KAPITEL 10

ET DEMOKRATI FØDT I LÆNKER

SYDAFRIKAS SNÆRENDE FRIHED

Forsoning betyder, at de, der har befundet sig på historiens underside, er nødt til at indse, at der er en kvalitativ forskel mellem undertrykkelse og frihed. Og for dem oversættes frihed ved det at have rent vand til sin rådighed, at der er strøm i kontakterne; at man er i stand til at bo i et anstændigt hjem og have et godt arbejde; at man er i stand til at sende sine børn i skole og have adgang til lægebehandling. Jeg mener bare, hvorfor skulle vi have gennemgået denne omvæltning, hvis folks livskvalitet ikke øges og forbedres? Hvis ikke, så er det nytteløst at stemme.
– Ærkebiskop Desmond Tutu, formand for Sydafrikas Sandheds- og forsoningskommission, 2001¹

Inden magten overføres, ønsker Nationalistpartiet at kastrere den. Man forsøger at forhandle en form for bytte, hvor man opgiver retten til at styre landet på sin måde, til gengæld for retten til at forhindre sorte i at køre det på deres måde.
– Allister Sparks, sydafrikansk journalist²

I januar 1990 satte den enoghalvfjerdsårige Nelson Mandela sig ned i sin fængselscelle for at skrive et notat til sine tilhængere udenfor. Det var meningen, at det skulle forlige en debat om, hvorvidt syvogtyve år tilbragt bag tremmer, de fleste af dem på Robben Island ud for kysten ved Kapstaden, havde svækket lederens vilje til økonomiske reformer i Sydafrikas apartheidstat. Notatet var ikke mere end to sætninger langt og satte endegyldigt punktum for diskussionen: “Nationaliseringerne af miner, banker og monopolindustrier hører til ANCs politik, og en ændring eller modificering af vores synspunkter på dette punkt er utænkelig. Styrkelse af de sortes økonomi er et mål, vi til fulde støtter og tilskynder, men i vores situation er statens kontrol med visse sektorer af økonomien uundgåelig.”³

Det skulle vise sig, at historien ikke var helt slut endnu, sådan som Fukuyama havde påstået. I Sydafrika, det afrikanske kontinents største økonomi, så det ud til, at nogle mennesker stadig var af den opfattelse, at frihed også omfattede retten til at tilbagetage og omfordele deres undertrykkeres uretmæssigt erhvervede værdier.

Det var denne opfattelse, som havde udgjort grundlaget for den Afrikanske Nationalkongres ANCs politik i femogtredive år, helt tilbage fra dengang den blev skrevet ind i partiets principprogram, The Freedom Charter. Historien om, hvordan dette charter blev til, hører til folkemytologien i Sydafrika, og med god grund. Processen startede i 1955, da partiet sendte halvtreds tusinde frivillige ud på landet og rundt i de forskellige townships. De frivilliges opgave var at indsamle “frihedskrav” fra folket – deres visioner om et liv efter apartheid, hvor alle i Sydafrika havde lige rettigheder. Kravene blev skrevet ned i hånden på papirlapper: “Jord til alle jordløse”, “lønninger der er til at leve for og kortere arbejdstid”, “gratis og obligatorisk uddannelse, uanset farve, race eller nationalitet”, “retten til frit at bosætte sig og flytte rundt” samt mange andre.⁴ Da kravene blev samlet ind, skrev lederne af ANC dem sammen i et endeligt dokument, som blev vedtaget officielt den 26. juni 1955 på Folkekongressen, der blev afholdt i Kliptown, en “stødpudezone” af townships, som var opført for at beskytte de hvide i Johannesburg mod de sydende masser i Soweto. Rundt regnet tre tusinde delegerede – sorte, indere, “farvede” og nogle få hvide – sad sammen på en åben mark for at stemme om dokumentets indhold. Ifølge Nelson Mandelas beretning om det historiske Kliptown-møde blev “charteret læst højt for folk, afsnit for afsnit, på engelsk, sesotho og xhosa. Efter hvert afsnit råbte forsamlingen bekræftende ‘Afrika!’ og ‘Mayibuye!’”⁵ Det første, udfordrende krav lyder: “Folket skal regere!”

I midten af nittenhalvtredserne var den drøm årtier fra at gå i opfyldelse. På kongressens anden dag blev den på voldelig vis opløst af politiet, der hævdede, at deltagerne planlagde landsforræderi.

I tre årtier forbød Sydafrikas regering, der var domineret af hvide afrikaanere og briter, ANC og andre politiske partier, som havde til hensigt at gøre en ende på apartheid. I hele denne periode af intens undertrykkelse fortsatte frihedscharteret med at cirkulere, at gå fra hånd til hånd i den revolutionære undergrund til uformindsket inspiration om håb og modstand. I 1980’erne blev det taget op igen af en ny generation af militante unge, som var vokset op i townshippene. De var grundigt trætte af tålmodighed og god opførsel og parate til at gøre, hvad som helst, der skulle til, for at bringe det hvide overherredømme til fald, og de unge forbløffede også deres forældre med deres frygtløshed. De gik uden videre på gaden og råbte: “Hverken kugler eller tåregas kan standse os.” De stod ansigt til ansigt med massakre efter massakre, begravede deres venner, blev ved med at synge og blev ved med at komme. Når de militante blev spurgt, hvad de kæmpede for, svarede mange af dem: “Frihed” og ofte: “The Freedom Charter”.

Charteret omfatter retten til et arbejde, til en anstændig bolig, tankeog trosfrihed og ikke mindst retten til at få del i rigdommene i Afrikas mest velstående land, som blandt rigdommene tæller den største guldmine i verden. “Vort lands nationale velstand, sydafrikanernes retmæssige arv, skal gives tilbage til folket; mineralrigdommen under jorden, bankerne og monopolindustrien skal overføres til folkets ejendom som helhed; al anden industri og handel skal kontrolleres for at støtte folkets velfærd,” fastslår charteret.⁶

Da charteret blev affattet, blev det i dele af befrielsesbevægelsen opfattet som noget, der i positiv forstand søgte midten, mens andre så det som svagt. Pan-afrikanerne hudflettede ANC for at give de hvide kolonister for mange indrømmelser (hvorfor skulle Sydafrika tilhøre “alle, sorte såvel som hvide?” spurgte de; manifestet skulle, som den jamaicanske sorte nationalist Marcus Garvey havde gjort det, have krævet et “Afrika for afrikanerne”). De rettroende marxister afskrev kravene som “småborgerlige”: Det var ikke revolutionært at fordele ejerskabet til jorden mellem alle; Lenin sagde, at selve den private ejendomsret måtte forbydes.

Noget, der blev opfattet som et givent faktum af alle sider i befrielseskampen, var, at apartheid ikke blot var et politisk system, der satte regler for, hvem der måtte stemme og flytte frit omkring. Det var også et økonomisk system, der brugte racisme til at styrke et meget profitabelt arrangement: Det var lykkedes en lille, hvid elite at rage enorme profitter til sig fra Sydafrikas miner, landbrug og fabrikker, fordi et stort sort flertal var afskåret fra at eje jord og tvunget til at stille sin arbejdskraft til rådighed for meget mindre, end den var værd – og de sorte blev tævet og sat i fængsel, hvis de vovede at gøre oprør. I minerne fik de hvide op til ti gange mere i løn end de sorte, og ligesom i Latinamerika arbejdede de store industriforetagender tæt sammen med militæret for at få urolige arbejdere til at forsvinde.⁷

Frihedscharteret forsøgte at ramme en fælles, grundlæggende konsensus i befrielsesbevægelsen, der gik ud på, at frihed ikke var noget, der kom ved, at de sorte bare overtog kontrollen med staten, men som kom, når de af landets rigdomme, der var blevet konfiskeret ulovligt, blev givet tilbage og omfordelt til samfundet som helhed. Sydafrika kunne ikke længere være et land med en californisk levestandard for de hvide og en congolesisk for de sorte, hvilket var, hvordan landet blev beskrevet i apartheidårene. Frihed var ensbetydende med, at man var nødt til at finde noget i midten.

Det var det, Mandela konfirmerede med sit to sætninger korte notat fra fængslet: Han troede stadigvæk på den grundlæggende opfattelse af, at der ikke kunne være tale om frihed uden omfordeling. Nu, hvor så mange andre lande også var i en “overgangsfase”, var det en erklæring med enorme implikationer. Hvis Mandela førte ANC til magten og nationaliserede banker og miner, så ville denne præcedens gøre det meget vanskeligere for Chicagoskole-økonomerne at afvise sådan et forslag i andre lande som noget, der hørte fortiden til, og insistere på, at kun ubegrænsede, frie markeder og fri handel kunne bruges til at udjævne store uligheder.

