KAPITEL 12
RUSLAND OG BOOR-MARKEDETS NYE ÆRA
Man har gjort sig selv til værge for de personer i hvert et land, der søger at mildne vore betingelsers dårligdomme gennem fornuftige eksperimenter inden for rammerne af vort eksisterende sociale system. Hvis det ikke lykkes, vil rationel forandring blive mødt med alvorlig fordomsfuldhed verden over, og ortodoksi og revolution vil være de eneste muligheder, der vil bekrige hinanden.
– John Maynard Keynes i et brev til præsident Franklin D. Roosevelt, 19331
Den dag, jeg tog hen for at mødes med Jeffrey Sachs i oktober 2006, lå New York City dækket af et fugtigt tæppe af grå, silende regn, der for hvert femte skridt eller deromkring blev flænget af et vibrerende rødt blink. Det var den uge, hvor Bonos (Product) Red-mærke blev lanceret, og byen fik hele armen. Røde Ipods og Armani-solbriller stirrede ned fra reklametavler oppe på husene, hvert et busskur havde billeder af Steven Spielberg og Penélope Cruz i forskelligt rødt tøj, hver eneste Gap-forretning i byen havde overgivet sig til lanceringen, og Apple-forretningen på Fifth Avenue udsendte et rosenrødt skær. “Kan en overdel ændre verden?” lød en reklame. Ja, det kan den, blev vi forsikret, for en del af overskuddet ville gå til den globale fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria. “Shop till it stops!” havde Bono udtalt midt i en fjernsynstransmitteret indkøbstur sammen med Oprah et par dage forinden.2
Jeg havde en fornemmelse af, at de fleste af de journalister, der ønskede at tale med Sachs den uge, ville være ude på at høre superstar-økonomens syn på denne fashionable nye måde at skaffe bistandspenge på. Bono refererer jo dog til Sachs som “min professor”, og et billede af de to sammen bød mig velkommen, da jeg trådte ind på Sachs’ kontor på Columbia University (han forlod Harvard i 2002). Midt i al denne glamourøse velgørenhed følte jeg mig lidt som en vandal, for jeg ville gerne tale om det emne, professoren mindst ønskede at tale om, og som har fået ham til at true med at lægge på midt i et interview med andre journalister. Jeg ville gerne snakke om Rusland og om, hvad der gik galt der.
Det var i Rusland, at Sachs efter det første år med chokterapi begyndte sin egen forandring, fra global chokdoktor til en af verdens mest højlydte fortalere for øget hjælp til forarmede lande. Det er en forandring, der i årene siden da har bragt ham på kollisionskurs med mange tidligere kolleger og samarbejdspartnere i ortodokse økonomiske kredse. Hvad Sachs selv angår, så er det ikke ham, der har ændret sig – han har altid været engageret i at hjælpe lande med at udvikle markedsbaserede økonomier suppleret med rundhåndet bistand og gældseftergivelse. I mange år var det muligt for ham at gøre dette i et samarbejde med IMF og det amerikanske finansministerium, men da han stod midt i arbejdet i Rusland, havde piben fået en anden lyd, og han stødte panden mod en mur af officiel ligegyldighed, som chokerede ham og skubbede ham i retning af en mere konfrontatorisk holdning til Washingtons økonomiske establishment.
Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at Rusland markerede begyndelsen på et nyt kapitel i udviklingen af Chicagoskolens korstog. I de tidligere chokterapeutiske laboratorier fra halvfjerdserne og firserne havde der været en vis lyst i det amerikanske finansministerium og hos IMF til at få eksperimenterne til at lykkes, i det mindste på overfladen – netop fordi de var eksperimenter og kunne tjene som eksempler for andre lande. De latinamerikanske diktaturer fra halvfjerdserne blev belønnet for deres angreb på fagforeninger og deres åbne grænser med stadige lån, som de blev givet på trods af sådanne afvigelser fra Chicagoskolens ortodoksi som Chiles fortsatte statskontrol med verdens største kobberminer og den argentinske juntas langsomme gennemførelse af privatiseringerne. Bolivia, der som det første demokratiske land gennemførte chokterapien i firserne, blev ydet bistand og fik en del af sin gæld eftergivet – længe før Goni kørte på med privatiseringerne i halvfemserne. I Polen, der som det første Østblokland indførte chokterapien, havde Sachs ingen problemer med at sikre betydelige lån, og nok en gang blev de store privatiseringsrunder sinket og vaklede, da den oprindelige plan stødte på stærk modstand.
Med Rusland var det anderledes. “For meget chok, for lidt terapi,” lød den udbredte dom. Vestmagterne var totalt urokkelige i deres krav om de mest smertefulde “reformer” samtidig med, at de var uhørt nærige med den bistand, de ville yde til gengæld. Selv Pinochet havde afbødet chokterapiens smerte med fødevareprogrammer til de fattigste børn, men långiverne i Washington så ingen grund til at hjælpe Jeltsin med det samme og skubbede i stedet landet ud i et mareridt a la Hobbes.
Det er ikke let at føre en væsentlig diskussion om Rusland med Sachs. Jeg håbede på at kunne føre diskussionen videre end hans indledende forsvarsposition (“Jeg havde ret, og de tog fuldstændig fejl,” sagde han til mig. Så: “Spørg Larry Summers, ikke mig; spørg Bob Rubin, spørg Clinton, spørg Cheney, hvor glade de var for, hvordan det gik i Rusland.”). Jeg forsøgte også at komme ud over den oprigtige fortvivlelse (“Jeg forsøgte at gøre noget dengang, som viste sig at være totalt ubrugeligt.”). Det, jeg prøvede at komme til en bedre forståelse af, var, hvorfor han havde så lidt succes i Rusland, hvorfor Jeremy Sachs’ berømte held slap op på netop dette tidspunkt.
Sachs siger nu, at han vidste, at noget ikke var, som det plejede, straks han landede i Moskva. “Jeg havde en sjette sans, der sagde mig det lige fra det første øjeblik ... jeg var rasende lige fra første færd.” Rusland stod over for en “førsteklasses makroøkonomisk krise, en af de mest intense og ustabile, jeg nogensinde har oplevet,” sagde han. Som han så det, var der kun en udvej: De chokterapeutiske tiltag, han havde foreskrevet i Polen for “at få de basale markedskræfter til at fungere så hurtigt som muligt – plus en fandens masse bistand. Jeg forestillede mig 30 milliarder USD om året, groft fordelt med 15 til Rusland og 15 til republikkerne, hvis vi skulle være i stand til at gennemføre en fredelig og demokratisk overgang.”
