Jeg synes, at det mærkeligt og helt gak. At foreslå, at grunden til, at vi gør noget som helst, er, at vi hungrer efter penge. Jeg synes, det er skørt. Jeg tror, at I skulle have jeres skolepenge tilbage.
– George H.W. Bush, som svar på en beskyldning om, at hans søn invaderede Irak for at skabe nye markeder for amerikanske firmaer1
Der er noget, som offentligt ansatte har, og som den private sektor ikke har. Og det er loyalitetspligten over for almenvellet – loyalitetspligten over for det kollektivt bedste for alle i stedet for nogle fås interesser. Virksomheder har en loyalitetspligt over for deres aktionærer, ikke over for landet.
– David M. Walker, USAs statsrevisor, februar 20072
Han kan ikke se forskellen mellem offentlige og private interesser.
– Sam Gardiner, pensioneret oberst i den amerikanske hær, om Dick Cheney, februar 20043
Midt i tumulten omkring midtvejsvalgene i 2006, tre uger inden han underskrev Donald Rumsfelds afskedsbegæring, underskrev George W. Bush loven om forsvarsautorisation ved en privat ceremoni i det ovale værelse. Indpakket i fjorten hundrede sider finder man en tillægsbestemmelse, som ingen på det tidspunkt bemærkede. Den gav præsidenten uindskrænket magt til at erklære undtagelsestilstand, til at “anvende de væbnede styrker, inklusive nationalgarden” og til at underkende delstatens guvernører i tilfælde af en “offentlig undtagelsestilstand” for at kunne “genoprette ro og orden” og “undertrykke” uorden. Undtagelsestilstanden kunne have at gøre med en orkan, massedemonstrationer eller en “offentlig sundhedsfare”, hvor hæren kunne bruges til at indføre karantæner og sikre vaccineforsyninger.4 Inden denne lov blev vedtaget, havde præsidenten kun denne magt, når det drejede sig om en folkelig opstand.
Alle senator Patrick Leahys demokratiske kolleger var på valgturné, så hans stemme var den eneste protest, der fandt vej til offentligheden og fastslog, at “anvendelsen af krigsretstilstand strider imod et af de grundlæggende principper i vores demokrati.” Leahy påpegede, at “implikationerne af denne lovændring er enorme, men denne ændring er bare blevet smuglet ind i forsvarsloven som en tillægsbestemmelse, som ingen læser. Andre kongreskomiteer med juridisk indflydelse på dette område har ingen chance haft for at kommentere den, for slet ikke at tale om at afholde høringer om disse forslag.”5
Ud over den udøvende magt, som blev ekstraordinært styrket, var der også en anden klar vinder: den farmaceutiske branche. Hvis en sygdom skulle bryde ud, kan militæret nu indkaldes til at sikre deres laboratorier og medicinlagre og indføre karantæner – et længe næret politisk ønskemål for Bush-administrationen. Det var godt nyt for Rumsfelds tidligere firma, Gilead Sciences, som ejer patentet til Tamiflu, som bruges mod fugleinfluenza. Den nye lov, såvel som stadige trusler om fugleinfluenzaudbrud, kan have været med til at sikre Tamiflus optur på børsen, efter at Rumsfeld forlod posten. På blot fem måneder steg aktieprisen med 24 procent.6
I hvilket omfang har branchens interesser spillet ind på udformningen af loven? Måske slet ikke, men spørgsmålet er værd at stille. På lignende vis, og i en meget bredere forstand, kunne man spørge, hvilken rolle hensynet til fordelene for leverandører som Halliburton og Bechtel og olieselskaber som ExxonMobil spiller med hensyn til Bush-holdets entusiasme omkring invasionen og besættelsen af Irak? Det er umuligt at besvare disse motivationsspørgsmål med nogen større præcision, for de folk, der er indblandet, er berygtede for ikke at kunne kende forskel på erhvervslivets interesser og nationens for så vidt, at de ikke selv lader til at kunne trække grænsen.
I sin bog fra 2006, Overthrow, forsøger den tidligere korrespondent ved New York Times Stephen Kinzer at nå til bunds i, hvad der har motiveret de amerikanske politikere, der har beordret og iscenesat udenlandske statskup i løbet af de sidste hundrede år. Han har undersøgt den amerikanske indblanding i regeringsomvæltninger fra Hawaii i 1893 til Irak i 2003 og bemærker, at der ofte ser ud til at være tale om en tydelig tretrinsproces. Det første, der sker, er, at en USA-baseret multinational virksomhed står over for at blive truet på sin bundlinje af noget, som den udenlandske regering har tænkt sig at indføre, som for eksempel, at den skal “betale skat eller følge arbejds- eller miljølove. Nogle gange bliver virksomheden nationaliseret eller på en eller anden måde tvunget til at sælge noget af sin jord eller sine aktiver,” siger Kinzer. Andet trin er, at amerikanske politikere hører om dette problem for virksomheden og fortolker det som et angreb på USA: “De transformerer motivationen fra en økonomisk til en politisk eller geostrategisk. De går ud fra den antagelse, at ethvert styre, der vil besvære eller mishandle et amerikansk firma, må være anti-amerikansk, undertrykkende, diktatorisk og højst sandsynligt et redskab for en eller anden udenlandsk magt eller interesse, der ønsker at underminere De Forenede Stater.” Tredje trin indtræffer, når politikerne skal have solgt behovet for intervention til offentligheden, hvor det hele med store penselstrøg bliver malet op som en kamp mellem det gode og det onde, “en mulighed for at befri en stakkels, undertrykt nation fra et styre, som vi antager må være et diktatur, for hvilken anden form for styre ville ellers kunne finde på at genere en amerikansk virksomhed?”7 Meget af USAs udenrigspolitik er med andre ord en øvelse i masseprojektion, hvor en lillebitte elite med private interesser forveksler deres egne behov og lyster med hele verdens.