Den 11. februar 1990, to uger efter at have skrevet notatet, kunne Mandela forlade fængslet som en fri mand, det nærmeste man kunne komme en levende helgen et hvilket som helst sted i verden. Sydafrikas townships eksploderede i festligheder og fornyet overbevisning om, at intet kunne stoppe kampen for frihed. I modsætning til bevægelsen i Østeuropa blev Sydafrikas ikke slået ned, men var en bevægelse med vind i sejlene. Mandela selv led af et så omfattende kulturchok, at han troede, at en kameramikrofon var “et eller andet nymodens våben, som er blevet udviklet, mens jeg sad i fængsel.”⁸

Det var helt klart en ganske anden verden end den, han havde forladt syvogtyve år tidligere. Da Mandela blev arresteret i 1962, fejede en bølge af tredjeverdensnationalisme hen over det afrikanske kontinent; nu var det revet itu af krig. Mens han sad i fængsel, var socialistiske revolutioner blusset op og var blevet slukket: Che Guevara var blevet dræbt i Bolivia i 1967; Salvador Allende var død under kuppet i 1973; Mozambiques frihedshelt og præsident Samora Machel var forsvundet ved et mystisk flystyrt i 1986. I de sene firsere og begyndelsen af halvfemserne oplevede man Berlinmurens fald, undertrykkelsen på Den Himmelske Freds Plads og kommunismens sammenbrud. Midt i alle disse forandringer var der ikke megen tid til at komme på omgangshøjde: Straks efter sin frigivelse stod Mandela med et folk, han skulle føre til frihed samtidig med, at han skulle forhindre borgerkrig og økonomisk sammenbrud – begge dele noget, der meget vel kunne blive resultatet.

Hvis der fandtes en tredje vej mellem kommunisme og kapitalisme – en måde, hvorpå man på samme tid kunne demokratisere landet og omfordele rigdommene – så virkede det, som om Sydafrika under ANC var i en unik position til at gøre den vedvarende drøm til virkelighed. Det skyldtes ikke blot den globale beundring og støtte til Mandela, men også den særlige måde, kampen mod apartheid havde formet sig på i de foregående år. I firserne var det blevet en sand, verdensomspændende bevægelse, og uden for Sydafrika var det våben, demonstranterne med størst effektivitet anvendte, boykot af virksomheder – såvel når det gjaldt produkter fremstillet i Sydafrika, som når det drejede sig om internationale virksomheder, der handlede med apartheidstyret. Målet med denne boykotstrategi var at lægge pres nok på erhvervslivet til, at det ville lave lobbyarbejde for at få den uforsonlige sydafrikanske regering til at gøre en ende på apartheid. Men denne kampagne havde også en moralsk komponent: Mange forbrugere følte også, at de virksomheder, der profiterede af de hvides overherredømme, fortjente at få en økonomisk lussing.

Det var denne holdning, der gav ANC en unik mulighed for at afvise samtidens frimarkedsortodoksi. Da der i forvejen var udbredt enighed om, at virksomhederne var medansvarlige for apartheids forbrydelser, var scenen klar til, at Mandela kunne forklare, hvorfor visse centrale sektorer inden for den sydafrikanske økonomi nødvendigvis måtte nationaliseres, nøjagtig som Frihedscharteret forlangte. Han kunne have brugt samme argument til at forklare, hvorfor den gæld, der var oparbejdet under apartheid, var en illegitim byrde at vælte over på enhver ny, folkevalgt regering. Der er ingen tvivl om, at IMF, det amerikanske finansministerium og den Europæiske Union ville have været rasende over en sådan udisciplineret adfærd, men Mandela var også en levende helgen – der ville også samtidig have været enorm folkelig opbakning.

Vi vil aldrig få at vide, hvilke af disse kræfter der ville have vist sig stærkest. I de år, der var gået, fra Mandela skrev sit notat fra fængslet og til ANCs valgsejr i 1994, hvor han blev valgt til præsident, skete der noget, der overbeviste partihierarkiet om, at man ikke kunne bruge græsrodsprestigen til at kræve landets stjålne rigdomme tilbage og omfordele dem. Så i stedet for at mødes midt mellem Californien og Congo, valgte ANC en politik, der fik såvel ulighed som kriminalitet til at eksplodere i et sådant omfang, at Sydafrikas splittelse nu nærmere ligner Beverly Hills og Bagdad. Landet står i dag som et levende monument over, hvad der sker, når økonomiske reformer skæres bort i en politisk omvæltning. Politisk set har befolkningen retten til at stemme, borgerlige frihedsrettigheder og flertalsstyre, men økonomisk set har Sydafrika overgået Brasilien som verdens mest ulige land.

Jeg tog til Sydafrika i 2005 for at forsøge at begribe, hvad der var sket ved overgangen i de afgørende år mellem 1990 og 1994, og som kunne få Nelson Mandela til at vælge en vej, han så entydigt havde beskrevet som “utænkelig”.

—

ANC gik i forhandling med det regerende nationalistparti fast besluttet på at undgå det mareridt, som nabolandet Mozambique havde oplevet, da dets frihedsbevægelse havde gjort en ende på portugisisk kolonistyre i 1975. På vej ud ad døren kastede portugiserne sig ud i et hævngerrigt raseri, hvor de hældte cement ned i elevatorskakter, smadrede traktorer og rippede landet for alt, hvad de kunne slæbe med sig. Til ANCs helt store ære forhandlede man en relativt fredelig magtoverdragelse, men det lykkedes imidlertid ikke at forhindre Sydafrikas apartheidherskere i at lave ravage på vej ud. I modsætning til deres ligemænd i Mozambique hældte Nationalistpartiet ikke cement i tingene – deres sabotage var langt mere forfinet, selvom den var lige så invaliderende og stod at læse med små bogstaver i disse historiske forhandlinger.

De intense forhandlinger, der fastlagde betingelserne for afskaffelsen af apartheid, kørte ad to forskellige spor, som ofte krydsedes: Det ene var politisk, det andet økonomisk. Den største opmærksomhed blev selvfølgelig viet de højtprofilerede topmøder mellem Nelson Mandela og F.W. de Klerk, lederen af Nationalistpartiet.

De Klerks strategi under disse forhandlinger var at bevare så megen magt som muligt. Han forsøgte alt – at bryde landet op i en føderation, garantere vetoret for mindretal, reservere en vis procentdel af pladserne i regeringsorganer for hver etnisk gruppe – alt, hvad der kunne gøres for at undgå simpelt flertal, hvilket han var sikker på ville føre til massive ekspropriationer af jord og en nationalisering af virksomhederne. Som Mandela senere udtrykte det: “Nationalistpartiet forsøgte at bevare det hvide overherredømme med vores samtykke.” De Klerk havde våben og penge bag sig, men hans modstander havde en bevægelse med millioner af medlemmer. Mandela og hans hovedforhandler, Cyril Ramaphosa, vandt næsten hver eneste fægtning.⁹

Sideløbende med disse næsten eksplosive topmøder kørte de meget lavere profilerede økonomiske forhandlinger, der på ANCs side primært blev håndteret af Thabo Mbeki, dengang en ung stjerne i partiet, nu Sydafrikas præsident. Efterhånden som de politiske forhandlinger skred frem, og det stod klart for Nationalistpartiet, at parlamentet med sikkerhed ville blive kontrolleret af ANC, gav det parti, der repræsenterede eliten i Sydafrika, sig til at lægge al sin energi og al sin kreativitet over i de økonomiske forhandlinger. Det var ikke lykkedes Sydafrikas hvide at forhindre de sorte i at sætte sig på regeringsmagten, men når det drejede sig om at sikre den rigdom, de havde raget til sig under apartheidstyret, var de ikke parate til at give sig.

Under disse forhandlinger havde de Klerk-regeringen en dobbeltstrategi. Ved for det første at trække på den gryende Washington-konsensus, der fastslog, at der nu kun var en måde at køre en økonomi på, udlagde man nøgleområder inden for økonomi – for eksempel handelspolitik og centralbank – som “tekniske” eller “administrative”. Derpå anvendte man en lang række nye politiske redskaber – internationale handelsaftaler, nyskabelser inden for konstitutionsret og strukturtilpasningsplaner – til at overgive magten over disse kraftcentre til angiveligt upartiske eksperter, økonomer og embedsmænd fra IMF, Verdensbanken, den internationale toldunion GATT og Nationalistpartiet – alle undtagen frihedskæmperne fra ANC. Det var en balkaniseringsstrategi, ikke i forhold til landets geografi (som de Klerk oprindeligt havde forsøgt sig med), men i forhold til dets økonomi.

