KAPITEL 18

HELE VEJEN RUNDT

FRA REN TAVLE TIL BRÆNDT JORD

Ville det ikke i det tilfælde
være lettere for regeringen
at opløse folket og vælge et andet?
– Bertolt Brecht, “Løsningen”, 1953¹

Irak er det sidste jomfruelige land i Mellemøsten ... i Irak har 80 procent af alle de oliebrønde, der nogensinde er boret, været nyopdagede.
– David Horgan, administrerende direktør for det irske olieselskab Petrel, januar 2007²

Kan man forestille sig, at Bush-administrationen ikke var klar over, at dens økonomiske politik rummede potentialet til at udløse en voldsom reaktion i Irak? En af dem, der sandsynligvis har været klar over de mulige negative konsekvenser, var manden, der implementerede politikken, Paul Bremer. I november 2001 skrev Bremer, kort efter at have lanceret sit nye antiterrorfirma Crisis Consulting Practice, et strategioplæg til sine klienter med titlen “Nye risici i international handel.” Heri forklarede han, at multinationale koncerner stod over for en øget risiko for terroristangreb på grund af den model, der havde gjort dem så rige. Frihandel, skrev han, har ført til “skabelsen af hidtil uset rigdom,” men den har “umiddelbart negative konsekvenser for mange.” Den “kræver afskedigelser af arbejdere, ligesom åbningen af markederne for udenlandske varer lægger et stærkt pres på traditionelle forretninger og handelsmonopoler.” Alle disse forandringer fører til “stadigt større indtægtsforskelle og sociale spændinger,” som igen kan føre til en række angreb på amerikanske firmaer, herunder terroristangreb.³

Det er så sandelig, hvad der skete i Irak. Hvis krigens arkitekter overbeviste sig selv om, at der ikke ville komme nogen politisk reaktion på deres økonomiske politik, så skyldtes det sikkert ikke, at de troede, at irakerne aktivt ville samtykke i sådanne systematiske berigelsespolitikker. Krigsplanlæggerne fæstede snarere deres lid til en anden ting – nemlig irakernes desorientering, deres kollektive regression, deres manglende evne til at holde trit med omstillingen. De satte med andre ord deres lid til chokkets magt. Den forestilling, som Iraks militære og økonomiske chokterapeuter støttede sig til, og som klarest kommer til udtryk hos den tidligere viceudenrigsminister Richard Armitage, var, at irakerne ville være så lammede af USAs ildkraft og så lettede over at være sluppet af med Saddam, at “de let kunne rangeres fra punkt A til punkt B.”⁴ Efter et par måneder ville de så vågne op af deres postkrigståger, behageligt overraskede over nu at befinde sig i et arabisk Singapore, en “Tiger ved Tigris”, som nogle af markedsanalytikerne jublende kaldte det.

I stedet forlangte en stor del irakere straks at blive taget med på råd i forhold til deres lands omstilling. Og det var Bush-administrationens reaktion på denne uventede tingenes gang, som skabte det største tilbageslag af dem alle.

Afmonteringen af demokratiet

I sommeren efter invasionen i Irak var der så meget opsparet lyst til at tage del i politik, at Bagdad på trods af alle daglige prøvelser udviste en næsten karnevalsagtig atmosfære. Der var vrede over Bremers afskedigelser, frustration over afbrydelser i strømforsyningen og over udenlandske entreprenører, men i månedsvis kom vreden primært til udtryk gennem udbrud af ureguleret, overstrømmende ytringsfrihed. Hele sommeren var der daglige demonstrationer uden for portene ind til den Grønne Zone, og mange af dem udgjordes af arbejdere, der forlangte at få deres arbejde igen. Hundredvis af nye aviser fløj ud af trykpresserne, fyldt med artikler, der var kritiske over for Bremer og hans økonomiske program. Gejstlige prædikede politik under fredagsbønnen, en frihed, der var uhørt under Saddam.

Som noget af det mest spændende var der spontane folkeafstemninger i byer, landsbyer og i provinserne over hele landet. Nu, hvor man endelig var sluppet ud af Saddams jerngreb, mødtes naboer til møder i forsamlingshuse og valgte ledere, der kunne repræsentere dem i denne nye æra. I byer som Sammara, Hilla og Mosul arbejdede religiøse ledere, sekulære akademikere og stammefolk sammen om at opstille lokale prioriteringer i forhold til genopbygningen og gjorde de værste forudsigelser om sekteriskhed og fundamentalisme til skamme. Møderne var ophidsede, men de var også på mange måder fyldt med glæde.Udfordringerne var enorme, men friheden var ved at blive en realitet. I mange tilfælde spillede de amerikanske soldater, der troede på deres præsident, når han sagde, at de var sendt til Irak for at sprede demokrati, en faciliterende rolle, når de hjalp med at organisere valg og med ligefrem at sammensnedkre valgurner.

Den demokratiske entusiasme, kombineret med den klare afvisning af Bremers økonomiske program, satte Bush-administrationen i en yderst vanskelig situation. Man havde givet flotte løfter om at ville overdrage magten til en folkevalgt irakisk regering i løbet af et par måneder og om straks at ville inddrage irakerne i beslutningerne. Men denne første sommer lod ingen i tvivl om, at enhver afgivelse af magt ville være ensbetydende med opgivelsen af drømmen om at gøre Irak til en forbilledlig, privatiseret økonomi, oversået med massevis af amerikanske militærbaser; økonomisk nationalisme stak alt for dybt i befolkningen, og særligt når det drejede sig om de nationale oliereserver, den største gevinst af dem alle. Derfor opgav Washington sine demokratiske løfter og beordrede i stedet et øget chokniveau i håbet om, at en højere dosis måske endelig ville klare sagen. Det var en beslutning, der sendte korstoget for et rent, frit marked 360 grader tilbage til rødderne i Latinamerikas ConoSurlande, hvor den økonomiske chokterapi blev tvunget igennem ved en brutal undertrykkelse af demokrati og ved at lade alle, der stod i vejen, forsvinde eller torturere.

