En person, der forstod den besked, var Gonzalo Sánchez de Lozada (Goni), den forretningsmand, i hvis dagligstue den bolivianske chokterapiplan var blevet opstillet i 1985. Som landets præsident i midthalvfemserne solgte han Bolivias nationale olieselskab, i lighed med det nationale luftfartsselskab, jernbaner, elektricitets- og telefonselskaber. I modsætning til det, der skete i Rusland, hvor de bedste lunser gik til lokale, så var vinderne i Bolivias brandudsalg blandt andre Enron, Royal Dutch/Shell, Amoco Corp. og Citicorp – og salget gik direkte; der var ingen grund til at have en lokal partner.⁹⁴ The Wall Street Journal beskrev wild west-sceneriet i La Paz i 1995: ”Radisson Plaza-hotellet er stopfyldt med direktører fra store amerikanske selskaber som AMR Corp.s American Airlines, MCI Communications Corp., Exxon Corp. og Salomon Brothers Inc. De er blevet inviteret af bolivianerne til at være med til at omskrive lovene for de sektorer, der står for at skulle privatiseres, og til at byde på de virksomheder, der kommer under hammeren” – et net lille arrangement. “Det vigtige er at gøre disse handler irreversible og få dem gennemført, inden nogen sætter sig imod,” forklarede præsident Sánchez de Lozada om sin chokterapeutiske tilgang. For at være helt sikker på, at denne “modstand” ikke satte ind, gjorde Bolivias regering noget, den havde gjort før under lignende omstændigheder: Man indførte nok en “belejringstilstand”, som forbød politiske forsamlinger og autoriserede arrestationen af alle modstandere af processen.⁹⁵

Det var også i disse år, man så Argentinas berygtede og korrupte privatiseringscirkus udråbt som “Fagre Nye Verden” i en investeringsrapport fra Goldman Sachs. Carlos Menem, den peronistiske præsident, der kom til magten ved at love at være den lille mands stemme, stod i spidsen for landet i disse år og skar ned på oliefelterne, som så blev solgt, telefonselskabet, luftfartsselskabet, togene, lufthavnen, motorvejene, vandværkerne, bankerne, Buenos Aires’ zoologiske have og, til sidst, postvæsnet og det nationale pensionssystem. Efterhånden som landets rigdomme forsvandt til udlandet, blev de argentinske politikeres levevis mere og mere overdådig. Menem, der engang havde været kendt for sine læderjakker og arbejderklassebakkenbarter, begyndte at gå i italienske jakkesæt og blive set hos plastickirurgen (“Et bistik,” som han sagde om sit opsvulmede ansigt). Maria Julia Alsogaray, den minister Menem havde til at stå for privatiseringen, optrådte på forsiden af et ugeblad, kun iført en pelskåbe, mens Menem begyndte at køre rundt i en rød Ferrari Testarossa – en “gave” fra en taknemmelig forretningsmand.⁹⁶

De lande, der eftergjorde Ruslands privatiseringer, oplevede også mildere udgaver af Jeltsins omvendte statskup – regeringer, der kom til magten med fredelige midler og gennem valg begyndte at gribe til stadigt mere brutale midler for at holde sig ved magten og forsvare deres reformer. I Argentina endte den uhæmmede neoliberalisme sin æra den 19. december 2001, da præsident Fernando de la Rúa og hans finansminister Domingo Cavallo forsøgte at indføre yderligere IMFbeordrede nedskæringer. Befolkningen gjorde oprør, og de la Rúa satte forbundspolitiet ind med ordre til at sprede mængden med de nødvendige midler. De la Rúa blev tvunget til at flygte i en helikopter, men først da enogtyve demonstranter var blevet dræbt af politiet og 1.350 mennesker såret.⁹⁷ Gonis sidste måneder og dage ved magten var endnu blodigere. Hans privatiseringer udløste en række “krige” i Bolivia. Først en vandkrig mod Bechtels vandkontrakt, der fik priserne til at stige med 300 procent; så en “skattekrig” mod en IMF-foreskrevet plan om at dække et underskud på statsbudgettet ved at beskatte de fattige arbejdere; så en “gaskrig” mod hans planer om at eksportere gas til USA. Til sidst blev Goni også tvunget til at flygte fra præsidentpaladset og søge eksil i USA, men som i de la Rúas tilfælde ikke før mange liv var gået tabt. Efter Goni havde beordret militæret til at nedkæmpe gadedemonstranter, dræbte soldaterne hen ved halvfjerds mennesker – mange af dem tilskuere – og sårede fire hundrede andre. Her i begyndelsen af 2007 forlangte Bolivias højesteret Goni udleveret på anklager i forbindelse med massakren.⁹⁸

De regimer, der gennemførte masseprivatiseringer i Argentina og Bolivia, blev i Washington holdt frem som eksempler på, hvordan chokterapien kunne anvendes fredeligt og demokratisk uden kup og undertrykkelse. Selvom det kan være rigtigt, at det hele ikke begyndte i en kugleregn, så er det i hvert fald bemærkelsesværdigt, at begge endte i en.

Mange steder på den sydlige halvkugle omtales neoliberalismen som “det andet koloniale plyndringstogt”: Under den første udplyndring blev rigdommene taget fra naturen, og under den anden blev de rippet fra staten. Efter hver eneste af disse tilfælde af profitvanvid kommer løfterne: Næste gang skal der nok være strammere love på plads, inden landets aktiver bliver solgt fra, ligesom hele processen vil blive holdt under skarpt opsyn af reguleringsinstanser og undersøgelsesdomstole med en ubestikkelig etik. Næste gang skal der nok ske en “institutionsopbygning” inden privatiseringerne (for nu at bruge talemåderne efter Rusland). Men det at kalde på lov og orden, når hele profitten er blevet flyttet til udlandet, er i virkeligheden bare en måde at legalisere tyveriet på ex facto, stort set på samme måde, som de europæiske kolonister låste deres tyveri af land fast med traktater. Lovløshed i grænselandet er, som Adam Smith forstod, ikke et problem, men selve meningen, lige så fast en del af spillet som den efterfølgende angerfulde hændervriden og løfter om at gøre det bedre næste gang.

I. I noget af den mest sensationshungrende form for journalistik, man kan forestille sig, skrev The Washington Post: “Omkring 200 demonstranter gik derpå til angreb på det russiske forsvarsministerium, hvor landets kontrol med atomvåbnene befinder sig, og hvor dets øverste generaler holdt møde” – for at give det hele et absurd udseende af, at den gruppe russere, der forsøgte at forsvare deres demokrati, kunne finde på at starte en atomkrig. “Ministeriet låste dørene og holdt mængden ude uden træfninger,” meddelte The Post.

II. De to største banker med oligarkforbindelse var Mikhail Khodorkovskys Bank Menatep og Vladimir Potanins Uneximbank.

III. Uheldigvis gik pengene ikke til det russiske folk, som var det egentlige offer for den korrupte privatiseringsproces, men til den amerikanske regering – på samme måde som “whistleblower”-retssagerne mod amerikanske kontraktfirmaer i Irak deler forligspengene mellem den amerikanske regering og den amerikanske whistleblower.

IV. Når man tager den udfordrende kriminalitet i Ruslands herskende klasse i betragtning, kan det ikke undre, at disse begivenheder hvirvler konspirationsteorier af sig. Mange russere mener ikke, at tjetjenerne havde noget som helst med bombningen af lejlighederne at gøre, og at det var en dækoperation, der var designet til at få Putin til at fremstå som Jeltsins arvtager.