Det lykkedes at gennemføre denne plan lige for øjnene af ANCs ledere, der naturligt nok var optaget af at vinde slaget om kontrollen med parlamentet. Under denne proces lykkedes det ikke ANC at beskytte sig selv mod en langt mere snigløbende strategi – i bund og grund en avanceret forsikring, der sørgede for, at de økonomiske punkter i Frihedscharteret aldrig kunne blive virkelighed i Sydafrika. “Folket skal styre!” ville snart blive en realitet, men den sfære, det kunne styre, var hastigt i færd med at svinde ind.

Mens de anspændte forhandlinger mellem de to parter var i gang, havde ANC travlt med på de indre linjer at gøre sig klar til at overtage magten. Team af ANC-økonomer og jurister dannede arbejdsgrupper, som havde til opgave at finde ud af, hvordan man præcist skulle udmønte løfterne i Frihedscharteret – omkring boliger og sundhedsvæsen – i konkret politik. Den mest ambitiøse af disse planer var Make Democracy Work, at få demokratiet til at virke, et økonomisk udkast til Sydafrikas post-apartheid fremtid, som blev til, mens forhandlingerne på højt plan fandt sted. Hvad partiets loyalister ikke vidste var, at forhandlingsdelegationen samtidig med, at man udrugede den ambitiøse plan, accepterede forbehold ved forhandlingsbordet, som ville gøre planens implementering praktisk umulig. “Den var død, allerede inden den røg ud over rampen,” fortalte økonomen Vishnu Padayachee mig om Make Democracy Work-planen. Da udkastet lå færdigt, “havde fløjten allerede fået en anden lyd”.

Som en af de få klassisk uddannede økonomer i ANC blev Padayachee hentet ind for at spille en central rolle i Make Democracy Work (lave “talknuserarbejdet”, som han siger). De fleste af de andre, han arbejdede sammen med under disse lange politikmøder, endte på topposter i ANC-regeringen, men det gjorde Padayachee ikke. Han har afslået alle tilbud om regeringsjob og har foretrukket et akademisk liv i Durban, hvor han underviser, skriver og ejer den højtelskede Ike’s Bookshop, opkaldt efter Ike Mayet, den første ikke-hvide sydafrikanske boghandler. Det var her, midt mellem omhyggeligt bevarede udgåede udgaver af afrikanske historiebøger, at vi mødtes for at diskutere overgangen.

Padayachee kom ind i befrielsesbevægelsen i halvfjerdserne som rådgiver for Sydafrikas fagbevægelse. “Dengang havde vi alle Frihedschartret hængende bag på vores kontordøre,” mindedes han. Jeg spurgte ham, hvornår det gik op for ham, at dets økonomiske løfter ikke ville blive gennemført. Han svarede, at han første gang fik en mistanke om det i slutningen af 1993, da han og en kollega fra Make Democracy Work-gruppen blev ringet op af forhandlingsteamet, som var i gang med de sidste runder af købslagningen med Nationalistpartiet. Opringningen drejede sig om, hvorvidt de kunne lave et statuspapir om plusser og minusser ved at gøre Sydafrikas centralbank til en selvstændig størrelse, som kunne køre fuldstændig fri for indblanding fra den valgte regering – og for øvrigt havde man brug for, at det lå klart næste morgen.

“Vi blev taget fuldstændig på sengen,” mindedes Padayachee, som nu er i begyndelsen af halvtredserne. Han tog sin kandidatuddannelse på Johns Hopkins University i Baltimore. Han vidste, at selv amerikanske frimarkedsøkonomer dengang opfattede en selvstændig centralbank som en skør idé og noget, som en håndfuld Chicagoskole-ideologer dyrkede. De mente, at centralbanker skulle køres som suveræne republikker inden for staten og uden for de folkevalgte lovgiveres rækkevidde.^{I, 10} Ifølge Padayachee og hans kolleger, som fuldt ud var af den overbevisning, at pengepolitikken skulle tjene den nye regerings “store mål om vækst, beskæftigelse og omfordeling,” skulle ANC erklære det for en død sild: “Der skulle ikke være nogen uafhængig centralbank i Sydafrika.”

Padayachee og en kollega sad oppe hele natten og skrev på et udkast, som gav forhandlingsteamet alle de argumenter, det havde behov for, hvis det skulle undgå dette fupnummer fra Nationalistpartiets side. Hvis centralbanken (i Sydafrika benævnt Reserve Bank) kom til at køre uafhængigt af regeringen, så ville det begrænse ANCs muligheder for at opfylde løfterne i Frihedschartret. Og hvis ikke centralbanken stod til ansvar over for ANC-regeringen, hvem var det så lige, den skulle stå til ansvar over for? IMF? Børsen i Johannesburg? Nationalistpartiet forsøgte tydeligvis at finde en bagdør, så man kunne beholde magten, selv når man havde tabt valget – en strategi, der måtte bekæmpes for enhver pris. “De forsøgte at låse så meget inde som muligt,” mindedes Padayachee. “Det var en tydelig del af dagsordenen.”

Padayachee faxede en kopi af udkastet næste morgen og hørte intet de næste par uger. “Da vi så spurgte, hvad der var sket, fik vi at vide: ‘Nå den, den droppede vi.’” Ikke blot ville centralbanken blive drevet som et selvstændigt organ inden for den sydafrikanske stat og med selvstændigheden skrevet ind i forfatningen, men den ville også komme til at stå under ledelse af den samme mand, der havde styret den under apartheid, Chris Stals. Det var ikke bare centralbanken, ANC havde opgivet: En anden stor indrømmelse var, at Derek Keyes, den hvide finansminister under apartheid, også kunne blive siddende på sin post – nøjagtig ligesom det lykkedes finansministrene og centralbankcheferne fra Argentinas diktatur at genvinde deres stillinger under demokratiet. The New York Times roste Keyes som “landets fremmeste apostel for en sparsommelig, erhvervslivsvenlig regering.”¹¹

Indtil da, sagde Padayachee, “var vi stadig optimistiske, for du godeste, det her var en revolutionær kamp; der måtte da i det mindste komme noget godt ud af den.” Da det gik op for ham, at centralbanken og finansministeriet ville blive kørt af de samme gamle apartheidchefer, stod det ham klart, at “alt ville være tabt med hensyn til økonomisk forandring.” Da jeg spurgte ham, om han troede, at forhandlerne var klar over, hvor meget de havde sat over styr, svarede han efter nogen tøven: “Ærlig talt, nej.” Det var ganske enkelt en studehandel: “Under forhandlingerne måtte man give køb på noget, og det her var, hvad vores folk gav – jeg giver dig det her, og du giver mig det der.”

Ifølge Padayachees opfattelse skete intet af dette, fordi ANC-lederne forrådte deres sag i stor stil, men ganske enkelt fordi de blev udmanøvreret på en række punkter, som forekom mindre afgørende på dette tidspunkt – men som skulle vise sig at blive altafgørende for Sydafrikas varige befrielse.

Det, der skete under disse forhandlinger, var, at ANC fandt sig selv fanget i en ny form for net, lavet af hemmelige regler og regulativer, som alle havde til formål at udgrænse og begrænse de valgte lederes magt. Da nettet sænkede sig over landet, var der ikke mange, der bemærkede, at det fandtes, men da den nye regering kom til magten og forsøgte at bevæge sig frit, at give sine vælgere de mærkbare fordele ved befrielsen, som de forventede og troede, at de havde stemt på, strammedes nettet, og det gik op for administrationen, at dens magt var bastet og bundet. Patrick Bond, der arbejdede som økonomisk rådgiver for Mandelas regering i de første år, ANC var ved magten, husker, at man internt spøgte: “Hey, vi fik staten, men hvor blev magten af?” Da den nye regering forsøgte at gøre drømmene fra Frihedscharteret håndgribelige, opdagede den, at magten lå et andet sted.

