KAPITEL 13
UDPLYNDRINGEN AF ASIEN
OG “DEN ANDEN BERLINMURS FALD”
Pengene søger derhen, hvor mulighederne findes, og lige nu ser Asien ud til at være billig.
– Gerard Smith, bankmand hos USB Securities i New York, om den økonomiske krise i Asien 1997-981
Gode tider betyder dårlig politik.
– Mohammad Sadli, økonomisk rådgiver for Indonesiens general Suharto2
Det forekom at være enkle spørgsmål. Hvad kan man købe for sin løn? Er der nok til mad og husleje? Er der noget tilovers til at sende hjem til sine forældre? Hvad med transportomkostninger frem og tilbage til fabrikken? Men lige meget, hvordan jeg formulerede dem, fik jeg det samme svar: “Det afhænger af ...” eller: “Det ved jeg ikke.”
“For nogle få måneder siden,” forklarede en syttenårig arbejder, der syede Gap-tøj nær Manila, “plejede jeg at have penge nok til at sende en lille smule hjem til min familie hver måned, men nu har jeg ikke engang nok til at købe mad til mig selv.”
“Er du blevet sat ned i løn?” spurgte jeg.
“Næ, det tror jeg ikke,” svarede hun lidt forvirret. “Jeg får bare ikke så meget for den. Priserne bliver ved med at stige.”
Det var i sommeren 1997, og jeg var i Asien for at undersøge arbejdsforholdene på regionens fremadstormende eksportfabrikker. Hvad jeg så, var arbejdere, som stod over for problemer, der var meget større end blot tvungen overtid eller fortrædelige opsynsmænd: Deres lande var i fuld fart i færd med at falde i det, der snart skulle blive en fuldgyldig depression. I Indonesien, hvor krisen var endnu værre, føltes atmosfæren truende ustabil. Den indonesiske valuta faldt gang på gang, fra markedet åbnede om morgenen, til det lukkede om aftenen. Den ene dag kunne fabriksarbejderne købe fisk og ris, mens de den næste var nødt til at nøjes med ris. I den almindelige snak på restauranter og i taxaer syntes alle at have samme teori om, hvem der bar skylden: “Kineserne”, fik jeg at vide. Det var de etniske kinesere, der udgjorde den indonesiske købmandsklasse, der så ud til at få mest ud af de stigende priser, og derfor blev de skydeskiver for vreden. Det er lige præcis, hvad Keynes mente, da han advarede om faren ved økonomisk kaos – man ved aldrig, hvilken kombination af raseri, racisme og revolution det vil udløse.
Landene i Sydøstasien var specielt sårbare over for konspirationsteorier og etnisk prügelknaberi, for tilsyneladende havde den finansielle krise ingen rationel årsag. I fjernsyn og aviser blev analyserne ved med at referere til regionen, som om den var blevet ramt af en eller anden mystisk, men højst smitsom sygdom – “den asiatiske influenza”, som markedssammenbruddet straks blev kaldt, noget, som senere blev opgraderet til “den asiatiske smitte”, da den bredte sig til Latinamerika og Rusland.
Blot få uger, inden det hele gik galt, blev disse lande holdt frem som mønsterbilledet på økonomisk fitness og vitalitet – de såkaldte Asiatiske Tigre, globaliseringens mest sejlivede succeshistorie. Det ene øjeblik sad aktierådgiverne og fortalte deres kunder, at der ikke fandtes sikrere vej til rigdom end den at sætte sin opsparing ind i en investeringsforening for de “nye markeder” i Asien; det næste øjeblik solgte de ud i flok og følge, mens valutahandlerne “angreb” valutaerne – bahten, ringgitten, rupien – og skabte det, The Economist kaldte “en opsparingsdestruktion på et niveau, man som regel forbinder med en storkrig.”3 Det mærkelige var, at set indefra i de asiatiske tiger-økonomier var intet forandret – de blev for størstedelens vedkommende stadigvæk kørt af den samme gamle elite; de var ikke blevet ramt af naturkatastrofer eller krig; de kørte ikke med store underskud – nogle af dem havde slet ikke noget sådant. Mange store konglomerater havde heftige gældsforpligtelser, men de producerede stadigvæk alt fra løbesko til biler, og deres salg var så stort som aldrig før. Hvordan kunne det så være, at investorerne i 1996 havde været parat til at stoppe 100 milliarder USD i Sydkorea, mens landet så året efter havde en negativ investering på 20 milliarder USD – en diskrepans på 120 milliarder?4 Hvad kunne forklare denne monetære opbremsning med tilhørende piskesmæld?
Det viste sig, at landene var ofre for ren panik, som blev gjort dødbringende af de globaliserede markeders hastighed og flygtighed. Det, der begyndte som et rygte – at Thailand ikke havde amerikanske dollar nok til at dække af for sin egen valuta – affødte et bisseri i den elektroniske kvægflok. Bankerne tilbagekaldte deres lån, og ejendomsmarkedet, der var vokset så eksplosivt, at det var blevet en boble, sprang med det samme. Byggebranchen gik i stå midt i halvbyggede indkøbscentre, skyskrabere og feriesteder; ubevægelige byggekraner ragede truende op over Bangkoks tætte skyline. Under tidligere tiders langsommere kapitalisme ville krisen måske være stoppet her, men da investeringsfondsfolkene havde markedsført de asiatiske tigre som del af en snæver investeringspakke, betød det, at hvis en tiger gik ned, så gjorde de alle: Fra Thailand bredte panikken sig, og pengene fossede ud af Indonesien, Malaysia, Filippinerne og selv Sydkorea, verdens elvte største økonomi og en stjerne på globaliseringshimmelen.