—

Da Paul Bremer ankom til Bagdad første gang, var det USAs plan at sammensætte en bred forsamling, der repræsenterede alle dele af det irakiske samfund, og hvis medlemmer skulle stemme om, hvem der skulle være medlem af et midlertidigt regeringsråd. Efter at have tilbragt to uger i hovedstaden droppede Bremer ideen. Han besluttede i stedet at håndplukke medlemmerne af det irakiske regeringsråd. I en meddelelse til præsident Bush beskrev Bremer sin udvælgelsesproces som en “krydsning mellem blindebuk og en tredimensional kryds-ogbolle.”⁵

Bremer havde udtalt, at rådet ville få magt til at regere, men nok en gang ændrede han mening. “Min erfaring med regeringsrådet på daværende tidspunkt pegede på, at det ikke var nogen god idé,” sagde den tidligere udsending senere og forklarede, at medlemmerne af rådet var for langsomme og for omhyggelige – noget som ikke passede ind i hans planer om chokterapi. “De ville ikke engang være i stand til at stille to biler op på række,” sagde Bremer. “De var ganske enkelt ikke i stand til at træffe beslutninger på en tidssvarende måde, eller beslutninger i det hele taget. Hertil kom, at jeg stadigvæk mente, at det var vigtigere at få en forfatning på plads, inden vi overgav magt til nogen som helst.”⁶

Bremers næste problem var de valg, der begyndte at finde sted i større og mindre byer over hele landet. I slutningen af juni måned, anden måned han var i Irak, udsendte Bremer ordrer om, at alle valg skulle standse med det samme. Den nye plan gik ud på, at Iraks lokale ledere skulle udpeges af besættelsesmagten, ligesom regeringsrådet var blevet det. En afgørende konfrontation fandt sted i Najaf, for shiamuslimerne den helligste by i Irak, og shiaerne var den største trosretning i landet. Najaf var i gang med at arrangere valg i hele byen med hjælp fra de amerikanske styrker, da man modtog et telefonopkald fra generalmajor i flåden Jim Mattis. “Valgene skulle aflyses. Bremer var nervøs for, at en uvenlig islamisk kandidat ville vinde ... Bremer ville ikke tillade, at den forkerte fyr vandt valget. Marinesoldaterne blev adviseret om at udvælge en gruppe irakere, de mente var sikre, og få dem til at vælge en borgmester. Det var på den måde, De Forenede Stater ville kontrollere processen,” skrev Michael Gordon og general Bernard Trainor, forfatterne til Cobra II, der regnes for at være den mest udtømmende militærhistoriske redegørelse for invasionen. Det endte med, at det amerikanske militær udpegede en tidligere oberst i Saddams hær til borgmester i Najaf, på samme måde som de gjorde det i andre byer overalt i landet.^{I, 7}

I nogle tilfælde kom Bremers forbud først efter, at man allerede havde valgt lokale repræsentanter. Desuagtet beordrede Bremer udpegningen af nye råd. I Taji-provinsen opløste RTI, den mormondominerede kontrahent, der havde fået til opgave at opbygge lokalstyrer, det råd, som de lokale havde valgt, måneder inden RTI ankom, og insisterede på at begynde helt forfra. “Vi føler, at det går baglæns,” beklagede en mand sig. Bremer insisterede på, at der ikke var “noget blankt forbud” mod demokrati. “Jeg er ikke imod det, men jeg vil gerne have, at det skal være på en måde, så det tager hensyn til vores interesser ... Valg, der afholdes for tidligt, kan være destruktive. Det er nødt til at ske meget omhyggeligt.”⁸

På dette tidspunkt forventede irakerne stadigvæk, at Washington levede op til sit løfte om at organisere landsdækkende valg og overgive magten direkte til en regering, der var valgt af et flertal af befolkningen. Efter at have aflyst lokalvalgene fløj Bremer i november 2003 tilbage til Washington til hastemøder i det Hvide Hus. Da han kom tilbage til Bagdad, bekendtgjorde han, at valget var taget af bordet. Iraks første “suveræne” regering ville blive udpeget, ikke valgt.

Kovendingen kan meget vel have haft noget at gøre med en opinionsundersøgelse, der i denne periode blev gennemført af det Washingtonbaserede International Republican Institute. Her havde man spurgt irakerne, hvilken slags politikere de ville stemme på, hvis de fik muligheden. Resultatet var en spand koldt vand i hovedet på korporativisterne i den Grønne Zone: 49 procent af de adspurgte irakere svarede, at de ville stemme på politikere, der lovede “flere job i det offentlige.” Adspurgt, om de ville stemme på et parti, der lovede at skabe “flere job i den private sektor,” svarede kun 4,6 procent ja. Adspurgt, om de ville stemme på et parti, der lovede at “beholde koalitionsstyrkerne i landet indtil sikkerheden er i orden,” svarede kun 4,2 procent ja.⁹ Kort og godt ville Washington, hvis irakerne fik lov frit at vælge en ny regering, og hvis denne regering fik reel magt, være nødt til at opgive to af sine hovedmål med krigen. Adgang til baser for det amerikanske militær og fuld adgang til Irak for amerikanske multinationale virksomheder.

Nogle kritikere på Bush-styrets neoøkonomfløj beskyldte dets Irakplan for at læne sig for meget op ad demokratiet, for at opvise en alt for blåøjet tiltro til selvbestemmelse. Alt det, man faktisk havde foretaget sig det første besættelsesår, hvor Bremer slog ned på demokratiet, lige meget hvor det stak sit hydrahoved frem, er fjernet fra denne historie. I løbet af sit første halve år i embedet var det lykkedes ham at aflyse en grundlovgivende forsamling, have fornægtet valget af dem, der skulle komme med udkastet til en forfatning, annulleret og aflyst snesevis af lokale valg og valg i provinserne for til sidst at slagte den endelige folkeafstemnings store dyr i åbenbaringen – næppe en sand demokrats adelsmærke. Og ikke én af de højtplacerede neoøkonomer, der nu giver fraværet af et “irakisk ansigt” skylden for problemerne i Irak, støttede dengang den opfordring til direkte valg, gaderne i Bagdad og Bashra genlød af.