Vil I omfordele jorden? Umuligt – i sidste øjeblik gik forhandlerne med til at tilføje en paragraf til den nye grundlov, som beskytter al personlig ejendom, hvilket stort set gør en jordreform umulig. Vil I gerne skabe job til de millioner af arbejdsløse arbejdere? Det kan I ikke – hundredvis af fabrikker stod faktisk for at skulle lukke, fordi ANC havde tilsluttet sig GATT, forløberen for Verdenshandelsorganisationen WTO, som gjorde det ulovligt at give subsidier til automobil- og tekstilfabrikker. Vil I gerne uddele gratis aids-medicin i townshippene, hvor sygdommen breder sig med forfærdende hast? Det går imod den intellektuelle ejendomsret fastslået af WTO, som ANC gik med i uden yderligere diskussion som en forlængelse af GATT. Har I brug for penge til at bygge nye og større huse til de fattige og levere gratis elektricitet til townshippene? Desværre – budgettet er blevet brugt til at betale af på den enorme gæld, som lige så stille er gået i arv fra apartheidstyret. Trykke flere penge? Prøv lige at sige det til apartheidtidschefen for centralbanken. Gratis vand til alle? Umuligt. Verdensbanken med dens store kontingent af økonomer, forskere og rådgivere (en selvudnævnt “vidensbank”) gør partnerskaber med private firmaer til normen for serviceydelser. Vil I gerne indføre valutakontrol for at sikre jer mod vild spekulation? Det ville være i modstrid med en aftale med IMF om et lån på 850 millioner USD, meget belejligt underskrevet lige inden de frie valg. Sætte mindstelønnen op for at udjævne apartheidtidens indkomstforskelle? Niks. Aftalen med IMF lover “løntilbageholdenhed”.¹² Og vov ikke så meget som at overveje at droppe disse forpligtelser – enhver ændring vil blive opfattet som et bevis på en farlig, national utroværdighed, en mangel på vilje til “reform”, fraværet af et “regelbaseret system”, som alt i alt vil føre til valutasammenbrud, nedskæring i bistanden og kapitalflugt. Slutresultatet var, at Sydafrika var frit, men samtidig fanget; hvert af disse hemmelighedsfulde akronymer repræsenterede endnu en tråd i det net, der holdt den nye regering naglet til jorden.

En mangeårig antiapartheidaktivist, Rassool Snyman, beskrev fælden for mig i barske vendinger. “De befriede os aldrig. De flyttede bare lænkerne fra vores hals til vores ankler.” Yasmin Sooka, en fremtrædende sydafrikansk menneskerettighedsaktivist, fortalte mig, at overgangen handlede om, at “forretningslivet sagde: ‘Vi beholder det hele, og I [ANC] vil lede af navn ... I kan få politisk magt, I kan få regeringsfacaden, men den virkelige styring vil foregå andetsteds.’”^{II, 13} Det var en barnliggørelsesproces, der er almindeligt forekommende i såkaldte overgangslande – de nye regeringer får godt nok nøglerne til huset, men ikke kombinationen til låsen på pengeskabet.

Noget af det, jeg gerne ville forstå, var, hvordan man efter så fabelagtig en kamp for frihed kunne tillade noget sådant at ske. Ikke bare, hvordan lederne af befrielsesbevægelsen gav op på den økonomiske front, men hvordan ANCs basis – folk, der allerede havde ydet så store ofre – kunne lade deres ledere give op. Hvorfor forlangte græsrodsbevægelsen ikke, at ANC holdt sine løfter fra Frihedschartret, og gjorde oprør mod de indskrænkninger, der blev besluttet?

Jeg stillede dette spørgsmål til William Gumede, en tredjegenerations-ANC-aktivist, der som leder af studenterbevægelsen under overgangen havde befundet sig på gaden i de tumultariske år. “Alle havde blikket fæstnet på de politiske forhandlinger,” mindedes han og tænkte på topmøderne mellem de Klerk og Mandela. “Og hvis folk ikke følte, at det gik i den rigtige retning, så var der massedemonstrationer. Men når de økonomiske forhandlere meldte tilbage, så troede folk, at det var noget teknisk, og det var der ingen, der interesserede sig for.” Denne opfattelse blev, sagde han, støttet af Mbeki, der beskrev samtalerne som “administrative” og ikke noget, folk behøvede at bekymre sig om (næsten ligesom chilenerne med deres “teknificerede demokrati”). Resultatet var, fortalte han mig harmfuldt: “Vi tabte! Vi tabte det, det virkelig handlede om!”

Gumede, der i dag er en af Sydafrikas mest respekterede opsøgende journalister, siger, at det gik op for ham, at det var på disse “tekniske møder”, at landets virkelige fremtid blev besluttet – selvom der ikke var mange, der forstod det dengang. Som mange andre mennesker, jeg talte med, mindede Gumede mig om, at Sydafrika var meget tæt på randen af en borgerkrig under hele overgangsperioden – townshippene blev terroriseret af bander, bevæbnet af Nationalistpartiet, der fandt endnu politimassakrer sted, lederne blev stadigvæk snigmyrdet, og der var konstant snak om, at landet var på vej ud i et blodbad. “Jeg fokuserede på politikken – massedemonstrationer, at tage til Bisho [det sted, hvor det endelige opgør mellem demonstranter og politi fandt sted] og råbe ‘Ud med de fyre!’” mindedes Gumede. “Men det var ikke den rigtige kamp – den rigtige kamp handlede om økonomi. Og jeg er meget skuffet over mig selv, at jeg kunne være så naiv. Jeg troede, at jeg var politisk moden nok til at forstå, hvad det handlede om. Hvordan kunne jeg overse det?”

Siden da har Gumede forsøgt at indhente det tabte. Da vi mødtes, var han midt i en national brandstorm, antændt af hans nye bog Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of the ANC. Det er en udtømmende fremstilling af, præcis hvordan ANC bortforhandlede landets økonomiske suverænitet under disse møder, som han var for travlt optaget til at være opmærksom på dengang. “Jeg skrev bogen, fordi jeg var vred,” fortalte Gumede mig. “Vred på mig selv og på partiet.”

Det er svært at se, hvordan resultatet skulle være blevet et andet. Hvis Padayachee har ret, og ANCs forhandlere ikke magtede at se det enorme omfang af det, de bortforhandlede, hvilke chancer skulle bevægelsens gadekæmpere så have haft for det?

I disse afgørende år, hvor aftalerne blev indgået, befandt sydafrikanerne sig i en konstant krisetilstand, hvor de fór op og ned mellem glæde over at se Mandela blive løsladt og raseri over at høre, at den unge militante leder Chris Hani, som mange havde håbet ville efterfølge Mandela som leder, var blevet skudt af en racistisk snigmorder. Ud over en håndfuld økonomer var der ingen, der havde lyst til at snakke om centralbankens uafhængighed, et emne der kan forekomme søvndyssende selv under almindelige omstændigheder. Gumede peger på, at de fleste ganske enkelt regnede med, at lige meget hvilke kompromiser der måtte indgås for at komme til magten, så kunne de altid gøres om, når først ANC sad sikkert i sadlen. “Vi skulle danne regeringen – det andet kunne vi ordne siden hen,” sagde han.

Det, ANC-aktivisterne ikke havde forstået på dette tidspunkt, var, at det var selve demokratiets sjæl, der blev pillet ved under disse forhandlinger. Den blev ændret så radikalt, at – når først begrænsningernes net lagde sig over landet – der rent faktisk ikke ville blive noget siden hen.

De første to år ved magten forsøgte ANC stadig at bruge de begrænsede ressourcer, man havde til rådighed, til at forsøge at indløse løftet om omfordeling. Der var offentlige investeringer i massevis – mere end hundredtusinde boliger blev opført til de fattige, millioner af mennesker fik rindende vand, elektricitet og telefonforbindelse.¹⁴ Men historien gentog sig, og tynget af gæld og under pres udefra for at privatisere disse tjenesteydelser begyndte regeringen snart at hæve priserne. Efter ti års ANC-styre var millioner af mennesker koblet af deres nytilsluttede vand og elektricitet, fordi de ikke var i stand til at betale regningerne.^III Mindst 40 procent af de nye telefonlinjer var ikke længere i brug i 2003.¹⁵ Hvad angår “banker, miner og monopolindustrien”, som Mandela havde lovet at nationalisere, så fortsatte de med at tilhøre de samme fire megakonglomerater, ejet af hvide, som også kontrollerer 80 procent af aktierne på børsen i Johannesburg.¹⁶ I 2005 var kun 4 procent af de selskaber, der var noteret på børsen, ejet af eller kontrolleret af sorte.¹⁷ 50 procent af Sydafrikas jord var i 2006 stadig monopoliseret af de hvide, som kun udgør 10 procent af befolkningen.¹⁸ Endnu mere bekymrende er det, at ANC-regeringen har brugt meget mere tid på at bortforklare alvoren af aids-krisen end på at skaffe livreddende medicin til rundt regnet fem millioner mennesker smittet med hiv, selvom der i begyndelsen af 2007 var positive tegn på fremskridt.¹⁹ Den måske mest slående statistik er denne: Siden 1990, det år Mandela forlod fængslet, er gennemsnitslevealderen for sydafrikanere faldet med tretten år.²⁰

