KAPITEL 11

ET UNGT DEMOKRATI PÅ BÅLET

RUSLAND VÆLGER “PINOCHET-MULIGHEDEN”

Man kan ikke bortauktionere dele af byen uden at tage hensyn til, at der findes indfødte traditioner, selv hvis de forekommer fremmede besynderlige ... Men det her er vores traditioner og vores by. Vi har i lang tid levet under kommunisternes diktatur, men nu har vi fundet ud af, at livet under forretningsmændenes diktatur ikke er spor bedre. De kunne ikke være mere uinteresserede i, hvilket land de befinder sig i.
– Grigory Gorin, russisk forfatter, 1993¹

Spred sandheden – økonomiens love svarer til ingeniørkunstens love. Et sæt love virker overalt.
– Lawrence Summers, cheføkonom i Verdensbanken, 1991²

Da den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov fløj til London for at tage del i sit første G7-topmøde i juli 1991, havde han al mulig grund til at forvente en heltemodtagelse. De foregående tre år havde han forekommet ikke at skride hen over den internationale scene, men snarere at svæve på en lyserød sky, mens han charmede medierne, underskrev nedrustningsaftaler og indkasserede fredspriser, blandt dem Nobelprisen i 1990.

Det var oven i købet lykkedes ham at gøre det hidtil utænkelige:At vinde den amerikanske offentlighed for sig. Den russiske leder var så stærkt i modstrid med alle karikaturer af Ondskabens Imperium, at den amerikanske presse var begyndt at kalde ham ved kælenavnet “Gorby”, ligesom Time i 1987 tog chancen og udnævnte ham til Årets Mand. Redaktørerne forklarede, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere (“forstenede uhyrer iført pelshatte”) var Ruslands helt egen Ronald Reagan – “en Kreml-udgave af den Store Kommunikator.” Nobelpriskomiteen erklærede, at det takket være hans arbejde “er vores håb, at det, vi nu fejrer, er afslutningen på den kolde krig.”³

I begyndelsen af halvfemserne havde Gorbatjov med sin dobbeltpolitik af glasnost (åbenhed) og perestrojka (rekonstruktion) ført Sovjetunionen gennem en bemærkelsesværdig demokratiseringsproces: Pressen var blevet fri for censur, der var blevet valgt et russisk parlament, lokale råd, præsident og vicepræsident, og forfatningsdomstolen var blevet uafhængig. Hvad økonomien angik, rykkede Gorbatjov frem mod en blanding af et frit marked og et stærkt sikkerhedsnet, hvor nøgleindustrierne stadigvæk var under offentlig kontrol – en proces han forudså ville tage ti til femten år at gennemføre. Hans slutmål var at opbygge et socialdemokrati baseret på den skandinaviske model, “et socialistisk fyrtårn for hele menneskeheden.”⁴

Til at begynde med så det ud til, at Vesten også gerne ville have, at det lykkedes for Gorbatjov at løsne grebet om den sovjetiske økonomi og transformere den til noget, der mindede om Sverige. Nobelpriskomiteen beskrev eksplicit tildelingen af prisen som noget, der kunne støtte overgangen – “en hjælpende hånd i en svær situation.” Og under et besøg i Prag gjorde Gorbatjov det klart, at han ikke kunne klare det ene mand: “Som et hold bjergbestigere i en line kan verdens nationer enten klatre sammen til toppen eller falde i afgrunden sammen,” sagde han.⁵

Derfor var det, der skete på G7-mødet i 1991, også fuldstændig uventet. Den næsten enstemmige besked, Gorbatjov havde modtaget fra de andre statsoverhoveder, var, at hvis han ikke med det samme indførte en radikal chokterapi, så ville de skære linen over og lade ham falde. “Deres forslag til, med hvilken hastighed og efter hvilke metoder overgangen skulle finde sted, var forbløffende,” skrev Gorbatjov om begivenheden.⁶

Polen var netop færdig med sin første runde af chokterapi under ledelse af IMF og Jeffrey Sachs, og konsensus mellem den britiske premierminister John Major, den amerikanske præsident George H.W. Bush, Canadas premierminister Brian Mulroney og den japanske premierminister Toshiki Kaifu var, at Sovjetunionen var nødt til at følge Polens eksempel endog med en strammere tidsplan. Efter mødet fik Gorbatjov samme marchordre af IMF, Verdensbanken og hver eneste af de andre store låneinstitutioner. Da Rusland senere på året bad om gældseftergivelse for at klare en katastrofal økonomisk krise, var den strenge besked, at gældsaftaler skulle overholdes.⁷ I tiden, der var gået, siden Sachs gennemtrumfede hjælp og gældseftergivelse for Polen, var den politiske tone blevet en anden – og mere ondskabsfuld.

Det næste, der skete – opløsningen af Sovjetunionen, Gorbatjov, der blev sat i skyggen af Jeltsin, og chokterapiens tumultariske forløb i Rusland – er et veldokumenteret kapitel i moderne historie. Det er imidlertid en historie, der alt for ofte fortælles som en unuanceret “reform”, en historie der er så almengørende, at den har skjult en af de største forbrydelser, der nogensinde er blevet begået mod et demokrati i moderne historie. Rusland blev, som Kina, tvunget til at vælge mellem Chicagoskolens økonomiske program og en autentisk demokratisk revolution. Stillet over for det valg havde Kinas ledere angrebet dets eget folk for at forhindre demokratiet i at gribe forstyrrende ind i deres planer om et frit marked. Med Rusland forholdt det sig anderledes: Den demokratiske revolution var allerede godt på vej – så hvis man skulle gennemtvinge Chicagoskolens økonomiske program, så måtte den fredelige og håbefulde proces, Gorbatjov havde startet, afbrydes med vold og magt og sættes i bakgear.

Gorbatjov vidste, at den eneste måde, hvorpå man kunne indføre den form for chokterapi, som G7 og IMF gik ind for, var med magt – og det samme gjorde mange i Vesten, der pressede på for denne politik. Bladet The Economist opfordrede i en vigtig artikel fra 1990 Gorbatjov til at påtage sig “den stærke mands-politik ... og smadre den modstand, der blokerede for alvorlige økonomiske reformer.”⁸ Blot to uger efter, at Nobelpriskomiteen havde erklæret, at den kolde krig var omme, opfordrede The Economist Gorbatjov til at lægge sig op ad en af den kolde krigs mest berygtede mordere. Under overskriften “Mikhail Sergeevich Pinochet?” fastslog artiklen, at selvom det at følge rådet kunne medføre “mulig blodsudgydelse ... så kunne det meget vel være Sovjetunionens tur til, hvad man kunne kalde for Pinochets tilgang til liberal økonomi.” The Washington Post var villig til at gå endnu længere. I august 1991 kørte bladet en kommentar under overskriften “Pinochets Chile en pragmatisk model for sovjetøkonomien.” Artiklen støttede forestillingen om et kup for at slippe af med den langsomt reagerende Gorbatjov, men forfatteren Michael Schrage var bekymret over, at den sovjetiske præsidents modstandere hverken havde viden nok eller opbakning nok til at gøre brug af Pinochet-muligheden.” De burde, skrev Schrage, lægge sig efter “en despot, der virkelig vidste, hvordan man kører et kup: den forhenværende chilenske general Augusto Pinochet.⁹

Gorbatjov kom hurtigt i en situation, hvor han stod over for en modstander, der var villig til at spille rollen som Ruslands Pinochet. Boris Jeltsin rangerede, selvom han var Ruslands præsident, langt under Gorbatjov, som stod i spidsen for Sovjetunionen. Det skulle alt sammen ændre sig på dramatisk vis den 19. august 1991, en måned efter G7-mødet. En gruppe tilhørende den gamle garde af kommunister kørte kampvogne op foran det Hvide Hus, som det russiske parlament kaldes. I et forsøg på at standse demokratiseringsprocessen truede de med at angribe landets første folkevalgte parlament. Midt i mængden af russere, der var opsatte på at forsvare deres nyvundne demokrati, stillede Jeltsin sig op på en af kampvognene og afviste aggressionen som et “kynisk, højreorienteret kupforsøg.”¹⁰ Kampvognene trak sig tilbage, og Jeltsin fremstod som en modig forsvarer for demokratiet. En af de demonstranter, der stod på gaden den dag, beskrev det som “den første gang, jeg følte, at jeg virkelig kunne påvirke situationen i mit land. Vore sjæle hævede sig. Det var en utrolig følelse af enhed. Vi følte os uovervindelige.”¹¹

Det samme gjorde Jeltsin. Som leder havde han altid været en slags anti-Gorbatjov. Hvor Gorbatjov havde stået for sømmelighed og ædruelighed (et af hans mest kontroversielle tiltag var en aggressiv kampagne mod vodkadrikkeri), var Jeltsin en berygtet ædedolk og drukkenbolt. Forud for kuppet havde mange russere forbehold over for Jeltsin, men han havde hjulpet med til at redde demokratiet fra et kommunistisk kup, hvilket i det mindste for en tid gjorde ham til folkets helt.