Kinzer pointerer, at denne tendens har været særlig tydelig hos politikere, som kommer ind i politik direkte fra erhvervslivet. For eksempel arbejdede Eisenhowers udenrigsminister John Foster Dulles som magtfuld, international erhvervsjurist det meste af livet og repræsenterede nogle af de rigeste virksomheder i verden i deres konflikter med udenlandske regeringer. Dulles’ forskellige biografer har, som Kinzer, konkluderet, at udenrigsministeren ganske enkelt ikke var i stand til at skelne mellem erhvervslivets interesser og landets. “Dulles havde to livsvarige besættelser. At bekæmpe kommunismen og beskytte de multinationale virksomheders interesser,” skriver Kinzer. “I hans hoved var de ... ‘indbyrdes forbundne og gensidigt forstærkende.’”8 Det var ensbetydende med, at han slap for at vælge mellem den ene og den anden besættelse: Hvis regeringen i Guatemala for eksempel gjorde noget, der skadede United Fruit Company, så var det et de facto-angreb på USA og fortjente et militært modsvar.
Når Bush-administrationen forfølger sin dobbelte besættelse af at bekæmpe terrorisme og beskytte de multinationale virksomheders interesser, er den – spækket, som den er, med administrerende koncerndirektører, der kommer lige fra bestyrelseslokalet – ude i samme forveksling og sammenfald. Men der er dog en væsentlig forskel. De virksomheder, Dulles identificerede sig med, var multinationale virksomheder med store internationale investeringer i fremmede lande – i minedrift, landbrug, bankvæsen og olie. Disse virksomheder havde som regel et fælles og direkte mål: De ønskede stabile, profitable miljøer, hvor det var muligt at gøre forretning – rummelige investeringslove, føjelig arbejdskraft og ingen ubehagelige overraskelser i form af eksproprieringer. Kup eller militær indgriben var midler til at opnå dette, ikke et mål i sig selv.
Som proto-katastrofekapitalister tilhører arkitekterne bag Krigen mod Terror en anden race af erhvervslivspolitikere end deres forgængere, en race der bestemt ser krig og andre katastrofer som et mål i sig selv. Når Dick Cheney og Donald Rumsfeld forveklser, hvad der er godt for Lockheed, Halliburton, Carlyle og Gilead, med, hvad der er godt for De Forenede Stater og i videre forstand verden, så er det en form for projektion med ganske særligt farlige konsekvenser. Det skyldes, at det, der unægteligt er godt for bundlinjen i disse selskaber, er katastrofer – krige, epidemier, naturkatastrofer og ressourcemangel – hvilket er grunden til, at deres formuer er vokset så dramatisk, siden Bush kom til magten. Det, der gør deres projektion endnu mere farlig, er det faktum, at centrale Bush-embedsmænd i en hidtil uset grad har været med til at skabe en ny æra af privatiseret krig og katastrofeberedskab, hvilket har givet dem mulighed for på samme tid at profitere af de katastrofer, de er med til at udløse.
Da Rumsfeld for eksempel trådte tilbage efter republikanernes nederlag ved midtvejsvalget i 2006, rapporterede pressen, at han ville vende tilbage til det private erhvervsliv. Sandheden var, at han aldrig havde forladt det. Da han tog mod Bush’ udnævnelse til forsvarsminister, forventedes Rumsfeld som alle andre offentlige personer at gøre sig selv fri af enhver besiddelse, der kunne vinde eller tabe på beslutninger, han måtte træffe, mens han var minister. Det kunne ikke være mere enkelt – det betød, at han måtte sælge alt, hvad der havde med national sikkerhed eller forsvar at gøre. Men her var Rumsfeld i en kattepine. Han var så bebyrdet med interesser i forskellige katstroferelaterede brancher, at han hævdede, at det var umuligt at gøre sig fri af inden for den givne tidsramme, og han slog alle mulige krøller på sig selv i forsøget på at beholde så meget som muligt.
