de hidtil havde styret som bureaukrater.
Nu, hvor eksperimentet med det frie marked var i fare, blev Milton Friedman nok en gang inviteret til Kina – på samme måde som Chicagodrengene og piranhaer havde indforskrevet hans hjælp i 1975, da deres plan havde givet anledning til et indre oprør i Chile.42 Et højprofileret besøg af en verdensberømt kapitalismeguru var lige det boost, Kinas “reformatorer” havde brug for.
Da Friedman og hans hustru Rose ankom til Shanghai i september 1988, blev de forblændet af, hvor hurtigt Fastlandskina var begyndt at ligne Hong Kong. På trods af det raseri, der simrede blandt græsrødderne, bekræftede alt, hvad de så, “vores tro på det frie markeds magt.” Friedman beskrev dette øjeblik som “den mest håbefulde periode i det kinesiske eksperiment.”
I overværelse af de officielle statsmedier mødtes Friedman i to timer med Zhao Ziyang, generalsekretær for kommunistpartiet, og med Jiang Zemin, daværende partisekretær i Shanghai og senere kinesisk præsident. Friedmans besked til Jiang genlød af det råd, han havde givet Pinochet, da det chilenske projekt var ved at køre af sporet: Giv ikke efter for presset og blink ikke. “Jeg understregede vigtigheden af privatisering og frie markeder og af at liberalisere alting i ét hug,” mindedes Friedman. I et memorandum til kommunistpartiets generalsekretær understregede Friedman, at der var brug for mere, ikke mindre, chokterapi. “Kinas indledende reformskridt er lykkedes over al forventning. Kina kan gøre endnu mere dramatiske fremskridt ved at have endnu mere tillid til frie, private markeder.”43
Kort efter sin hjemkomst til USA, skrev Friedman i erindringen om, hvordan han havde fået på puklen for at rådgive Pinochet “ud af ren djævelskhed”, et brev til redaktøren af et studenterblad, hvori han klandrede sine kritikere for deres dobbeltmoral. Han forklarede, hvordan han lige havde tilbragt tolv dage i Kina, hvor “jeg for det meste var gæst hos regeringsinstanser” og var mødtes med funktionærer fra kommunistpartiets øverste rækker. Disse møder havde imidlertid ikke fremkaldt nogen protester på de amerikanske universiteter, påpegede Friedman. “Jeg gav tilfældigvis nøjagtig samme råd til såvel Chile som Kina.” Han sluttede af med sarkastisk at spørge: “Bør jeg forberede mig på en lavine af protester for at have været villig til at rådgive så ondskabsfuld en regering?”44
Nogle få måneder senere fik det djævelske brev ondskabsfulde overtoner, da den kinesiske regering gav sig i kast med at efterligne mange af Pinochets mest berygtede taktikker.