Jeltsin udnyttede straks sin sejr i opgøret til en øget politisk magt. Så længe Sovjetunionen forblev intakt, ville han altid have mindre kontrol end Gorbatjov, men i december 1991, fire måneder efter det mislykkede kup, lavede Jeltsin en politisk genistreg. Han indgik en alliance med to andre sovjetrepublikker, noget der fik Sovjetunionen til pludselig at gå i opløsning og dermed fremtvinge Gorbatjovs afgang. Opgivelsen af Sovjetunionen, “det eneste land de fleste russere nogensinde havde kendt til”, var et voldsomt chok for den russiske psyke – og det var, som samfundsforskeren Stephen Cohen udtrykker det, det første af “tre traumatiske chok”, russerne skulle komme ud for i løbet af de næste tre år.¹²

Jeffrey Sachs befandt sig i lokalet i Kreml den dag, Jeltsin erklærede, at Sovjetunionen ikke længere fandtes. Sachs mindedes, at den russiske præsident sagde: “‘Min herre, jeg skal blot meddele, at Sovjetunionen ikke er længere ...’ Og jeg sagde: ‘Hold da op, det sker kun en gang hvert hundrede år. Det her er det mest utrolige, jeg kan forestille mig; det her er ægte befrielse; lad os hjælpe disse mennesker.’”¹³ Jeltsin havde inviteret Sachs til Rusland som mulig rådgiver, og Sachs var mere end villig: “Hvis Polen kan gøre det, så kan Rusland også,” erklærede han.¹⁴

Men Jeltsin ville ikke bare have gode råd, han ville have den samme form for fundraising serveret på en guldtallerken, som det var lykkedes Sachs at skaffe Polen. “Det eneste håb,” sagde Jeltsin, “var løftet fra De Syv om hurtigt at yde os store summer i økonomisk hjælp.”¹⁵ Sachs sagde til Jeltsin, at han havde tiltro til, at han kunne skaffe noget, der lignede 15 milliarder USD, hvis Moskva var villig til at anlægge en “big bang”- tilgang og etablere en kapitalistisk økonomi.¹⁶ De var nødt til at være ambitiøse, og de var nødt til at handle hurtigt. Hvad Jeltsin ikke vidste var, at Sachs’ held var ved at forlade ham.

Ruslands omstilling til kapitalisme havde meget til fælles med den korrupte måde at gøre tingene på, som havde ført til demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Kina to år forinden. Moskvas borgmester, Gavriil Popov, har hævdet, at der i virkeligheden kun var to muligheder for at ombryde den centralt kontrollerede økonomi: “Man kan dele ejendommen mellem alle medlemmer af samfundet, eller også kan man give de bedste lunser til lederne ... Der er med andre ord en demokratisk måde at gøre tingene på, og så er der nomenklaturens, apparatnikkernes måde at gøre det på.”¹⁷ Jeltsin valgte den sidstnævnte – og han havde travlt. I slutningen af 1991 gik han til parlamentet med et uortodokst forslag: Hvis det ville give ham særlige magtbeføjelser i et år, hvor han kunne udstede love per dekret i stedet for at bringe dem op til afstemning i parlamentet, ville han løse den økonomiske krise og sørge for, at man atter fik et sundt og trivselsdygtigt system. Det, Jeltsin bad om, var en form for udøvende magt som den, diktatorer og ikke-demokrater, ynder, men parlamentet var stadig taknemmeligt for den rolle, præsidenten havde spillet under kupforsøget, og landet havde desperat brug for hjælp udefra. Svaret var ja: Jeltsin kunne få absolut magt i et år for at få Ruslands økonomi på fode.

Han samlede øjeblikkeligt et hold af økonomer, hvoraf mange i de sidste år under kommunismen havde dannet en slags frimarkeds-studiekreds, hvor man havde læst Chicagoskolens grundtekster og diskuteret, hvordan disse teorier kunne bruges i Rusland. Selvom de aldrig havde læst i USA, var de så svorne fans af Milton Friedman, at den russiske presse begyndte at kalde Jeltsins team for “Chicagodrengene”, en direkte henvisning til den oprindelige gangsterbetydning, og meget passende set i sammenhæng med det stærkt voksende sorte marked. I Vesten blev de kaldt for “de unge reformatorer”. Gruppens frontfigur var Yegor Gaidar, som Jeltsin udnævnte til en af sine to vicepremierministre. Pjotr Aven, en minister under Jeltsin fra 1991-1992, som var med i inderkredsen, sagde om sin tidligere klike: “Deres opfattelse af dem selv som Gud, der kom som en naturlig forlængelse af deres tro på at være hævet over alle, var uheldigvis typisk for vores reformatorer.”¹⁸

I en oversigt over den gruppe, der pludselig var kommet til magten i Moskva, bemærkede den russiske avis Nezavisimaya Gazeta den ret forbløffende udvikling, at “Rusland for første gang i sin regering vil få et hold liberale, der opfatter sig selv som elever af Friedrich von Hayeks og Milton Friedmans ‘Chigacoskole.’” Deres politik var “ret klar – ‘stram økonomisk stabilisering’ efter ‘chokterapi’-opskrift.” Samtidig med, at Jeltsin foretog disse udnævnelser, havde han også, bemærkede avisen, sat den berygtede stærke mand Jury Skokov “i spidsen for forsvaret og de repressive departementer: hæren, indenrigsministeriet og den statslige sikkerhedskomité.” Beslutningerne havde en klar sammenhæng: “Den ‘stærke Skokov’ kan politisk set ‘sikre’ stram stabilisering, hvor de ‘stærke’ økonomer garanterer den økonomisk set.” Artiklen endte med en forudsigelse: “Det vil ikke komme som nogen overraskelse, hvis de forsøger at lave noget i form af et hjemmelavet Pinochet-system, hvor ‘Chicagodrengenes’ rolle vil blive spillet af Gaidars hold.”¹⁹

For at bakke ideologisk og teknisk op bag Jeltsins Chicagodrenge betalte USAs regering sine egne overgangseksperter, hvis job gik ud på alt fra at udskrive privatiseringsdekreter til at lancere en aktiebørs i stil med den i New York og til at udforme det russiske obligationsmarked. I efteråret 1992 gav US-AID en kontrakt på 2,1 million USD til Harvard Institute for International Development, som udsendte et hold af unge jurister og økonomer til at skygge Gaidars team. I maj 1995 udnævnte Harvard Sachs til direktør for Harvard Institute for International Development, hvilket betød, at han nu spillede to roller i Ruslands reformperiode: Han startede som freelance-rådgiver for Jeltsin og gik så over til at have overopsyn med Harvards store russiske forpost, betalt af den amerikanske regering.

Nok en gang stimlede en gruppe selvudnævnte revolutionære sammen i al hemmelighed for at sammenskrive et radikalt økonomisk program. Som Dimitri Vasiliev, en af de centrale reformatorer, husker det: “Til at begynde med havde vi ikke en eneste ansat, ikke engang en sekretær. Vi havde ikke noget udstyr, ikke engang en fax. Og under disse betingelser skulle vi i løbet af blot halvanden måned sammenskrive et omfattende privatiseringsprogram, hvor vi var nødt til at skrive tyve normative love ... Det var virkelig en romantisk periode.”²⁰

Den 28. oktober 1991 bekendtgjorde Jeltsin, at man ophævede priskontrollen, og forudsagde, at “liberaliseringen af priserne vil få alt til at falde på rette plads.”²¹ “Reformatorerne” ventede blot til en uge efter Gorbatjovs afgang med at lancere deres økonomiske chokterapiprogram – det andet af de tre traumatiske chok. Chokterapiprogrammet indeholdt også frihandelspolitik og første fase af en maskingeværagtig privatisering af landets rundt regnet 225.000 statsejede virksomheder.²²

“Landet blev taget på sengen af ‘Chicagoskole’-programmet,” mindedes en af Jeltsins oprindelige økonomiske rådgivere.²³ Det var ikke nogen utilsigtet overraskelse og en del af Gaidars strategi med at give los for forandringer så pludseligt og så hurtigt, at det ville være umuligt at sætte sig til modværge. Det problem, hans team stod over for, var det sædvanlige. Truslen om at demokratiet skulle obstruere deres planer. Russerne ønskede ikke deres økonomi organiseret af en kommunistisk centralkomité, men de fleste havde fuld tiltro til en omfordeling af rigdommen og i regeringens aktive rolle i dette. Som de polske tilhængere af Solidaritet fortalte 67 procent af russerne i 1992 i meningsmålinger, at de mente, at arbejderkooperativer var den mest ligelige måde at privatisere sovjetstatens aktiver på, og 79 procent sagde, at de mente, at det var regeringens vigtigste opgave at fastholde fuld beskæftigelse.²⁴ Hvis Jeltsins team havde skullet udsætte deres plan for en demokratisk debat – i stedet for at lancere et overrumplingsangreb på en i forvejen dybt forvirret offentlighed – havde det derfor været ensbetydende med, at den ikke ville have haft en kinamands chance.