Han solgte sine navnenoterede aktier i Lockheed, Boeing og andre forsvarsvirksomheder og satte aktier for 50 millioner USD ind på en administreret konto. Men han var stadig helt eller delvist ejer af private investeringsvirksomheder med særlig interesse i våben- og biotekaktier. Rumsfeld var ikke til sinds at tage tabet ved at sælge disse virksomheder i en fart og bad i stedet for om to gange tre måneders udsættelse af tidsfristen – noget meget sjældent på det regeringsniveau. Det var ensbetydende med, at han stadigvæk var på udkig efter det, han betragtede som passende købere af sine virksomheder og aktiver, seks måneder inde i sin post som forsvarsminister.9
Når det drejede sig om Gilead Sciences, den virksomhed Rumsfeld plejede at være bestyrelsesformand for, som lå inde med patentet til Tamiflu, så trak forsvarsministeren grænsen der. Da han blev bedt om at vælge mellem sine interesser i erhvervslivet og sit offentlige kald, afviste han det blot. Epidemier er et spørgsmål om national sikkerhed og ligger som sådan klart inden for forsvarsministerens portfolio. På trods af denne åbenlyse interessekonflikt undlod Rumsfeld alligevel at sælge sine aktier i Gilead i al den tid, han sad på posten, men holdt fast i aktier til en værdi af mellem 8 og 39 millioner USD.10
Da Senatets etiske komité forsøgte at få ham til at overholde de almindelige regler om interessekonflikt, reagerede Rumsfeld åbenlyst krigerisk. På et tidspunkt skrev han et brev til kontoret for regeringsetik og brokkede sig over, at han var nødt til at bruge 60.000 USD på revisorhjælp for at kunne udfylde “overdrevent indviklede og forvirrende” selvangivelser. For en mand, der insisterede på at beholde sine 95 millioner USD i aktier, virkede det at brokke sig over en forskønnelsesudgift på 60.000 som temmelig proportionsløst.11
Rumsfelds hårdnakkede afvisning af at ville tjene penge på katastrofer, mens han sad på landets øverste sikkerhedspost, påvirkede hans arbejde på flere konkrete måder. Det meste af det første år på posten, hvor han forsøgte at omplacere sine aktiebesiddelser, var Rumsfeld nødt til at redde sig ud af en alarmerende række afgørende politiske beslutninger: Ifølge Associated Press, har han “undgået at tage del i møder i Pentagon, hvor man har diskuteret aids.” Og da forbundsregeringen skulle beslutte, om man ville gribe ind i forhold til adskillige store fusioner og virksomhedssalg, der havde med store forsvarsvirksomheder som General Electric, Honeywell, Northrop Grumman og Silicon Valley Graphics at gøre, unddrog Rumsfeld sig også disse forhandlinger på topplan. Det viste sig, ifølge hans officielle talsmand, at han havde økonomiske forbindelser til adskillige af de nævnte virksomheder. “Jeg har forsøgt at holde mig væk indtil videre,” forklarede Rumsfeld en journalist, der spurgte til en af handlerne.12
I de seks år, Rumsfeld sad på posten, var han nødt til at forlade lokalet, hver gang talen faldt på muligheden for at behandle fugleinfluenza og indkøbet af medicin mod den. Ifølge det brev, der opstillede reglerne for, at han kunne beholde sine aktier, var han nødt til at undgå at tage del i beslutninger, der “direkte eller forudsigeligt vil påvirke Gilead.”13 Hans kolleger tog imidlertid forbilledligt vare på hans interesser. I juli 2005 købte Pentagon Tamiflu til en værdi af 58 millioner USD, mens sundhedsministeriet bekendtgjorde, at man ville bestille for op til en milliard USD af stoffet nogle få måneder senere.14
Rumsfelds modstand betalte sig helt sikkert. Hvis han havde solgt sine aktier i Gilead, da han overtog posten i januar 2001, ville han kun have fået 7,45 dollar per styk. Ved at beholde dem under alle skræmmekampagnerne omkring fugleinfluenza, under hele hysteriet omkring biologisk krigsførelse og under sin egen regerings beslutning om at investere kraftigt i firmaet, endte Rumsfeld med nogle aktier, der havde en værdi af 67,60 dollar per aktie, da han forlod posten – en stigning på 807 procent (i april 2007 var prisen nået op på 84 dollar stykket).15 Det var ensbetydende med, at Rumsfeld forlod posten som forsvarsminister betydeligt rigere, end da han overtog den – en sjælden ting for en multimillionær i et offentligt embede.
Hvis Rumsfeld aldrig rigtig forlod Gilead, så var Cheney tilsvarende modvillig til fuldstændig at kappe sin forbindelse til Halliburton – noget, der i modsætning til Rumsfelds forbindelse til Gilead, har været genstand for stor medieopmærksomhed. Inden han forlod posten som administrerende koncerndirektør for at blive George Bush’ vicepræsidentmakker, forhandlede Cheney en aftrædelsesaftale igennem, der sikrede ham bunkevis af aktier og optioner i Halliburton. Efter nogle ubehagelige spørgsmål i pressen indvilligede han i at sælge nogle af sine aktier i Halliburton, hvorved han tjente imponerende 18,5 millioner USD. Men han solgte ikke alt, hvad han havde. Ifølge Wall Street Journal beholdt Cheney 189.000 aktier i Halliburton og 500.000 uindløste optioner, selvom han blev udnævnt til vicepræsident.16
Det faktum, at Cheney stadig besidder så stor en mængde aktier i Halliburton, er ensbetydende med, at han i sin tid som vicepræsident har indkasseret millioner hvert eneste år i dividende af aktierne samtidig med, at han også har modtaget et årligt honorar fra Halliburton på 211.000 USD – hvilket stort set svarer til, hvad han får for at være vicepræsident. Når han forlader posten i 2009 og kan sælge sine Halliburtonaktier, vil Cheney have mulighed for en overdådig gevinst på grund af Halliburton-aktiernes utroligt forøgede værdi. Virksomhedens aktiepris steg fra 10 USD før krigen i Irak til 41 tre år senere – et hop på 300 procent, takket være kombinationen af stigende energipriser og kontrakter i Irak, begge dele noget som direkte kan tilskrives det forhold, at Cheney styrede landet ind i en krig med Irak.17 Irak synes at passe perfekt ind i Kinzers formel. Saddam udgjorde ikke nogen trussel mod USAs sikkerhed, men han udgjorde en trussel mod amerikanske energiselskaber, da han lige inden krigen havde indgået kontrakter med en russisk oliegigant og var i gang med at forhandle med franske Total, hvilket intet efterlod til de amerikanske og britiske olieselskaber; den tredjestørste kendte oliereserve i verden var ved at undslippe det angloamerikanske greb.18 Fjernelsen af Saddam fra magten åbnede nye muligheder for oliegiganterne, inklusive ExxonMobil, Chevron, Shell og BP, som alle har gjort forarbejdet til nye aftaler i Irak, såvel som Halliburton, der, efter at det er flyttet til Dubai, er i en perfekt position til at sælge sine energitjenesteydelser til alle disse selskaber.19 Allerede nu har krigen i sig selv været den mest indbringende enkeltbegivenhed i Halliburtons historie.