Man må nok indskyde, at Sachs har en meget selektiv hukommelse, når det kommer til den drakoniske politik, han pressede igennem i såvel Polen som Rusland. Under vores interviewsamtale skøjtede han hurtigt hen over sine egne krav om hurtige privatiseringer og store nedskæringer (kort og godt chokterapi, et udtryk, han nu afsværger sig, idet han hævder, at han kun henviste til snæver prispolitik, ikke udsalg af landets værdier). Sådan som han husker sin egen rolle, så spillede chokterapien en mindre rolle, og han fokuserede selv næsten udelukkende på at skaffe midler; for Polen havde han, siger han, planlagt en “stabiliseringsfond, gældsslettelse, økonomisk hjælp på den korte bane, integration i den vesteuropæiske økonomi ... Da Jeltsins team bad om min hjælp, var det i bund og grund det samme, jeg foreslog.”I
Der er ingen diskussion om det centrale i Sachs’ udlægning: At sikre en større indsprøjtning af bistand var noget helt centralt i hans plan for Rusland – og det var Jeltsins tilskyndelse til overhovedet at gå med på planen. Sachs grundede denne vision, siger han, på Marshall-planen, de 12,6 milliarder USD (hvilket svarer til 130 milliarder USD i dag), som USA afsatte til, at Europa kunne rekonstruere sin infrastruktur og industri efter Anden Verdenskrig – en plan der anses for at være Washingtons mest succesfulde diplomatiske initiativ nogensinde.3 Sachs siger, at Marshall-planen viste, at “når et land befinder sig i noget rod, så kan man ikke forvente, at det selv skal komme på benene igen på sammenhængende vis. For mig er det interessante ved Marshall-planen ... hvordan en beskeden monetær indsprøjtning skabte en basis, så [Europas] økonomiske genrejsning kunne slå rod.” Til at begynde med havde han været overbevist om, at der var en tilsvarende politisk vilje i Washington til at omdanne Rusland til succesfuld kapitalistisk økonomi, nøjagtig ligesom der havde været en oprigtig vilje til noget sådant i forhold til Vesttyskland og Japan efter Anden Verdenskrig.
Sachs troede fuldt og fast på, at han kunne få det amerikanske finansministerium og IMF til at ryste op med en ny Marshall-plan, og ikke uden grund. “Sikkert den vigtigste økonom i verden,” som The New York Times beskrev ham i denne periode.4 Han erindrede, hvordan han, mens han var rådgiver for Polens regering, “rejste en milliard USD i det Hvide Hus på en enkelt dag.” Men, fortalte Sachs mig, “da jeg foreslog det samme med hensyn til Rusland, var der overhovedet ingen interesse. Nul. Og IMF nidstirrede mig bare, som om jeg var blevet vanvittig.”
Selvom Jeltsin og hans Chicagodrenge havde masser af beundrere i Washington, så var der ingen, der var villige til at stille med den form for bistand, de talte om. Det betød, at Sachs havde påtvunget Rusland en politik, der vred armen rundt på landet, men at han ikke selv kunne holde sin del af aftalen. Det var i denne periode, han var tæt på selvkritik: “Min største personlige fejltagelse,” sagde Sachs midt i det russiske sammenbrud, “var at sige til præsident Boris Jeltsin: ‘Vær ikke nervøs, hjælpen er på vej.’ Jeg troede fuldt og fast på, at hjælpen var alt for vigtig og for afgørende for Vesten til at blive forkludret så godt og grundigt, som den er blevet det.”5 Men problemet var ikke, at IMF og finansministeriet ikke havde lyttet til Sachs, det var, at Sachs havde presset hårdt på med chokterapien, inden han havde garanti for, at de ville hjælpe – et højt spil, som millioner kom til at undgælde for.
Da jeg tog spørgsmålet op igen med Sachs, fortsatte han med at forklare, at hans virkelige fejltagelse var aflæsningen af Washingtons politiske stemning. Han genkaldte sig en diskussion med Lawrence Eagleburger, der var udenrigsminister under George H.W. Bush. Sachs forklarede sit synspunkt: Hvis man tillod Rusland at synke dybere ned i økonomisk kaos, så ville det udløse kræfter, som ingen kunne kontrollere – massehungersnød, opblomstring af nationalisme, ja ligefrem fascisme, hvilket ville være uklogt i et land, hvor stort set det eneste produkt, der var nok af, var atomvåben. “Det kan godt være, din analyse er rigtig, men sådan kommer det ikke til at gå,” svarede Eagleburger. Hvorpå han spurgte Sachs: “Ved du godt, hvad det er for et år i år?”
Det var 1992, året for det amerikanske præsidentvalg, ved hvilket Bill Clinton var i færd med at slå Bush senior. Det centrale i Clintons valgkampagne var, at Bush havde negligeret økonomiske problemer på hjemmefronten for at kunne høste ære i udlandet (“Det er økonomien, dummenik.”). Det er Sachs’ opfattelse, at Rusland blev offer for dette hjemlige opgør. Og han siger, at han nu kan se, at der var noget andet på spil også: Mange af de magtfulde personer i Washington var stadig i gang med at udkæmpe den kolde krig. De så Ruslands økonomiske kollaps som en geopolitisk sejr, den, der på afgørende vis sikrede amerikansk overherredømme. “Sådan tænkte jeg overhovedet ikke,” fortalte Sachs mig og lød, hvad han ofte gør, som en drengespejder, der ved et tilfælde er snublet ind i en episode af The Sopranos. “Som jeg så det, så var det bare: ‘Fint, nu er det slut med det afskyelige regime. Så lad os nu hjælpe [russerne]. Lad os give den hele armen ...’ Jeg er sikker på, at det set i bakspejlet i de politiske planlæggeres hoved blev anset for at være vanvittigt.”