Bag alle disse fakta og tal ligger det skæbnesvangre valg, som ANC traf, da det gik op for ledelsen, at den var blevet udmanøvreret i de økonomiske forhandlinger. På det tidspunkt kunne partiet have forsøgt at lancere en ny befrielsesbevægelse og bryde ud af det kvælende net, som det var blevet spundet ind i i overgangsfasen. Eller også kunne man have accepteret begrænsningen af magten og have tilpasset sig den nye økonomiske orden. ANCs ledelse valgte sidstnævnte mulighed. I stedet for at gøre omfordelingen af den eksisterende velstand i landet til omdrejningspunkt i sin politik – de centrale punkter i Frihedscharteret, man var blevet valgt på – accepterede ANC, da den først havde fået regeringsmagten, den dominerende logik, at dens eneste håb var at tiltrække nye udenlandske investorer, som ville skabe ny rigdom, der efterhånden ville smitte af på de fattige. Men hvis denne teori om, at velstanden siver nedad, skulle virke, måtte ANC-regeringen lave totalt om på sig selv for at tiltrække investorer.

Det var ikke nogen let opgave, som Mandela havde lært, da han vandrede ud fra fængslet. Så snart han var blevet frigivet, gik det sydafrikanske aktiemarked i panik, og den sydafrikanske valuta, randen, faldt med 10 procent.²¹ Nogle få uger senere flyttede diamantvirksomheden De Beers sit hovedkvarter fra Sydafrika til Schweiz.²² Den form for hurtig afklapsning fra markedernes side ville have været utænkelig tre årtier forinden, da Mandela første gang kom i fængsel. I tresserne var det uhørt for de multinationale bare sådan at skifte nationalitet, og dengang var verdens pengesystem tæt knyttet til guldet. Nu havde man ikke længere nogen kontrol over Sydafrikas valuta, der var ingen handelsbarrierer, og det meste af handlen var kortsigtet spekulation.

Ikke blot brød det nervøse marked sig ikke om en frigiven Mandela, men nogle få uovervejede ord fra hans eller andre ANC-lederes mund kunne føre til en jordrystende bissen af det, som New York Times-hommentator Thomas Friedman så slående har kaldt for “den elektroniske kvægflok.”²³ Den bissen, der fulgte i kølvandet på Mandelas frigivelse, var blot begyndelsen på det, der skulle blive en slags pingpong mellem ANC-ledelsen og de finansielle markeder – en chokdialog, der lærte partiet spillets nye regler. Hver gang en topembedsmand inden for partiet sagde noget, der kunne tydes i retning af, at det ildevarslende Frihedscharter stadig kunne blive omsat til politisk praksis, svarede markedet igen med et chok, der sendte randen ud i frit fald. Reglerne var enkle og grove, den elektroniske ækvivalent til enstavelsesgrynt: retfærdighed – for dyr, sælg; status quo – godt, køb. Da Mandela kort efter sin frigivelse atter talte for en nationalisering ved en privat frokostsammenkomst med førende forretningsfolk, “faldt All-Gold indekset med 5 procent.”²⁴

Selv bagateller, der ikke forekom at have noget med finansverdenen at gøre, men som afslørede en eller anden latent radikalisme, syntes at fremkalde nervøse reaktioner fra markedet. Da Trevor Manuel, en ANC-minister, kaldte rugby i Sydafrika en “hvid mindretalssport”, fordi dets hold udelukkende bestod af hvide, fik randen endnu en gang smæk.²⁵

Af alle de begrænsninger, der var lagt ned over regeringen, viste markedets sig at være de værste – og netop dette er på en måde det geniale ved utøjlet kapitalisme: Den er selvforstærkende. Når først landene har lukket op for det globale markeds stemningssvingninger, bliver enhver afvigelse fra Chicagoskolens ortodoksi straks straffet af børshandlere i New York eller London, der vædder imod valutaen i det land, der forbryder sig, hvilket skaber en dybere krise og behov for yderligere lån med endnu flere tilknyttede betingelser. Mandela erkendte fælden i 1997, da han på ANCs landsmøde sagde: “Selve kapitalens bevægelighed og globaliseringen af kapitalmarkedet og andre markeder gør det umuligt for lande for eksempel at beslutte sig for en bestemt nationaløkonomisk politik uden skyldigt hensyn til disse markeders sandsynlige reaktion.”²⁶

Den person inden for ANC, der lod til at forstå, hvordan man kunne få chokkene til at høre op, var Thabo Mbeki, Mandelas højre hånd i præsidentembedet og senere selv præsident. Mbeki havde tilbragt mange af sine år i eksil i England, hvor han læste ved University of Sussex, inden han flyttede til London. Mens townshippene i hans eget land svømmede i tåregas, inhalerede han lugten af thatcherisme. Mbeki var den af alle ANC-ledere, der havde lettest ved at omgås ledere fra erhvervslivet, og inden frigivelsen af Mandela arrangerede han adskillige hemmelige møder med topchefer i virksomhederne, der frygtede udsigten til sort flertalsstyre. I 1985 kommenterede Hugh Murray, redaktør af et velanskrevet erhvervsmagasin, efter en nats whiskeydrikken med Mbeki og en gruppe sydafrikanske forretningsfolk i en jagthytte i Zambia: “Den øverstbefalende for ANC synes at have en bemærkelsesværdig evne til at skabe tillid, selv under de vanskeligste omstændigheder.”²⁷

Mbeki var overbevist om, at det, der skulle til for at få markedet til at besinde sig, var, at ANC udviste denne form for klubagtig tillid i et meget større omfang. Ifølge Gumede påtog Mbeki sig rollen som frimarkedstutor inden for partiet. Markedets vilddyr var blevet sluppet fri, forklarede Mbeki. Tæmme det kunne man ikke, blot fodre det med, hvad det forlangte: vækst og mere vækst.

Så i stedet for at forlange en nationalisering af minerne, begyndte Mandela og Mbeki at mødes jævnligt med Harry Oppenheimer, tidligere bestyrelsesformand for minegiganterne Anglo-American og De Beers, de økonomiske symboler på apartheidstyret. Kort efter valget i 1994 sendte de oven i købet ANCs økonomiske plan til Oppenheimer til godkendelse og foretog adskillige afgørende ændringer for at lægge en dæmper på såvel hans som andre topindustrifolks bekymringer.²⁸ I håbet om at undgå endnu et chok fra markedet lagde Mandela i sit første interview efter at være blevet valgt omhyggeligt afstand til sine tidligere udtalelser til fordel for nationalisering. “I vores økonomiske politik ... er der ikke en eneste henvisning til ting som nationalisering, og det er ikke noget tilfælde,” sagde han. “Der findes ikke et eneste slagord, der vil forbinde os med nogen form for marxistisk ideologi.”^{IV, 29} De finansielle medier bød sig til med stadig opmuntring i retning af denne omvending: “Selvom ANC stadig har en stærk venstreorienteret fløj,” bemærkede The Wall Street Journal, “så har hr. Mandela på det sidste lydt mere som Margaret Thatcher end den socialistiske revolutionære, han engang mentes at være.”³⁰

Mindet om ANCs radikale fortid klæbede stadigvæk til partiet, og på trods af den nye regerings helhjertede forsøg på at ikke at virke truende blev markedet ved med at sende sine smertefulde chok: I løbet af en enkelt måned i 1996 faldt randen med 20 procent, og landet fortsatte med at forbløde af kapitalflugt, da Sydafrikas rystende rige flyttede deres penge til udlandet.³¹

Mbeki overbeviste Mandela om, at man var nødt til at bryde afgørende med fortiden. ANC havde brug for en helt ny økonomisk plan – noget dristigt, noget chokerende, noget skrevet med så store bogstaver, at markedet ville kunne forstå, at ANC var parate til at anerkende Washington-konsensussen.