De asiatiske regeringer var tvunget til at dræne deres bankreserver i et forsøg på at holde deres valutaer oppe, hvilket gjorde den oprindelige frygt til virkelighed: Nu var disse lande virkelig i færd med at gå fallit. Markedet svarede igen med mere panik. På et år var 600 milliarder USD forsvundet fra de asiatiske aktiemarkeder – rigdomme, det havde taget årtier at opbygge.5
Krisen fremprovokerede desperate tiltag. I Indonesien stormede forarmede borgere byernes butikker og tog, hvad de kunne slæbe med sig. I et specielt hårrejsende tilfælde blev der sat ild til et indkøbscenter i Jakarta, mens det blev plyndret, og hundredvis af mennesker blev brændt levende.6
I Sydkorea kørte fjernsynsstationerne en massiv kampagne, hvor man bad borgerne skænke deres guldsmykker, så de kunne omsmeltes og bruges til at betale af på landets gæld med. I løbet af nogle få uger gav over 3 millioner mennesker deres halskæder, øreringe, sportsmedaljer og -trofæer. Mindst en kvinde gav sin vielsesring, og en kardinal skænkede sit gyldne kors. Fjernsynsstationerne kørte kitschagtig giv-dit-guld-væk-shows, men selv de to hundrede ton indsamlet guld var ikke nok til at kunne sænke verdensmarkedsprisen på metallet, så Koreas valuta fortsatte med at falde.7
Som det var sket under den store depression, førte krisen til en bølge af selvmord, efterhånden som familierne så deres livs opsparing forsvinde, og titusindvis af små virksomheder måtte dreje nøglen om. I Sydkorea røg selvmordsraten op med 50 procent i 1998. Stigningen var størst i aldersgruppen over tres år, hvor de ældre forsøgte at lette deres børns økonomiske byrder. Den koreanske presse berettede også om en vækst i antallet af familieselvmordspagter, hvor fædre førte deres gældsplagede husholdninger ud i gruppehængning. Myndighederne påpegede, at da “kun [familie] overhovedets død klassificeres som selvmord, mens resten opføres som mord, er det faktiske antal selvmord meget højere, end det fremgår af statistikkerne.”8
Asiens krise skyldtes en klassisk frygtspiral, og det eneste, der kunne have afbrudt den, var det, der reddede Mexicos valuta i den såkaldte Tequila-krise i 1994. Et hurtigt, afgørende lån – bevis over for markedet på, at det amerikanske finansministerium ganske enkelt ikke ville lade Mexico i stikken.9 Noget sådant skete ikke for Asiens vedkommende. Faktisk forholdt det sig sådan, at en overraskende række af sværvægtere fra det finansielle establishment, lige så snart krisen satte ind, trådte frem med et enstemmigt budskab: Lad være med at hjælpe Asien.
Milton Friedman, der nu var oppe i firserne, trådte for en sjælden gangs skyld selv frem på CNN for at fortælle nyhedsværten Lou Dobbs, at han var imod enhver form for hjælp, og at markedet skulle have lov at korrigere sig selv. “Jamen, hr. professor, jeg kan ikke nok understrege, hvor meget det betyder at have Deres støtte i denne semantiske diskussion,” sagde Dobbs og faldt i al pinlighed på halen for Friedman. Holdningen med bare at lade dem synke gik igen hos Friedmans gamle ven Walter Wriston, tidligere chef for Citibank, og George Schultz, der nu arbejdede side om side med Friedman i den højreorienterede Hoover Institution og som bestyrelsesmedlem i børsmæglerfirmaet Charles Schwab.10
Dette synspunkt deltes åbenlyst af Wall Streets investeringsbank nr. 1, Morgan Stanley. Jay Pelosky, virksomhedens strateg, hvad angik givtige nye markeder, sagde på en konference afholdt i Los Angeles af Milken Institute (berømt fra affæren med skrotobligationer), at det var bydende nødvendigt, at IMF og det amerikanske finansministerium intet foretog sig for at lindre smerten ved en krise, der svarede til 1930’ernes i omfang. “Det, vi har brug for i Asien nu, det er flere dårlige nyheder. Det er nødvendigt med flere dårlige nyheder, hvis den fortsatte strukturtilpasning skal stimuleres,” sagde Pelosky.11
Clinton-administrationen forstod stikordet fra Wall Street. Da topmødet i Asia Pacific Economic Corporation blev afholdt i november 1997 i Vancouver, fire måneder inde i krisen, gjorde Bill Clinton sine asiatiske modparter rasende ved at afvise det, de så som en økonomisk apokalypse, som “nogle få, små sten i vejen”.12 Budskabet var klart: Det amerikanske finansministerium havde ingen hast med at standse smerten. Som IMF, det verdensomspændende organ, der var blevet skabt til at forebygge sammenbrud som dette, indtog man en holdning med intet at ville foretage sig, noget, som var blevet et vartegn siden krisen i Rusland. Man reagerede dog i sidste instans – men det var ikke med den form for hurtigt, nødtilstandsstabiliserende lån, som en rent finansbaseret krise krævede. I stedet fandt man på en lang række krav, pumpet op af Chicagoskolens forvisning om, at den asiatiske katastrofe var en forklædt mulighed.
Når fortalere for frihandel tilbage i begyndelsen af halvfemserne skulle finde en overbevisende succeshistorie til brug i debatterne, så pegede de med usvigelig sikkerhed på de Asiatiske Tigre. Det var mirakeløkonomier, der sprængte fremad med stormskridt, angiveligt fordi de havde åbnet deres grænser for en ubegrænset globalisering. Det var en nyttig historie – Tigrene udviklede sig bestemt med hvirvelvindsfart – men at antyde, at deres ekspansion baserede sig på frihandel, var ren fiktion. Malaysia, Sydkorea og Thailand havde stadig meget protektionistiske politikker, der afskar udlændinge fra at eje jord og købe sig ind i nationale virksomheder. De havde også ladet staten spille en afgørende rolle ved at beholde sektorer som energi og transport på offentlige hænder. Tigrene havde også blokeret for import fra Japan, Europa og Nordamerika, mens de opbyggede deres hjemlige markeder. De var uden al tvivl succeshistorier, men nogen, der beviste, at styrede blandingsøkonomier voksede hurtigere og på mere ligelig vis end dem, der fulgte Washingtons wild west-konsensus.
Situationen passede ikke vestlige og japanske investeringsbanker og multinationale virksomheder. Efterhånden som de så de asiatiske forbrugermarkeder eksplodere, længtes de forståeligt nok efter en uhindret adgang til regionen, så de kunne sælge deres produkter. De ville også have ret til at opkøbe de bedste af Tigrenes virksomheder – især Koreas imponerende konglomerater Daewoo, Hyundai, Samsung og LG. I midthalvfemserne gik de asiatiske regeringer efter pres fra IMF og den nyligt oprettede verdenshandelsorganisation WTO med til at slå halv skade: De ville opretholde love, der beskyttede nationale virksomheder mod udenlandsk ejerskab og modgik presset med hensyn til en privatisering af centrale statsselskaber, men de gik med til at fjerne barriererne i deres finanssektorer, hvilket tillod en syndflod af investeringer i papirer og handel med valuta.