På trods af fiaskoen føler Sachs ikke, at politikken over for Rusland i denne periode var drevet af ideologien om det frie marked. Den var mest karakteriseret ved, siger han, “ren og skær dovenskab”. Han ville gerne have haft en ophidset debat om, hvorvidt man skulle tilbyde at hjælpe Rusland eller overlade det hele til markedskræfterne. I stedet fik man blot en kollektiv skuldertrækning. Han sagde, at han var forbløffet over fraværet af seriøs forskning og debat forud for de beslutninger, der blev taget. “For mig at se var det bare den manglende indsats, der dominerede. Lad os i det mindste bruge et par dage på at diskutere dette – jamen, det nåede vi ikke en gang til! Jeg så aldrig noget som helst til det hårde arbejde: ‘Lad os så smøge ærmerne op og se at få løst de her problemer, lad os finde ud af, hvad det virkelig er, der foregår.’”
Når Sachs talte passioneret om at “arbejde hårdt”, giver det genklang tilbage til tiden omkring New Deal, the Great Society og Marshall-planen, hvor unge mænd fra Ivy League-universiteterne sad rundt om kommandoborde i skjorteærmer, omringet af tomme kaffekopper og stakkevis af politiske papirer og førte ophidsede diskussioner om rentesatser og prisen på hvede. Det var sådan, politiske beslutningstagere opførte sig i keynesianismens storhedstid, og det var den form for “seriøsitet”, Ruslands katastrofe fortjente.
Men at tilskrive opgivelsen af Rusland et udbrud af kollektiv dovenskab i Washington giver ikke nogen dækkende forklaring. Måske skulle man hellere se på episoden gennem den linse, som frimarkedsøkonomerne foretrækker: konkurrencen i markedet. Da den kolde krig var i fuldt sving, og Sovjetunionen var intakt, kunne folk i verden (i hvert fald teoretisk) vælge, hvilken ideologi de helst ville konsumere. Der var to poler, og der var meget imellem. Det var ensbetydende med, at kapitalismen var nødt til at vinde kunder; den var nødt til at komme med tilskyndelser; den havde brug for et godt produkt. Keynesianisme har altid været et udtryk for denne kapitalismens nødvendige konkurrence. Præsident Roosevelt stillede ikke blot med New Deal for at imødegå den desperation, depressionen havde skabt, men også for at underløbe den magtfulde bevægelse af amerikanske borgere, hvem det frie, uregulerede marked havde slået så grufuldt ud, og som nu forlangte en anden økonomisk model. Nogle ønskede en, der var radikalt anderledes: Ved præsidentvalget i 1932 stemte en million amerikanere på en socialistisk eller kommunistisk kandidat. Flere og flere amerikanere blev også opmærksomme på Huey Long, en populistisk senator fra Louisiana, som mente, at amerikanerne alle burde modtage en garanteret årlig indkomst på 2.500 USD. Adspurgt om, hvorfor han havde føjet flere sociale goder til New Deal i 1935, svarede Roosevelt, at han ønskede at “sole sig i Longs succes”.6
Det var i denne kontekst, at de amerikanske industrialister modvilligt accepterede Roosevelts New Deal. Man var nødt til at afhøvle markedets skarpe kanter ved hjælp af job i den offentlige sektor og ved at sikre, at ingen gik sulten i seng – selve kapitalismens fremtid stod på spil. Under den kolde krig var intet land i den Frie Verden immun over for dette pres. Faktisk var de fortjenester, man kunne tilskrive kapitalismen midt i århundredet, eller det, som Sachs kalder for “normal” kapitalisme – arbejderbeskyttelse, pensioner, offentlig sygesikring og statsstøtte til de fattigste borgere i USA – alle nogen, der voksede ud af samme pragmatiske behov for at komme med væsentlige indrømmelser over for en stærk venstrefløj.
Marshall-planen var det ultimative våben på denne økonomiske front. Efter krigen var Tysklands økonomi i krise og truede med at trække resten af Vesteuropa med sig. Samtidig følte så mange tyskere sig tiltrukket af socialismen, at USA gik med til at opdele Tyskland i to dele i stedet for at risikere at miste hele landet, enten i en kollaps eller til venstrefløjen. I Vesttyskland brugte den amerikanske regering Marshall-planen til at opbygge et kapitalistisk system, som ikke var beregnet på at skabe hurtige og nye markeder for Ford og Sears, men som snarere skulle klare sig så godt på sine egne vilkår, at Europas markedsøkonomi ville trives, og socialismen kunne drænes for sin tiltrækningskraft.
Det betød i 1949, at man fra den vesttyske regerings side måtte tolerere alle mulige former for politik, der tydeligvis var ukapitalistiske. Statens jobskabelse, enorme investeringer i den offentlige sektor, subsidier til tyske virksomheder og stærke fagforeninger. Med et træk, der ville have været utænkeligt i Rusland i 1990’erne eller i det amerikansk besatte Irak, gjorde den amerikanske regering sit eget erhvervsliv rasende ved at indføre et moratorium på udenlandske investeringer, så de krigsnedslidte tyske virksomheder ikke ville blive tvunget til at konkurrere, inden de var kommet til hægterne. “Man følte, at det ville have været det rene pirateri at lade udenlandske virksomheder komme ind på dette tidspunkt,” fortalte forfatteren til en rost historiebog om Marshall-planen, Carolyn Eisenberg, mig.7 “Hovedforskellen mellem dengang og nu er, at den amerikanske regering ikke så Tyskland som en ko, der skulle malkes. De havde ikke lyst til at få en antagonistisk befolkning. Man var af den opfattelse, at hvis man kommer ind og begynder at rippe stedet, så vil man gribe ind i Europas genrejsning som helhed.”
Denne tilgang var ikke, påpeger Eisenberg, grundet i altruisme. “Sovjetunionen var som et ladt gevær. Økonomien var i krise, der var en betydelig venstrefløj i Tyskland, og [Vesten] var nødt til at vinde tyskerne for sig i en fart. De så virkelig sig selv som nogen, der kæmpede for Tysklands sjæl.”