Vladimir Mau, rådgiver for Boris Jeltsin i denne periode, forklarede, at “den bedste betingelse for en reform” er en “træt offentlighed, udmattet af forudgående politisk kamp ... Det var derfor, at regeringen lige forud for liberaliseringen var så sikker på, at et drastisk socialt sammenstød var umuligt, og at regeringen ikke ville blive væltet af et folkeligt oprør.” Langt hovedparten af russerne – 70 procent – var imod fjernelsen af priskontrollen, forklarede han, men “vi kunne se, at folket, dengang som nu, koncentrerede sig om udbyttet af deres private [køkken] have og i almindelighed om deres egne, individuelle økonomiske omstændigheder.”²⁵

Joseph Stieglitz, der på dette tidspunkt var cheføkonom i Verdensbanken, opsummerede den mentalitet, som styrede chokterapeuterne. Hans metaforer burde nu have en velkendt klang: “Kun en blitzkrieg-tilgang til tingene i den ‘mulighedsåbning’ som ‘overgangstågen’ gav, kunne sørge for, at forandringerne skete, inden befolkningen havde en chance for at organisere sig og beskytte sine forudgående egeninteresser.”²⁶ Med andre ord: chokdoktrinen.

Stieglitz kaldte de russiske reformatorer for “markedsbolsjevikker” på grund af deres forkærlighed for total revolution.²⁷ Hvor de oprindelige bolsjevikker imidlertid med fuldt overlæg ville bygge deres centralt planlagte stat på ruinerne af den gamle, troede markedsbolsjevikkerne på en form for magi: Hvis man skabte de optimale betingelser for profit, så ville landet genopbygge sig selv uden at have nogen planlægning nødig. (Det var en tro, der ville komme til syne nok en gang et årti senere i Irak).

Jeltsin kom med vilde løfter om, at “i et halvt års tid vil tingene blive værre,” men så ville den økonomiske genrejsning sætte ind, og snart ville Rusland være en økonomisk titan, en af verdens fire største økonomier. ²⁸ Logikken bag den såkaldt kreative destruktion resulterede i meget lidt kreativitet og en svimlende destruktion. Efter blot et enkelt år havde chokterapien haft altødelæggende omkostninger: Millioner af middelklasserussere havde mistet deres opsparing, da pengene tabte deres værdi, og abrupte nedskæringer i subsidier betød, at millioner af arbejdere ikke havde fået løn i månedsvis.²⁹ Den gennemsnitlige russer konsumerede 40 procent mindre i 1992 end i 1991, og en tredjedel af befolkningen havnede under fattigdomsgrænsen.³⁰ Middelklassen var tvunget til at sælge personlige ejendele fra boder på gaden – desperate handlinger, som Chicagoskole-økonomerne udlagde som udtryk for “entreprenørånd” og bevis på, at der ganske rigtigt var en kapitalistisk renæssance på vej, arvestykke for arvestykke, genbrugs-blazer efter genbrugs-blazer.³¹

Som i Polen fandt russerne efterhånden fodfæste på ny og begyndte at stille krav om, at det sadistiske økonomiske eventyr fik ende (“ikke flere eksperimenter” var en populær graffiti i Moskva på dette tidspunkt). Under pres fra vælgerne besluttede landets folkevalgte parlament – det samme organ, som havde bragt Jeltsin til magten – at det var på tide at styre præsidenten og hans ersatz-Chicago Boys. I december 1992 var der flertal for at fjerne Yegor Gaidar, og tre måneder senere, i marts 1993 ,stemte parlamentsmedlemmerne for at inddrage de specielle magtbeføjelser, de havde givet Jeltsin, så han kunne indføre sine økonomiske love per dekret. Respitperioden var udløbet, og resultaterne var afgrundsdybe; fra nu af skulle lovene gennem parlamentet, en standardprocedure i ethvert liberalt demokrati og i overensstemmelse med de procedurer, der var fastlagt i den russiske forfatning.

Parlamentsmedlemmerne handlede i overensstemmelse med deres rettigheder, men Jeltsin var blevet vant til sin ekstra magt og var begyndt at opfatte sig selv mere som monark end som præsident (han var også begyndt at kalde sig selv Boris den Første). Hans gengældelsesaktion mod parlamentets “mytteri” var at gå på tv og erklære undtagelsestilstand, hvilket meget passende gengav ham den imperiale magt. Tre dage senere afgjorde Ruslands uafhængige forfatningsdomstol (hvis skabelse var et af Gorbatjovs mest afgørende demokratiske gennembrud) med stemmerne 9 mod 3, at Jeltsins greb om magten på otte forskellige punkter var i strid med den forfatning, han havde svoret at ville opretholde.

Indtil da havde det været muligt at præsentere “økonomisk reform” og demokratisk reform som dele af samme projekt i Rusland, men da først Jeltsin havde erklæret undtagelsestilstand, var de to projekter kommet på kollisionskurs. Jeltsin og hans chokterapeuter stod nu i direkte opposition til det folkevalgte parlament og til forfatningen.

Ikke desto mindre satte Vesten al sin magt bag Jeltsin, som stadig optrådte i rollen som progressiv og “oprigtigt optaget af frihed og demokrati og oprigtigt optaget af reform,” som USAs præsident Bill Clinton udtrykte det.³² Hovedparten af den vestlige presse tog også Jeltsins parti mod hele parlamentet, hvis medlemmer blev afskrevet som “gammelkommunister”, der forsøgte at rulle de demokratiske reformer tilbage.³³ Ifølge New York Times’ Moskvakorrespondent led de af “en sovjetmentalitet – mistænksomme over for reformer, uvidende om demokrati, nedladende over for intellektuelle eller ‘demokrater.’”³⁴

Det var faktisk de samme politikere, der på trods af alle deres mangler (og med 1041 deputerede var det en pæn portion) havde stået side om side med Jeltsin og Gorbatjov mod strammerne under kuppet i 1991, som havde stemt for opløsningen af Sovjetunionen, og som, indtil for ganske kort tid siden, fuldt og helt havde stillet sig bag Jeltsin. Alligevel fremstillede Washington Post Ruslands parlamentsmedlemmer som værende “imod regeringen” – som om de var geskæftige personer, der ville blande sig, og ikke selv en del af den udøvende magt.³⁵

I foråret 1993 kom kollisionen nærmere, da parlamentet fremlagde en budgetlov, der ikke fulgte IMFs krav om stram påholdenhed. Jeltsin svarede igen ved at prøve at eliminere parlamentet. Han fik i al hast opstillet et referendum, der på orwellsk vis blev støttet af pressen, og spurgte vælgerne, om de var med på at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Valgdeltagelsen var for lille til at give Jeltsin det nødvendige mandat. Han påstod imidlertid at have vundet og hævdede, at øvelsen viste, at landet stod bag ham, fordi han havde indlagt et fuldstændig ikke-bindende spørgsmål om, hvorvidt vælgerne støttede hans reformer. Et minimalt flertal sagde ja.³⁶

I Rusland så man stort set referendummet som en propagandaøvelse og oven i købet en, der var slået fejl. Realiteten var, at Jeltsin og Washington stadig stod med et parlament, der havde den konstitutionelle ret til at gøre det, det gjorde. At sinke den chokterapeutiske overgang. En intensiv kampagne for at presse det blev påbegyndt. Lawrence Summer, dengang viceminister for økonomi, advarede om, at “den russiske reform er nødt til at genvinde sin fremdrift og blive intensiveret for at sikre fortsat multilateral støtte.”³⁷ IMF forstod vinket, og en anonym embedsmand lækkede over for pressen, at et lovet lån på 1,5 milliarder USD var under genovervejelse, fordi IMF “ikke brød sig om Ruslands trækken i land i forhold til reformerne.”³⁸ Piotr Aven, en tidligere Jeltsin-minister, udtalte: “IMFs maniske optagethed af budget- og pengepolitik og dens absolut overfladiske og formelle holdning til alt andet ... spillede en ikke ubetydelig rolle i det, der skete.”³⁹

Det, der skete, var, at Jeltsin, dagen efter IMFs lækkede besked, i tillid til, at han havde Vestens støtte, tog sit første uigenkaldelige skridt i retning af det, der nu åbent blev omtalt som “Pinochet-løsningen”: Han udsendte dekret 1.400, der bekendtgjorde, at forfatningen var ophævet og parlamentet ophævet. To dage senere stemte parlamentet ved et særligt møde med 636 mod 2 for at stille Jeltsin for rigsretten for hans uhørte handling (der ville svare til, at den amerikanske præsident egenhændigt opløste Kongressen). Vicepræsident Aleksandr Rutskoi erklærede, at Rusland allerede havde “betalt en høj pris for det politiske eventyr,” Jeltsin og hans reformatorer havde stået for.⁴⁰

Nu var en eller anden form for væbnet konflikt mellem Jeltsin og parlamentet uundgåelig. På trods af det faktum, at Ruslands forfatningsdomstol nok en gang dømte Jeltsins adfærd forfatningsstridig, fortsatte Clinton med at bakke ham op, og Kongressen stemte for at yde Jeltsin 2,5 milliarder USD i bistand. Således opflammet sendte Jeltsin tropper ind for at omringe parlamentet og fik byen til at afbryde strøm- og varmeforsyningen samt telefonlinjerne til parlamentsbygningen det Hvide Hus. Boris Kagarlitsky, direktør for instituttet for globaliseringsstudier i Moskva, fortalte mig, at tilhængere af det russiske demokrati “ankom i tusindvis for at forsøge at bryde blokaden. To ugers fredelige demonstrationer fulgte, hvor man konfronterede soldater og politistyrker. Det førte til en delvis ophævelse af blokaden mod parlamentsbygningen, så folk kunne sende mad og vand ind. Den fredelige modstand blev mere og mere populær og fik dag for dag større støtte.”