Mange af dem, der var udstationeret i Irak de første måneder, ser en direkte forbindelse mellem de forskellige beslutninger om at udsætte og rive tænderne ud på demokratiet og så den blodige stigning i den væbnede modstand. Salim Lone, en FN-diplomat, der befandt sig i Irak efter invasionen, anser omdrejningspunktet for at være Bremers første anti-demokratiske beslutning. “De første dødbringende angreb på den fremmede tilstedeværelse i Irak kom for eksempel kort efter, at USA i juli 2003 udvalgte det første irakiske regeringsorgan, det irakiske regeringsråd. Den jordanske mission og kort efter FNs Bagdad-kontor blev sprængt i luften, og snesevis af uskyldige blev dræbt ... vreden over sammensætningen af rådet – og FNs støtte til det – var tydelig at mærke i Irak.” Lone mistede mange venner og kolleger ved angrebet.¹⁰

Bremers aflysning af de nationale valg var en bitter undsigelse af shiaerne. Som den største etniske gruppe var de sikre på at komme til at dominere regeringen efter mange års undertrykkelse. Til at begynde med formede shiaernes modstand sig som kæmpemæssige fredelige demonstrationer: 100.000 demonstranter i Bagdad, 30.000 i Bashra. I kor sang de “Ja, ja til valg. Nej, nej til udvælgelse.” –“Vores hovedkrav til denne proces er, at alle forfatningsmæssige institutioner etableres ved hjælp af valg og ikke ved hjælp af udnævnelser,” skrev Ali Abdel Hakim al-Safi, den næstøverste shia-gejstlige i Irak i et brev til George Bush og Toni Blair. Han erklærede, at Bremers nye plan blot “erstattede et diktatur med et andet,” og advarede dem om, at de ville ende i en kamp, der ikke kunne vindes, hvis de gik videre med planen.¹¹ Bush og Blair var urokkelige – de priste demonstrationerne som bevis på den blomstrende frihed, men masede alligevel på med planen om at udnævne Iraks første regering efter Saddam.

Det var ved denne korsvej, at Moqtada al-Sadr blev en politisk magtfaktor, man måtte tage med i beregningerne. Da de andre store shiapartier besluttede at gå med i den udpegede regering og underkaste sig en midlertidig forfatning forfattet inde i den Grønne Zone, brød al-Sadr med dem og fordømte processen og forfatningen som ulovlige og sammenlignede åbenlyst Bremer med Saddam Hussein. Han begyndte også for alvor at opbygge en Mahdi-hær. Da fredelige demonstrationer intet indtryk gjorde, blev mange shiamuslimer overbevist om, at man var nødt til at kæmpe for det, hvis et flertalsstyre nogensinde skulle blive en realitet.

Hvis Bush-administrationen havde holdt sit løfte om hurtigt at overgive magten til en folkevalgt irakisk regering, så ville der have været alle mulige chancer for, at modstanden ville være forblevet begrænset og let ville kunne inddæmmes, i stedet for at blive et landsdækkende oprør. Men hvis man skulle have holdt det løfte, så havde det betydet, at man måtte opgive den økonomiske dagsorden bag krigen, noget som var utænkeligt – og det er derfor, at de voldsomme efterdønninger af Amerikas afvisning af demokrati i Irak må regnes med som en form for ideologisk tilbageslag.

Kropschok

Efterhånden som modstanden tog til, gik besættelsesstyrkerne til modangreb med stadigt mere omfattende choktaktikker. De fandt sted sent om aftenen eller tidligt om morgenen, hvor soldater med blændende lommelygter brasede gennem døre og ind i mørklagte hjem, mens de råbte på engelsk (“motherfucker”, “Ali Baba”, “Osama bin Laden” var nogle af de udtryk, man kunne skelne). Kvinderne rodede febrilsk efter tørklæder for at tildække deres hoveder for de indtrængende fremmede; mændenes hoveder blev med magt forsynet med hætter, inden de blev smidt op på militære lastvogne og med høj fart kørt til fængsler og opsamlingslejre. I løbet af besættelsens første tre og et halvt år anslår man, at omkring en og treds tusind fem hundrede irakere blev taget til fange og spærret inde af amerikanske styrker, som regel ved hjælp af metoder, der var beregnet på at “maksimere tilfangetagelseschokket.” Rundt regnet nitten tusind var stadig tilbageholdt i foråret 2007.¹² I fængslerne fulgte nye chok: spande med iskoldt vand, snerrende schæferhunde, slag og spark og nogle gange stød fra elektriske ledninger.

Tre årtier tidligere var det neoliberale korstog startet med taktikker som disse – rettet mod såkaldte subversive elementer og formodede terrorister, der blev hentet i deres hjem, fik bind for øjnene og ført til mørke celler, hvor de blev udsat for tæv og det, der var værre. Nu var projektet for at forsvare håbet om et eksemplarisk frit marked i Irak nået hele vejen rundt og tilbage til sit udgangspunkt.

En ting, der gjorde den voldsomme stigning i brugen af torturtaktikker næsten uundgåelig, var Donald Rumsfelds faste beslutning om at køre militæret som en moderne, udliciteret virksomhed. Han havde ikke planlagt udstationeringen af tropper, som en forsvarsminister ville have gjort det, men snarere som en vicepræsident for Wal-Mart, der er på udkig efter besparelser på lønkontoen. Efter at have skåret generalernes oprindelige ønske om fem hundrede tusind soldater ned til mindre end to hundrede tusind fandt han stadig mulighed for besparelser. I sidste øjeblik fjernede han, for at tilfredsstille sin indre koncerndirektør, ti tusinde ekstra soldater fra kampplanerne.¹³

Selvom Rumsfelds just in time styrker var i stand til at styrte Saddam, så var det håbløst at forestille sig, at de ville kunne håndtere det, som Bremers befalinger skabte i Irak – en befolkning i åbent oprør og et gabende hul, hvor Iraks hær og politi havde været. Da de ikke var nok til at kontrollere gaderne, gjorde besættelsesstyrkerne det næstbedste: De fjernede folk fra gaderne og satte dem i fængsel. De tusindvis af mennesker, som blev indfanget ved de forskellige raids, blev afleveret til CIA-agenter, amerikanske soldater og private kontrahenter – mange af dem uuddannede – som foretog aggressive afhøringer for at finde ud af så meget som muligt om modstanden.