Friedmans besøg fik ikke de ønskede resultater. Det lykkedes ikke billederne i de officielle medier af professoren, der tilbød partibureaukraterne sin velsignelse, at overbevise offentligheden. I de følgende måneder blev protesterne mere og mere direkte og radikale. De mest synlige symboler på modstanden var strejkende studenters demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads. Disse historiske demonstrationer blev næsten alle steder i de internationale medier fremstillet som et sammenstød mellem moderne, idealistiske studenter, som ville have vestlig, demokratisk frihed, og den gamle garde af autoritetspersoner, som ville beskytte den kommunistiske stat. På det sidste er en anden analyse af begivenhederne omkring Den Himmelske Freds Plads kommet frem, som går imod mainstream-versionen samtidig med, at den gør friedmanismen til en central del af historien. Denne alternative historie fremføres af blandt andre Wang Hui, en af organisatorerne bag protesterne i 1989 og nu en førende kinesisk intellektuel i det, der nu er kendt som Kinas “nye venstrefløj”. I bogen China’s New Order fra 2003 forklarer Wang, at de protesterende spændte over et bredt spektrum af det kinesiske samfund – det var ikke kun en elite af studenter, men også fabriksarbejdere, små entreprenører og lærere. Det, der satte gang i protesterne, mindes han, var den almindelige utilfredshed med Dengs “revolutionære” økonomiske forandringer, som sænkede lønningerne, satte priserne i vejret og førte til en “krise af fyringer og arbejdsløshed.”45 Ifølge Wang var “disse forandringer katalysator for den sociale mobilisering i 1989.”46
Demonstrationerne var ikke rettet mod økonomiske reformer som sådan; de var imod disse reformers specifikke friedmanske natur – den hastighed, med hvilken de blev gennemført, hensynsløsheden og det faktum, at processen var stærkt antidemokratisk. Wang siger, at demonstranternes krav om frie valg og ytringsfrihed var tæt knyttet til denne økonomiske afstandtagen. Det, der førte til krav om demokrati, var det faktum, at partiet gennemtvang forandringer, der havde et revolutionært sigte, men ingen folkelig opbakning. Der var, skriver han, “et generelt krav om demokratiske instrumenter til at overvåge retfærdigheden i reformprocessen og organiseringen af de social goder.”47
Disse krav tvang politbureauet til at træffe et afgørende valg. Valget stod ikke, som det så ofte har været hævdet, mellem demokrati og kommunisme eller “reform” og “den gamle garde”. Det var en mere kompleks kalkulation: Skulle partiet køre frem som en bulldozer med sin frimarkedsdagsorden, hvilket det kun kunne gøre ved direkte at køre over demonstranterne? Eller skulle det bøje sig for demonstranternes krav om demokrati, afgive sit monopol på magten og risikere et alvorligt tilbageslag for det økonomiske projekt?
Nogle af frimarkedsreformatorerne inden for partiet, mest bemærkelsesværdigt generalsekretær Zhao Ziyang, så ud til at være villige til at give demokratiet en chance, overbeviste som de var om, at den økonomiske og politiske reform stadig ville kunne lade sig gennemføre. Mere magtfulde dele af partiet var ikke villige til at løbe denne risiko. Dommen faldt: Staten ville beskytte sin økonomiske “reform”-plan ved at knuse demonstranterne.
Det var den klare besked, da regeringen i Folkerepublikken Kina den 20. maj 1989 erklærede landet i militær undtagelsestilstand. Den 3. juni rullede kampvognene fra Folkets Befrielseshær ind over de protesterende og skød hensynsløst ind i mængden. Soldaterne stormede busser, hvor studenter søgte tilflugt, og tævede dem med stave; flere tropper brød gennem barrikaderne på Den Himmelske Freds Plads, hvor de studerende havde rejst en statue af Demokratigudinden, og indkredsede organisatorerne. Lignende nedslag fandt samtidig sted over hele landet.