Da denne flod af risikovillige penge i 1997 pludselig skiftede retning i Asien, var det en direkte følge af denne form for spekulationsinvestering, som kun var blevet legaliseret på grund af vestligt pres. Sådan så Wall Street selvfølgelig ikke på tingene. Topinvesteringsanalytikerne så krisen som en chance for en gang for alle at jævne de resterende barrierer, der beskyttede de asiatiske markeder, med jorden. Pelosky, strategen fra Morgan Stanley, var særlig ligefrem omkring denne logik: Hvis krisen fik lov at blive værre, så ville al udenlandsk valuta blive drænet ud af regionen, og de asiatisk-ejede virksomheder måtte så enten dreje nøglen om eller sælge sig selv til vestlige virksomheder – begge dele til fordel for Morgan Stanley. “Jeg ville gerne se virksomhederne lukke og sælge deres aktiver ... Det er meget svært at sælge aktiver; typisk vil ejerne ikke sælge, medmindre de bliver tvunget til det. Derfor har vi brug for flere dårlige nyheder, så vi kan få lagt pres på disse koncerner, så de vil sælge deres virksomheder.”13
Der var andre, der så det faktum, at Asien blev tvunget i knæ, i et endnu større perspektiv. José Piñera, Pinochets stjerneminister, som nu arbejdede for Cato Institute i Washington DC, hilste krisen velkommen med utilsløret fryd og udtalte, at “fornuftens øjeblik er kommet.” I Piñeras øjne var krisen sidste kapitel i den krig, han og hans medsammensvorne Chicagodrenge havde påbegyndt i Chile i halvfjerdserne. Tigrenes fald, sagde han, repræsenterede intet mindre end “Berlinmurens andet fald”, kollapsen af “forestillingen om, at der findes en ‘Tredje Vej’ mellem frimarkedsdemokratisk kapitalisme og socialistisk statisme.”14
Piñeras perspektiv var ikke yderligtgående. Det deltes åbenlyst af Alan Greenspan, chef for den amerikanske centralbank og sandsynligvis den enkeltperson, der havde størst indflydelse på den økonomiske politik i verden. Greenspan beskrev krisen som “en meget dramatisk begivenhed, når det handler om at bevæge sig i retning af den form for markedssystem, vi har i dette land.” Han bemærkede også, at “den nuværende krise højst sandsynligt vil sætte skub i afskaffelsen af systemer med en høj grad af regeringsbestemt investering i mange asiatiske lande.”15 Med andre ord var ødelæggelsen af den styrede asiatiske økonomi i virkeligheden en proces i retning af at skabe en ny amerikansk form for økonomi – det var bare fødselssmerter for et nyt Asien, for nu at låne et udtryk, der skulle blive brugt under endnu voldsommere omstændigheder nogle få år senere.
Michel Camdessus, der som chef for IMF kunne siges at være verdens næststærkeste pengepolitiske spiller, gav udtryk for noget lignende. I et sjældent interview talte han om krisen som en mulighed for Asien til at skifte sin gamle ham og få sig en ny. “Økonomiske modeller varer ikke evigt,” sagde han. “Nogle gange er de brugbare, andre gange ... bliver de gammeldags og slidte og må forlades.”16 Denne krise, der var blevet til på grund af et rygte, som lavede fiktion om til virkelighed, resulterede tilsyneladende i en sådan anden gang.
Ivrig efter ikke at forspilde chancen gik IMF – efter måneder med hænderne i skødet samtidig med, at krisen blev værre og værre – endelig ind i forhandlinger med de nødlidende regeringer i Asien. Det eneste land, der unddrog sig IMFs indflydelse i denne periode, var Malaysia, takket være landets relativt lille gæld. Malaysias kontroversielle premierminister, Mahathir Mohamad, udtalte, at han ikke mente, at det var nødvendigt for ham at “ødelægge økonomien, for at den skal få det bedre,” hvilket var nok til at stemple ham som ravende radikal på dette tidspunkt.17 Resten af Asiens kriseramte økonomier var for desperate efter udenlandsk valuta til at afskære sig muligheden for milliarder i IMF-lån: Thailand, Filippinerne, Indonesien og Sydkorea måtte alle til forhandlingsbordet. “Man kan ikke tvinge et land til at bede om hjælp. Det må selv komme. Men når kassen er tom, er der ikke mange andre steder at gå hen,” sagde Stanley Fischer, som stod i spidsen for forhandlingerne for IMF.18
Fischer havde været en af de mest højlydte fortalere for chokterapien i Rusland, og på trods af de sindsoprivende menneskelige omkostninger, den havde haft her, var han lige så ubøjelig over for Asien. Adskillige regeringer foreslog, at når nu krisen var fremkaldt af den lethed, med hvilken pengene kunne sprøjte ud og ind af deres lande uden noget middel til at dæmpe bevægelsen, så var det måske en idé at genopstille nogle barrierer – de forhadte “kapitalkontroller”. Kina havde bevaret sin kapitalkontrol (og havde i den henseende ignoreret Friedmans råd), og det var det eneste land i regionen, der ikke blev hærget af krisen. Og Malaysia havde genindført sin kontrol, hvilket så ud til at virke.
Fischer og resten af holdet fra IMF afviste uden videre forslaget.19 IMF udviste ingen interesse for, hvad der faktisk havde fremprovokeret krisen. Som en forhørsleder i et fængsel, der leder efter en svaghed, fokuserede fonden i stedet udelukkende på, hvordan krisen kunne bruges som løftestang. Overophedningen havde tvunget en gruppe viljestærke lande til at bede om nåde; hvis man ikke skulle benytte sig af den chance, ville det for Chicagoskole-økonomerne i spidsen for IMF være ensbetydende med professionel efterladenhed.
Med tomme kasser var Tigrene, som IMF så det, knækket; nu var de klar til en overhaling. Første trin i denne proces var at rippe landene for al “handels- og investeringsprotektionisme og aktivistisk statsindblanding, der var hovedingredienserne i det ‘asiatiske mirakel’,” som samfundsforskeren Walden Bello udtrykte det.20 IMF forlangte også, at regeringerne foretog store nedskæringer på statsbudgetterne, hvilket førte til massefyringer i den offentlige sektor i lande, hvor folk i forvejen tog deres eget liv i rekordomfang. Konfronteret med fakta indrømmede Fischer, at krisen i Korea og Indonesien ikke havde nogen sammenhæng med offentligt overforbrug. Ikke desto mindre brugte han den særlige løftestang, som krisen havde spillet ham i hænde, til at fremtvinge disse smertefulde nøjsomhedsforanstaltninger. Som en journalist fra The New York Times skrev, så var IMFs handlinger at ligne med “en hjertekirurg, som midt i en operation beslutter sig for også lige at lave lidt ved lungerne og nyrerne.”I, 21
Efter at IMF havde frataget Tigrene deres vaner og måder at gøre tingene på, var de nu klar til at blive genfødt a la Chicago: privatiserede basistjenesteydelser, uafhængige centralbanker, “fleksibel” arbejdskraft, lave sociale udgifter og, selvfølgelig, totalt fri handel. Ifølge de nye aftaler skulle Thailand tillade udlændinge at eje store poster i dets banker, Indonesien skulle skære ned på fødevaresubsidier, og Korea skulle ophæve sine love til beskyttelse af arbejderne mod fyringer.22 IMF opstillede oven i købet stramme afskedigelsesmål i Korea: Hvis man ville gøre sig håb om at låne, skulle landets banksektor afskedige 50 procent af arbejdsstyrken (det blev dog senere sat ned til 30 procent).23 Denne form for krav var af afgørende betydning for vestlige, multinationale virksomheder, som ville have garanti for, at de kunne skære kraftigt ned i de asiatiske virksomheder, de stod for at skulle købe. Piñeras “Berlinmur” var i færd med at vælte.