Såvel Rumsfeld som Cheney kunne meget let have sørget for at holde sig på armslængde af deres katastroferelaterede aktiebeholdninger og derved have udelukket enhver tvivl om, hvilken rolle profit har spillet i deres opsathed på at producere katastrofesituationer. Men så ville de være gået glip af de mest fremgangsrige år inden for deres egne brancher. Når de bliver bedt om at vælge mellem privat profit og offentlighedens interesse, så vælger de atter og atter profitten og tvinger regeringens etiske komiteer til at indordne sig under deres stejle holdning.
Under 2. verdenskrig talte præsident Franklin D. Roosevelt med store bogstaver mod folk, der profiterede af krigen, og udtalte: “Jeg vil ikke se en eneste, der bliver krigsmillionær i USA som følge af denne verdensomspændende katastrofe.” Man kan undre sig over, hvad han ville have syntes om Cheney, hvis millioner i krigsprofit har akkumuleret, mens han har siddet som vicepræsident. Eller Rumsfeld, som i 2004 ikke kunne modstå fristelsen til at sælge nogle af sine Gilead-aktier, hvorved han med et snuptag tjente 5 millioner USD, ifølge hans årlige selvangivelse, mens han var forsvarsminister – en rar lille forsmag på den fortjeneste, der ventede ham, når han forlod posten.20 I Bush-administrationen maser krigsprofitjægerne ikke blot på for at få adgang til regeringen, de er regeringen; der er ingen forskel på de to.
Og selvfølgelig har Bush-årene været karakteriseret ved nogle af de mest lyssky og groteske korruptionsskandaler i nyere tid: Jack Abramoff og de golf-ferier, han tilbød kongresmedlemmer; Randy “Duke” Cunningham, der nu sidder inde i otte år for at modtage bestikkelse og stille sin yacht Duke-Stir til rådighed som del af en “bestikkelsesmenu” opført på officielt brevpapir fra Kongressen og stilet til en forsvarsleverandør; og festerne på et hotel i Washington med frit tilhørende prostituerede – alt sammen noget, der lyder som Moskva og Buenos Aires i midten af halvtredserne.21
Og så er der de bestandigt snurrende svingdøre mellem regering og industri. De har altid været der, men for det meste plejede politiske personer at vente, indtil deres administration ikke længere havde magten, inden de høstede frugterne af deres regeringsforbindelser. Under Bush har eventyret om det uendelige marked for fædrelandssikkerhed vist sig for fristende til at modstå for mangen en regeringsembedsmand. I stedet for at vente, til deres tid er ude, er hundredvis af dem, fra alle mulige regeringskontorer, allerede spurtet mod udgangen. Ifølge Eric Lipton, som har fulgt dette fænomen i ministeriet for fædrelandssikkerhed for New York Times, “findes der få paralleller fra nutiden til en udvandring af dette omfang af overordnede embedsmænd, inden en administration forlader regeringen, siger erfarne Washington-lobbyister og opsynsgrupper.” Lipton opregnede fireoghalvfems tilfælde, hvor offentligt ansatte, der havde arbejdet med den hjemlige sikkerhed, nu arbejder med et eller andet aspekt af branchen for fædrelandssikkerhed.22
Der er alt for mange tilfælde til, at vi kan gå i detaljer, men et par stykker påkalder sig ekstra opmærksomhed, fordi de involverer nogle af de afgørende arkitekter bag Krigen mod Terror. John Ashcroft, tidligere statsanklager og hovedkraften bag Patriot Act-loven, står nu i spidsen for Ashcroft Group, der hjælper virksomheder inden for fædrelandssikkerhedsbranchen med at opnå regeringskontrakter. Tom Ridge, der var den første chef for ministeriet for fædrelandssikkerhed, sidder nu hos Ridge Global og er rådgiver for den kommunikationsteknologiske virksomhed Lucent, som er aktiv inden for sikkerhedssektoren. Rudy Giuliani, tidligere borgmester i New York og 11. september-helt, grundlagde Giuliani Partners fire måneder senere for at tilbyde sine tjenesteydelser som krisekonsulent. Richard Clarke, modterrorisme-zar under Clinton og Bush og en udtalt kritiker af administrationen, er nu bestyrelsesformand for Good Harbor Consulting, der specialiserer sig i fædrelandssikkerhed og modterrorisme. James Woolsey, chef for CIA indtil 1995, arbejder nu hos Paladin Capital Group, et privat investeringsfirma, der investerer i virksomheder inden for fædrelandssikkerhed, og er vicedirektør i Booz Allen, en af de førende virksomheder inden for fædrelandssikkerhed. Joe Albaugh, chef for FEMA den 11. september, forlod stillingen blot atten måneder senere for at starte New Bridge Strategies, der lovede at “danne bro” mellem erhvervslivet og den lukrative verden af regeringskontrakter og investeringsmuligheder i Irak. Han blev erstattet af Michael Brown, der stak af efter blot to år for at starte Michael D. Brown LLC, der specialiserer sig i katastrofeparathed.23
“Kan jeg sige op nu?” skrev Brown i en berygtet e-mail til en medansat i FEMA midt under katastrofen med orkanen Katrina.24 Det er stort set sådan, filosofien tager sig ud: Bliv i regeringen længe nok til at få en imponerende titel i et ministerium, der uddeler store kontrakter, og indsaml interne informationer om, hvad der kan sælges, sig så op og sælg adgangen til dine forhenværende kolleger. Offentlige hverv reduceres til noget, der ligner en rekognosceringsmanøvre efter fremtidigt arbejde inden for det katastrofekapitalistiske kompleks.