I starten af besættelsen havde den Grønne Zone været vært for økonomiske chokterapeuter fra Rusland og Polen; nu blev den en magnet for en anden form for chokeksperter, nemlig dem, der specialiserede sig i den mere lyssky kunst at undertrykke oprørsbevægelser. De private sikkerhedsfirmaer forstærkede deres rækker med veteraner fra de beskidte krige i Columbia, Sydafrika og Nepal. Ifølge journalisten Jeremy Scahill, ansatte Blackwater og andre private sikkerhedsfirmaer over syv hundrede chilenske soldater – mange fra specialstyrkerne – til udstationering i Irak. Nogle af dem var uddannede og havde tjent under Pinochet.¹⁴

En af de højest placerede chokspecialister var den amerikanske kommandør James Steele, som ankom til Irak i maj 2003. Steele havde været nøgleperson i de højreorienterede korstog i Centralamerika, hvor han havde tjent som chefrådgiver for adskillige salvadoranske hærbataljoner under anklage for at være dødspatruljer. Efterfølgende havde han været vicepræsident i Enron og var oprindeligt kommet til Irak som energikonsulent, men da modstanden tog til, blev han igen sit gamle jeg og blev Bremers hovedrådgiver, hvad sikkerhed angik. Det endte med, at det blev overladt til Steele at bibringe Irak det, unavngivne kilder i Pentagon koldblodigt kaldte for “Salvador-løsningen”.¹⁵

John Sifton, seniorforsker hos Human Rights Watch, fortalte mig, at overgrebene mod fanger i Irak ikke fulgte det sædvanlige mønster. Normalt er det sådan i konfliktzoner, at overgrebene finder sted på et tidligt tidspunkt, i det man kalder for krigstågen, hvor slagmarken er kaotisk, og ingen kender reglerne. Det var, hvad der skete i Afghanistan, sagde Sifton, “men Irak var noget andet – tingene startede professionelt nok og blev så værre, ikke bedre.” Han daterer skiftet til slutningen af august 2003 – fire måneder efter Bagdads fald. Det var på dette tidspunkt, siger han, at rapporterne om overgreb begyndte at strømme ind.

Ifølge denne tidslinje fulgte torturkammerets chok umiddelbart efter Bremers mest kontroversielle økonomiske chok. Slutningen af august var nær afslutningen på Bremers lange sommer med lovudstedelser og valgaflysninger. Efterhånden som disse træk skabte flere og flere rekrutter hos modstandsbevægelsen, blev amerikanske soldater sendt ud for at smadre døre ind og forsøge at ryste modviljen ud af irakerne, en mand i den våbenføre alder ad gangen.

Timingen på dette skifte kan let spores gennem en række tidligere hemmeligholdte dokumenter, som kom for dagens lys i kølvandet på Abu Ghraib-skandalen. Papirsporet tager sin begyndelse den 14. august 2003, da kaptajn William Ponce, den øverste efterretningsofficer i det amerikanske militærs hovedkvarter i Irak, sendte en e-mail til sine officerskolleger stationeret rundt om i landet. Den indeholdt den nu berygtede udtalelse: “Nu smider vi fløjshandskerne, mine herrer, med hensyn til disse tilbageholdte ... [en oberst] har gjort det klart, at vi ønsker disse personer nedbrudt. Vore tab vokser, og vi er nødt til at begynde at indsamle info for at kunne beskytte vores medsoldater mod yderligere angreb.” Ponce indkaldte forslag til teknikker, som afhøringsfolkene gerne ville bruge over for fangerne – det han kaldte for deres “ønskeseddel”. Forslagene væltede tilbage i hans inbox, inklusive “elektriske stole med lavspænding”.¹⁶

To uger senere, den 31. august, blev generalmajor Geoffrey Miller, fængselsinspektør for Guantánamo Bay-fængslet, hentet til Irak på en mission, hvor han skulle “gitmoize” Abu Ghraib-fængslet.¹⁷ To uger senere, den 14. september godkendte, generalløjtnant Ricardo Sanchez, øverstkommanderende i Irak, en lang række nye afhøringsteknikker baseret på modellen fra Guantánamo, blandt andet overlagt ydmygelse (kaldet for “ned med ego og stolthed”), “udnyttelse af araberes angst for hunde,” sanseberøvelse (kaldet “lyskontrol”), sanseovervældelse (råben, høj musik) og “stresspositioner”. Det var kort tid efter, at Sanchez havde udsendt sit memorandum i begyndelsen af oktober, at de ting, som er blevet dokumenteret gennem de berygtede fotografier fra Abu Ghraib, fandt sted.¹⁸

Det var ikke lykkedes for Bush-holdet at chokere irakerne til lydighed, hverken ved hjælp af chok og ærefrygt eller økonomisk chokterapi. Nu blev chokterapien mere personlig og gik over til at bruge Kubark-afhøringsmanualens ufejlbarlige formel for påtvingelse af regression.

Mange af de vigtigste fanger blev ført til et sikret område nær Bagdads internationale lufthavn, der blev kontrolleret af CIA og en militær specialstyrke. Man kunne kun komme ind med et specielt ID, og området blev holdt skjult for Røde Kors. Det var så hemmeligt, at selv højtstående militære embedsmænd blev nægtet adgang. For at holde det skjult skiftede det hele tiden navn – fra Task Force 20 til 121 til 6-26 og videre til Task Force 145.¹⁹

Fangerne sad i en lille uanseelig bygning, der var designet til at skabe de forhold, som Kubark-lærebogen krævede, inklusive fuldstændig sanseberøvelse. Bygningen var inddelt i fem områder: Et medicinsk undersøgelseslokale, et “soft room”, der lignede en dagligstue (for samarbejdsvillige fanger), et rødt rum, et blåt rum og det stærkt frygtede sorte rum – en lille celle, hvor alle overflader var malet sorte, og hvor der sad højttalere i alle fire hjørner.