Med grøfter, der blev gravet dybere dag for dag, var det eneste kompromis, der kunne have løst situationen, at begge sider havde indvilliget i hurtige valg, så alles job kom til bedømmelse hos offentligheden. Der var mange, der opfordrede til denne løsning, men netop som Jeltsin overvejede sin stilling og angiveligt hældede mod et valg, kom nyheden fra Polen om, at vælgerne havde straffet Solidaritet, det parti, der havde forrådt dem med sin chokterapi.

Efter at have set Solidaritet blive heglet ned ved stemmeurnerne var det indlysende, at hurtige valg for Jeltsin og hans vestlige rådgivere var alt for risikable. I Rusland var der alt for stor en formue på spil. Enorme oliefelter, omkring 30 procent af verdens naturgasreserver, 20 procent af dens nikkel, for slet ikke at tale om våbenfabrikker og det statslige medieapparat, som kommunisterne havde brugt til at kontrollere den kæmpemæssige befolkning med.

Jeltsin opgav forhandlingerne og gik i angrebsposition. Han havde lige hævet militærets løn til det dobbelte og havde derfor det meste af hæren på sin side, og han “omringede parlamentet med tusindvis af tropper fra indenrigsministeriet, pigtråd og vandkanoner, ligesom han nægtede nogen at komme ud eller ind,” ifølge The Washington Post.⁴¹ Vicepræsident Rutskoi, Jeltsins hovedrival i parlamentet, havde på dette tidspunkt bevæbnet sine vagter og bød proto-fascistiske nationalister velkommen i sin lejr. Han opfordrede sine tilhængere til ikke at give Jeltsins “diktatur” et “øjebliks fred”.⁴² Kagarlitsky, som deltog i protesten og skrev en bog om episoden, fortalte mig, at store grupper af tilhængere af parlamentet den 3. oktober “marcherede til Ostankino TV-stationen for at forlange, at nyheden kom ud. Nogle af deltagerne var bevæbnede, men de fleste var ikke. Der var også børn med i optoget. Det blev mødt af Jeltsins tropper og beskudt med maskingeværer.” Omkring hundrede demonstranter og et medlem af militæret blev dræbt. Jeltsins næste træk var at opløse alle byråd og regionale råd i landet. Ruslands unge demokrati var i færd med at blive ødelagt stump for stump.

Der er ingen tvivl om, at nogle parlamentsmedlemmer viste antipati over for en fredelig løsning ved at ophidse masserne, men som den tidligere embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium Leslie Gelb selv skrev, så var parlamentet “ikke domineret af en flok højreorienterede vanvidspersoner.”⁴³ Det var Jeltsins ulovlige opløsning af parlamentet og hans tilsidesættelse af landets højeste retsinstans, der affødte krisen – træk der uundgåeligt måtte blive mødt med desperate tiltag i et land, som ikke havde den store lyst til at opgive det demokrati, det lige havde vundet.^I

Et klart signal fra USA eller EU kunne have tvunget Jeltsin til at indlede seriøse forhandlinger med parlamentsmedlemmerne, men det eneste, han fik, var opbakning. Om morgenen den 4. oktober 1993 tog Jeltsin sin længe forudsete skæbne på sig og blev Ruslands helt egen Pinochet og udløste en række voldelige begivenheder, der gav umiskendelig genklang af kuppet i Chile nøjagtig tyve år tidligere. Som det tredje traumatiske chok, Jeltsin påførte den russiske befolkning, beordrede han en modvillig hær til at storme det hvide Hus, sætte ild til det og efterlade netop den bygning, han havde bygget sit ry på at forsvare blot to år tidligere, som en forkullet ruin. Det kan godt være, at kommunismen faldt, uden at så meget som et enkelt skud blev udløst, men det viste sig, at kapitalisme a la Chicago krævede en hel del skyderi for at forsvare sig selv: Jeltsin indkaldte fem tusinde soldater, snesevis af kampvogne og pansrede mandskabsvogne, helikoptere og elitestormtropper bevæbnede med automatiske maskingeværer – alt sammen for at forsvare Ruslands nye kapitalistiske økonomi mod demokratiets alvorlige trussel.

Således rapporterede The Boston Globe om Jeltsins belejring af parlamentet: “I omkring ti timer i går omringede 30 russiske kampvogne og pansrede mandskabsvogne parlamentsbygningen i det centrale Moskva, kendt som det hvide Hus, og overdyngede det med mortergranater, mens infanteriet oversprøjtede det med maskingeværild. Klokken kvart over fire kom cirka 300 vagter, kongresmedlemmer og stabsmedarbejdere ud af bygningen i en lang række med hænderne over hovedet.”⁴⁴

Da dagen var omme, havde militæraktionen kostet omkring fem hundrede mennesker livet og såret næsten tusinde, den mest voldelige episode i Moskva siden 1917.⁴⁵ Peter Reddaway og Dmitri Glinski, som har skrevet den udtømmende beretning om Jeltsin-årene (The Tragedy of Russia’s Reforms: Market Bolshevism against Democracy), påpeger, at der “under oprydningsaktionen i og omkring det hvide Hus blev arresteret 1.700 mennesker og beslaglagt 11 våben. Nogle af de arresterede blev interneret på et sportsstadion, hvilket mindede om den fremgangsmåde, Pinochet benyttede sig af efter kuppet i 1973 i Chile.”⁴⁶ Mange blev ført til politistationer, hvor de blev gennembanket. Kagarlitsky mindes, hvordan en officer, mens han slog ham i hovedet, råbte: “Nå, så I ville have demokrati, I lorterøve? Nu skal vi vise jer, hvad demokrati er!”⁴⁷

Men Rusland var ikke en gentagelse af Chile – det var Chile i omvendt rækkefølge: Pinochet iscenesatte et kup, opløste demokratiets institutioner og kom så med sin chokterapi; Jeltsin kom med sin chokterapi i et demokrati, men kunne kun forsvare den ved at opløse demokratiet og iscenesætte et kup. Begge scenarier fik entusiastisk støtte fra Vesten.

“Jeltsin modtager bred opbakning til sit angreb” lød en overskrift i The Washington Post dagen efter kuppet, “ses som sejr for demokratiet.” The Boston Globe fik det til, at “Rusland slipper for en tilbagevenden til fortidens fangehul.” Den amerikanske udenrigsminister Warren Christopher rejste til Moskva for at stå sammen med Jeltsin og Gaidar og erklærede: “De Forenede Stater har ikke let ved at støtte suspenderingen af parlamenter. Men tiderne er usædvanlige.”⁴⁸

Begivenhederne tog sig anderledes ud i Rusland. Jeltsin, manden der var kommet til magten ved at forsvare parlamentet, havde nu i bogstavelig forstand sat ild til det og efterladt det i en tilstand, så det blev omdøbt til det Sorte Hus. En midaldrende moskovit fortalte oprevet til et udenlandsk kamerahold, at “folk støttede [Jeltsin], fordi han lovede os demokrati, men han nedskød det demokrati. Han ikke blot misbrugte det, han nedskød det.”⁴⁹ Vitaly Neiman, der stod vagt ved indgangen til det hvide Hus under kuppet i 1991, udtrykte forræderiet på denne måde: “Det, vi fik, var det direkte modsatte af, hvad vi drømte om. Vi gik på barrikaderne for dem, satte vore liv på spil, men de holdt ikke deres løfter.”⁵⁰

Jeffrey Sachs, der var blevet hyldet for sit bevis på, at frimarkedsreformer var forenelige med demokrati, fortsatte sin offentlige støtte til Jeltsin efter angrebet på parlamentet og afskrev hans modstandere som en “flok forhenværende kommunister beruset af magt.”⁵¹ I sin bog The End of Poverty, i hvilken han giver en udtømmende redegørelse for sin rolle i Rusland, springer Sachs fuldstændig denne dramatiske periode over og nævner den ikke en eneste gang, nøjagtig ligesom han udelod den belejring af og de angreb på arbejderledere, der fulgte i kølvandet på hans chokprogram i Bolivia.⁵²

Efter kuppet regeredes Rusland som et ukontrolleret diktatur: Dets folkevalgte organer var opløst, forfatningsdomstolen suspenderet på linje med forfatningen; kampvogne patruljerede i gaderne, der var udgangsforbud, og pressen blev underlagt omfattende censur, selvom de borgerlige frihedsrettigheder snart blev genindført.