Sådanne tiltag ville have været utænkelige året før, krisen satte ind, da Sydkoreas fagforeninger var allermest militante. De besvarede en ny arbejdslov, der ville have reduceret deres jobsikkerhed, med den største og mest radikale serie strejker i Sydkoreas historie. Men takket være krisen var spillets regler nu nogle andre. Det økonomiske sammenbrud var nu så slemt, at det gav regeringerne licens (som tilsvarende kriser havde gjort det fra Bolivia til Rusland) til at indføre et midlertidigt autoritært styre; det varede ikke længe – kun lige længe nok til at indføre IMFs dekreter.
Thailands chokterapipakke blev for eksempel presset gennem nationalforsamlingen i form af fire nøddekreter, i stedet for efter en normal debatproces. “Vi har mistet vores autonomi, vores evne til selv at bestemme vores makroøkonomiske politik. Det er meget uheldigt,” indrømmede Thailands vicepremierminister Supachai Panitchpakdi (senere belønnet for denne form for samarbejdsvilje ved at blive udnævnt til chef for WTO).24 I Sydkorea var IMFs undertrykkelse af demokratiet endnu mere åbenlys. Her faldt afslutningen af forhandlingerne med IMF sammen med et planlagt præsidentvalg, hvor to af de opstillede kandidater var imod IMF. I en helt usædvanlig indblanding i andre nationers interne forhold og suveræne politiske proces afviste IMF at frigive pengene, før man havde tilsagn fra alle fire opstillede hovedkandidater om, at de ville overholde planen, hvis de vandt. Landet var reelt set taget som gidsel, og IMF triumferede: Hver af kandidaterne svor skriftligt på sin støtte.25 Aldrig før havde Chicagoskolens helt centrale mission om at beskytte økonomiske spørgsmål mod demokratiets indblanding været mere eksplicit: I kan godt stemme, fik sydkoreanerne at vide, men jeres stemme får ingen indflydelse på, hvordan økonomien planlægges og styres. (Den dag, aftalen blev underskrevet, blev øjeblikkeligt døbt Koreas “nationale ydmygelsesdag”.)26
I et af de værst ramte lande var sådanne tiltag til at begrænse demokratiet ikke nødvendige. Indonesien, der havde været det første land i regionen til at slå dørene op på vid gab for deregulerede udenlandske investeringer, var stadigvæk kontrolleret af general Suharto, der havde siddet ved magten i over tredive år. Suharto var imidlertid blevet mindre følgagtig over for Vesten på sine gamle dage (som det ofte sker med diktatorer). Efter i årtier at have solgt ud af Indonesiens olie- og mineralrigdomme til udenlandske koncerner, var han blevet træt af at berige andre og havde brugt det foregående tiår eller deromkring til at sørge for sig selv, sine børn og sine golfvenner. For eksempel havde generalen givet store tilskud til et bilfirma – ejet af hans søn Tommy – til stor fortrydelse for Ford og Toyota, som ikke så nogen grund til, at de var nødt til at konkurrere med det, analytikerne kaldte for “Tommys legetøjsbiler”.27
I nogle få måneder forsøgte Suharto at modsætte sig IMFs pres og præsenterede et budget, der ikke opererede med de massive nedskæringer, der blev krævet. Fonden tog kampen op ved at øge smertegrænsen. Officielt har fondens embedsmænd ikke lov til at udtale sig til pressen under en forhandling, da den mindste indikation af, hvordan forhandlingerne går, kan få dramatisk indflydelse på markedet. Det afholdt dog ikke en unavngiven “topembedsmand i IMF” fra at fortælle The Washington Post, at “markederne stiller sig selv det spørgsmål, i hvilket omfang den øverste indonesiske ledelse egentlig forpligter sig til dette program og i særlig grad til de store reformtiltag.” Artiklen fortsatte med en forudsigelse af, at IMF ville straffe Indonesien ved at tilbageholde milliarder i lovede lån. Så snart artiklen stod at læse, faldt den indonesiske valuta katastrofalt og mistede 25 procent af sin værdi på en enkelt dag.28
Det var så hårdt et slag, at Suharto gav efter. “Kan nogen finde mig en økonom, der ved, hvad det er, der foregår?” skal Indonesiens udenrigsminister angiveligt have tigget.29 Suharto fandt sådan en økonom: Faktisk fandt han adskillige. For at garantere, at de afsluttende forhandlinger med IMF ville gå glat, bragte han sin gamle Berkeley-mafia tilbage, efter at de ellers havde mistet den centrale rolle, de havde spillet i regimets første tid. Efter mange års politisk ørkenvandring stod de nu igen i spidsen, og det var Widjojo Nitisastro, nu halvfjerds år gammel og kendt som “Berkeley-mafiaens overhoved”, der ledte forhandlingerne. “Når det går godt, bliver Widjojo og økonomerne forvist til et obskurt hjørne, og præsident Suharto taler blot med sine venner,” forklarede Mohammad Sadli, en af Suhartos tidligere ministre. “Gruppen af teknokrater har det bedst i krisetider. Suharto lytter mere til dem for tiden, og han beordrer de andre ministre til at holde kæft.”30 Der kom nu en noget mere kollegial tone ind i forhandlingerne med IMF, mere i stil med “intellektuelle diskussioner. Intet pres fra nogen af siderne,” forklarede et medlem af Widjojos team. Naturligvis fik IMF stort set alt, hvad man forlangte – i alt 140 “justeringer”.31
Afsløringen
Set fra IMFs synspunkt gik krisen fantastisk godt. På mindre end et år havde den forhandlet sig til den økonomiske ækvivalent af ekstreme omvæltninger i Thailand, Indonesien, Sydkorea og Filippinerne.32 Man var endelig parat til det afgørende øjeblik i omvæltningerne. Afsløringen, det øjeblik, hvor det passede og plejede, opelskede og fremskubbede emne afsløres for en offentlighed slået af ærefrygt – i dette tilfælde de globale aktie- og valutamarkeder. Hvis det alt sammen var forløbet glat, ville de varme penge, der var flygtet fra Asien det foregående år, være kommet strømmende tilbage for at opkøbe Tigrenes nu uimodståelige aktier, da IMF trak forhænget til side for sine nyeste kreationer. Men det var noget andet, der skete: Markedet gik i panik. Tankegangen var følgende: Hvis fonden mente, at Tigrene var så håbløse tilfælde, at de var nødt til at blive lavet fuldstændig om, så var Asien indlysende i en meget værre forfatning, end nogen tidligere havde frygtet.