På sin vis efterlader historierne om korruption og svingdøre et falsk indtryk. De peger på, at der stadig findes en klar skillelinje mellem staten og komplekset, hvor der faktisk er tale om, at den linje er forsvundet for længe siden. Det nye i Bush-årene er ikke, hvor hurtigt politikerne bevæger sig fra den ene verden til den anden, men at der er så mange, der føler sig i deres gode ret til at befinde sig i begge verdener på samme tid. Folk som Richard Perle og James Baker fører politik, tilbyder rådgivning på højeste niveau og udtaler sig til pressen som eksperter og statsmænd uden egeninteresser samtidig med, at de er godt og grundigt vævet sammen med den privatiserede krig og rekonstruktion. De legemliggør den ultimative opfyldelse af den korporativistiske mission: En total fusion mellem den politiske elite og erhvervslivets ditto i sikkerhedens hellige navn og med staten som den, der sidder for bordenden i lauvlokalet – og samtidig er den største kilde til forretningsmuligheder, takket være kontraktøkonomien.
Lige meget hvor den er dukket op i løbet af de sidste femogtredive år, fra Santiago over Moskva til Beijing og Bush’ Washington, er alliancen mellem en og samme elite inden for erhvervslivet og en højreorienteret regering blevet affærdiget som en eller anden form for vildfarelse – mafiakapitalisme, oligarkisk kapitalisme og nu, under Bush, “vennekapitalisme”. Men det er ikke en vildfarelse; det er lige præcis, hvad hele Chicagoskolens korstog – med dets tre besættelser – privatisering, regelafskaffelse og fagforeningsudryddelse – har haft som mål.
Rumsfelds og Cheneys hårdnakkede afvisninger af valget mellem deres katastroferelaterede aktiebesiddelser og deres offentlige pligter var de første tegn på, at vi var nået frem til en ægte korporativistisk stat. De er langtfra de eneste.
Den, der former, har magt
Et af kendetegnene ved Bush-administrationen har været, at den læner sig op ad eksterne rådgivere og freelance-udsendinge, når det drejer sig om centrale funktioner: James Baker, Paul Bremer, Henry Kissinger, George Shultz, Richard Perle såvel som medlemmer af Udenrigspolitisk nævn (Defense Policy Board) og Komiteen til Iraks befrielse, for nu bare at nævne et par stykker. Hvor Kongressen spillede rollen som gummistempel i de år, hvor de afgørende beslutninger blev truffet, og hvor Højesterets afgørelser ikke betragtes som stort andet end venlige henstillinger, har disse for det meste frivillige rådgivere øvet en enorm indflydelse.
Deres magt ligger i det faktum, at disse rådgivere plejede at spille en central rolle i regeringen – de er tidligere forsvarsministre, ambassadører og viceforsvarsministre. De har alle stået uden for regeringen i årevis og har i mellemtiden opbygget lukrative karrierer inden for det katastrofekapitalistiske kompleks. Da de er opført som kontrahenter, ikke stabsmedarbejdere, er de fleste ikke undergivet de samme regler om interessekonflikter som valgte eller udpegede politikere – hvis de da overhovedet er undergivet nogen som helst form for restriktion. Resultatet har været, at man har elimineret den såkaldte svingdør mellem regering og erhvervsliv og i stedet har indsat en “portal” (som katastrofestyringsspecialisten Irwin Redlener udtrykte det over for mig). Det har tilladt katastrofeindustrien at lave deres forretning inden for regeringen og anvende deres ry som vældige ekspolitikere som dække.
Da James Baker i marts 2006 blev udnævnt til viceformand for Iraq Study Group, det rådgivningspanel, der fik til opgave at anbefale en ny vej fremad i Irak, var der en mærkbar lettelse på begge sider: Her var en politiker af den gamle skole, en, der havde styret landet i mere stabile tider, en voksen. Og Baker er da også ganske rigtigt en veteran fra en mindre ryggesløs periode i amerikansk udenrigspolitik end den nuværende. Men det er femten år siden. Hvem er James Baker nu?
Lisgsom Cheney skabte James Baker III, da Bush Senior gik af, og han forlod embedet, sig en formue på baggrund af sine regeringskontakter. Særligt lukrative var de venner, han havde vundet sig i Saudi-Arabien og Kuwait under den første Golfkrig.25 Hans advokatfirma i Houston, Baker Botts, repræsenterer den saudiske kongefamilie såvel som Halliburton og Gazprom, Ruslands største olieselskab, og det er et af verdens førende advokatfirmaer inden for olie og gas. Han blev også medejer af Carlyle Group og fik en aktiepost vurderet til omkring 180 millioner USD i det meget hemmelighedsfulde selskab.26
Carlyle har draget enorme fordele af krigen, takket være salget af robotsystemer, kommunikationssystemer til forsvaret, ligesom man blev tildelt en stor kontrakt omkring uddannelsen af et irakisk politi, USIS. Selskabet, der har en værdi af 56 milliarder USD, har et forsvarsorienteret børsmæglerfirma, der er specialiseret i at opsamle kontrakter med forsvaret og børsnotere dem, en meget profitabel forretning i de senere år. “Det er de bedste 18 måneder, vi nogensinde har haft,” sagde Carlyles chef for investeringsafdelingen, Bill Conway, og tænkte her på de første atten måneder af krigen i Irak. “Vi tjente penge, og vi tjente dem i en fart.” Krigen i Irak, allerede på dette tidspunkt en fiasko, var ensbetydende med en rekordstor udbetaling af udbytte til Carlyles investorer på 6,6 milliarder USD.27