Eksistensen af dette hemmelige sted blev kun kendt af offentligheden, da en sergent, der arbejdede der, under pseudonymet Jeff Perry henvendte sig til Human Rights Watch og beskrev dette mærkelige sted. Sammenlignet med Abu Ghraibs dårekiste med dets uuddannede vagter, der nærmest fandt på tingene hen ad vejen, så var CIAs indretning ved lufthavnen uhyggeligt ordnet og klinisk. Ifølge Perry gik afhøringsofficererne, når de ønskede at bruge “barsk taktik” over for fangerne i det sorte rum, hen til en computer og printede en formular ud, der var en form for torturmenu. “Det stod der virkelig alt sammen sort på hvidt,” mindedes Perry, “omgivelseskontrol, varm og kold, ikke sandt, stroboskoplys, musik og så videre. Arbejde med hunde ... man kunne bare afkrydse, hvad man havde lyst til at bruge.” Når afhøringsofficererne havde udfyldt formularerne, forelagde de dem for deres overordnede til godkendelse. “Jeg så aldrig en formular, der ikke var underskrevet,” sagde Perry.

Han og andre afhøringsfolk blev nervøse for, at afhøringsteknikkerne var i strid med Genève-konventionens forbud mod “ydmygende og degraderende behandling.” Da de var nervøse for, at de kunne blive stillet for en domstol, hvis deres arbejde nogensinde kom for en dag, gik Perry og tre andre til deres oberst og “sagde til ham, at vi var utilpasse ved denne form for overgreb.” Det hemmelige fængsel var så effektivt, at et hold militærjurister i løbet af to timer var fremme på stedet med et powerpoint-foredrag om, hvorfor de tilbageholdte ikke var omfattet af Geneve-konventionen, og hvorfor sanseberøvelse – på trods af CIAs egen forskning på området viste det modsatte – ikke var tortur. “Åh, jo det gik meget hurtigt,” sagde Perry om reaktionstiden. “Det virkede, som om de stod klar. Jeg mener, de havde det her to timer lange show parat på forhånd.”

Rundt omkring i Irak lå andre anlæg, hvor fangerne blev udsat for samme Kubark-agtige sanseberøvelsestaktikker, og nogle af dem mindede om muligt endnu mere om McGill-eksperimenterne fra dengang for så længe siden. Endnu en sergent fortalte om et fængsel på en militærbase kaldet Tiger, nær al Qauim, tæt på den syriske grænse, hvor der sad mellem tyve og fyrre fanger. De havde bind for øjnene, var lænkede og blev sat ind i kogende varme containere i fireogtyve timer – “ingen søvn, ingen mad, intet vand,” rapporterede sergenten. Når de var blevet blødgjort ved hjælp af denne sanseberøvelseskasse, blev fangerne udsat for et bombardement af stroboskoplys og heavy metal-musik.²⁰

Lignende metoder fandt anvendelse på en Special Operations-base nær Tikrit – bortset fra, at fangerne her blev sat ind i kasser, der var betydeligt mindre. Halvanden meter på hver led og for små til, at en voksen kunne stå oprejst eller ligge udstrakt i dem. De mindede meget om de celler, man fandt beskrevet i Latinamerikas ConoSur. Fangerne blev spærret inde i denne ekstreme form for sanseberøvelse i op til en uge. I det mindste nogle af fangerne rapporterede også om at være blevet tilføjet stød af amerikanske soldater, selvom soldaterne nægtede det.²¹ Der findes imidlertid et tydeligt og meget lidt omtalt bevismateriale, der peger på, at amerikanske soldater faktisk har brugt elektrochok som torturteknik i Irak. Den 14. maj 2004 blev to marinesoldater i en sag, der stort set ikke blev omtalt i offentligheden, idømt fængsel for at have givet en irakisk fange elektriske stød en måned tidligere. Ifølge de regeringspapirer, som American Civil Liberties Union har fået fat i, gav en soldat “en irakisk fange chok med en elektrisk omformer ... satte ledninger til den tilbageholdtes skulder,” indtil “den tilbageholdte ‘dansede’, da han mærkede strømmen.”²²

Da de berygtede Abu Ghraib-fotografier blev offentliggjort, inklusive det, hvor en hætteklædt fange stod på en kasse med elektriske ledninger hængende ned fra armene, stod militæret over for et besynderligt problem: “Vi har haft adskillige tilbageholdte, der hævder, at det er dem på billedet,” forklarede en talsmand for hærens auditørkorps, som tog sig af undersøgelsen af overgrebene mod fangerne. En af dem var Haj Ali, en tidligere distriktsborgmester. Ali sagde, at han også var blevet forsynet med en hætte, var blevet stillet op på en kasse og havde fået sat ledninger til forskellige kropsdele. Men i modsætning til fangevogternes udtalelser fra Abu Ghraib, der gik ud på, at der ikke var strøm i ledningerne, fortalte Ali PBS: “Da de gav mig elektrochok, følte jeg det, som om mine øjenæbler var på vej til at forlade deres huler.”²³

Som tusindvis af andre fanger blev Ali løsladt fra Abu Ghraib uden anklage og skubbet af en lastbil med besked om, at “du blev arresteret ved en fejltagelse.” Røde Kors har meddelt, at amerikanske militærpersoner har indrømmet, at mellem 70 og 90 procent af alle anholdelser i Irak var “fejltagelser”. Ifølge Ali skabte mange af disse menneskelige fejl i amerikansk drevne fængsler folk, der var ude på at tage hævn. “Abu Ghraib var udklækningssted for oprørere ... alle fornærmelserne og torturen fik dem til at ville gøre næsten alt. Og hvem kan fortænke dem i det?”²⁴