Og hvad lavede så Chicagodrengene og deres vestlige rådgivere på dette kritiske tidspunkt? Det samme, som de gjorde, mens Santiago ulmede, og Bagdad brændte: Befriet for demokratisk indblanding gav de sig i kast med at udstede love til højre og venstre. Tre dage efter kuppet bemærkede Sachs, at der indtil da, “ikke var nogen chokterapi,” fordi planen “kun usammenhængende og tilfældigt blev omsat til praksis. Nu er der en chance for at gøre noget,” sagde han.⁵³

Og man må sige, at der blev gjort noget. “I disse dage ruller Jeltsins økonomiske team frem,” skrev Newsweek. “Dagen efter, at den russiske præsident opløste parlamentet, kom beskeden til markedsreformatorerne: Kom i gang med at lave dekreter.” Bladet citerede en “strålende glad vestlig økonom, der arbejder tæt sammen med regeringen,” som gjorde det fuldstændig klart, at demokratiet i Rusland altid havde været en hindring for markedsplanen: “Med parlamentet ude af spillet er det et storslået øjeblik for reformer ... Økonomerne her var ret nedtrykte. Nu arbejder de nat og dag.” Faktisk ser der ikke ud til at være noget så opmuntrende som et kup, som Charles Blitzer, Verdensbankens cheføkonom i Rusland, udtalte til The Wall Street Journal. “Jeg har aldrig haft det så sjovt i mit liv.”⁵⁴

Og det var først lige begyndt at være sjovt. Nu, hvor landet vaklede under angrebet, satte Jeltsins helt egne Chicagodrenge en slagserie af de mest omstridte tiltag i deres program ind. Enorme nedskæringer i det offentlige budget, fjernelse af priskontrol på basale fødevarer, inklusive brød, og endnu flere og endnu hurtigere privatiseringer – de standardpolitikker, der medfører så megen øjeblikkelig elendighed, at de ser ud til at kræve en politistat for at nedkæmpe oprør mod dem.

Efter Jeltsins kup talte Stanley Fischer, daværende viceadministrerende direktør for IMF (og en Chicagodreng fra 1970’erne), varmt for at “handle så hurtigt som muligt på alle fronter.”⁵⁵ Det samme gjorde Lawrence Summers, som var med til at udforme Clinton-administrationens Ruslandspolitik. De “aktioner”, som han kaldte dem – “privatisering, stabilisering og liberalisering – skal alle gennemføres så hurtigt som muligt.”⁵⁶

Forandringerne kom så hurtigt, at russerne ikke kunne følge med. Ofte vidste arbejderne overhovedet ikke, at deres fabrikker eller miner var blevet solgt – for slet ikke at tale om, til hvem eller hvordan de var blevet solgt (en grundlæggende forvirring, jeg skulle blive vidne til et årti senere på de statsejede fabrikker i Irak). I teorien var antagelsen, at al denne studehandel ville skabe et økonomisk boom, som ville løfte Rusland ud af den desperate situation; i praksis blev den kommunistiske stat blot erstattet med en korporativ: De, der drog fordel af boomet, begrænsede sig til at være en lille klub af russere, mange af dem tidligere kommunistiske apparatnikker, og en håndfuld vestlige investeringsforeningsdirektører, der skabte svimlende afkast ved at investere i de nyprivatiserede russiske selskaber. En klike af nouveau riches-milliardærer, hvoraf mange skulle komme til at tilhøre gruppen af de såkaldte “oligarker” på grund af deres penges og magts imperiale niveau, sluttede sig til Jeltsins Chicagodrenge og rippede landet for stort set alt af værdi for så at flytte de enorme profitter til udlandet med en hastighed af 2 milliarder USD om måneden. Inden chokterapien havde Rusland ingen millionærer; i 2003 var antallet af russiske milliardærer nået op på sytten, ifølge Forbes’ opgørelse.⁵⁷

Det er til dels en af grundene til, at Jeltsin og hans team i en sjælden fravigelse af Chicagoskolens ortodoksi ikke tillod udenlandske, multinationale selskaber direkte at opkøbe russiske aktiver; først fik russerne lov at forsyne sig; derpå fik udenlandske aktionærer lov at købe sig ind i de nyprivatiserede selskaber, ejet af de såkaldte oligarker. Afkastet var stadigvæk astronomisk. “Er De på udkig efter en investering, der kan give 2.000 procent på tre år?” spurgte The Wall Street Journal. “Kun et enkelt aktiemarked kan stille noget sådant i udsigt ... det russiske.”⁵⁸ Mange investeringsbanker, blandt dem Credit Suisse First Boston, samt nogle pengemænd med store lommer, skyndte sig at oprette specielle russiske investeringsforeninger.

For landets oligarker og udenlandske investorer var der kun en sort sky i horisonten: Jeltsins styrtdykkende popularitet. Virkningerne af det økonomiske program var så brutale for gennemsnitsrusseren, og hele processen var så selvindlysende korrupt, at tilliden til ham faldt til encifrede procenter. Hvis Jeltsin blev sat fra magten, ville lige meget, hvem der erstattede ham, sandsynligvis sætte en stopper for Ruslands eventyr med ekstremkapitalisme. Hvad der var endnu mere bekymrende for oligarkerne og “reformatorerne”, var, at der så ville være gode grunde til at renationalisere mange af de aktiver, som var blevet dem overladt under så forfatningsstridige politiske omstændigheder.

I december 1994 gjorde Jeltsin det, som så mange andre desperate ledere har gjort for at holde på magten op gennem historien: Han startede en krig. Hans nationale sikkerhedschef, Oleg Lobov, havde betroet sig til et medlem af den lovgivende forsamling: “Vi har brug for en lille, sejrrig krig for at få præsidentens meningsmålinger op,” og forsvarsministeren forudsagde, at hans hær kunne besejre styrkerne i løsrivelsesrepublikken Tjetjenien i løbet af nogle få timer – den rene barnemad.⁵⁹

En overgang så det i det mindste ud til, at planen ville fungere. I første fase blev den tjetjenske uafhængighedsbevægelse delvist undertrykt, og de russiske tropper rykkede ind i det allerede forladte præsidentpalads i Grozny, hvilket tillod Jeltsin at erklære en strålende sejr. Det skulle vise sig at være en kortvarig triumf, såvel i Tjetjenien som i Moskva. Da Jeltsin stod over for at skulle genvælges i 1996, var han stadigvæk så upopulær, og hans nederlag så ud til at være så uundgåeligt, at hans rådgivere legede med tanken om helt at annullere valget; et brev underskrevet af en gruppe russiske bankdirektører trykt i alle de nationale russiske aviser pegede stærkt i den retning.⁶⁰ Jeltsins privatiseringsminister, Anatoly Chubais (som Sachs på et tidspunkt beskrev som “frihedskæmper”), blev en af de mest åbenlyse fortalere for denne Pinochet-mulighed.⁶¹ “For at kunne have demokrati i et samfund er man nødt til at have et diktatur ved magten,” udtalte han.⁶² Det var et direkte ekko af såvel de undskyldninger, Chicagodrengene var kommet med i Chile, som Deng Xiaopings filosofi om friedmanisme uden frihed.

Det endte med, at valget blev afholdt, og Jeltsin vandt, takket være et anslået tilskud til valgkampen fra oligarker på 100 millioner USD (treogtredive gange så meget som det tilladte) såvel som otte hundrede gange så megen TV-dækning på oligarkernes fjernsynsstationer som hans rivaler. ⁶³ Nu, hvor truslen om pludselige forandringer i regeringen var væk, var Chicagodrenge-klonerne i stand til at gå til den mest omfattende og mest lukrative del af deres program. Bortsalget af det, Lenin engang havde kaldt for “kommandørhøjen”.

Fyrre procent af et olieselskab, der i størrelse tålte sammenligning med Frankrigs Total, blev solgt for 88 millioner USD (Totals omsætning lå i 2006 på 193 milliarder USD). Norilsk Nickel, som producerede en femtedel af al verdens nikkel, blev solgt for 170 millioner USD – selvom overskuddet alene snart nåede op på 1,5 milliarder om året. Det enorme olieselskab Yukos, som kontrollerer mere olie end Kuwait, blev solgt for 390 millioner USD; det har nu et overskud på mere end 3 milliarder om året. Enoghalvtreds procent af oliegiganten Sidanko gik for 130 millioner USD; blot to år efter blev aktieposten på det internationale marked vurderet til 2,8 milliarder USD. En kæmpestor våbenfabrik blev solgt for 3 millioner USD, det samme som et feriehus i Aspen ville koste.⁶⁴

Skandalen var ikke blot, at Ruslands rigdomme blev bortauktioneret til en brøkdel af deres værdi – det var også, at de, tro mod den korporativistiske stil, blev købt for offentlige penge. Som journalisterne Matt Bivens og Jonas Bernstein fra Moscow Times udtrykte det, så “overtog nogle få håndplukkede mænd Ruslands statsudviklede oliefelter ganske gratis som del i et gigantisk mummespil, hvor en del af regeringen betalte en anden del.” I et dristigt samarbejde mellem de politikere, der solgte de offentlige virksomheder, og de forretningsfolk, der købte dem, overførte adskillige af Jeltsins ministre store summer af offentlige penge, som skulle være gået i statskassen, til private banker, som oligarkerne hastigt havde fået oprettet.^II Staten kontraherede derpå med de samme banker om at gennemføre privatiseringsauktioner over oliefelter og miner. Bankerne afholdt auktionerne, men de bød også selv – og ganske rigtigt besluttede de oligarkejede banker at gøre sig selv til de stolte nye ejere af det, der tidligere havde været offentlig ejendom. De penge, de stillede med for at købe aktier i disse offentlige virksomheder, var højst sandsynligt de samme offentlige penge, som Jeltsins ministre havde deponeret hos dem tidligere.⁶⁵ Med andre ord betalte det russiske folk kontant de penge, som blev brugt til at udplyndre deres eget land.