Som i Bolivia, hvor chokterapiprogrammet blev forberedt med en militæraktions hemmelighedsfuldhed, var det i Sydafrika kun en håndfuld af Mbekis nærmeste kolleger, der vidste, at en ny økonomisk plan var under udarbejdelse, en som lå langt fra de løfter, de alle havde afgivet ved valgene i 1994. Alle på holdet “svor tavshed, og hele processen blev omgærdet med den største hemmelighedsfuldhed, for at venstrefløjen ikke skulle få nys om Mbekis plan,” skriver Gumede.³² Økonomen Stephen Gelb, som var med til at lave udkastet til den nye plan, indrømmede, at “dette var ‘reform oppefra og ned’, så det forslog, og noget, der gik til ekstremer i forhold til at isolere politikernes autonomi fra offentlighedens pres.”³³ (Netop dette med at lægge vægt på hemmelighedsfuldhed og isolering var særligt ironisk, når man betænker, at ANC under apartheidtyranniet havde været særligt åben og uddelegerende i den proces, der førte til Frihedscharteret. Nu, hvor man havde demokrati, valgte partiet at skjule sine økonomiske planer for sin egen vælgerskare).

I juni 1996 bekendtgjorde Mbeki resultaterne: Det var et neoliberalt chokterapiprogram for Sydafrika, der opfordrede til mere privatisering, nedskæringer i de offentlige udgifter, arbejdskrafts-“fleksibilitet”, friere handel og endnu mindre kontrol med pengestrømmene. Ifølge Gelb var dens overordnede mål “at signalere til potentielle investorer, at regeringen (og især ANC) var opsat på at følge den sejrende ortodoksi.”³⁴ For at sikre sig, at signalet gik igennem hos aktiehandlere i New York og London, pippede Mbeki ved fremlæggelsen: “Kald mig bare for en thatcherist.”³⁵

Chokterapi er altid en markedsforestilling – det er en del af dens underliggende teori. Aktiemarkedet elsker stærkt styrede øjeblikke, der kan sende aktiepriserne på himmelflugt, som regel gennem en børsintroduktion, offentliggørelsen af en stor fusion eller ansættelsen af en celeber koncerndirektør. Når økonomer tilskynder lande til at annoncere en omfattende chokterapeutisk pakke, så er rådet til dels baseret på et forsøg på at efterligne denne form for højdramatisk markedsbegivenhed og udløse en hovedkuls bissen – blot er det ikke individuelle aktier, man sælger, men et helt land. Det, man håber på, er et “Køb argentinske aktier!”, “Køb bolivianske obligationer!” En langsommere, mere forsigtig tilgang vil på den anden side være mindre brutal, men den forholder markedet disse hype-bobler, der skal til for at tjene rigtig mange penge. Chokterapi er altid en stor satsning, og i Sydafrika virkede den ikke: Det lykkedes ikke Mbekis store gestus at tiltrække langsigtede investeringer; den resulterede kun i spekulativ gambling, der endte med at svække valutaen yderligere.

Basischokket

“De nyomvendte er altid mere nidkære på disse områder. De ønsker at behage endnu mere,” bemærkede den i Durban boende Ashwin Desai, da vi mødtes for at diskutere hans erindringer om overgangen. Desai sad i fængsel under frihedskampen, og han ser paralleller mellem psykologien i fængsler og ANCs adfærd i regeringen. I fængslet er det sådan, sagde han, “at hvis man behager fængselsbetjenten mere, så får man en bedre status. Og den form for logik gik åbenbart med over i nogle af de ting, det sydafrikanske samfund gjorde. De ville på en eller anden måde bevise, at de var meget bedre fanger. Meget mere disciplinerede fanger end andre lande, oven i købet.”

Basis i ANC viste sig imidlertid at være betydeligt mere uregerligt – hvilket skabte et behov for endnu mere disciplin. Ifølge Yasmin Sooka, en af nævningene i Sydafrikas Sandheds- og forsoningskommission spillede disciplineringsmentaliteten ind i ethvert aspekt af overgangen – inklusive jagten på retfærdighed. Efter i årevis at have hørt vidneudsagn om tortur, drab og forsvindinger vendte Sandhedskommissionen sig mod spørgsmålet om, hvilken gestus der kunne igangsætte en helingsproces i forhold til uretfærdigheden. Sandhed og tilgivelse var vigtige, men det samme var kompensation for ofrene og deres familier. Der var ikke megen fornuft i at bede den nye regering om at udbetale kompensationer, da det ikke var dens forbrydelser, og alt, hvad der blev brugt på erstatninger for apartheidmishandlinger, ville være penge, der så ikke kunne bruges til at bygge huse og skoler for til de fattige i den nyligt frie nation.

Nogle af kommissionsmedlemmerne mente, at de multinationale koncerner, der havde nydt godt af apartheid, burde tvinges til at betale erstatning. Det endte med, at Sandheds- og forsoningskommissionen kom med et moderat forslag om en engangsskat på virksomhederne på 1 procent for at skaffe penge til ofrene, noget man kaldte en “solidaritetsskat”. Sooka forventede støtte fra ANC til denne milde anbefaling; i stedet afviste regeringen, nu under ledelse af Mbeki, ethvert forslag om, at virksomhederne skulle betale erstatning eller en solidaritetsskat af frygt for, at det skulle sende et erhvervsfjendtligt signal til markedet. “Præsidenten besluttede ikke at holde erhvervslivet ansvarligt,” fortalte Sooka mig. “Så enkelt var det.” Det endte med, at regeringen pungede ud med en minimal del af det foreslåede af sit eget budget, nøjagtig som kommissionen havde frygtet.

Sydafrikas Sandheds- og forsoningskommission bliver ofte holdt frem som model for andre på en succesfuld “fredsopbygning”, som bliver eksporteret til andre konfliktzoner fra Sri Lanka til Afghanistan. Men mange af dem, der var involveret direkte i processen, er dybt ambivalente. Da kommissionens formand, ærkebiskop Desmond Tutu, fremlagde den endelige rapport i marts 2003, konfronterede han journalisterne med frihedens ufærdige arbejde. “Kan I forklare, hvordan en sort mand vågner op i en tarvelig ghetto i dag, næsten ti år efter friheden? Så tager han på arbejde i en by, der stadig hovedsagelig er hvid, i paladsagtige huse. Og at han, når dagen er omme, tager tilbage til sit tarvelige hjem? Jeg ved ikke, hvorfor disse mennesker ikke siger: ‘Op i røven med freden. Op i røven med Tutu og Sandhedskommissionen.’”³⁶

Sooka, som nu leder Sydafrikas Foundation for Human Rights, siger, at hun føler, at høringerne, selvom de handlede om, hvad hun beskriver som “ydre manifestationer af apartheid, såsom tortur, alvorlig mishandling og forsvindinger,” lod det økonomiske system, der blev understøttet af disse overgreb, “komplet urørt” – et ekko af de betænkeligheder omkring “menneskerettighedernes” blindhed, som Orlando Letelier havde givet udtryk for tre årtier tidligere. Hvis hun skulle gennem processen en gang til, “ville jeg gøre det helt anderledes,” sagde Sooka. “Jeg ville se på apartheids systemer – jeg ville se på spørgsmålet om jord, jeg ville helt sikkert se på de multinationales rolle, jeg ville se meget, meget nærmere på mineindustriens rolle, for jeg tror, at det er dér, Sydafrikas virkelige dårligdom ligger ... Jeg ville gerne se på de systematiske virkninger, apartheidpolitikken har haft, og jeg ville kun afsætte en enkelt høring til tortur, for jeg tror, at når man fokuserer på tortur og ikke ser på, til hvilket formål den blev anvendt, så er det, man begynder at revidere den virkelige historie.”

Erstatninger i bakgear

Det faktum, at ANC afviste kommissionens opfordring til virksomhedserstatninger, er ganske særligt unfair, påpegede Sooka, fordi regeringen forsætter med at betale af på apartheids gæld. I de første år efter magtoverdragelsen kostede det den nye regering 30 milliarder rand om året (omkring 4,5 milliard USD) i renter og afdrag – en sum, der står i skærende kontrast til den lusede sum på i alt 85 millioner USD, som regeringen i den sidste ende udbetalte til mere end nitten tusinde ofre for apartheiddrab og -tortur og deres familier. Nelson Mandela har nævnt gældsbyrden som den største enkeltforhindring for at opfylde løfterne i Frihedscharteret. “Det er 30 milliarder [rand], som vi ikke havde at bygge huse for, som vi planlagde, inden vi kom i regeringen, for at være sikre på at vores børn kunne gå i de bedste skoler, at arbejdsløsheden blev løst på en ordentlig måde, og at alle har den værdighed, et arbejde giver, en anstændig indtægt, at være i stand til at give sine elskede husly, at give dem mad på bordet ... Vi er begrænsede af den gæld, vi har arvet.”³⁷

På trods af Mandelas erkendelse af, at det at skulle betale apartheids regninger er blevet en forkrøblende byrde, så har partiet modsat sig alle forslag om at nulstille den. Frygten er, at selvom man står juridisk stærkt i forhold til, at gælden er “modbydelig”, så ville ethvert skridt i retning af en nulstilling få Sydafrika til at tage sig farligt yderligtgående ud i investorernes øjne og derved fremprovokere endnu et markedschok. Dennis Brutus, et mangeårigt medlem af ANC og tidligere fange på Robben Island, løb direkte ind i den mur af frygt. Da han og en gruppe sydafrikanske aktivister i 1998 så det finansielle pres, den nye regering var udsat for, besluttede de, at den bedste måde at støtte den fortsatte kamp var at starte en “gældsjubilæums”-bevægelse. “Jeg må nok indrømme, at jeg var vildt naiv,” fortalte Brutus, der nu er i halvfjerdserne, mig. “Jeg forventede, at regeringen ville udtrykke anerkendelse over for os over, at græsrødderne tog spørgsmålet om gæld op, ikke? Sådan at vi kunne bakke regeringen op i at tage spørgsmålet op.” Til hans store forbløffelse “afviste regeringen os og sagde: ‘Nej, vi ønsker ikke jeres støtte.’”