Eisenbergs redegørelse for den ideologiske kamp, der skabte Marshallplanen, peger på en blind plet i Sachs’ arbejde, inklusive hans seneste, rosværdige anstrengelser for en dramatisk forøgelse af bistanden til Afrika. Det er sjældent, at han overhovedet taler om folkelige massebevægelser. Som Sachs ser det, er det at skabe historie udelukkende en elitær affære, et spørgsmål om at få de rigtige teknokrater til at vælge den rigtige politik. Nøjagtig ligesom chokterapiprogrammerne planlægges i hemmelige bunkere i La Paz og Moskva, så skulle et bistandsprogram til sovjetrepublikkerne på 30 milliarder USD tilsyneladende have materialiseret sig udelukkende på baggrund af de snusfornuftige argumenter, han kom med i Washington. Som Eisenberg bemærker, så blev den oprindelige Marshall-plan ikke til på baggrund af godgørenhed eller endda fornuftige argumenter, men på baggrund af frygten for et folkeligt oprør.
Sachs beundrer Keynes, men han virker uinteresseret i, hvad der i sidste ende gjorde keynesianismen mulig i hans eget land. Fagforeningsfolkenes og socialisternes rodede, militante krav, hvis voksende styrke gjorde en mere radikal løsning til en troværdig trussel, hvilket igen fik New Deal til at virke som et acceptabelt kompromis. Denne uvilje til at anerkende massebevægelsers rolle, når det drejer sig om at presse modstræbende regeringer til at byde netop de ideer, han går i brechen for, velkommen, har haft alvorlige konsekvenser. For det første betød det, at Sachs ikke kunne få øje på den mest iøjnefaldende politiske virkelighed, han stod over for i Rusland: Der ville aldrig komme en Marshall-plan for Rusland, fordi der netop overhovedet havde været en Marshall-plan på grund af Rusland. Da Jeltsin afskaffede Sovjetunionen, blev det “ladte gevær”, der havde gennemtvunget den oprindelige plan, afladt. Uden det stod det pludselig kapitalismen frit at antage sin mest vilde og uregerlige form, ikke blot i Rusland, men i hele verden. Med Sovjetunionens kollaps havde det frie marked nu globalt monopol, hvilket betød, at alle de “forvrængninger”, der havde indvirket på dens perfekte ækvilibrium, nu ikke længere var nødvendige.
Dette var den virkelige tragedie i det løfte, der blev afgivet til polakkerne og russerne – om at de pludselig ville vågne op i et “normalt europæisk land” - hvis de fulgte chokterapien. Disse normale europæiske lande (med deres stærke sociale sikkerhedsnet, arbejderbeskyttelse, stærke fagforeninger og socialiserede sundhedssystemer) opstod som et kompromis mellem kommunisme og kapitalisme. Nu, hvor der ikke længere var noget behov for kompromis, kom alle de modererende sociale politikker under beskydning i Vesteuropa, nøjagtig som de kom det i Canada, Australien og USA. En sådan form for politik ville der ikke blive tale om at indføre i Rusland, og da slet ikke med støtte fra vestlige fonde.
Befrielsen for enhver begrænsning er i bund og grund Chicagoskoleøkonomi (også kendt som neoliberalisme eller, i USA, neokonservatisme); ikke nogen ny opfindelse, men blot kapitalisme rippet for sine keynesianske appendikser, kapitalismen i sin monopolfase, et system, der har smidt alle hæmninger – som ikke længere er nødt til at kæmpe for at bevare sine kunder, som kan være så antisocialt, antidemokratisk og hensynsløst, det være vil. Så længe kommunismen var en trussel, kunne den gentleman-aftale, som keynesianismen var, leve videre; da først dette system mistede fodfæstet, kunne ethvert spor af kompromis endelig udslettes, og man kunne således opfylde det puristiske mål, Friedman havde opstillet for sin bevægelse et halvt århundrede forinden.
Det var det, Fukuyamas dramatiske erklæring på University of Chicago i 1989 om “historiens afslutning” i virkeligheden handlede om: Han påstod faktisk ikke, at der ikke fandtes andre ideer i verden, men blot at der nu med kommunismens sammenbrud ikke længere fandtes andre ideer, der var tilstrækkeligt magtfulde til at udgøre en jævnbyrdig konkurrent.
Hvor Sachs så Sovjetunionens sammenbrud som en befrielse fra et autoritært system og var rede til at smøge ærmerne op og gå i gang med at hjælpe, dér så hans Chicagoskole-kolleger det som en frihed af en anden slags – som den endelige frihed fra keynesianisme og godgørende ideer hos folk som Jeffrey Sachs. Set i det lys var det denne attitude med at sidde med hænderne i skødet, som havde gjort Sachs så vred, da det handlede om Rusland, ikke “ren dovenskab”, men laissez faire i handling: Lad ske, hvad der vil, gør ikke noget. Ved ikke at løfte så meget som en finger for at hjælpe, gjorde alle disse mænd, der tog sig af politikken over for Rusland – fra Dick Cheney, som Bush Seniors forsvarsminister, til Lawrence Summers, viceminister i finansministeriet, og Stanley Fischer hos IMF – sandelig noget: De praktiserede ren Chicagoskole-ideologi og lod markedet gøre sit værste. I endnu højere grad end Chile, var Rusland et eksempel på, hvordan denne ideologi tog sig ud i praksis, et forvarsel om det bliv-rig-eller-dø-i-forsøget-dystopia, som mange af de samme aktører ville skabe ti år senere i Irak.
Spillets nye regler kom på bordet i Washington, DC den 13. januar 1993. Lejligheden var en lille, men vigtig konference for særligt inviterede deltagere på tiende sal i Carnegie Conference Center på Dupont Circle, syv minutters kørsel fra det Hvide Hus og et stenkast fra IMF og Verdensbankens hovedsæde. John Williamson, den magtfulde økonom, som var kendt for at udforme missionerne for såvel bank som fond, havde indkaldt konferencen som en historisk samling af den neoliberale stamme. Til stede var en imponerende række af de “stjerneteknokrater”, der gik i forreste række, når det gjaldt om at sprede Chicago-doktrinen verden over. Der var nuværende og tidligere finansministre fra Spanien, Brasilien og Polen, centralbankchefer fra Tyrkiet og Peru, den mexicanske præsidents stabschef og en forhenværende præsident fra Panama. Der var Sachs’ gamle ven og helt, Leszek Balcerowicz, arkitekten bag Polens chokterapi, såvel som Dani Rodrik, den økonom, der havde påvist, at ethvert land, der havde accepteret en neoliberal genopbygning, var havnet i dyb krise. Anne Krueger, den fremtidige viceadministrerende direktør for IMF, var der, og selvom José Piñera, Pinochets mest evangeliske minister, ikke kunne komme, fordi han sakkede agterud i opløbet til præsidentvalget i Chile, så sendte han et detaljeret foredrag i stedet. Sachs, som stadig var i gang med at rådgive Jeltsin på det tidspunkt, skulle holde hovedtalen.