Så i stedet for at komme susende tilbage reagerede børshandlerne på IMFs Store Afsløring ved prompte at hive endnu flere penge ud og yderligere at angribe Asiens valutaer. Korea tabte 1 milliard USD om dagen, og dets gæld blev reduceret til samme status som junkobligationer. IMFs “hjælp” havde gjort krisen til en katastrofe. Eller som Jeffrey Sachs, der nu lå i åben krig med de internationale finansielle institutioner, udtrykte det: “I stedet for at slukke ilden, har IMF groft sagt råbt teatret brænder.”33
De menneskelige omkostninger ved IMFs opportunisme var tæt på at være altødelæggende i Asien og Rusland. Den internationale arbejderorganisation ILO anslår, at helt op til 24 millioner mennesker mistede deres arbejde i denne periode, og at arbejdsløsheden i Indonesien steg fra 4 til 12 procent. Thailand mistede 2.000 job om dagen, da “reformerne” var på deres højeste – 60.000 om måneden. I Sydkorea blev 300.000 arbejdere fyret hver måned – næsten alle som følge af IMFs totalt unødvendige krav om nedskæringer på statsbudgetterne og rentestigninger. I 1999 var arbejdsløsheden i Sydkorea og Indonesien næsten tredoblet på kun to år. Som i Latinamerika i halvfjerdserne var det, der forsvandt i disse dele af Asien, netop det, der i første omgang var så bemærkelsesværdigt ved regionens “mirakel”. Dens store og voksende middelklasse. I 1996 blev 63,7 procent af sydkoreanerne anset for at være middelklasse; i 1999 var dette tal faldet til 38,4 procent. Ifølge Verdensbanken blev 20 millioner asiatere kastet ud i fattigdom i denne periode med det, Rodolfo Walsh ville have kaldt “planlagt elendighed”.34
Bag hver en statistik lå en historie om påtvungne ofre og degraderende beslutninger. Som altid var det kvinder og børn, der led mest under krisen. Mange familier på landet i Filippinerne og Sydkorea solgte deres døtre til menneskesmuglere, der sendte dem på arbejde i sexindustrien i Australien, Europa og Nordamerika. I Thailand rapporterede sagsbehandlere i det offentlige sundhedssystem om en tyve procents stigning i børneprostitutionen på blot et år – året efter IMFs reformer. Filippinerne fulgte samme spor. “Det var de rige, der fik noget ud af opsvinget, men det er os, de fattige, som betaler prisen for krisen,” sagde Khun Bunjan, en landsbyleder i det nordøstlige Thailand, som var tvunget til at sende sine børn ud for at rode i skraldespande, efter at hendes mand mistede sit fabriksjob. ”Selv vores begrænsede adgang til skole og sundhed[ssystemet] er nu ved at smuldre.”35
Det var på denne baggrund, at den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright besøgte Thailand i marts 1999 og tillod sig at skælde den thailandske offentlighed ud for at ty til prostitution og “narkoens blindgyde”. Det er “afgørende, at piger ikke bliver udnyttet og misbrugt og udsat for aids-smitte. Det er meget vigtigt at kæmpe imod,” sagde Albright fyldt med moralsk beslutsomhed. Hun kunne åbenbart ikke få øje på forbindelsen mellem det faktum, at så mange thailandske piger blev tvunget ud i sexindustrien, og så de nedskæringspolitikker, for hvilke hun udtrykte sin “store støtte” på samme tur. Det var den asiatiske finanskrises ækvivalent til Milton Friedmans udtrykte mishag med Pinochets eller Deng Xiaopings overtrædelser af menneskerettighederne samtidig med, at han priste deres modige indførelse af den økonomiske chokterapi.36
At skulle leve af ruiner
Her ender som regel historien om Asiens krise – med at IMF forsøgte at hjælpe; det virkede bare ikke. Selv IMFs egen interne revision kom til samme konklusion. Fondens Independent Evaluation Office konkluderede, at strukturtilpasningskravene var “dårlige råd” og “mere vidtgående, end det forekom nødvendigt,” samt at de “intet gjorde for at løse krisen.” Evalueringskontoret advarede også om, at man “ikke burde bruge en krise som en mulighed for at gennemføre en lang række reformer, bare fordi handlemulighederne er store, uanset hvor retfærdiggjorte de måtte forekomme i det lange løb.”II En særligt eftertrykkelig del af den interne rapport anklagede fonden for at være så forblændet af frimarkedsideologi, at bare det at overveje kontrol med kapitalen var institutionelt utænkeligt. “Hvis det var kættersk at foreslå, at de finansielle markeder ikke distribuerede verdens kapital på rationel og stabil vis, så var det en dødssynd at overveje” kontrol med kapitalen.37
Hvad der ikke var mange, der ville indrømme dengang, er, at selvom IMF helt sikkert fejlede i forhold til Asiens befolkning, så var den ikke nogen fiasko på Wall Street – så langtfra endda. Det kunne godt være, at de varme penge blev skræmt af IMFs drastiske skridt, men de store investeringshuse og multinationale firmaer fik blod på tanden. “Selvfølgelig er disse markeder meget nervøse,” sagde Jerome Booth, forskningsleder hos Ashmore Investment Management i London. “Det er det, der gør dem sjove.”38 Disse firmaer, der gerne ville have det sjovt, forstod, at stort set alt i Asien på grund af IMFs “tilpasninger” var til salg – og jo mere panik, der gik i markedet, des mere desperate ville de asiatiske firmaer være efter at sælge, hvilket fik bunden til at gå ud af priserne. Morgan Stanleys Jay Pelosky havde sagt, at Asien havde brug for “flere dårlige nyheder for fortsat at lægge pres på disse koncerner for at sælge deres virksomheder” – og det var nøjagtigt, hvad der skete, takket være IMF.