Da Bush hev Baker tilbage til det offentlige liv ved at udnævne ham til særlig udsending med henblik på Iraks gæld, var Baker ikke tvunget til at bakke ud af Carlyle Group eller Baker Botts, på trods af disse foretagenders direkte indblanding i krigen. Til at begynde med var der adskillige kommentatorer, der påpegede den potentielle og alvorlige interessekonflikt. The New York Times opfordrede i en leder Baker til at træde tilbage fra sine poster i Carlyle og Baker Botts for at bevare den integritet, en særlig udsending med hensyn til gæld burde have. “Mr. Baker er alt for viklet ind i en matrice af lukrative, private forretningsforbindelser, hvilket får ham til at tage sig ud som en potentielt interesseret deltager i enhver form for gældssaneringsformler,” hed det i lederen. Den konkluderede, at det ikke var nok for Baker at “forfordele indtægter for klienter med indlysende forbindelser til den irakiske gæld ... Hvis han skal optræde værdigt på sin nye offentlige post, så må mr. Baker opgive sine to private poster.”28
Baker fulgte det eksempel, regeringens øverste ministre havde givet, og nægtede ganske enkelt – hvilket Bush bakkede op om, og han overlod det til Baker at overtale regeringer verden over til at eftergive Iraks knusende udenlandsgæld. Da han havde spillet denne rolle i næsten et år, fik jeg fat på en kopi af et fortroligt dokument, der viste, at han var i en langt større og langt mere alvorlig interessekonflikt end hidtil antaget. Dokumentet var en femogtres sider lang forretningsplan udarbejdet af et konsortium af virksomheder, inklusive Carlyle Group, til regeringen i Kuwait, en af Iraks største kreditorer. Konsortiet tilbød at bruge sine højtplacerede regeringskontakter til, fra Irak, at inddrive 27 milliarder USD i ubetalte gældsposter til Kuwait, der relaterede sig til Saddams invasion af landet – med andre ord det modsatte af, hvad det var meningen, at Baker skulle gøre som udsending, hvor han netop skulle overbevise regeringerne om, at Saddam-tidens gældsposter burde annulleres.29
Dokumentet med titlen “Forslag til assistance til den kuwaitiske regering vedrørende beskyttelse af og realiseringen af krav mod Irak” blev overrakt næsten to måneder efter, at Baker var blevet udnævnt. Det nævnte James Baker personligt elleve gange og gjorde det klart, at Kuwait ville drage nytte af at arbejde sammen med et selskab, der havde den mand ansat, som skulle tage sig af at få slettet Iraks gæld. Men det var ikke gratis. I bytte for disse tjenesteydelser skulle den kuwaitiske regering, som der stod i dokumentet, investere 1 milliard USD i Carlyle Group. Det var direkte handel med indflydelse: Betal Bakers firma for at blive beskyttet mod Baker. Jeg viste dokumentet til Kathleen Clark, juraprofessor ved Washington University og førende ekspert inden for regeringsetik og -regler, og hun sagde, at Baker befandt sig i en “klassisk interessekonflikt. Baker befinder sig på begge sider i denne transaktion: Det er meningen, at han skal varetage De Forenede Staters interesser, men han er også seniorrådgiver for Carlyle, og Carlyle vil tage sig betalt for at hjælpe Kuwait med at få sine penge fra Irak.” Efter at have gennemgået dokumentet afgjorde Clark, at “Carlyle og de andre virksomheder udnytter Bakers nuværende position til at forsøge at lande en aftale med Kuwait, som vil underminere den amerikanske regerings interesser.”
Dagen efter, at min historie om Baker var blevet offentliggjort i The Nation, bakkede Carlyle ud af konsortiet og gav derved afkald på sit håb om at kunne lande 1 milliard USD; adskillige måneder senere solgte Baker ud af Carlyle Group og trådte tilbage som rådgiver. Men den virkelige skade var sket: Baker havde gjort et elendigt stykke arbejde som udsending, og det var ikke lykkedes ham at sikre den form for gældseftergivelse, som Bush havde bedt om, og som Irak havde brug for. I 2005 og 2006 betalte Irak 2,59 milliarder USD i krigsskadeerstatning for Saddams krig, de fleste af pengene til Kuwait – midler der var hårdt brug for, hvis man skulle løse Iraks humanitære krise og genopbygge landet, specielt efter at amerikanske firmaer trak sig ud, nu hvor bistandspengene var formøblet og opgaven uløst. Bakers mandat gik ud på at få slettet mellem 90 og 95 procent af Iraks gæld. I stedet var gælden blot blevet udsat og udgør stadig, hvad der svarer til 99 procent af landets bruttonationalprodukt.30
Også andre centrale aspekter af Irak-politikken blev overladt til freelance-udsendinge, hvis virksomheder tjente kassen på krigen. Den tidligere udenrigsminister George Schultz stod i spidsen for Komiteen til Iraks befrielse, en pressionsgruppe dannet i 2002 på opfordring fra Bush’ Hvide Hus, så den kunne være regeringen behjælpelig med at retfærdiggøre en krig over for offentligheden. Schultz var mere end villig. Da hans rolle var en armslængde fra administrationens, var han i stand til at oppiske en hysterisk stemning om den fare, Saddam udgjorde, uden på nogen måde at skulle bevise eller dokumentere noget som helst. “Hvis der er en klapperslange i ens have, så venter man ikke på, at den skal angribe, inden man tager skridt til at beskytte sig selv,” skrev han i The Washington Post i september 2002 under overskriften: “Handl nu: Faren står for døren. Saddam må fjernes.” Schultz afslørede ikke over for sine læsere, at han på dette tidspunkt sad i bestyrelsen for Bechtel, hvor han mange år tidligere havde arbejdet som koncerndirektør. Firmaet skulle indkassere 2,3 milliarder USD på at genopbygge det land, Schultz var så ivrigt efter at se jævnet med jorden.31 Derfor kan det i bakspejlet forekomme rimeligt at spørge sig selv, om Schultz, da han opfordrede verden til at “handle nu”, talte som en bekymret, ældre statsmand eller som repræsentant for Bechtel – eller måske for Lockheed Martin?