Hele dagen havde konferencedeltagerne nydt det, der er økonomers foretrukne tidsfordriv, nemlig at lægge strategiske planer for, hvordan man får tøvende politikere til at gå ind for politiske tiltag, der er upopulære hos vælgerne. Hvor kort tid efter et valg skulle man sætte ind med chokterapi? Er partier på midten og lidt til venstre mere effektive end dem, der ligger på midten og lidt til højre, fordi angrebet så kommer mere uventet? Er det bedre at advare befolkningen end at lade “voodoo-politikken” komme bag på folk? Selvom konferencens titel var “Den politiske reforms politiske økonomi” – så tilstræbt uigennemsigtig en titel, at den syntes skabt til at forhindre medieinteresse – bemærkede en af deltagerne snedigt, at det i virkeligheden handlede om “machiavellisk økonomi”.8
Sachs lyttede til al denne snak i adskillige timer, og efter middagen gik han på talerstolen for at komme med sit indlæg, der på ægte Sachs-vis bar titlen “Livet på den økonomiske skadestue”.9 Han var synligt ophidset. Tilhørerne var parate til at høre en tale fra et af deres idoler, manden, som havde båret chokterapiens fakkel ind i den demokratiske æra. Sachs var ikke i humør til at klappe sig selv på skulderen. I stedet var han fast besluttet på at bruge talen, forklarede han mig senere, til at forsøge at give denne magtfulde tilhørerskare en fornemmelse af alvoren i det, der udspillede sig i Rusland.
Han mindede sit publikum om de indsprøjtninger af bistand, der var gået til Europa og Japan efter Anden Verdenskrig, og som var “af afgørende betydning for Japans senere strålende succes.” Han fortalte en historie om at have fået et brev fra en analytiker ved Heritage Foundation – friedmanismens ground zero – som “var en stærk tilhænger af russiske reformer, men ikke af udenlandsk hjælp til Rusland. Det er den almindelige opfattelse blandt frimarkedsøkonomer – til hvem jeg hører,” sagde Sachs. “Det er plausibelt, men det er en fejltagelse. Markedet kan ikke klare det hele selv; international hjælp er af afgørende betydning.” Besatheden af laissez faire var i færd med at føre Rusland ud i en katastrofe, hvor, sagde han, “de russiske reformatorer, uanset hvor modige, brillante og heldige de måtte være, ikke kan klare sig uden hjælp udefra ... vi er tæt på at gå glip af en historisk mulighed.”
Sachs fik selvfølgelig sit bifald, men reaktionen var lunken. Hvorfor priste han så rundhåndede sociale udgifter? Denne forsamling var i gang med et globalt korstog for at demontere New Deal, ikke at smede en ny. På den efterfølgende konference var der ikke så meget som en enkelt deltager, der støttede Sachs’ udfordring, og adskillige var direkte imod.
Det, han forsøgte at gøre med sin tale, fortalte Sachs mig, var at “forklare, hvordan en virkelig krise tager sig ud ... at videregive en fornemmelse af påtrængenhed.” Folk, der sidder i Washington og laver politik, sagde han, forstår ofte “ikke, hvad økonomisk kaos er. De forstår ikke den uorden, det skaber.” Han ønskede at konfrontere dem med den realitet, at der “også er den dynamik, at tingene kommer mere og mere ud af kontrol, indtil man får andre katastrofer, indtil Hitler kommer tilbage til magten, indtil man får en borgerkrig, massehungersnød eller hvad det nu måtte være ... Man er nødt til at foretage nogle nødforanstaltninger for at hjælpe, fordi en ustabil situation utvivlsomt også har en vej, der fører til øget ustabilitet, og ikke kun en vej der fører til normal afbalancerethed.”
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Sachs så ned på sine tilhørere. De tilstedeværende var alle velbevandrede i Milton Friedmans kriseteori, og mange af dem havde anvendt den på deres egne lande. De fleste forstod udmærket, hvor pinagtig og volatil et økonomisk sammenbrud kunne være, men de drog en anden lære af Ruslands eksempel: At en smertelig og desorienteret politisk situation tvang Jeltsin til lynhurtigt at frasælge statens rigdomme, fandt de, var et yderst favorabelt resultat.
Det var op til John Williamson, konferencens vært, at styre diskussionen tilbage til de pragmatiske prioriteringer. Sachs var den, der havde stjernestatus ved begivenheden, men det var Williamson, der var tilhørernes virkelige guru. Skaldet og dårlig på en fjernsynsskærm, men kildrende politisk ukorrekt var Williamson den, der opfandt udtrykket “Washington-konsensus” – de måske mest citerede og omfattende ord inden for moderne økonomi. Han er berømt for sine stramt strukturerede konferencer og seminarer for lukkede døre, hvor hvert af dem er beregnet til at afprøve hans vovede hypoteser. Ved konferencen i januar havde han en presserende dagsorden: Han ville gerne have afprøvet det, han kaldte for “krisehypotesen”, en gang for alle.10
I sin forelæsning kom Williamson ikke med nogen advarsler mod imperativet om at redde et hvilket som helst land i krise; faktisk talte han rapsodisk om katastrofale begivenheder. Han mindede publikum om de uomtvistelige beviser på, at det først er, når lande virkelig lider, at de går med til at sluge den bitre markedsmedicin; først når de går i chok, lægger de sig ned for at få chokterapi. “De værste tidspunkter giver anledning til de største chancer for dem, der forstår behovet for grundlæggende økonomisk reform,” erklærede han.11
Med sin enestående sans for at sætte ord på det ubevidste i finansverdenen, påpegede Williamson, at dette rejste nogle vanskelige spørgsmål:
Man bliver nødt til at stille sig selv det spørgsmål, om det på nogen måde ville give mening at tænke på med overlæg at fremprovokere en krise, så man får fjernet det politiske dødvande, der forhindrer reform. Det har for eksempel nogle gange været antydet i Brasilien, at det ville være godt at fyre op under en hyperinflation, så alle blev skræmt til at acceptere disse forandringer ... Antageligvis ville ingen med historisk fremsyn midt i 30’erne have været fortaler for, at Tyskland eller Japan skulle gå i krig for at høste fordelene ved den supervækst, der fulgte deres nederlag. Men kunne en mindre krise have tjent samme formål? Er det muligt at udtænke en pseudo-krise, der kunne have samme positive funktion uden en virkelig krises omkostninger?12
Williamsons bemærkninger repræsenterede et stort spring fremad for chokdoktrinen. I en forsamling. der talte finansministre og centralbankchefer nok til at holde et større handelspolitisk topmøde, diskuterede man nu åbent ideen om aktivt at skabe en alvorlig krise, så man kunne presse på med chokdoktrinen.