Om nu IMF havde planlagt at forstærke den asiatiske krise eller blot var hensynsløst indifferent, er noget, som stadigt diskuteres. Den måske mest positive fortolkning er, at fonden vidste, at den ikke kunne tabe: Hvis dens tilpasninger gav luft til en ny boble af nymarkedsaktier, så ville det være en gevinst; hvis de gav anledning til kapitalflugt, så ville det være det rene tagselvbord for kapitalistiske gribbe. Om det gik den ene eller den anden vej, så tog IMF chancen for et økonomisk sammenbrud så roligt, at man turde lade terningen rulle. Det står nu klart, hvem der vandt spillet.
To måneder efter at IMF indgik sin endelige aftale med Sydkorea, bragte The Wall Street Journal en artikel med overskriften “Wall Street på strandhugst i Sydøstasien.” Den fortalte om, hvordan Peloskys firma, såvel som adskillige andre prominente finanshuse, havde “udsendt hærskarer af bankfolk til det sydøstasiatiske område på udkig efter børsmæglerfirmaer, formueplejefirmaer og selv banker, som de kan opkøbe til spotpris. Jagten på asiatiske erhvervelser er tvingende, da mange amerikanske finansvirksomheder, anført af Merrill Lynch & Co. og Morgan Stanley, har sat deres oversøiske ekspansion øverst på dagsordenen.”39 I løbet af ganske kort tid fulgte adskillige store salg: Merrill Lynch købte japanske Yamaichi Securities såvel som Thailands største værdipapirhus, mens AIG købte Bangkok Investment for en brøkdel af dets værdi. JP Morgan købte en del af Kia Motors, mens Travelers Group og Salomon Smith Barney købte en af Koreas største tekstilvirksomheder såvel som adskillige andre virksomheder. Interessant nok var den, der stod i spidsen for Salomon Smith Barneys rådgivningskomite med hensyn til internationale spørgsmål, som rådgav virksomheden med hensyn til fusioner og virksomhedsopkøb i denne periode, Donald Rumsfeld (udnævnt i maj 1999). Dick Cheney sad i samme komite. En anden vinder var Carlyle Group, et hemmelighedsfuldt Washington-baseret firma, som var kendt som en blød retrætepost for tidligere præsidenter og ministre, fra den tidligere udenrigsminister James Baker til den tidligere engelske premierminister John Major og Bush Senior, der var ansat som konsulent. Carlyle Group betjente sig af sine forbindelser på de højeste niveauer til at snuppe Daewoos telekommunikationsdivision, Ssangyong Information and Communication (en af Koreas største hightech-virksomheder), ligesom gruppen blev storaktionær i Koreas største banker.40
Jeffrey Garten, forhenværende amerikansk viceminister for handel, havde forudset, at når IMF var færdig, “så vil der komme et afgørende anderledes Asien, og det vil blive et Asien, hvor amerikanske virksomheder har opnået en meget større tilstedeværelse og har fået meget bedre adgang.”41 Han spøgte ikke. I løbet af to år ændredes meget af Asien fuldstændigt ansigt, hvor hundredvis af lokale mærker blev erstattet af multinationale giganters. Det blev kaldt for “verdens største ophørsudsalg” af The New York Times og en “virksomhedsopkøbsbasar” af Business Week.42 Faktisk var det en forpremiere på den form for katastrofekapitalisme, der skulle blive markedsnormen efter den 11. september: En forfærdelig katastrofe blev udnyttet til at tillade udenlandske virksomheder at bestorme Asien. De var der ikke for at opbygge deres egne virksomheder og konkurrere, men for at snuppe hele apparatet, arbejdsstyrken, kundebasen og den mærkevareværdi, der var blevet bygget op gennem årtier af koreanske virksomheder, ofte blot for at dele dem op i mindre dele, skære ned på dem eller lukke dem helt for at udrydde konkurrenter til deres egne importvarer.
Den koreanske gigant Samsung blev for eksempel hugget op i smådele og solgt som sådanne: Volvo fik dens afdeling for sværindustri, SC Johnson & Son dens farmaceutiske division og General Electric dens elektriske. Få år senere blev Daewoos engang så mægtige bildivision, som koncernen havde værdisat til 6 milliarder USD, solgt til GM for blot 400 millioner USD – en spotpris der var den russiske chokterapi værdig. Men denne gang blev de lokale virksomheder i modsætning til, hvad der skete i Rusland, udslettet af de multinationale.43
Andre store spillere, som også fik en del af kagen i det store asiatiske feberudsalg, omfattede Seagram’s, Hewlett-Packhard, Nestlé, Interbrew og Novartis, Carrefour, Tesco og Ericsson. Coca-Cola købte et koreansk aftapningsfirma for en halv milliard USD; Proctor & Gamble købte et koreansk emballagefirma; Nissan købte en af Indonesiens automobilvirksomheder. General Electric erhvervede en kontrollerende aktiepost i Koreas køleskabsproducent LG, ligesom britiske Power-gen snuppede LG Energy, en stor koreansk elektricitets- og gasvirksomhed. Ifølge Business Week drønede den saudiske prins Alwaleed bin Talal “frem og tilbage over hele Asien i sin flødefarvede Boeing 727 og samlede på tilbud” – blandt andet en del af Daewoo.44
Meget passende sørgede Morgan Stanley, som havde været blandt dem, der råbte højest om krisens kradsen, for at blive mellemmand i mange af disse handler, så man kunne indkassere enorme kommissioner. Man optrådte som Daewoos rådgiver, da automobildelen skulle sælges fra, og var inde som børsmægler i forbindelse med privatiseringen af adskillige sydkoreanske banker.45
Det var ikke kun private asiatiske virksomheder, der blev solgt til udlændinge. Som under tidligere kriser i Latinamerika og Østeuropa tvang denne krise også regeringer til at sælge offentlige virksomheder for at rejse stærkt tiltrængt kapital. Den amerikanske regering så fra begyndelsen ivrigt frem til dette. Da hun skulle argumentere for, hvorfor Kongressen burde godkende milliarder af dollar til IMFs Asiensomvæltning, kom den amerikanske handelsrepræsentant Charlene Barshefsky med forsikringer om, at aftalerne ville “skabe nye forretningsmuligheder for amerikanske virksomheder”: Asien ville være tvunget til at “sætte fart i privatiseringen af visse centrale sektorer – inklusive energi, transport, forsyning og kommunikation.”46
Krisen satte ganske rigtigt gang i en række privatiseringer, og udenlandske multinationale stod parat ved havelågen. Bechtel fik kontrakt på at privatisere vandforsyningen og spildevandsafledningen i det østlige Manila samt en kontrakt på opførelsen af et olieraffinaderi i Sulawesi i Indonesien. Motorola fik fuld kontrol med Koreas Appeal Telecom. Energigiganten Sithe fra New York fik en stor aktiepost i Thailands statslige gasselskab Cogeneration. Indonesiens vandforsyning blev delt op mellem britiske Thames Water og franske Lyonnaise des Eaux. Canadas Westcoast Energy opkøbte et enormt indonesisk kraftværksprojekt. British Telecom erhvervede en stor aktiepost i såvel Malaysias som Koreas postvæsener. Bell Canada fik sig en del af det koreanske telekommunikationsfirma Hansol.47