Man vil aldrig kunne få pålidelige tal på, hvor mange mennesker der blev dræbt og såret i de dage. Partiet indrømmer, at det var i hundredvis, og øjenvidner rapporterede dengang, at antallet af døde lå mellem to og syv tusinde, mens antallet af sårede var så højt som tredive tusinde. Demonstrationerne blev fulgt op af en landsdækkende heksejagt mod alle, der var kritiske over for eller modstandere af systemet. Nogle og fyrre tusinde blev arresteret, tusinder kom i fængsel og mange – muligvis hundredvis – blev henrettet. Som i Latinamerika lod regeringen sin hårdeste repression gå ud over fabriksarbejderne, som repræsenterede den mest direkte trussel mod den deregulerede kapitalisme. “De fleste af de anholdte, og næsten alle dem, der blev henrettet, var arbejdere. Med det klare mål at terrorisere befolkningen blev det en velpubliceret politik systematisk at underkaste arresterede personer tæv og tortur,” skriver Maurice Meisner.48
For det meste blev massakren i de vestlige medier dækket som endnu et eksempel på kommunistisk brutalitet: Nøjagtig ligesom Mao havde udslettet sine modstandere under Kulturrevolutionen, havde Deng, “Slagteren fra Beijing”, nu knust sine kritikere under det vagtsomme blik på Maos gigantiske portræt. En overskrift i Wall Street Journal hævdede, at “Kinas barske handlinger truer med at sætte reformprocessen 10 år tilbage” – som om Deng var modstander af disse reformer og ikke deres mest entusiastiske forsvarer, fast besluttet på at gennemføre dem.49
Fem dage efter det blodige nedslag talte Deng til nationen og gjorde det fuldstændig klart, at det ikke var kommunismen, han beskyttede ved at slå opstanden ned, men kapitalismen. Efter at have afskrevet demonstranterne som “en stor samling af samfundets bærme”, bekræftede Kinas præsident nok en gang partiets vilje til en økonomisk chokterapi. “Dette var kort og godt en prøve, og vi bestod den,” sagde Deng og tilføjede: “Måske vil denne dårlige ting gøre det muligt for os at gå videre med reformerne og den åbne dørs politik i et mere stabilt, bedre og endnu hurtigere tempo ... Vi har ikke taget fejl. Der er intet forkert i de fire kardinalprincipper [i den økonomiske reform]. Hvis der er noget, der har manglet, så har det været, at principperne ikke er blevet indført håndfast nok.”V, 50
Orville Schell, journalist og Kina-ekspert, opsummerede Deng Xiaopings valg: “Efter massakren i 1989 var det, han sagde, at vi ikke vil standse reformen; vi vil i virkeligheden standse den politiske reform.”51
For Deng og resten af politbureauet var der nu ingen grænser for det frie markeds muligheder. Som Pinochets terror havde ryddet vejen for revolutionære forandringer, så havde Den Himmelske Freds Plads også banet vejen for en radikal omstilling uden frygt for oprør. Hvis livet blev hårdere for bønder og arbejdere, ville de enten stiltiende acceptere det eller få hærens og det hemmelige politis vrede at føle. Så nu hvor offentligheden befandt sig i en tilstand af ren skræk, bankede Deng sine hidtil mest omfattende reformer igennem.
Inden Den Himmelske Freds Plads havde han været tvunget til at slække lidt på de mest smertefulde tiltag; tre måneder efter massakren tog han dem frem igen og implementerede adskillige andre af Friedmans anbefalinger, blandt dem en afvikling af priskontrollen. Som Wang Hui ser det, er der en objektiv grund til, at de “markedsreformer, det ikke var lykkedes at implementere sidst i 1980’erne, nu bare blev indført fuldt ud under post-1989-omstændighederne.” Grunden, skriver han, “er, at volden i 1989 tjente til at lægge låg på den sociale protest, denne proces havde medført, og det nye prissystem tog endelig form.”52 Chokket over massakren muliggjorde med andre ord chokterapien.
I de tre år, der fulgte blodbadet, blev Kina lukket op for udenlandske investeringer, og der blev lavet særlige eksportzoner overalt i landet. Da Deng bekendtgjorde disse nye initiativer, mindede han landet om, at “hvert eneste til rådighed stående middel, om nødvendigt, vil blive anvendt til at eliminere enhver fremtidig uro, så snart den opstår. Krigsretstilstand eller endnu mere alvorlige metoder kan blive bragt i anvendelse.”VI, 53
Det var denne bølge af reformer, der omdannede Kina til verdens største slaveanstalt af en fabrik, det foretrukne sted at anlægge kontraktfabrikker for stort set hver eneste multinational virksomhed på kloden. Intet andet land bød på mere lukrative betingelser end Kina: lav skat og lave toldtariffer, bestikkelige embedsmænd og vigtigst af alt masser af billig arbejdskraft, som mange år frem ikke ville risikere at forlange anstændige lønninger eller de mest basale sikkerhedsforhold på arbejdspladsen af frygt for de mest voldsomme repressalier.