Ifølge Danielle Brian, administrerende direktør i Project on Government Oversight, en nonprofitorganisation, der holder øje med regeringen, er “det endnu sværere at se, hvad der er Lockheed Martin, og hvad der er Komiteen til Iraks befrielse. Den gruppe, som Schultz stod i spidsen for og brugte som platform for krigsopfordringen, var sammenkaldt af Bruce Jackson, som blot tre måneder forinden havde været vicedirektør for strategi og planlægning hos Lockheed Martin. Jackson siger, at han blev bedt om at danne gruppen af “folk i det Hvide Hus”, men han proppede den med gamle kolleger fra Lockheed. Ud over Jackson kom også Charles Kupperman fra Lockheed Martin, hvor han havde været vicedirektør for rumfart og strategiske missiler, ligesom Douglas Graham, der var firmaets direktør for forsvarssystemer. Selvom komiteen blev dannet på direkte opfordring fra det Hvide Hus som en propagandadel af krigen, så var der ingen, der var nødt til at træde tilbage hos Lockheed eller sælge deres aktier. Hvilket bestemt var en fordel for komiteens medlemmer, da Lockheeds aktiekurs sprang 145 procent i vejret takket være den krig, de var med til at sætte på skinner – fra 41 USD i marts 2003 til 102 USD i februar 2007.32
Og så har vi Henry Kissinger, manden, der sparkede modrevolutionen i gang med sin støtte til Pinochets kup. I sin bog fra 2006, State of Denial, afslørede Bob Woodward, at Dick Cheney holder månedlige møder med Kissinger, mens Bush mødes halvt så ofte med ham, “hvilket gør ham til den mest genkommende og oftest benyttede eksterne rådgiver for Bush om udenrigspolitiske forhold.” Cheney fortalte Woodward, at han “sikkert taler mere med Henry Kissinger end med nogen anden.”33
Men hvem repræsenterede Kissinger under alle disse møder på topplan? Som Baker og Schultz var han engang udenrigsminister, men det er tredive år siden. Siden 1982, hvor han grundlagde sit privatejede og hemmelighedsfulde firma, Kissinger Associates, har hans opgave været at repræsentere en lang række klienter, hvoriblandt hører alle fra Coca-Cola over Union Carbide og Hunt Oil til byggegiganten Flour (et af de firmaer, der vandt den største genopbygningskontrakt i Irak) – og selv hans gamle partner i de hemmelige operationer i Chile, ITT.34 Optrådte han derfor som en ældre statsmand, da han mødtes med Cheney, eller som en højtbetalt lobbyist for sine egne olie- og byggeklienter?
Kissinger kom med en stærk tilkendegivelse af, hvor hans loyalitet lå, i november 2002, da Bush udnævnte ham til formand for 11. september-kommissionen, som nok kan siges at være den mest afgørende rolle, enhver fædrelandskærlig kan blive udnævnt til efter at være gået på pension. Men da pårørende til ofrene bad Kissinger fremlægge en liste over sine klienter og påpegede hans mulige interessekonflikter i forhold til undersøgelserne, afviste han at indordne sig denne basale gestus for offentlig ansvarlighed og gennemsigtighed. I stedet for at afsløre navnene på sine klienter trådte han tilbage som formand for kommissionen.35
Richard Perle, en af Kissingers venner og forretningsforbindelser, foretog nøjagtig samme valg året efter. Perle, der havde været forsvarsembedsmand under Reagan, blev af Rumsfeld bedt om at stå i spidsen for det forsvarspolitiske rådgivningsorgan Defense Policy Board. Inden Perle kom til, var nævnet et lavprofileret rådgivningspanel, en måde at videregive erfaringer på fra en administration til den næste. Det omdannede Perle til en platform for sig selv, så han med sin imponerende titel med vægt kunne argumentere for et forebyggende angreb på Irak i pressen. Han brugte den også på anden vis. Ifølge Seymour Hershs undersøgelser i The New Yorker falbød han også titlen for at skaffe investeringer i sin nye virksomhed. Det skulle vise sig, at Perle var en af de første katastrofekapitalister efter 11. september – blot to måneder efter angrebene lancerede han sit venturekapitalfirma Trireme Partners, som skulle investere i virksomheder, der udviklede produkter og tjenesteydelser, der var relevante i forhold til fædrelandssikkerhed og forsvar. I breve, der skulle sælge virksomheden, pralede Trireme af sine politiske forbindelser: “Tre af Triremes direktionsmedlemmer rådgiver for tiden USAs forsvarsminister som medlemmer af USA Defense Policy Board.” De tre var Perle, hans ven Gerald Hillman og Henry Kissinger.36
En af Perles første investorer var Boeing – Pentagons næststørste leverandør – som satte Trireme i gang med en indsprøjtning på 20 millioner USD. Perle blev en åbenlys fan af Boeing og skrev en kronik, der støttede Boeings kontroversielle, 17 milliarder store tankskibskontrakt med Pentagon.I, 37
Selvom Perle vidt og bredt fortalte sine investorer om sine gode forbindelser i Pentagon, så siger adskillige af hans kolleger fra Defense Policy Board, at han undlod at fortælle dem om Trireme. Da en kollega hørte om selskabet, beskrev han det som “på kanten af og eller ude over kanten af det etisk forsvarlige.” Til sidst blev Perle dog indhentet af de konfliktuerende interesser, og som Kissinger blev han tvunget til at vælge: enten at lave forsvarspolitik eller slå mønt af Krigen mod Terror. I marts 2003, netop som krigen i Irak tog sin begyndelse, og dansen om den kontraktuelle guldkalv skulle starte, trådte Perle tilbage som formand for Defense Policy Board.38