Alt i alt var der 186 større fusioner eller virksomhedsovertagelser fra de multinationales side i Indonesien, Thailand, Sydkorea, Malaysia og Filippinerne i løbet af blot tyve måneder. Robert Wade, økonom på børsen i London, og Frank Veneroso, økonomisk konsulent, kommenterede det igangværende udsalg og forudså, at IMFs program “endda kunne gå hen og blive den største overførsel af aktiver fra hjemlige til udenlandske ejere i fredstid de sidste halvtreds år noget sted i verden.”48
IMF hævder samtidig med, at man indrømmer nogle fejl i sine første reaktioner på krisen, at man hurtigt fik rettet samme, og at “stabiliserings”-programmerne lykkedes. Det er sandt, at der til sidst faldt ro over de asiatiske markeder, men med utrolige og stadige omkostninger til følge. Milton Friedman havde, da krisen var værst, advaret mod at gå i panik og insisteret på, at “det vil gå over ... Når de får styr på dette finansielle rod, så vil man se en tilbagevenden til vækst i Asien, men om det kommer til at tage et eller to år, tre år, det kan ingen sige.”49
Sandheden er, at Asiens krise endnu ikke er ovre, her ti år senere. Når 24 millioner mennesker mister deres livsgrundlag på mindre end to år, så slår en ny form for desperation rod, som ingen kultur har let ved at absorbere. Den kommer til udtryk i forskellige former på tværs af regionen, fra en tydelig stigning i religiøs fanatisme i Indonesien og Thailand til en eksplosiv vækst i handlen med børnesex.
Arbejdsløshedstallene er stadig ikke nået ned på et niveau som det før 1997 i Indonesien, Malaysia og Sydkorea. Og det var ikke kun arbejdere, der mistede deres job under krisen, der ikke har fået dem tilbage. Fyringerne er fortsat, når nye udenlandske ejere forlanger stadigt større afkast af deres investeringer. Også selvmordene er fortsat: I Sydkorea er selvmord nu den fjerde hyppigste dødsårsag, hvilket er mere end dobbelt så meget som før krisen. Otteogtredive mennesker tager hver dag deres eget liv.50
Det er den ufortalte historie bag det, IMF kalder for “stabiliseringsprogrammer”, som havde lande været skibe, der blev smidt rundt af markedets høje bølger. De stabiliserer sig faktisk til sidst, men den nye balance opnås ved at smide millioner af mennesker over bord. Offentligt ansatte, små virksomhedsejere, bønder med tilskud, fagforeningsfolk. Den modbydelige hemmelighed bag “stabiliseringen” er, at hovedparten aldrig kommer om bord igen. De ender i slummen, som nu huser 1 milliard mennesker; de ender på bordeller eller i skibscontainere. De er de besiddelsesløse, som den tyske digter Rainer Marie Rilke beskriver som “dem, hverken fortid eller fremtid tilhører.”51
Disse mennesker var ikke de eneste ofre for IMFs krav om fuldstændig ortodoksi i Asien. I Indonesien fortsatte de anti-kinesiske følelser, jeg var vidne til i sommeren 1997, med at tage til, tilskyndet af en politisk klasse, der var glade, for at kunne undgå opmærksomhed omkring sig selv på denne måde. Det blev endnu værre, efter at præsident Suharto satte prisen op på daglige fornødenheder. Der udbrød uroligheder overalt i landet, og mange af dem gik ud over det kinesiske mindretal; omkring tolv hundrede mennesker blev dræbt, og snesevis af kinesiske kvinder blev gruppevoldtaget af bander.52 Også de burde tælles med blandt ofrene for Chicagoskole-ideologien.
Vreden i Indonesien rettede sig langt om længe mod Suharto og hans præsidentpalads. I tre årtier var den indonesiske befolkning blevet holdt mere eller mindre i skak af mindet om det blodbad, der bragte Suharto til magten, et minde, der blev genopfrisket af periodiske massakrer i provinserne og i Østtimor. Anti-Suharto-raseriet havde længe ulmet under overfladen, men det var IMF, der kom med benzinen til bålet – hvilket fonden ironisk nok gjorde ved at forlange, at han satte prisen på benzin op. Efter det rejste indoneserne sig og væltede Suharto af tronen.
Som en anden forhørsofficer i et fængsel benyttede IMF sig af krisens ekstreme smerte til at knække de Asiatiske Tigres vilje, til at reducere disse lande til total lydighed. Men CIAs afhøringsmanual advarer om, at man kan komme til at gå for langt i denne proces – hvis man anlægger for megen direkte smerte, får man i stedet for regression og lydighed selvtillid og trods. I Indonesien overskred man denne grænse, en påmindelse om, at man kan gå for langt i sin chokterapi og fremprovokere et bagslag, som skulle gå hen og blive velkendt, fra Bolivia til Irak.
Det frie markeds korstogsriddere er imidlertid langsomme til at lære, når det drejer sig om utilsigtede konsekvenser af deres politik. Den eneste lære, de har draget af det enormt lukrative asiatiske udsalg, ser ud til at være endnu mere bekræftelse af deres chokdoktrin, endnu mere bevis på (som om man havde brug for mere), at der intet er som en ægte katastrofe, en genuin kværnen af samfundet, hvis man vil have nye fronter at arbejde på. Nogle få år efter, at krisen toppede, var adskillige prominente kommentatorer oven i købet villige til at gå så langt som til at sige, at det, der skete i Asien, på trods af alle ødelæggelserne, var en forklædt velsignelse. The Economist bemærkede, at “det krævede en national krise i Sydkorea at vende landet fra at være indadskuende og til at åbne sig for fremmed kapital, forandring og konkurrence.” Og Thomas Friedman erklærede i sin bestseller The Lexus and the Olive Tree, at det, der skete i Asien, slet ikke var nogen krise. “Jeg mener, at globaliseringen har gjort os alle en tjeneste ved at få økonomierne til at bryde sammen i Thailand, Korea, Malaysia, Indonesien, Mexico, Rusland og Brasilien i 1990’erne, fordi det blotlagde en masse rådne måder at gøre tingene på og rådne institutioner,” skrev han og tilføjede, at “det at udstille vennekapitalismen i Korea var ikke nogen krise, som jeg forstår ordet.”53 I sin spalte i New York Times, hvor han støtter invasionen i Irak, ville man kunne se en tilsvarende form for logik, bortset fra at sammenbruddet i økonomien nu skete ved hjælp af krydsermissiler, ikke valutahandlere.