Som en af Ruslands “unge reformatorer” udtrykte det, så foretog de russiske kommunister, da de besluttede at opløse Sovjetunionen, et “bytte magt for ejendom.”⁶⁶ Nøjagtig som sin mentor Pinochets familie blev også Jeltsins overvældende rig og hans børn og adskillige af deres ægtefæller udnævnt til topposter i store, privatiserede firmaer.

Nu, hvor oligarkerne havde fuld kontrol med den russiske stats største aktiver, åbnede de deres nye selskaber for guldrandede multinationale selskaber, som købte sig ind med store bidder. I 1997 gik Royal Dutch/ Shell og BP i partnerskab med to af de største russiske oliegiganter, Gazprom og Sidanko.⁶⁷ Det var stærkt profitable investeringer, men hovedparten af Ruslands rigdomme forblev på russiske hænder, ikke hos deres udenlandske partnere. Det var en svipser, som IMF og det amerikanske finansministerium med held skulle få korrigeret i fremtidige auktioner i Bolivia og Argentina. Og i Irak ville USA efter invasionen gå endnu videre og forsøge at holde den lokale elite fuldstændig ude af de lukrative privatiseringer.

Wayne Merry, politisk chefanalytiker på den amerikanske ambassade i Moskva i de afgørende år mellem 1990 og 1994, har indrømmet, at valget mellem demokrati og markedsinteresser i Rusland var krast. “Den amerikanske regering valgte det økonomiske frem for det politiske. Vi valgte at give priserne fri, privatisere industrien og skabe en virkelig uhæmmet, ureguleret kapitalisme og håbede i bund og grund på, at retssamfundet, det civile samfund og det repræsentative demokrati på en eller anden måde ville udvikle sig automatisk som resultat af denne ... Uheldigvis valgte man at ignorere folkets vilje og presse på med politikken.”⁶⁸

Der blev skabt så megen rigdom i Rusland i denne periode, at nogle af “reformatorerne” ikke kunne dy sig for selv at være med på vognen. Faktisk har man indtil videre ikke set bedre eksempel end situationen i Rusland på, hvor hul myten om en teknokrat, et æggehoved af en frimarkedsøkonom, der bare går frem efter lærebogen af ren og skær overbevisning, er. Som i Chile og Kina, hvor galopperende korruption og økonomisk chokterapi gik hånd i hånd, endte adskillige af Jeltsins Chicagoskole-ministre og -viceministre med at miste deres job på grund af korruptionsskandaler på højt plan.⁶⁹

Og så var der jo vidunderdrengene fra Harvards Ruslandsprojekt, hvis opgave det var at organisere landets privatisering og markedet for investeringsforeninger. De to akademikere, der stod i spidsen for projektet – økonomiprofessor Andrei Shleifer fra Harvard og hans næstkommanderende Jonathan Hay – blev afsløret som nogle, der havde profiteret af det marked, de havde så travlt med at skabe. Mens Shleifer var hovedrådgiver for Gaidars team omkring privatiseringspolitik, investerede hans kone voldsomt i privatiserede russiske aktiver. Hay, en tredive år gammel kandidat fra Harvard Law School, foretog også private investeringer i russiske olieaktier, hvilket var åbenlyst i strid med Harvards USAIDkontrakt. Og mens Hay hjalp den russiske regering med at skabe det nye marked for investeringsbeviser, fik hans kæreste, og senere kone, den første licens til at starte en investeringsforening i Rusland, som i starten blev styret fra Harvards kontor, der blev støttet økonomisk af den amerikanske regering. (Teknisk set var Sachs – som leder af Harvard Institute for International Development, der også rummede Ruslandsprojektet – en overgang Shleifers og Hays chef i en del af denne periode. Sachs arbejdede imidlertid ikke længere på stedet i Rusland, og han har aldrig været indblandet i nogen af de tvivlsomme handlinger).⁷⁰

Da disse sammenblandinger kom for dagen, lagde det amerikanske justitsministerium sag an mod Harvard, fordi man mente, at Shleifers og Hays forretninger var i strid med den kontrakt, de havde underskrevet om ikke personligt at profitere af deres arbejde. Efter syv års undersøgelser og juridiske slagsmål afgjorde den amerikanske distriktsdomstol i Boston, at Harvard havde brudt kontrakten, at de to akademikere “konspirerede om at bedrage USA,” at “Shleifer indgik i tydeligvis profitabel indbyrdes låntagning,” samt at “Hay forsøgte at hvidvaske 400.000 USD gennem sin far og kæreste.”⁷¹ Harvard gik med til at betale en erstatning på 26,5 millioner USD, og Hay gik med til at betale mellem 1 og 2 millioner USD, afhængigt af hans indtægt, selvom ingen af dem indrømmede at have gjort noget forkert.^{III, 72}

Måske var sådanne “profitable, indbyrdes långivninger” uundgåelige, når man tager det russiske eksperiments natur i betragtning. Anders Åslund, en af de mest indflydelsesrige vestlige økonomer, der arbejdede i Rusland på den tid, hævdede, at chokterapien ville hjælpe, fordi “kapitalismens mirakuløse tilskyndelser eller fristelser mere eller mindre erobrer alt.”⁷³ Hvis grådighed derfor skulle være det, der drev genopbygningen af Rusland, så gik såvel Harvard-folkene og deres koner og kæreste som Jeltsins stab og familie blot foran med et godt eksempel.

Dette peger på et nagende og vigtigt spørgsmål omkring ideologiske fortalere for det frie marked: Er de virkelig “ægte troende”, drevet af ideologi og tiltro til, at det frie marked vil kurere underudvikling, som det ofte er blevet påstået, eller tjener ideerne og teorierne jævnligt som et avanceret rationale, der tillader folk at handle ud fra uhæmmet grådighed under dække af et altruistisk motiv? Alle ideologier er selvfølgelig korrumperbare (som Ruslands apparatnikker tydeliggjorde, da de i kommunisttiden ragede en overflod af privilegier til sig), og der findes helt sikkert ærlige neoliberale. Men Chicagoskole-økonomien ser ud til i særlig grad at tiltrække korruption. Når først man accepterer, at profit og grådighed praktiseret i stor målestok skaber de størst mulige fordele for ethvert samfund, så kan stort set enhver form for personlig berigelse retfærdiggøres som et bidrag til kapitalismens store, kreative gryde, der genererer rigdom og ansporer til økonomisk vækst – også selvom det kun er for en selv og ens kolleger.

George Soros filantropiske arbejde i Østeuropa – hvortil hører hans økonomiske støtte til Sachs’ rejser rundt i regionen – har ikke undgået at skabe kontrovers. Der er ingen tvivl om, at Soros oprigtigt ønskede at arbejde for en demokratisering af Østblokken, men han havde også klare økonomiske interesser i, hvilken form for økonomisk reform der skulle følge med demokratiseringen. Som verdens mest magtfulde valutahandler stod han til at nyde store fordele, når landene indførte konvertible valutaer og ophævede kontrollen med kapitalbevægelser, og når statsvirksomheder kom under hammeren, var han en af de potentielle købere.

Det ville have været fuldstændig lovligt for Soros at profitere direkte af de markeder, han – som filantrop – var med til at åbne, men det ville ikke have set for godt ud. En overgang håndterede han denne tilsyneladende interessekonflikt ved at udelukke sine virksomheder fra at investere i lande, hvor hans fonde var aktive. Men da Rusland kom til salg, kunne Soros ikke længere modstå fristelsen. I 1994 forklarede han, at hans politik “var blevet modificeret af den grund, at markederne virkelig udvikler sig i regionen, og jeg har ingen skyldig grund eller ret til at nægte mine fonde eller mine aktionærer muligheden af at investere der, eller at forholde disse lande muligheden for at få del i nogle af disse midler.” Soros havde for eksempel allerede købt aktier i Ruslands privatiserede telefonsystem i 1994 (hvilket skulle vise sig at være en meget dårlig investering) og erhvervet en del af et stort fødevareselskab i Polen.⁷⁴ Lige i begyndelsen af kommunismens sammenbrud havde Soros, gennem Sachs’ arbejde, været en af hovedmændene bag presset for at få en choktilgang til den økonomiske omvæltning. Sidst i halvfemserne havde han tydeligvis ændret indstilling og blev en af de førende kritikere af chokterapien og dirigerede sine fonde til at støtte NGOer, som har fokus på at indføre antikorruptionsforanstaltninger, inden en privatisering gennemføres.

Denne åbenbaring kom alt for sent til at redde Rusland fra kasinokapitalismen. Chokterapien havde lagt den åben for strømme af varme penge – kortsigtede spekulationsinvesteringer og valutahandel, som er yderst profitabel. Disse intense spekulationer betød, at Rusland i 1998, da den finansielle krise i Asien (se kapitel 13) begyndte at brede sig, stod fuldstændig ubeskyttet. Dets i forvejen skrøbelige økonomi krakkede definitivt. Offentligheden gav Jeltsin skylden, og i meningsmålingerne faldt han til 6 procents støtte.⁷⁵ Nu, hvor mange af oligarkernes fremtid igen var i fare, skulle der et nyt stort chok til for at redde det økonomiske projekt og holde truslen om et ægte demokrati i Rusland fra døren.