Der er intet, der kan få Perle til at fare mere i flint end antydningen af, at hans advokatur for en ubegrænset krig til afskaffelse af enhver ondskab på nogen måde har været påvirket af den enorme fortjeneste, forslaget rummede for ham personligt. På CNN konfronterede Wolf Blitzer Perle med Hershs bemærkninger om, at “han har startet en virksomhed, der kan gå hen og tjene på en krig.” Det forekommer indlysende sandt, men Perle eksploderede og kaldte Hersh, der har vundet Pulitzer-prisen, “det nærmeste amerikansk journalistik kommer en terrorist, rent ud sagt.” Han sagde til Blitzer: “Jeg tror ikke på, at en virksomhed kan tjene på en krig ... Antydningen af, at mine synspunkter på nogen måde skulle være forbundet med investeringspotentialet i fædrelandssikkerhed, er det rene vrøvl.”39
Det var en mærkværdig påstand. Hvis et venturekapitalselskab, oprettet for at investere i fædrelandssikkerhed og forsvarsvirksomheder, ikke skulle kunne tjene på en krig, så ville det godt nok skuffe sine investorer. Episoden satte mere omfattende spørgsmålstegn ved den rolle, personer som Perle, der eksisterer i gråzonen mellem katastrofekapitalisme, offentlig intellektuel debat og politik, spiller. Hvis en direktør fra Boeing eller Lockheed gik på skærmen i Fox News som fortalere for et regeringsskifte i Iran (som Perle har gjort), ville deres åbenlyse egeninteresse negere ethvert intellektuelt argument, de kom med. Alligevel bliver Perle til stadighed præsenteret som “analytiker” eller som rådgiver for Pentagon, måske som “en nyøkonom”, men der er aldrig nogen antydning af, at han måske bare er en våbenhandler med et imponerende vokabularium.
Hver eneste gang medlemmer af denne Washington-klike bliver konfronteret med deres økonomiske interesser i de krige, de støtter, så svarer de med usvigelig sikkerhed igen på samme måde som Perle: Alene at foreslå noget sådant er latterligt, hjernedødt, nærmest terroristisk. Nyøkonomerne – en gruppe, der omfatter Cheney, Rumsfeld, Shultz, Jackson og, vil jeg påstå, Kissinger – gør sig voldsomme anstrengelser for at fremstille sig selv som verdensfjerne intellektuelle eller høgeagtige realister, drevet af ideologi og store ideer og langtfra noget så profant som profit. Bruce Jackson siger for eksempel, at Lockheed ikke bryder sig om hans ekstraarbejde med udenrigspolitik. Perle siger, at hans forbindelse med Pentagon har skadet hans forretning, da den “betyder, at der er ... ting, man ikke kan sige og gøre.” Perles partner Gerard Hillman insisterer på, at Perle “ikke er noget pengevæsen. Han har intet som helst ønske om økonomisk vinding.” Douglas Feith påstod, da han var viceforsvarsminister med ansvar for politik, at “vicepræsidentens tidligere forbindelse [med Halliburton] gjorde, at folk i regeringen var modstræbende i forhold til at indgå kontrakten, ikke ivrige efter at gøre det, selvom det var den rigtige beslutning at give den til KBR [Kellogg, Brown and Root, det tidligere datterselskab i Halliburton].”40
Selv de mest engagerede kritikere af nyøkonomerne hælder til at beskrive disse som ægte troende, der udelukkende motiveres af deres forpligtethed over for amerikansk overherredømme og israelsk magt, og er så uselviske, at de er parate til at ofre deres økonomiske interesser på “sikkerhedens” alter. Denne skelnen er såvel kunstig som amnestisk. Retten til grænseløs profitsøgen har altid stået som noget centralt i nyøkonomisk ideologi. Frem til den 11. september var det kravene om radikal privatisering og angreb på det offentlige forbrug, der drev den nyøkonomiske bevægelse – friedmanitisk helt ind til marven – og tænketanke som American Enterprise Institute, Heritage og Cato.
Nyøkonomerne opgav ikke deres korporativistiske mål med Krigen mod Terror; de fandt en ny, endnu mere effektiv måde at opnå dem på. Selvfølgelig er disse Washington-høge forpligtet på Amerikas imperiale rolle i verden og Israels i Mellemøsten. Det er imidlertid umuligt at adskille det militære projekt – endeløs krig i udlandet og en sikkerhedsstat derhjemme – fra de interesser, det katastrofekapitalistiske kompleks har tilfælles med den multimilliardindustri, som baserer sig på nøjagtig de samme antagelser. Intetsteds har sammensmeltningen af disse politiske og profitskabende mål været tydeligere end på Iraks slagmarker.
I. Tankskibsaftalen blev den største skandale i nyere Pentagon-historie og endte med, at en højtstående embedsmand fra forsvarsministeriet og en direktør for Boeing kom i fængsel. Embedsmanden havde forhandlet om et job hos Boeing, mens aftalen blev forhandlet på plads. Under den efterfølgende undersøgelse blev Rumsfeld spurgt, hvorfor han ikke havde grebet ind i den fordækte handel, som hørte under hans ansvarsområde. Han svarede, at han ikke kunne genkalde sig nogen detaljer om sin rolle i en kontrakt, der ville sluge mellem 17 og 30 milliarder USD af skatteborgernes penge. “Jeg mindes ikke at have godkendt den. Men jeg kan helt sikkert huske, at jeg ikke har godkendt den, om man vil.” Rumsfeld fik en næse for dårlig embedsførelse, men hans mangel på hukommelse kan også have været offer for det antal gange, forsvarsministeren måtte erklære sig selv inhabil i købsdiskussioner for at undgå, at interessekonflikterne omkring hans mange forsvarsrelaterede aktiebesiddelser skulle komme for en dag.