I det mindste én konferencedeltager følte sig foranlediget til at distancere sig selv fra disse risikable forestillinger i sin egen tale. “Williamsons antydning af, at det kunne være et fint træk at fremprovokere en kunstig krise for at udløse en reform, burde i bedste fald være tænkt som idé til at provokere og drille,” sagde John Toye, en britisk økonom fra University of Sussex.13 Der var nu ikke noget, der tydede på, at Williamson var ude på at drille. Faktisk var der meget, der pegede på, at hans forestillinger allerede havde fundet anvendelse på de højeste økonomiske beslutningsniveauer i Washington og andre steder.
Måneden efter Williamsons konference i Washington fik vi et glimt af den nye henrykkelse for “pseudokriser” i mit eget land, selvom få opfattede det som del af en global strategi på det tidspunkt. I februar 1993 befandt Canada sig midt i en økonomisk katastrofe, i hvert fald hvis man skulle tro aviser og tv. ”Gældskrise truer,” skreg overskriften på den landsdækkende avis Globe and Mail. En af de store, landsdækkende TV-kanaler rapporterede, at “økonomer forudsiger, at finansministeren på et eller andet tidspunkt inden for det næste år eller måske to vil være nødt til at gå til regeringen og erklære, at Canada har opbrugt sin kredit ... vores liv vil komme til at ændre sig dramatisk.”14
Lige pludselig optrådte ordet “gældsmur” i ordbogen. Det skulle dække over det forhold, at selvom livet forekom komfortabelt og fredeligt lige nu, så brugte Canada så meget mere, end det tjente, at magtfulde firmaer på Wall Street som Moody’s og Standard & Poor snart ville sænke den nationale kreditværdighed fra topplaceringen Triple A til noget meget lavere. Når det skete, ville hypermobile investorer, frisat af globaliseringens og frihandlens nye regler, ganske enkelt trække deres penge ud af Canada og flytte dem et andet og mere sikkert sted hen. Den eneste løsning på problemet, fik vi at vide, var straks at skære voldsomt ned på udgifter til arbejdsløshedsforsikring og sundhedsydelser. Det gjorde den regerende liberale regering da også, på trods af at den lige var blevet valgt på løfter om jobskabelse (Canadas version af “voodoo-politik”).
Da underskudshysteriet nåede toppen to år efter, dokumenterede erhvervsjournalisten Linda McQuaig entydigt, at man med overlæg havde skabt en krisestemning og manipuleret ved hjælp af en række tænketanke, betalt af de største banker og virksomheder i Canada – i særlig grad C.D. Howe Institute og Fraser Institute (som Milton Friedman altid aktivt og stærkt havde støttet).15 Canada havde faktisk et problem med underskud på finanserne, men det skyldtes ikke arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale foranstaltninger. Ifølge Statistics of Canada skyldtes det høje renter, som fik gælden til at eksplodere i samme omfang som Volcker-chokket havde fået ulandenes gæld til at svulme op i firserne. McQuaig tog til Moodys hovedsæde på Wall Street og talte med Vincent Truglia, senioranalytikeren, der stod for bedømmelsen af Canadas kreditværdighed. Han fortalte hende noget bemærkelsesværdigt. At han havde været under konstant pres fra canadiske virksomhedschefer og bankdirektører for at komme med rapporter, der kritiserede landets finanser, hvilket han nægtede at gøre, da han opfattede Canada som en udmærket, stabil investering. “Det er det eneste land, jeg har med at gøre, hvor statsborgere fra landet vil have landet nedjusteret yderligere – og det gang på gang. De synes, at det er bedømt for højt.” Han sagde, at han var vant til at blive ringet op af repræsentanter for lande, der syntes, han vurderede dem for lavt. “Men canadierne derimod, de miskrediterer deres eget land meget mere end nogen udefra.”
Det skyldes, at de finansielle kredse i Canada kunne bruge “underskudskrisen” som et afgørende våben i en politisk kamp. På det tidspunkt, hvor Truglia modtog disse mystiske opkald, var der en større offensiv i gang for at presse regeringen til at sænke skatterne ved at skære ned på de sociale udgifter, såsom sundhed og uddannelse. Da disse udgifter blev støttet af et overvældende flertal af canadierne, var den eneste måde at retfærdiggøre disse nedskæringer på at hævde, at alternativet var et nationaløkonomisk kollaps – en fuldbyrdet krise. Det faktum, at Moody’s blev ved med at give Canada den højeste bedømmelse – det der svarer til et trettental med kryds og slange – gjorde det ekstremt vanskeligt at opretholde den apokalyptiske stemning.