—
Den asiatiske krise viste med al tydelighed, hvordan katastrofeudnyttelse fungerede, men samtidig udløste markedssammenbruddet og Vestens kyniske reaktion på det også kraftige modbevægelser.
De multinationale kapitalkræfter fik deres vilje i Asien, men de fremprovokerede nye højder af folkeligt raseri, et raseri, der i sidste instans blev rettet mod de institutioner, der fremmer ideologien om uhæmmet kapitalisme. Som en usædvanlig balancerende leder i Financial Times udtrykte det, så var Asien “et faresignal om, at folkelig utryghed ved kapitalismen og globaliseringskræfterne har nået et bekymrende niveau. Den asiatiske krise viste verden, hvordan selv de mest succesrige lande kunne tvinges i knæ på grund af en pludselig kapitalflugt. Folk var rasende over, hvordan hemmelighedsfulde hedgefonds luner tilsyneladende kunne ende i masseelendighed på den anden side af kloden.”54
I modsætning til det tidligere Sovjetunionen, hvor chokterapiens planlagte elendighed kunne tilskrives den “smertefulde overgang” fra kommunisme til markedsøkonomi, så var den asiatiske krise tydeligvis noget, der var skabt af det globale marked. Men når globaliseringens ypperstepræster sendte missioner til katastrofeområdet, så var det eneste, de ønskede at gøre, blot at forværre smerten.
Resultatet var, at disse missioner mistede den komfortable anonymitet, de tidligere havde nydt. IMFs Stanley Fischer mindedes den “cirkusatmosfære”, der omgav Seoul Hilton-hotellet, da han besøgte Sydkorea ved forhandlingernes begyndelse. “Jeg blev spærret inde på mit hotelværelse – kunne ikke komme ud, for [hvis] jeg åbnede døren, stod der 10.000 fotografer.” Ifølge en anden redegørelse var IMFs repræsentanter for at nå frem til banketsalen, hvor forhandlingerne fandt sted, nødt til at “gøre en omvej via bagindgangen, som indebar en renden op og ned ad trapper og gennem Hiltons kæmpestore køkken.”55 På det tidspunkt var IMFs embedsmænd ikke vant til den form for opmærksomhed. Oplevelsen af at være fanget på femstjernede hoteller og konferencecentre skulle blive hverdagskost for disse udsendinge for Washington-konsensussen i årene fremover, da massedemonstrationer begyndte at byde dem velkommen til deres møder verden over.
Efter 1998 blev det i stigende omfang vanskeligere at gennemføre chokterapeutiske omvæltninger ved hjælp af fredelige midler – ved hjælp af den sædvanlige IMF bøllefremgangsmåde og vriden armen om på ryggen ved handelstopmøder. Den trodsige nye stemning fra den sydlige halvkugle optrådte første gang på globalt niveau, da Verdenshandelsorganisationens møde i Seattle kollapsede i 1999. Selvom demonstranter i gymnasiealderen fik hovedparten af pressedækningen, så fandt det virkelige oprør sted inde på konferencecenteret, da udviklingslandene dannede en samlet blok og afviste krav om yderligere handelskoncessioner, så længe Europa og USA fortsatte med at give tilskud til og beskytte deres hjemlige industrier.
På det tidspunkt lod det sig stadig gøre at afskrive sammenbruddet i Seattle som en mindre pause i korporativismens støtte fremmarch. I løbet af nogle få år skulle det imidlertid blive umuligt at benægte alvoren i dette skift: Den amerikanske regerings ambitiøse drøm om at skabe en forenet frihandelszone, der omfattede hele Sydøstasien, måtte droppes på samme vis som en global investeringsaftale og planer om et frihandelsområde, dækkende både Nord- og Sydamerika fra Alaska til Chile.
Den såkaldte antiglobaliseringsbevægelses måske største indvirkning var, at den tvang Chicagoskole-ideologien ind i den internationale debats rampelys. Et kort øjeblik ved indgangen til det nye årtusinde var der ingen presserende kriser til at aflede opmærksomheden – gældschokkene var svundet bort, “overgangene” fuldbyrdede, og en ny global krig var endnu ikke kommet på banen. Det, der stod tilbage, var de spor, frimarkedskorstoget havde sat sig i den virkelige verden. Den trøstesløse virkelighed af ulighed, korruption og miljøødelæggelse, efterhånden som regering efter regering tog mod Friedmans råd, som han havde givet til Pinochet for så mange år siden, om at det var en misforståelse at forsøge at “gøre godt med andre folks penge.”
Set i bakspejlet er det slående, at kapitalismens monopolperiode, hvor den ikke længere havde nødig at beskæftige sig med konkurrerende ideer eller modkræfter, blev utroligt kortvarig – blot otte år, fra Sovjetunionens sammenbrud i 1991 til sammenbruddet i WTO-forhandlingerne i 1999. Men den stigende modstand ville ikke slække på beslutsomheden i forhold til at fremme denne ganske særligt profitable dagsorden; dens fortalere ville ganske enkelt ride på bølgerne af frygt og orienteringsløshed skabt af større chok end nogensinde før.
I. IMF bliver ofte fremstillet som det amerikanske finansministeriums skødehund, men sjældent har forbindelsen mellem de to været mere tydelig end under disse forhandlinger. For at sikre, at de amerikanske virksomheders interesser afspejledes i de endelige aftaler, fløj David Lipton, vicedirektør i det amerikanske finansministerium med ansvar for internationale affærer (og Sachs’ tidligere partner i det polske chokterapiprogram), til Sydkorea og tjekkede ind på Seoul Hilton – det hotel, hvor forhandlingerne mellem IMF og den koreanske regering fandt sted. Liptons tilstedeværelse var, ifølge The Washington Post-journalisten Paul Blustein, “en synlig manifestation af den indflydelse, USA har på IMFs politik.”
II. Af en eller anden grund kom den stærkt kritiske rapport ikke frem før i 2003, få år efter krisen. På det tidspunkt var det lidt for sent at udstede advarsler mod kriseopportunisme; IMF var allerede godt i gang med at restrukturere Afghanistan og lægge planer op for Irak.