Mange amerikanske soldater forstår og frygter dette svar. “Hvis det er en god fyr, ikke, så bliver han nu en skidt fyr, på grund af den måde vi har behandlet ham,” sagde en sergent fra den 82. luftbårne division, som havde været udstationeret i et midlertidigt og særlig brutalt fængsel på en amerikansk militærbase uden for Fallujah, hjemstedet for en bataljon der stolt bar navnet “De Morderiske Sindssyge”.²⁵

Situationen er meget værre i de fængsler, der bliver drevet af irakerne. Saddam havde altid sat sin lid til tortur, når det gjaldt om at holde sig ved magten. Hvis torturen skulle være blevet sjældnere i Irak efter Saddam, så ville det have krævet en fokuseret indsats for at afvise en sådan taktik fra den nye regerings side. I stedet brugte USA selv tortur for at nå sine egne mål og opstillede derfor en sænket standard netop på det tidspunkt, hvor man var i gang med at uddanne og holde opsyn med en ny irakisk politistyrke.

I januar 2005 fandt Human Rights Watch, at tortur i de irakiske fængsler og detentioner (og under USAs opsyn) var “systematisk” og blandt andet omfattede elektrochok. En intern rapport fra 1st Cavalry Division fastslår, at “elektrochok og kvælning” er “fast blevet brugt til at fremtvingetilståelser” af irakisk politi og soldater. Irakiske fængselsvagter brugte også det allestedsnærværende symbol på sydamerikansk tortur, picanaen, den elektriske kvægpistol. I december 2006 rapporterede New York Times sagen om Faraj Mahmoud, som “var blevet klædt nøgen og hængt op under loftet. En elektrisk kvægpistol blev sat til hans genitalier og fik hans krop til at hoppe frem og tilbage mellem væggene, sagde han.”²⁶

I marts 2005 blev reporteren Peter Maass fra New York Times Magazine sendt ud sammen med en særlig politikommandoenhed, som var blevet uddannet af James Steele. Maass besøgte et folkebibliotek i Sammara, som var blevet omdannet til et makabert fængsel. Herinde fandt han lænkede fanger med bind for øjnene, nogle tævet til blods, og et skrivebord med “strømme af blod ned ad siderne.” Han hørte folk kaste op og skrig, som han beskrev som “nervepirrende, som vanvittiges skrig eller som skriget af en, der er i færd med at blive drevet til vanvid.” Han hørte også ganske tydeligt lyden af to skud “indefra og omme bag fra tilbageholdelsescentret.”²⁷

I El Salvador var dødspatruljerne berygtede for at bruge mord til ikke blot at slippe af med politiske modstandere, men også til at sende terrorbesked til en bredere offentlighed. Mishandlede lig, der dukkede op i vejsiden, meddelte en bredere befolkning, at hvis den enkelte ikke holdt sig på måtten, så kunne han eller hun meget vel blive det næste lig. De torturerede lig blev ofte efterladt med et tegn, der signalerede den pågældende dødspatrulje: Mano Blanco eller Maximiliano Hernandezbrigaden. I 2005 var denne form for besked også blevet et jævnligt syn i irakiske grøftekanter. Fanger, der sidst havde været set i det irakiske indenrigsministeriums kommandosoldaters varetægt, blev fundet med et enkelt skud gennem hovedet og hænderne fortfarende lænket på ryggen eller med huller i hovedet lavet med en elektrisk boremaskine. I november 2005 rapporterede Los Angeles Times, at der til Bagdads lighus “ankom snesevis af lig på samme tidspunkt hver uge, inklusive bunker af lig med politihåndjern om håndleddene.” Tit tog man i lighuset disse metalhåndjern af og returnerede dem til politiet.²⁸

I Irak var der også mere højteknologiske måder at videregive terrormeddelelser på. Terrorism in the Grip of Justice er et meget set TV-show på den amerikanskfinansierede Al Iraquia-kanal. Udsendelsen produceres sammen med de salvadoriserede irakiske kommandostyrker. Adskillige frigivne fanger har forklaret, hvordan udsendelserne produceres: Tilbageholdte, som ofte er blevet taget ved tilfældige kvartersrazziaer, bliver slået og tortureret, ligesom deres familier bliver truet, indtil de er parat til at indrømme en hvilken som helst form for forbrydelse – også forbrydelser som advokater har bevist aldrig fandt sted. Så kommer videokameraerne frem for at optage fangernes “tilståelser” af at være oprørere, tyve, homoseksuelle og løgnere. Hver aften sidder irakerne og ser disse tilståelser fra forslåede og opsvulmede ansigter på folk, der uden tvivl er blevet tortureret. “Showet har en god indvirkning på civilbefolkningen,” fik Maass fortalt af Adnan Thabit, leder af de salvadoriserede kommandoer.²⁹

Ti måneder efter, at “Salvador-modellen” første gang blev nævnt i pressen, stod det fulde og forfærdende omfang af dens resultater klart. De irakiske kommandoer, oprindelig trænet af Steele, arbejdede officielt under det irakiske indenrigsministerium, der, da Maass spurgte nærmere til det, han havde set på biblioteket, insisterede på, at “man ikke tillod nogen form for humanitære overgreb mod fanger, som er i de indenrigsministerielle sikkerhedssstyrkers varetægt.” Men i november 2005 fandt man i indenrigsministeriets fangehul hundrede treoghalvfjerds irakere, hvoraf nogle var blevet tortureret i et sådant omfang, at deres hud faldt af, mens andre havde borehuller i kraniet og havde fået fjernet tænder og negle. De frigivne fanger sagde, at det ikke var alle, der havde overlevet. De opstillede en liste over 18 personer, der var blevet tortureret til døde i ministeriets fangehul – Iraks forsvundne.³⁰

Da jeg var i færd med at efterforske Ewen Camerons eksperimenter med elektrochok i 1950’erne, stødte jeg på en iagttagelse gjort af en af hans kolleger, en psykiater ved navn Fred Lowy. “Freudianerne har udviklet alle disse subtile metoder til at pille lagene af et løg for at nå ind til det, der er problemet,” sagde han. “Cameron ønskede at bore sig derind og give fanden i lagene. Men, som vi senere opdagede, så er lagene alt, hvad der er.”³¹ Cameron troede, at han kunne sprænge patienternes lag bort og starte forfra; han drømte om at skabe splinternye personligheder. Men hans patienter blev ikke født på ny. De blev forvirrede, sårede, nedbrudte.