Investorerne blev imidlertid forvirrede af disse blandede signaler: Moody’s vendte tommelfingeren opad for Canada, mens den canadiske presse til stadighed præsenterede statsfinanserne som katastrofale. Truglia blev så led og ked af de politiserede statistikker, der kom fra Canada, og som han følte satte spørgsmålstegn ved hans egne undersøgelser, at han gik til den yderlighed at udsende en “særlig redegørelse”, der gjorde det klart, at Canadas forbrug “ikke var ude af kontrol”, og han gav oven i købet de højreorienterede tænketankes betænkelige udregninger nogle slet skjulte skud for boven. “Adskillige rapporter har i den sidste tid groft overdrevet Canadas finansielle låneposition. Nogle af dem har talt ting med to gange, mens andre har foretaget upassende sammenligninger med udlandet ... Disse unøjagtige opgørelser kan have spillet en rolle i den overdrevne vurdering af Canadas gældsproblemer.” Da Moodys særlige redegørelse forelå, gik rygtet, at der slet ikke var nogen overhængende fare for en “gældsmur” – og det behagede langtfra finanskredsene i Canada. Truglia siger, at han, da han udsendte kommentaren, “blev ringet op af en canadier ... fra en meget stor finansiel institution i Canada, som skreg ad mig i telefonen, i bogstavelig forstand skreg ad mig. Det var en enestående oplevelse.”II, 16
Da det gik op for canadierne, at “underskudskrisen” var blevet manipuleret groft af de erhvervslivsbetalte tænketanke, gjorde det ikke den store forskel – nedskæringerne havde allerede fundet sted og kunne ikke gøres om. Et direkte resultat af dette var, at de sociale hjælpeprogrammer til landets arbejdsløse blev voldsomt udhulet og aldrig blev hævet igen, på trods af mange efterfølgende budgetår med overskud. Krisestrategien blev brugt om og om igen i denne periode. I september 1995 lækkede nogen en video til pressen med John Snobelen, Ontarios undervisningsminister, der på et lukket møde fortalte sine embedsmænd, at man, inden man kunne offentliggøre nedskæringer i undervisningssektoren og andre upopulære reformer, var nødt til at skabe en panikstemning ved at lække information, der tegnede et mere dystert billede, end han “ville være tilbøjelig til at tale om.” Han kaldte det “at skabe en nyttig krise.”17
“Statistisk malpraksis” i Washington
I 1995 var den politiske diskurs i de fleste vestlige demokratier gennemsyret af snak om gældsmure og nært forestående økonomisk kollaps, hvilket krævede stadigt større nedskæringer og mere ambitiøse privatiseringer, og de friedmanske tænketanke var altid længst fremme med at skrige krise. I Washingtons mest magtfulde finansielle institutioner var der imidlertid en vilje til i medierne ikke blot at få det til at se ud, som om der var en krise, men også til at tage konkrete skridt til at skabe kriser, der var alt for virkelige. To år efter, at Williamson var kommet med sine bemærkninger om at “fyre op under” kriser, gentog Michael Bruno, cheføkonom for udviklingsøkonomi i Verdensbanken, det samme budskab og nok en gang uden, at medierne gav sig til at granske det. I en forelæsning for International Economic Association i Tunis i 1995, senere udsendt som artikel af Verdensbanken, orienterede Bruno fem hundrede forsamlede økonomer fra otteogtres lande om, at der var en voksende konsensus om “forestillingen om, at en krise af et tilstrækkeligt omfang kan chokere ellers modstræbende politikere til at instituere produktivitetsfremmende reformer.”III, 18 Bruno henviste til Latinamerika i almindelighed som et “fremragende eksempel på tilsyneladende udbytterige, dybe kriser” og til Argentina i særdeleshed, hvor, som han sagde, præsident Carlos Menem og hans finansminister Domingo Cavallo havde gjort det godt og “havde draget fordel af katastrofeatmosfæren” i forhold til at gennemføre omfattende privatiseringer. Hvis nogen af tilhørerne ikke skulle have fattet pointen, understregede Bruno: “Jeg har her lagt vægt på et vigtigt tema: Den dybe krises politiske økonomi har en tendens til at kaste radikale reformer af sig med positivt resultat.”
Set på baggrund af dette hævdede han, at internationale institutioner var nødt til at gå et skridt videre end blot at udnytte eksisterende økonomiske kriser til at gennemtvinge Washington-konsensussen – det var nødvendigt for dem at være på forkant og lukke af for al hjælp for at gøre krisen værre. “Et ugunstigt chok (som for eksempel et fald i statens overskud eller overførsler fra udlandet) kan faktisk gå hen og forøge velfærden, fordi det afkorter tiden [indtil der bliver indført reformer]. Der opstår ganske naturligt en fornemmelse af, at ‘tingene skal blive værre, før de bliver bedre’ ... Faktisk kan en krise med høj inflation gå hen og være bedre for landet, end hvis det havde fået lov at dalre videre gennem mindre alvorlige kriser.”
Bruno medgav, at det kunne være skræmmende at skabe eller forværre et i forvejen alvorligt sammenbrud – regeringen ville ikke kunne betale de offentligt ansatte, den offentlige infrastruktur ville forfalde – men som den Chicago-discipel, han var, opfordrede han sine tilhørere til at opfatte denne destruktion som første trin i en ny skabelse. “Det kan godt være, at regeringen, efterhånden som krisen spidser til, vil visne gradvist bort,” sagde Bruno. “Denne udvikling får et positivt resultat i den forstand, at de forskellige gruppers skyttegravspositioner er svækkede, når man når til reformerne – og en leder, der går ind for en langsigtet løsning i stedet for kortsigtet problemløsning, kan gå hen og vinde opbakning til sin reform.”19
Chicagoskolens krisenarkomaner var helt sikkert ude på en hastig intellektuel glidebane. Blot nogle få år tidligere havde de spekuleret sig frem til, at en hyperinflationskrise kunne skabe de chokerende betingelser for at kunne gennemføre en chokpolitik. Nu stod cheføkonomen i Verdensbanken, en institution oprettet med det formål at genopbygge og styrke vaklende økonomier og støttet økonomisk med skattekroner fra 178 lande, og talte varmt for, at man skulle skabe fiaskostater på grund af de muligheder, det gav, for at begynde helt forfra midt i ruinerne.20
Der havde i årevis verseret rygter om, at de internationale finansinstitutioner havde forsøgt sig med “pseudokrisens” kunst, som Williamson udtrykte det, for at få landene til at makke ret, men det var vanskeligt at bevise. Det mest omfattende vidneudsagn fik man fra Davison Budhoo, en ansat i IMF, der begyndte at råbe vagt i gevær og anklage organisationen for at fuske med bøgerne, for at der kunne falde brænde ned over økonomien i et fattigt, men genstridigt land.