For de udenlandske investorer og partiet var det et win-win-arrangement. Ifølge en undersøgelse fra 2006 er 90 procent af Kinas milliardærer (regnet i kinesiske yuan) børn af funktionærer i kommunistpartiet. Rundt regnet niogtyve hundrede af disse partiætlinge – kendt som “prinsebørnene” – kontrollerer 260 milliarder USD.54 Det er en afspejling af den korporativistiske stat, som første gang så dagens lys i Chile under Pinochet: en svingdør mellem erhvervslivet og den politiske elite, som kombinerede deres magt til at udslette arbejderne som en organiseret politisk magtfaktor. I dag kan man se dette kollaborative arrangement i det forhold, at udenlandske, multinationale medie- og teknologiselskaber hjælper den kinesiske stat med at udspionere dens borgere og med at sikre, at der ingen dokumenter kommer frem, når studerende søger på nettet efter ord som “Fredsmassakren” eller bare “demokrati”. “Skabelsen af vore dages markedssamfund var ikke resultatet af en række spontane begivenheder,” skriver Wang Hui, “men snarere af statsindblanding og vold.”55
En af de sandheder, som Den Himmelske Freds Plads afslørede, var den slående lighed mellem den taktik, som såvel den autoritære kommunisme som Chicagoskolens kapitalisme benyttede sig af – en fælles vilje til at lade modstandere forsvinde, at slette tavlen for al modstand og begynde forfra.
På trods af det forhold, at massakren fandt sted blot nogle få måneder efter, at Friedman havde opfordret de kinesiske embedsmænd til at mase på med en smertefuld og upopulær frimarkedspolitik, så blev han aldrig udsat for “en lavine af protester for at have været villig til at rådgive så ondt et styre.” Og som sædvanligt så han ingen forbindelse mellem de råd, han havde givet, og den vold, der skulle til for at gennemføre dem. Samtidig med, at Friedman fordømte Kinas brug af undertrykkelse, fortsatte han med at fremholde landet som et eksempel på “frimarkedsarrangementernes effektivitet i forhold til at fremme såvel velstand som frihed.”56
Det er et mærkeligt sammentræf, at massakren på Den Himmelske Freds Plads fandt sted samme dag som Solidaritets historiske valgsejr i Polen – den 4. juni 1989. Det var på en måde to vidt forskellige studier i chokdoktrinen. Begge lande havde behov for at udnytte chok og frygt til at gennemføre en omstilling til det frie marked. I Kina, hvor staten uden omsvøb brugte terror, tortur og snigmord, var resultatet set fra et markedsperspektiv en ubetinget succes. I Polen, hvor man udelukkende benyttede sig af det økonomiske krisechok og en lynhurtig omstilling – og hvor der ikke var nogen åbenlys brug af vold – forduftede chokkets virkninger efterhånden, og resultaterne var langt mindre entydige.