Det, der gør ANCs beslutning om at tilbagebetale gælden så oprørende for aktivister som Brutus, er de følbare ofre, hver betaling koster. For eksempel solgte den sydafrikanske regering i årene fra 1997 til 2004 atten statsejede virksomheder for at rejse 4 milliarder USD, men næsten halvdelen af pengene gik til renter på gælden.³⁸ Med andre ord ikke blot løb ANC fra Mandelas oprindelige løfte om “nationalisering af minerne, bankerne og monopolindustrien,” men på grund af gælden gjorde man også det modsatte – solgte ud af nationale aktiver for at bruge dem på undertrykkernes gæld.

Og så er der spørgsmålet om, hvor præcist det er, pengene går hen. Under overgangsforhandlingerne forlangte F.W. de Klerks hold, at alle offentligt ansatte blev garanteret deres job også efter magtoverdragelsen; de, der gerne ville forlade deres job, hævdede de, burde have livslange og store pensioner. Det var et ekstraordinært krav at stille i et land uden noget socialt sikkerhedsnet af betydning, men det var et af adskillige “tekniske” spørgsmål, hvor ANC lod sig presse.³⁹ Aftalen betød, at den nye ANC-regering bar udgifterne til to regeringer – dens egen og en hvid skyggeregering, som ikke længere var ved magten. Fyrre procent af regeringens årlige gældsbetalinger går til landets enorme pensionsfond. Langt den overvejende del af de, der nyder godt af den, er tidligere apartheidansatte. ^{V, 40}

Det er endt med, at Sydafrika i den sidste ende står med en besynderlig bagvendt erstatningssag, hvor det hvide erhvervsliv har høstet enorm profit på den sorte arbejdskraft under apartheid uden at betale så meget som en cent i erstatning, mens ofrene for apartheid til stadighed sender store checks til dem, der gjorde dem til ofre. Og hvordan får de så råd til denne generøsitet? Ved at ribbe staten for dens aktiver gennem privatisering – en moderne form af den selv samme plyndring, som ANC var så opsat på at undgå, da man gik med til forhandlinger i håbet om at forhindre en gentagelse af Mozambique. I modsætning til, hvad der skete i Mozambique, hvor de offentligt ansatte ødelagde maskineriet, stoppede lommerne og flygtede, fortsætter afmonteringen af staten og udplyndringen af dens skattekister den dag i dag.

Da jeg ankom til Sydafrika, nærmede man sig halvtredsårsdagen for underskrivelsen af Frihedscharteret, og ANC havde besluttet at markere begivenheden med en mediebegivenhed. Planen var, at parlamentet i dagens anledning skulle forflyttes fra det sædvanlige kommandokvarter i Cape Town til de langt mere ydmyge omgivelser i Kliptown, hvor charteret oprindeligt blev underskrevet. Den sydafrikanske præsident, Thabo Mbeki, ville benytte lejligheden til at omdøbe Kliptowns største vejkryds til Walter Sisulu Square of Dedication, efter en af ANCs mest anerkendte ledere. Mbeki skulle afsløre et nyt monument for Frihedscharteret, et murstenstårn hvorpå charterets ord var blevet indgraveret på stentavler, og tænde en “evig frihedsild”. Ved siden af denne bygning skred arbejdet frem på et andet monument, kaldet Frihedstårnene, en pavillon af sorte og hvide betonsøjler, der skulle illustrere charterets berømte ord om, at “Sydafrika tilhører alle, der lever i landet, sorte som hvide.”⁴¹

Det var svært at overse begivenhedens overordnede budskab: For halvtreds år siden havde partiet lovet at bringe Sydafrika frihed, og nu havde man leveret varen – det var ANCs eget “missionen fuldført”-øjeblik.

Men der var noget mystisk ved begivenheden. Kliptown – en forarmet township med forfaldne skure, åbne kloakrender på gaderne og en arbejdsløshedsprocent på 72, langt højere end under apartheid – forekommer i langt højere grad at være et symbol på Frihedscharterets brudte løfter end en passende kulisse for en så smart og glat fremstillet festlighed.⁴² Det viste sig, at jubilæumsbegivenheden ikke var iscenesat og artdirected af ANC, men af et mærkeligt organ kaldet Blue IQ. Selvom det officielt hører under provinsregeringen, er Blue IQ noget, der “opererer i en omhyggeligt konstrueret sammenhæng, der får det til at tage sig ud og opføre sig, som hørte det til i den private sektor og ikke under regeringen,” ifølge en meget glittet og meget blå brochure. Dets mål er at slå på tromme for flere udenlandske investeringer i Sydafrika – en del af ANCs plan om “omfordeling gennem vækst”.

Blue IQ havde udset sig turisme som et vækstområde for investeringer, og organets markedsundersøgelser viste, at en stor del af de turister, der besøger Sydafrika, føler sig tiltrukket af ANCs verdensomspændende ry for at have sejret over undertrykkelsen. I håbet om at kunne bygge videre på dette trækplaster havde Blue IQ besluttet, at der ikke fandtes bedre symbol på historien om Sydafrikas sejr over modstanderne end Frihedscharteret. I forlængelse af dette lancerede man en plan om at omdanne Kliptown til en forlystelsespark med Frihedscharteret som tema, “et turistmål i verdensklasse og et hjemstavnssted, der tilbød lokale og internationale besøgende en enestående oplevelse” – komplet med museum, et indkøbscenter med friheden som tema og et Frihedshotel i glas og stål. Det er meningen, at det, der nu er slum, skal laves om til “en eftertragtelsesværdig og velhavende” forstad til Johannesburg, mens mange af de nuværende beboere vil blive forflyttet til slum i mindre historiske lokaliteter.⁴³

Med sin plan om at genbrande Kliptown følger Blue IQ det frie markeds opskrift – sørger for tilskyndelser til erhvervslivets investeringer i håbet om, at det vil skabe job hen ad vejen. Det, der gør dette projekt til noget særligt, er, at hele dette nedsivningsapparat i Kliptown hviler på et halvtreds år gammelt stykke papir, der opfordrede til en tydeligvis mere direkte vej til udryddelse af fattigdommen. Lav en jordreform, så millioner kan forsørge sig selv, forlangte skaberne af Frihedscharteret, og tag minerne tilbage, så rigdommen kan bruges til at bygge huse og infrastrukturer for og derved skabe job. Med andre ord: ud med mellemmanden. Det kan godt være, at disse ideer lyder som utopisk populisme i manges øren, men efter så mange mislykkede forsøg med Chicagoskolens ortodoksi kan det være, at de virkelige drømmere er dem, der stadigvæk tror på, at ting som Frihedscharterforlystelsesparken, der delte ud til virksomhederne samtidig med, at de tog fra de mest trængende, vil løse de presserende sundhedsmæssige og økonomiske problemer for de 22 millioner sydafrikanere, der stadig lever i fattigdom.⁴⁴

Mere end ti år efter, at Sydafrika valgte at lægge sig efter thatcherismen er resultatet af dette eksperiment i nedsivningsretfærdighed skandaløse:

• Siden 1994, hvor ANC tog over, er antallet af mennesker, der lever for under 1 USD om dagen, fordoblet fra 2 millioner til 4 millioner i 2006.⁴⁵

• I perioden fra 1991 til 2002 er arbejdsløshedsprocenten for sorte sydafrikanere mere end fordoblet, fra 23 procent til 48 procent.⁴⁶