Budhoo var født på Grenada og havde læst økonomi på London School of Economics, og han skilte sig ud fra andre i Washington på grund af sin personlige stil: Håret stod ret op og ned på hovedet af ham som på en anden Albert Einstein, og han foretrak vindjakke frem for nålestribet jakkesæt. Han havde arbejdet for IMF i tolv år, hvor hans job havde været at designe strukturtilpasningsprogrammer for Afrika, Latinamerika og hans egen barndoms Caribien. Efter at organisationen havde taget en voldsom højredrejning under Reagan/Thatcher, følte den selvstændigt tænkende Budhoo sig dårligere og dårligere tilpas på sin arbejdsplads. Fonden var stopfyldt med rettroende Chicagodrenge under ledelse af den administrerende direktør, den stålsatte neoliberalist Michel Camdessus. Da Budhoo sagde op i 1988, besluttede han sig for at vie sit liv til at afsløre sin tidligere arbejdsplads’ hemmeligheder. Det startede, da han skrev et bemærkelsesværdigt åbent brev til Camdessus, hvor han anlagde samme j’accuse-tone, som André Gunder Frank havde benyttet i sine breve til Milton Friedman ti år tidligere.
Med en forkærlighed for sproget, som er sjælden at finde blandt overordnede økonomer i fonden, begyndte brevet: “Jeg er i dag fratrådt staben i International Monetary Fund efter tolv års ansættelse og efter 1.000 dages officielt arbejde for fonden i felten, hvor jeg har faldbudt jeres medicin og jeres fupnumre til regeringer og folkeslag i Latinamerika, Caribien og Afrika. For mig er opsigelsen en ubeskrivelig lettelse, for med den har jeg taget første store skridt i retning af et sted, hvor jeg håber at kunne vaske mine hænder for det, der, som jeg ser det for mit indre øje, er millioner af fattige og sultende menneskers blod ... Det handler om så meget blod, ikke sandt, at det løber som floder. Det tørrer også ind; det sidder som kager overalt på mig; nogle gange føler jeg, at der ikke findes sæbe nok i hele verden til at rense mig for de ting, jeg gjorde i jeres navn.”21
Derpå gik han over til sine argumenter. Budhoo anklagede fonden for at bruge statistikker som “dødbringende” våben. Han dokumenterede på udtømmende vis, hvordan han som ansat i fonden i midten af firserne var indblandet i avancerede “statistiske malpraksisser”, der skulle overdrive tallene i IMF-rapporter vedrørende de olierige øer Trinidad og Tobago, for at få landet til at se meget mindre stabilt ud, end det i virkeligheden var. Budhoo påstod, at IMF havde mere end fordoblet nogle tal i en statistik, der skulle måle lønomkostningerne i landet, så det kom til at se meget uproduktivt ud – og det selvom fonden, som han udtrykte det, havde de korrekte informationer ved hånden. I et andet tilfælde hævdede han, at fonden havde “opfundet, bogstavelig talt ud af det blå” enorme, ubetalte offentlige gældsposter.22
Disse “overdrevne uregelmæssigheder”, som Budhoo hævder blev lavet med fuldt overlæg, og at der ikke var tale om “sjuskede udregninger”, blev af de finansielle markeder taget for gode varer, hvilket straks fik Trinidad til at fremstå som et højrisikoområde og afskar det fra finansiering. Landets økonomiske problem – fremprovokeret af et fald i prisen på olie, den primære eksportkilde – blev hurtigt katastrofalt, og man var nødt til at tigge IMF om at blive udfriet. Fonden forlangte derpå, at man accepterede, hvad Budhoo beskrev som IMFs mest “dødbringende medicin”. Afskedigelser, lønnedgang og “hele udtrækket” af strukturtilpasningspolitikker. Han beskrev processen som “en overlagt blokering af en økonomisk livline til landet ved hjælp af påskud” med det formål at se “Trinidad og Tobago gå økonomisk til grunde først for så at blive omvendt bagefter.”
I sit brev gjorde Budhoo, der døde i 2001, det klart, at hans disput ikke blot drejede sig om, hvordan et enkelt land var blevet behandlet af en håndfuld embedsmænd. Han karakteriserede hele IMFs strukturtilpasningsprogram som en form for massetortur, hvor “‘smerteskrigende’ regeringer og folkeslag [bliver] tvunget til at falde på knæ for os, nedbrudte, skræmte og i opløsning, mens de tigger og beder om en flig af rimelighed og anstændighed fra vores side. Men vi ler dem blot grumt op i deres åbne ansigt, og torturen fortsætter uanfægtet.”
Efter offentliggørelsen af brevet foranstaltede regeringen i Trinidad to uafhængige undersøgelser af påstandene og fandt ud af, at de var korrekte: IMF havde pustet tal op og opfundet andre med katastrofale følger for landet som resultat.23
Selv med den form for underbyggelse satte Budhoos sprængfarlige påstande sig stort set intet spor; Trinidad og Tobago er en samling små øer ud for Venezuelas kyst, og hvis ikke lige landets befolkning stormer IMFs hovedkvarter på Nineteenth Street, så er der ikke de store chancer for, at dets klager fanger verdens opmærksomhed. Brevet blev dog skrevet om til et skuespil i 1996 med titlen Mr. Budhoo’s Letter of Resignation from I.M.F. (50 Years Is Enough), som kom op på et lille teater i New Yorks East Village. Forestillingen modtog en forbavsende positiv anmeldelse i The New York Times, som priste dets “usædvanlige kreativitet” og “opfindsomme effekter.”24 Den korte teateranmeldelse var det eneste sted, Budhoos navn nogensinde blev nævnt i The New York Times.
I. Som John Cassidy bemærkede i et portræt af ham i New Yorker i 2005: “Faktum er, at Sachs i såvel Polen som Rusland foretrak social ingeniørkunst i den store stil frem for gradvis forandring og institutionsopbygning. Den katastrofale privatiseringspolitik er et eksempel på dette. Selvom de fleste af privatiseringerne fandt sted, efter Sachs havde forladt Rusland i slutningen af 1994, så var de oprindelige politiske rammer opstillet i 1992 og 1993, mens han stadig var der.”
II. Truglia må nok siges at være en sjældenhed på Wall Street – obligations- og kreditbedømmelser er ofte påvirket af politisk pres og bruges til at øge presset for at gennemføre “markedsreformer”.
III. Selvom Bruno ikke har gået på University of Chicago, har han læst hos og har som mentor haft den fremtrædende Chicagoøkonom Don Patinkin, som jeg tidligere har citeret for at sammenligne Chicagoøkonomi med marxismen på grund af dens “logiske fuldkommenhed”.