Det kan godt være, at chokterapien i Polen blev indført efter de frie valg, men den gjorde den demokratiske proces til grin, da den var i direkte modstrid med ønskerne hos en overvældende del af de vælgere, der havde kastet deres lod til fordel for Solidaritet. Så sent som i 1992 var 60 procent af polakkerne stadigvæk imod privatiseringen af sværindustrien. For at forsvare sine upopulære handlinger påstod Sachs, at han ikke havde noget valg, og sammenlignede sig selv med en kirurg på en operationsstue. “Når man får en patient ind på skadestuen, og hans hjerte er gået i stå, så er man ganske enkelt nødt til at brække brystkassen op uden at tænke på de ar, det måtte give,” sagde han. “Det hele går ud på at få fyrens hjerte til at slå igen. Og det bliver forfærdelig blodigt. Men man har ikke noget andet valg.”57
Men da først polakkerne var kommet sig oven på det kirurgiske indgreb, stillede de spørgsmålstegn ved såvel lægen som behandlingen. Chokterapien i Polen førte ikke til “midlertidige omplaceringer”, som Sachs havde forudsagt. Den førte til en omfattende depression. Et fald i industriproduktionen på 30 procent i de første to år efter reformerne. Arbejdsløsheden steg til uanede højder under regeringens nedskæringer og med billige varer strømmende ind over grænserne, og i 1993 nåede den 25 procent inden for visse områder – noget af en kovending i et land, der under kommunismen med al dens nød og overgreb ingen arbejdsløse havde. Selv da økonomien atter begyndte at vokse, forblev arbejdsløsheden kronisk. Ifølge Verdensbankens seneste tal har Polen en arbejdsløshedsprocent på 20 – den højeste i EU. For unge mennesker under 24 er den endnu værre: 40 procent af de unge arbejdere var arbejdsløse i 2006, dobbelt så mange som gennemsnittet i EU. Det mest dramatiske er antallet af fattige mennesker: I 1989 levede femten procent af Polens befolkning under fattigdomsgrænsen; i 2003 var 59 procent af den polske befolkning nede under grænsen.58 Chokterapien, som fjernede jobbeskyttelsen og gjorde det daglige liv langt dyrere, var ikke vejen, ad hvilken Polen skulle blive et af Europas “normale” lande (med deres strenge arbejdslove og sociale goder), men førte derimod til de samme gabende forskelle, som havde fulgt modrevolutionen overalt, hvor den havde sejret, fra Chile til Kina.
At det var Solidaritet, et parti opbygget af Polens industriarbejdere, der stod i spidsen for skabelsen af denne permanente underklasse, repræsenterede et bittert forræderi, som gav sig udslag i dyb kynisme og en vrede, som aldrig rigtig er blevet forvundet. Solidaritets ledere prøver ofte at nedtone partiets socialistiske rødder, som når Walesa hævder, at han så langt tilbage som i 1980 vidste, at de var “nødt til at bygge på kapitalismen.” Karol Modzelevski, militant medlem af Solidaritet og intellektuel, som tilbragte otte et halvt år i kommunismens fængsler, tager vredt til genmæle: “Jeg ville ikke have tilbragt så meget som en uge eller en måned, for slet ikke at tale om otteethalvt år i fængsel for kapitalismens skyld!”59
Det første halvandet år under Solidaritets styre troede folk på deres helte, når de forsikrede dem om, at smerten ville være forbigående, et nødvendigt stop på den vej, der skulle bringe Polen ind i det moderne Europa. Selv stillet over for stærkt stigende arbejdsløshed blev det ikke til andet end sporadiske strejker, og de ventede tålmodigt på, at den terapeutiske del af chokterapien skulle begynde at mærkes. Da den lovede bedring ikke kom, i det mindste ikke i form af job, var Solidaritets medlemmer ganske enkelt forvirrede: Hvordan kunne deres egen bevægelse have bragt dem en levestandard, som var værre end den under kommunismen? “[Solidaritet] forsvarede mig i 1980, da jeg oprettede en fagforeningskomité,” sagde en enogfyrreårig bygningsarbejder. “Men da jeg nu søgte hjælp hos dem, fik jeg bare at vide, at jeg måtte lide for reformernes skyld.”60
Atten måneder inde i Polens “ekstraordinære politik” havde Solidaritets basis fået nok og forlangte, at eksperimentet ophørte. Den ekstreme utilfredsheld kunne aflæses i en tydelig stigning i antallet af strejker: I 1990, da arbejderne stadig gav Solidaritet frie hænder, var der kun 250 strejker; i 1992 var der over 6.000 af sådanne protester.61 Stillet over for dette pres nedefra blev regeringen tvunget til at slække på de mere ambitiøse privatiseringsplaner. Ved udgangen af 1993 – et år med næsten 7.500 strejker – var 62 procent af Polens totale industri stadigvæk offentligt ejet.62
At det lykkedes de polske arbejdere at standse den totale privatisering af deres land betyder, at reformerne, selvom de har været smertefulde, kunne have været meget værre. Strejkebølgen reddede uden tvivl hundredtusindvis af arbejdspladser, som ellers ville være gået tabt, hvis de angiveligt ineffektive virksomheder havde fået lov at lukke eller blive voldsomt nedjusterede og solgt fra. Interessant var, at Polens økonomi gav sig til at vokse hastigt i samme periode, hvilket ifølge den fremtrædende polske økonom og tidligere medlem af Solidaritet Tadeusz Kowalik viste, at de, der var rede til at afskrive de statslige virksomheder som ineffektive og gammeldags, “tydeligvis tog fejl”.