I september 1999 blev landet ramt af en række stadigt mere grusomme terroristangreb: Tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel blev fire boligblokke sprængt i luften midt om natten, og tæt ved tr hundrede mennesker mistede livet. I en historie, der er alle amerikanere alt for bekendt efter 11. september 2001, blev alle andre emner sprængt bort fra det politiske landkort af det eneste på jorden, der kan ordne den slags ting. “Det var denne form for meget enkel frygt,” forklarer den russiske journalist Yevgenia Albats. “Lige pludselig forekom det, at alle disse diskussioner om demokrati og oligarker – intet kunne hamle op med frygten for at skulle dø i sin egen lejlighed.”⁷⁶

Den mand, der blev sat til at jage disse “dyr”, var Ruslands premierminister, den stålsatte og svagt ondskabsfuldt udseende Vladimir Putin.^{IV 77} Umiddelbart efter bombeangrebet på lejlighederne i slutningen af september 1999 iværksatte Putin luftangreb på civile mål i Tjetjenien. I lyset af terroren virkede det faktum, at Putin havde sytten års tjeneste bag sig i KGB – det mest frygtede symbol på kommunisttiden – pludselig betryggende på mange russere. Efterhånden som Jeltsins alkoholisme gjorde ham mere og mere dysfunktionel, var beskytteren Putin perfekt positioneret til at efterfølge ham som præsident. Den 31. december 1999, hvor krigen i Tjetjenien udelukkede al seriøs debat, sammenstrikkede adskillige oligarker en stiltiende magtoverdragelse fra Jeltsin til Putin, uden at man havde behov for et valg. Inden han afgav magten, tog Jeltsin endnu en side fra sin Pinochet-lærebog til sig og forlangte juridisk immunitet for sig selv. Putins første handling som præsident var at underskrive en lov, der beskyttede Jeltsin mod retsforfølgelse, hvad enten det drejede sig om korruption eller militærets drab på demonstrerende forkæmpere for demokrati, der fandt sted, mens han havde ansvaret.

Jeltsin er gået over i historien mere som en korrupt klovn end en decideret farlig, stærk mand. Hans økonomiske politik og de krige, han førte for at beskytte dem, bidrog imidlertid i afgørende grad til det antal døde, Chicagoskolens korstog har kostet, og som har været støt stigende siden Chile i halvfjerdserne. Ud over ofrene for Jeltsins oktoberkup anslås det, at krigene i Tjetjenien har kostet 100.000 civile livet.⁷⁸ De større massakrer, han har sat i gang, er foregået i slowmotion, men antallet af deres ofre er meget højere – den økonomiske chokterapis “indirekte ødelæggelse”.

Når bortses fra hungersnødskatastrofe, pest eller krig, har så mange aldrig mistet så meget på så kort tid. I 1998 var mere end 80 procent af de russiske landbrug gået fallit, og rundt regnet halvfjerds tusinde statsfabrikker var lukket, hvilket skabte en epidemi af arbejdsløshed. I 1989, inden chokterapien, levede 2 millioner mennesker i den russiske føderation i fattigdom, hvilket vil sige for under 4 USD om dagen. Da chokterapeuterne havde uddelt deres “bitre medicin” i midthalvfemserne, levede 74 millioner russere under fattigdomsgrænsen, ifølge Verdensbanken. Det betyder, at Ruslands “økonomiske reformer” kan tage æren for forarmelsen af 72 millioner mennesker på blot otte år. I 1996 levede 25 procent af russerne – næsten 37 millioner mennesker – i en fattigdom beskrevet som “desperat”.⁷⁹

Selvom millioner af russere er blevet trukket ud af fattigdommen i de senere år, stort set takket være stærkt stigende olie- og gaspriser, så forbliver Ruslands underklasse af ekstremt fattige permanent – med alle de sygdomme, der er forbundet med en sådan kasseret status. Selvom livet var miserabelt under kommunismen, med overfyldte, kolde lejligheder, så havde russerne dog tag over hovedet; i 2006 indrømmede regeringen, at der fandtes 715.000 hjemløse børn i Rusland, mens UNICEF har sat tallet så højt som 3,5 millioner børn.⁸⁰

Under den kolde krig blev den udbredte alkoholisme af Vesten altid anset for at være et bevis på, at livet under kommunismen var så elendigt, at russerne havde brug for store mængder vodka for at kunne holde det ud. Under kapitalismen drikker russerne imidlertid mere end dobbelt så meget alkohol, end de gjorde før – og de tager også kraftigere smertestillende midler i brug. Ruslands narkozar, Aleksandr Mikhailov, siger, at antallet af brugere er steget med 900 procent i perioden fra 1994 til 2004, til over 4 millioner mennesker, hvoraf mange er heroinmisbrugere. Narkoepidemien har bidraget til en anden tyst dræber: I 1995 var halvtreds tusinde russere testet hiv-positive, et tal som blev fordoblet på blot to år; ti år senere var næsten en million russere hiv-positive, ifølge UN Aids.⁸¹

Dette handler om langsom død, men der er også de hurtige. Så snart chokterapien blev indført i 1992, begyndte Ruslands i forvejen høje selvmordsrate at stige. I 1994, hvor Jeltsins “reformer” var mest omfattende, steg selvmordsraten til næsten det dobbelte af, hvad den havde været otte år tidligere. Russerne dræbte også hinanden meget oftere; i 1994 var voldskriminaliteten steget mere end firefoldigt.⁸²

“Hvad har vort fædreland og dets folk fået ud af de sidste femten kriminelle år?” spurgte Vladimir Gusev, en akademiker fra Moskva, ved en demonstration for demokrati i 2006. “Årene med kriminel kapitalisme har dræbt ti procent af vores befolkning.” Ruslands befolkning er ganske rigtigt dramatisk faldende – landet mister rundt regnet 700.000 mennesker om året. Mellem 1992, det første rigtige chokterapi-år, og 2006 er Ruslands befolkning dalet med 6,6 millioner mennesker.⁸³ For tre årtier siden skrev André Gunder Frank, den frafaldne Chicago-økonom, et brev til Milton Friedman og anklagede ham for “økonomisk folkedrab”. Mange russere beskriver i dag deres medborgeres langsomme forsvinden i lignende termer.

Denne planlagte elendighed er så meget desto mere grotesk, fordi elitens ophobede rigdom vises frem i Moskva som ingen andre steder i verden ud over nogle få olieemirater. I dagens Rusland er rigdom så lagdelt, at de rige og de fattige forekommer at leve ikke blot i hvert sit land, men også i hvert sit århundrede. En tidszone er det centrale Moskva, som er blevet stillet på hurtigspol til en futuristisk, syndefuld by fra det 21. århundrede, hvor oligarkerne ræser rundt i konvojer af sorte Mercedeser, beskyttet af lejesoldater med det nyeste udstyr, og hvor vestlige pengetanksbestyrere bliver forført af frie investeringsregler om dagen og af gratis prostituerede om natten. I en anden tidszone svarede en syttenårig pige fra provinsen, udspurgt om sit håb for fremtiden: “Det er svært at tale om det 21. århundrede, når man sidder her og læser ved stearinlys. Det 21. århundrede betyder ingenting. Her befinder vi os i det 19. århundrede.”⁸⁴

Udplyndringen af et land med så mange rigdomme som Rusland krævede ekstreme terrorhandlinger – fra afbrændingen af parlamentet til invasionen i Tjetjenien. “En politik, der fører til fattigdom og kriminalitet,” skriver Georgi Arbatov, en af Jeltsins oprindelige (og ignorerede) økonomiske rådgivere, “... kan kun overleve, hvis demokratiet undertrykkes.”⁸⁵ Nøjagtig som det blev det i det sydlige Latinamerika, i Bolivia under belejringstilstanden og i Kina på Den Himmelske Freds Plads. Nøjagtig som det skulle blive det i Irak

Er du i tvivl, så giv korruption skylden

Når man genlæser vestlige nyhedsrapporter om chokterapiperioden i Rusland, er det slående, hvor parallelle diskussionerne dengang har været i forhold til den debat om Irak, der udfoldede sig mere end ti år senere. For administrationerne under såvel Clinton som Bush senior, for slet ikke at tale om EU, G7 og IMF, var det klare mål i Rusland at slette alt omkring den forudeksisterende stat og skabe betingelser for et kapitalistisk ædegilde, som så igen skulle kickstarte et boomende frimarkedsdemokrati – styret af overselvsikre amerikanere, der knap var kommet ud af skolen. Det var med andre ord Irak uden krudt og kugler.