• Ud af Sydafrikas 35 millioner sorte tjener kun fem tusinde mere end 60.000 USD om året. Antallet af hvide i det indkomstlag er tyve gange højere, og mange tjener langt mere.⁴⁷

• ANC-regeringen har bygget 1,8 millioner huse, men i mellemtiden har 2 millioner mistet deres hjem.⁴⁸

• Næsten en million mennesker er blevet fordrevet fra landbruget i løbet af demokratiets første tiår.⁴⁹

• Sådanne fordrivelser har betydet, at antallet af mennesker, der bor i skure, er vokset med halvtreds procent. I 2006 boede mere end hver fjerde sydafrikaner i skure i uofficielle shandytowns, mange uden rindende vand eller elektricitet.⁵⁰

Måske er den bedste målestok for omfanget af de brudte frihedsløfter den måde, hvorpå man nu om dage betragter Frihedscharteret i forskellige dele af det sydafrikanske samfund. For ikke så længe siden repræsenterede dokumentet den ultimative trussel for de hvides privilegier i landet; i dag er det noget, man taler om i erhvervsklubber og indhegnede beboelsesområder som en hensigtserklæring, på én gang flatterende og totalt tandløs på linje med en virksomheds etiske adfærdsregler. Men i de townships, hvor det dokument, der engang blev til på en mark i Kliptown, engang glødede af muligheder, er dets løfter næsten for smertelige at tænke over. Mange sydafrikanere boykottede fuldstændig de regeringssponsorerede jubilæumsfestligheder. “Det, der står i Frihedscharteret, er meget godt,” sagde S’bu Zikode, leder af Durbans spirende bevægelse af skurbeboere, til mig. “Men alt, hvad jeg kan få øje på, er forræderi.”

I sidste ende var det vægtigste argument for at give køb på Frihedscharterets løfter om omfordeling det mindst fantasifulde af alle: Alle gør det. Vishnu Padayachee opsummerede for mig den besked, ANC lige fra begyndelsen fik fra “vestlige regeringer, IMF og Verdensbanken. De sagde: ‘Verden har ændret sig; intet af det venstreorienterede sludder betyder noget længere; der findes kun en model.’” Som Gumede skriver: “Det var en nedslagtning, som ANC var fuldstændig uforberedt på. Centrale økonomiske ledere blev jævnligt sendt af sted til hovedkontorerne for internationale organisationer som Verdensbanken og IMF, og i løbet af 1992 og 1993 tog adskillige ANC-ansatte, nogle af dem uden nogen som helst økonomisk baggrund, del i kortvarige lederuddannelsesprogrammer på udenlandske handelshøjskoler, hos investeringsbanker, økonomiske tænketanke og Verdensbanken, hvor de ‘blev stoppet med neo-liberale ideer.’ Det var en forvirrende oplevelse. Aldrig før var en kommende regering blevet så forført af det internationale samfund.”⁵¹

Mandela modtog en særlig intensiv dosis af denne elitære form for skolegårds-gruppepres, da han besøgte de europæiske ledere ved mødet i World Economic Forum i Davos i 1992. Da han påpegede, at Sydafrika ikke ønskede at gøre noget, der var mere radikalt end det, Europa havde gjort under Marshall-planen efter Anden Verdenskrig, afviste den hollandske finansminister sammenligningen. “Det var sådan, vi forstod tingene dengang. Men verdens økonomier er afhængige af hinanden. Globaliseringsprocessen er ved at slå rod. Ingen økonomi kan udvikle sig adskilt fra økonomierne i andre lande.”⁵²

Når ledere som Mandela rejste rundt på globaliseringsturen, blev det banket ind i hovedet på dem, at selv de mest venstreorienterede regeringer alle tilsluttede sig Washington-konsensussen: Kommunisterne i Vietnam og Kina gjorde det, og det samme gjorde fagforeningsfolk i Polen og socialdemokraterne i Chile, nu hvor de endelig var blevet af med Pinochet. Selv russerne havde set det neo-liberalistiske lys – på det tidspunkt, hvor ANC stod midt i de sværeste forhandlinger, var Moskva i gang med at sælge sine statslige aktiver til apparatnikker-nu-entreprenører, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Hvis Moskva havde givet efter, hvordan skulle en pjaltet bande frihedskæmpere i Sydafrika så modstå et sådant globalt tidevand?

Det var i det mindste, hvad jurister, økonomer og socialarbejdere, som udgjorde den hurtigt voksende “overgangs”-industri solgte, – disse eksperthold, der kommer farende fra det ene krigshærgede land til den næste kriseknuste by og overøser overvældede nye politikere med den sidste nye måde at gøre tingene på fra Buenos Aires, den mest inspirerende succeshistorie fra Warszawa, det mest frygtindgydende brøl fra de Asiatiske Tigre. “Transitionologists”, overgangslogister (som samfundsforsker Stephen Cohen fra New York University har kaldt dem) har et indbygget fortrin i forhold til de politikere, de rådgiver: De er en hypermobil klasse, hvor lederne af frihedsbevægelser af natur ser indad.⁵³ Det ligger i sagens natur, at folk der går ind for intense, nationale forandringer, er snævert fokuserede på deres egne fortællinger og magtkampe og ofte ude af stand til at forholde sig til verden uden for deres egne grænser. Det er uheldigt, for hvis ANCs ledelse havde været i stand til at skære igennem det overgangslogistiske spin og selv finde ud af, hvad der i virkeligheden skete i Moskva, Warszawa, Buenos Aires og Seoul, så ville de have fået et helt andet indtryk.

I. Milton Friedman spøgte ofte med, at hvis han havde magt, som han havde agt, så ville centralbanker være noget, der udelukkende baserede sig på “økonomisk videnskab” og i en sådan grad, at de kørte som gigantiske computere – uden behov for mennesker.

II. Det var meget passende Chicagodrengene i Chile, der var foregangsmænd for denne proces med demokratibevisende kapitalisme eller opbygningen af det, de kaldte for “nyt demokrati”. Inden magten i Chile blev overgivet til den folkevalgte regering efter sytten års juntastyre, fik Chicagodrengene rigget grundloven og domstolene til, så det juridisk var stort set umuligt at omgøre deres revolutionære love. De havde mange betegnelser for denne proces: opbygningen af et “teknificeret demokrati”, et “beskyttet demokrati” eller, som Pinochets unge minister José Piñera udtrykte det, “isolering mod politikere”. Alvaro Bardón, Pinochets viceøkonomiminister, forklarede den klassiske Chicagoskole-begrundelse: “Hvis vi anerkender økonomi som en videnskab, så betyder det straks mindre magt til regeringen eller den politiske struktur, da begge mister ansvaret for at træffe sådanne beslutninger.”

III. Spørgsmålet om, hvorvidt der er flere mennesker, som er blevet afskåret fra de nye serviceydelser end tilsluttet dem, er stærkt omdiskuteret i Sydafrika. I det mindste én troværdig undersøgelse har vist, at antallet af afkoblede overstiger antallet af tilkoblede: Regeringen hævder, at man har tilsluttet ni millioner mennesker til vandværkerne; undersøgelsen viste, at ti millioner var blevet koblet af.

IV. Faktisk var det ANCs officielle økonomiske politik, og det var den, den var blevet valgt på, at man ville “øge den offentlige sektor på strategiske områder gennem for eksempel nationaliseringer.” Og så var der jo også Frihedscharteret, der fortsat var partiets manifest.

V. Faktisk betinger denne ene betalingsbyrde fra apartheidæraen en vækst i landets samlede gæld og sender hvert år milliarder af offentlige rand ud af budgettet. Ved en “teknisk” bogføringsændring i 1989 gik den statslige pensionsfond over fra “løbende indbetalinger”, hvor udbetalingerne kommer fra de årlige indbetalinger, til et “fuldt finansieret” system, hvor fonden skal have nok kapital til sin rådighed til at kunne betale mellem 70 og 80 procent af dens totale forpligtelser på ethvert givent tidspunkt – et scenario, den aldrig vil komme ud for. Resultatet er, at fonden svulmede op fra 30 milliarder rand i 1989 til mere end 300 milliarder i 2004 – hvilket nok kan siges at være et gældschok. For sydafrikanerne betyder det, at en stor mængde kapital er blevet skåret fra og administreres uafhængigt af en pensionsfond, så den ikke kan bruges til offentligt boligbyggeri, sundhedsvæsen eller basale serviceydelser. Pensionsaftalen blev faktisk forhandlet igennem fra ANCs side af Joe Slovo, den legendariske leder af det sydafrikanske kommunistparti, et faktum der den dag i dag er årsag til stor fortrydelse i landet.