Ud over at gå i strejke fandt de polske arbejdere også en anden måde at vise deres vrede over for de tidligere allierede i Solidaritet på: De brugte det demokrati, de havde kæmpet for, til ved valget at straffe partiet, inklusive den en gang så elskede leder, Lech Walesa. Den alvorligste gang tæsk fik det den 9. september 1993, da en koalition af venstrefløjspartier, inklusive de tidligere kommunister (omdøbt til Demokratisk Venstrealliance), vandt 66 procent af sæderne i parlamentet. Solidaritet var på dette tidspunkt blevet splittet i bekrigende fraktioner. Fagforeningsfraktionen fik mindre end 5 procent af stemmerne og mistede sin officielle status som parti i parlamentet, og et nyt parti under ledelse af Mazowiecki, premierministeren, fik blot 19,6 procent – en rungende afvisning af chokterapien.
Alligevel ville de upassende detaljer – strejkerne, nederlagene ved valgene og tilbagejusteringerne af politikken – ingen vegne føre i de kommende år, efterhånden som snesevis af lande kæmpede med at reformere deres økonomier. I stedet ville Polen blive fremholdt som et eksempel, et bevis på at et radikalt skift til en fri markedsøkonomi kan finde sted på fredelig og demokratisk vis.
Som så mange andre historier om lande under forandring var den her også for det meste en myte. Men den var bedre end sandheden: I Polen blev demokratiet brugt mod “frie markeder” på gaderne og ved stemmeurnerne. Samtidig udløste chok og terror i Kina, hvor viljen til grassat kapitalisme tromlede hen over demokratiet på Den Himmelske Freds Plads, et af de mest lukrative og vedholdende investeringsboom i historien. Endnu et mirakel født ud af en massakre.
I. Et af de populære Solidaritets-slogans i 1980 lød: “Socialisme - JA!. Dets forvrængning – NEJ!” [det lød uden tvivl bedre på polsk].
II. Selvom valget var et gennembrud, så var det stadig manipuleret: Lige fra begyndelsen var kommunistpartiet garanteret 65 procent af pladserne i parlamentets underhus, og Solidaritet fik kun lov at kæmpe om de resterende. Ikke desto mindre var sejren så overvældende, at Solidaritet opnåede en effektiv kontrol med regeringen.
III. Michnik bemærkede senere bittert: “Det værste ved kommunismen er det, der kommer efter den.”
IV. Foredraget dannede grundlag for Fukuyamas bog The End of History and the Last Man, som udkom tre år senere.
V. Deng havde bemærkelsesværdige forsvarere. Efter massakren skrev Henry Kissinger en kronik, hvori han hævdede, at partiet ikke havde noget valg. “Ingen regering i hele verden ville have tolereret, at dens vigtigste plads i hovedstaden blev besat i otte uger af titusindvis af demonstranter ... Det var derfor uundgåeligt, at man måtte slå ned på dem.”
VI. Som antropologen David Harvey fra New York University bemærker, var det først efter Den Himmelske Freds Plads, da Deng tog på sin berømte tur rundt i det sydlige Kina, “at den centrale regerings fulde magt blev sat ind på at åbne op for udenlandsk handel og direkte udenlandske investeringer.”