Da chokterapien i Rusland var på sit højeste, var dens heppekor absolut overbevist om, at kun en total ødelæggelse af hver eneste institution ville kunne skabe betingelserne for en national genfødsel – den samme drøm om en renvasket tavle, der ville vende tilbage i Irak. Det er “ønskeligt,” skrev Harvard-historikeren Richard Pipes, “at Rusland bliver ved med at gå i opløsning, indtil der intet er tilbage af dets institutionelle struktur.”⁸⁶ Økonomen Richard Ericson fra Columbia University skrev i 1995: “Enhver reform er nødt til at være nedbrydende i et omfang, man ikke tidligere har set i historien. Det er en hel verden, der må kastes bort, inklusive alle dens økonomiske og de fleste af dens sociale og politiske institutioner, endende med den fysiske struktur af produktion, kapital og teknologi.”⁸⁷

En anden parallel til Irak: Lige meget hvor blankt Jeltsin afskyede alt, hvad der mindede om demokrati, så blev hans styre stadigvæk i Vesten karakteriseret som del af en “omstilling til demokrati”, en historie der først ændrede sig, da Putin begyndte at slå ned på adskillige oligarkers ulovlige aktiviteter. På lignende vis har Bush-administrationen hele tiden afbilledet Irak som værende på vej mod frihed, selv stillet over for et overvældende bevismateriale af vildtvoksende tortur, ukontrollerede dødspatruljer og en altomfattende pressecensur. Ruslands økonomiske program blev altid beskrevet som “reform”, nøjagtig ligesom Irak stedsevarigt er under “rekonstruktion”, selv efter de fleste af de amerikanske entreprenører er flygtet, efterladende sig en infrastruktur i ruiner, mens destruktionen brøler videre. I Rusland i midthalvfemserne blev enhver, der vovede at sætte spørgsmålstegn ved “reformatorernes” visdom, afskrevet som nostalgiske efter Stalintiden, ligesom kritikerne af besættelsen af Irak i årevis er blevet mødt med beskyldninger om, at de åbenbart mente, at livet var bedre under Saddam Hussein.

Da det ikke længere var muligt at skjule fiaskoen i Ruslands chokterapiprogram, vendte spindoktorerne sig mod Ruslands “korruptionskultur” såvel som mod spekulationer om, at russerne “ikke var rede” til ægte demokrati på grund af deres lange forhistorie med et autoritært styre. Tænketanksøkonomerne i Washington afsvor sig hastigt den Frankenstein-økonomi, de havde været med til at skabe i Rusland, og rakkede ned på den som “mafiakapitalisme” – angiveligt et fænomen, der lå indbygget i den russiske folkekarakter. “Der vil aldrig komme noget godt ud af Rusland,” skrev The Atlantic Monthly i 2001 og citerede en russisk kontorassistent. I Los Angeles Times udtalte journalisten og romanforfatteren Richard Lourie, at “russerne er en så ulykkebringende nation, at de selv, når de foretager sig noget fornuftigt og banalt, som at stemme eller tjene penge, får tingene til at gå i fisk.”⁸⁸ Økonomen Anders Åslund havde hævdet, at “kapitalismens fristelser” ville skubbe genopbygningen af landet i gang. Da han nogle år senere blev spurgt, hvad der gik galt, svarede han: “Korruption, korruption og korruption,” som om korruption var andet end et utøjlet udtryk for de “kapitalismens fristelser”, han havde prist så entusiastisk.⁸⁹

Hele tiraden ville blive afspillet igen et årti senere for at bortforklare de forsvundne rekonstruktionsdollar i Irak, hvor kommunismens og zarismens arvegods nu blot blev erstattet med Saddam Husseins forkrøblende indflydelse og “radikal islamismes” patologi. I Irak skulle amerikanernes raseri over, at irakerne angiveligt ikke har evnen til at acceptere deres “friheds”-gave under trussel om magtanvendelse, også blive voldeligt – bortset fra, at raseriet i Irak ikke blot skulle findes i beskidte avisledere om “utaknemmelige” irakere, men også ville blive banket ind i kroppen på irakiske civile af amerikanske og britiske soldater.

Det egentlige problem med historien om, at det var russernes skyld, er, at den udelukker enhver undersøgelse af, hvad hele episoden kan lære os om dette korstog for et uhæmmet frit markeds sande ansigt, de sidste tredive års mest magtfulde politiske trend. Mange af oligarkernes korruption bliver stadig omtalt som en fremmed magt, der inficerede ellers vægtige frimarkedsplaner. Men korruptionen var ikke noget, der trængte sig ind på Ruslands frimarkedsreformer: Hurtige og beskidte handler blev aktivt tilskyndet af vestlige magter på ethvert niveau som den hurtigste vej til at kickstarte økonomien. National frelse opnået ved at spænde grådighed for vognen var det nærmeste, Chicagodrengene og deres rådgivere kom en plan for, hvad de ville gøre, når de var færdige med at ødelægge Ruslands institutioner.

De katastrofale resultater var heller ikke noget, som kun gjaldt Rusland; hele Chicagoskolens enogtredive år lange eksperiment har handlet om massekorruption og korporativistisk svig mellem sikkerhedsstater og store virksomheder, fra Chiles piranhaer over Argentinas kammeratlige privatiseringer, Ruslands oligarker og Enrons energimummespil til Iraks “svindelfrie zone”. Chokterapiens mål er at skabe en mulighed for hurtigt at kunne skabe sig enorme profitter – ikke på trods af lovløsheden, men præcis på grund af den. “Rusland er blevet et klondyke for internationale spekulationsfonde” lød en overskrift i en russisk avis i 1997, mens Forbes beskrev Rusland og Centraleuropa som “the new frontier”, det nye grænseområde.⁹⁰ Udtrykkene fra kolonitiden var yderst passende.

Den bevægelse, som Milton Friedman søsatte i 1950’erne, kan bedst forstås som den multinationale kapitals forsøg på at genindfange det højst profitable, lovløse grænseland, som den intellektuelle forfader for nutidens neoliberalister, Adam Smith, beundrede så højt – men med en krølle på halen. I stedet for at rejse gennem Smiths “vilde og barbariske nationer”, hvor der ikke fandtes nogen vestlig lov (ikke længere en praktisk mulighed), så satte denne bevægelse sig for systematisk at afmontere eksisterende love og reguleringer for at genskabe den tidligere lovløshed. Og hvor Smiths kolonister tjente deres rekordprofitter ved at indtage det, han kaldte for “ødemarker” for “en slik”, ser nutidens multinationale koncerner regeringsprogrammer, offentlige aktiver og alt andet, der ikke er til salg, som noget der skal erobres og indtages – postvæsnet, nationalparker, skoler, socialvæsnet, katastrofehjælp og alt andet, der administreres af det offentlige.⁹¹

Ifølge Chicagoskole-økonomerne optræder staten som det koloniale grænseområde, som erhvervslivets conquistadorer plyndrer med samme hensynsløse beslutsomhed og energi, som deres forgængere udviste, da de slæbte guld og sølv hjem fra Andesbjergene. Hvor Smith så frodige grønne marker for sig omskabt til profitable gårde på pampas og prærier, der så Wall Street “grønne muligheder” i Chiles telefonvæsen, Argentinas luftfartsselskab, Ruslands oliefelter, Bolivias vandværker, De Forenede Staters offentlige sendefrekvenser, Polens fabrikker – alt sammen noget opbygget for offentlige midler og solgt for en slik.⁹² Dertil kommer de formuer, der kan skabes, hvis staten kan bringes til at sætte patent og et prisskilt på livsformer og naturressourcer, man aldrig ville have drømt om kunne være varer – såsæd, gener, kullet i jordens atmosfære. Når de utrætteligt søger efter nye profitable grænseområder inden for den offentlige sfære, svarer Chicagoøkonomerne til kolonitidens kortlæggere, der finder nye vandveje gennem Amazonas og sætter kryds ved den skjulte guldskat inde i et Inka-tempel.

Korruption har været en fast bestanddel af vor tids grænseområder, som den var det under kolonitidens guldfeber. Da de mest bemærkelsesværdige privatiseringsaftaler altid underskrives midt i tumulten under en økonomisk eller politisk krise, så er der aldrig klare love og effektive reguleringer til stede – atmosfæren er kaotisk, priserne kan bøjes, og det samme kan politikerne. De sidste tredive år har vi levet under en grænselandskapitalisme, hvor grænsen hele tiden skifter sted fra krise til krise og flytter videre, så snart loven indhenter den.

I stedet for at komme til at stå som en advarende historie beviste opkomsten af Ruslands milliardær-oligarker præcis, hvor profitabel stripminingen af en industrialiseret stat kan være – og Wall Street ville have mere. Umiddelbart efter Sovjetunionens kollaps blev det amerikanske finansministerium og IMF meget barskere i deres krav om øjeblikkelig privatisering i andre kriseplagede lande. Det mest dramatiske tilfælde til dato kom i 1994, året efter Jeltsins kup, da Mexicos økonomi kom ud for et større sammenbrud, kendt som Tequila-krisen: USAs krav for at komme til undsætning var lynhurtige privatiseringer, og Forbes kunne meddele, at processen resulterede i treogtyve nyslåede milliardærer. “Læren her er ret indlysende: Hvis man vil forudsige, hvor det næste udbrud af milliardærer vil komme, så hold øje med lande, hvor markederne er ved at åbne sig.” Krisen brækkede også Mexico op i forhold til et hidtil uset udenlandsk ejerskab: I 1990 var kun en af Mexicos banker ejet af udlandet, men “i 2000 var fireogtyve ud af tredive på udenlandske hænder.”⁹³ Læren fra Rusland er tydeligvis, at jo hurtigere og jo mere lovløs overførelsen af rigdom er, des mere profitabel er den også.