Iraks chokterapeuter bombede sig også vej gennem lagene i en søgen efter den flygtige rene tavle, hvorpå de skulle skabe deres nye modelland. Det eneste, de fandt, var de bunker af murbrokker, de selv havde skabt, og millioner af psykologisk og fysisk ødelagte mennesker – ødelagt af Saddam, ødelagt af krigen, ødelagt af hinanden. Bush’ håndgangne katastrofekapitalister viskede ikke tavlen ren, de tværede den bare ud. I stedet for en tabula rasa, lutret for historie, fandt de oldgamle fejder, der kom op til overfladen for at blande sig med nye og friske vendettaer for hvert et angreb – på en moske i Karbala, i Sammara, på et marked, et ministerium, et hospital. Lige så lidt som man kan gøre det med mennesker, nulstiller man ikke et land ved et godt chok; det går bare i stykker og bliver ved med at gå i stykker.

Hvilket selvfølgelig kræver mere sprængning – op med doseringen, hold knappen nede noget længere, mere smerte, flere bomber, mere tortur. Den tidligere viceudenrigsminister Richard Armitage, som havde forudset, at irakerne let kunne ekserceres fra A til B, har siden hen konkluderet, at det virkelige problem var, at USA var for blødsødent. “Den humane måde, hvorpå koalitionsstyrkerne udkæmpede krigen,” sagde han, “har faktisk ført til en situation, hvor det er vanskeligere at få folk til at stå sammen, ikke lettere. I Tyskland og Japan [efter 2. verdenskrig] var befolkningen udmattet og dybt chokeret over, hvad der var sket, men i Irak har det været det modsatte. En meget hurtig sejr over de fjendtlige styrker har betydet, at vi ikke har den skræmte befolkning, vi havde i Japan og Tyskland ... USA står over for en irakisk befolkning, der ikke er chokeret og ærefrygtfuld.”³² I januar 2007 var Bush og hans rådgivere stadig overbeviste om, at de ville kunne opnå kontrol med Irak ved hjælp af en enkelt god “bølge”, en som udslettede Moqtada alSadr – “en kræftknude, der underminerer” den irakiske regering. Den rapport, som bølgestrategien hviler på, sigtede mod “en heldigt gennemført rydning af det centrale Bagdad” og – når al-Sadrs styrker så flyttede til Sadr City, – på også at “rydde dette shiitiske tilholdssted med magt.”³³

Da det korporativistiske korstog tog sin begyndelse i halvfjerdserne, benyttede det sig af taktikker, som domstolene fandt åbenlyst folkemordsbaserede. Den overlagte udryddelse af en del af befolkningen. I Irak er der sket noget endnu mere monstrøst – udryddelsen af ikke blot en del af befolkningen, men af et helt land; Irak er i færd med at forsvinde, med at gå i opløsning. Det begyndte, som det ofte gør, med kvindernes forsvinden bag slør og døre, derpå skolebørnenes forsvinden fra skolerne – ved udgangen af 2006 blev to tredjedele af dem hjemme. Så kom turen til de professionelle: læger, professorer, entreprenører, videnskabsfolk, apotekere, dommere, advokater. Man anslår, at omkring 300 irakiske akademikere er blevet snigmyrdet af dødspatruljer siden den amerikanske invasion, inklusive flere universitetsdekaner; tusindvis af andre er flygtet. I november 2006 anslog FNs højkommission for flygtninge, at tre tusinde irakere hver eneste dag flygtede fra landet. I april 2007 rapporterede organisationen, at fire millioner mennesker var blevet tvunget til at forlade deres hjem – stort set en ud af hver syv irakere. Kun nogle få hundrede af disse flygtninge har fået lov at komme ind i De Forenede Stater.³⁴

Nu, hvor den irakiske industri stort set ligger i ruiner, er en af de lokale brancher, der har oplevet en fremgang, bortførelse. I løbet af kun tre en halv måned i begyndelsen af 2006 blev næsten tyve tusinde mennesker bortført i Irak. De vestlige medier ofrer det kun opmærksomhed, når det drejer sig om en vesterlænding, men langt hovedparten af bortførelserne går ud over irakiske professionelle, der bliver snuppet, når de er på vej til og fra arbejde. Enten punger deres familier ud med titusindvis af amerikanske dollar i løsepenge, eller også kan de identificere ligene i lighuset. Også tortur har vist sig at være en blomstrende forretning. Menneskerettighedsgrupper har dokumenteret utallige tilfælde, hvor irakisk politi forlanger tusindvis af dollar fra familier til fanger for at holde inde med torturen.³⁵ Det er Iraks egen hjemlige udgave af katastrofekapitalisme.

Det var ikke lige det, Bush-administrationen havde til hensigt med Irak, da landet blev udvalgt som model for resten af den arabiske verden. Besættelsen begyndte med en optimistisk snak om rene tavler og nye begyndelser. Det varede imidlertid ikke længe, før denne søgen efter renhed gled over i snak om at “rive islamismen op med rode” i Sadr City eller Najaf og at fjerne “den radikale islamismes kræftknude” fra Fallujah og Ramadi – det, der ikke var rent, ville blive skrubbet af med magt.

Det er, hvad der sker, når man forsøger at opbygge modelsamfund i andre menneskers lande. Udrensningskampagnerne lykkes sjældent. Det er først, når de mennesker, der lever i landet, afviser at opgive deres fortid, at drømmen om den rene tavle ændrer form til sin dobbeltgænger, den brændte jord – først da skifter drømmen om total nyskabelse over til en kampagne for total ødelæggelse.

Den uforudsete vold, der nu hjemsøger Irak, er skabt af krigens dødeligt optimistiske arkitekter – den lå indlejret i det oprindelige, tilsyneladende ufarlige, næsten idealistiske udtryk: “En model for et nyt Mellemøsten”. Opløsningen af Irak har sin rod i den ideologi, der forlangte en ren tavle at skrive sin nye historie på. Og da intet sådant jomfrueligt tableau viste sig, fortsatte tilhængerne af denne ideologi med at sprænge og oversvømme og sprænge nok en gang i håbet om at nå frem til det forjættede land.

Fiasko: Succesens nye ansigt

På flyveturen hjem fra Bagdad var hvert et sæde fyldt med udenlandske kontrahenter på flugt fra volden. Det var i april 2004, og såvel Fallujah som Najaf var under belejring; alene den uge forlod femten hundrede udenlandske kontrahenter Irak. Mange flere skulle følge. På det tidspunkt var jeg overbevist om, at vi var vidner til det første, fuldstændige nederlag for det korporativistiske korstog. Irak var blevet bombet med hvert eneste chokvåben, man havde, bortset fra atomvåben, og alligevel var der intet, der kunne få landet til at makke ret. Eksperimentet var tydeligvis slået fejl.

Nu er jeg ikke længere så sikker. På den ene side er der ingen tvivl om, at dele af projektet var en katastrofe. Bremer blev sendt til Irak for at opbygge et korporativistisk utopia; i stedet var Irak blevet et afskyeligt dystopia, hvor det at tage til et helt almindeligt forretningsmøde kunne være ensbetydende med, at man blev lynchet, brændt levende eller fik hovedet hugget af. I maj 2007 var mere end 900 udenlandske kontrahenter blevet rapporteret dræbt og “mere end 12.000 såret i krig eller på arbejde,” ifølge New York Times. De investorer, som Bremer havde gjort sig så stor umage for at tiltrække, havde aldrig vist sig – hverken HSBC eller Proctor & Gamble, som satte sine joint ventures i venteposition på samme måde som General Motors. New Bridge Strategies, det firma, som talte overstrømmende om “en Wal-Mart, der kunne overtage hele landet,” indrømmede, at “McDonald’s ser ikke ud til at åbne i den nærmeste fremtid.”³⁶ Bechtels genopbygningskontrakter løb ikke uden videre over i langtidskontrakter om levering af vand og elektricitet, og ved udgangen af 2006 var de privatiserede genopbygningsindsatser, der var så centrale i anti-Marshall-planen, næsten alle blevet opgivet – og det var muligt at se nogle dramatiske politiske kovendinger.

Stuart Bowen, den særlige amerikanske generalinspektør for Iraks genopbygning, rapporterede, at i de få tilfælde, hvor kontrakterne var blevet givet direkte til irakiske firmaer, “var det mere effektivt og billigere. Og det har sat gang i økonomien, fordi irakere er kommet i arbejde.” Det viser sig at være mere effektivt at sætte irakere til at genopbygge deres land end at hyre sendrægtige multinationale, som hverken kender landet eller sproget, som omgiver sig med lejesoldater til 900 USD om dagen og bruger op til 55 procent af deres kontraktbudgetter på generalomkostninger.³⁷ Jon C. Bowersox, der arbejdede som sundhedsrådgiver på den amerikanske ambassade i Bagdad, kom med denne radikale iagttagelse: Problemet med genopbygningen af Irak var, sagde han, trangen til at bygge det hele op fra grunden. “Vi kunne være gået ind og have lavet en billig løsning, i stedet for at prøve at ændre deres sundhedssystem i løbet af to år.”³⁸

Et endnu mere dramatisk forsøg på at lægge ansigtet i nye folder kom fra Pentagon. I december 2006 offentliggjorde man et nyt projekt for at få Iraks statsejede fabrikker op at køre – de samme, som Bremer havde afvist at forsyne med nødgeneratorer, fordi det var stalinistiske oldtidslevn. Nu var det gået op for Pentagon, at man i stedet for at købe cement og maskindele i Jordan og Kuwait kunne købe det fra nødlidende irakiske virksomheder og derved få titusinder i arbejde og omsætningen til at smitte af på det omgivende samfund. Paul Brinkley, amerikansk viceforsvarsminister med ansvar for den forretningsmæssige omstilling af Irak, sagde: “Vi har kigget nærmere på nogle af disse fabrikker og fundet ud af, at de ikke ganske er de nedslidte Sovjettidsvirksomheder, vi troede, de var” – selvom han indrømmede, at nogle af hans kolleger var begyndt at kalde ham for stalinist.³⁹

Generalløjtnant Peter W. Chiarelli fra den amerikanske hær, den øverstkommanderende i Irak, forklarede, at “vi er nødt til at få de vrede unge mænd i arbejde ... Et relativt lille fald i arbejdsløsheden ville få meget stor indflydelse på omfanget af sekteriske drab.” Han kunne ikke lade være med at tilføje: “Jeg synes, at det er utroligt, at det har taget os fire år at indse det ... Det er for mig en stor ting. Det er lige så vigtigt som stort set alle andre dele af kampagneplanen.”⁴⁰

Signalerer disse kovendinger så katastrofekapitalismens død? Næppe. Da det gik op for de amerikanske embedsmænd, at de ikke behøvede at bygge et skinnende nyt land op fra grunden, men at det var vigtigere at forsyne irakerne med job, og at deres industri fik del i milliarder, der var afsat til genopbygningen, var pengene, der kunne have finansieret et sådant foretagende, allerede brugt.

Men midt i denne bølge af ny-keynesianske åbenbaringer blev Irak ramt af det frækkeste forsøg på kriseudnyttelse til dato. I december 2006 udsendte den tosidede Iraq Study Group under ledelse af James Baker sin længe ventede rapport. Den opfordrede USA til at “hjælpe de irakiske ledere med at reorganisere den nationale olieindustri som et kommercielt foretagende” og til “at tilskynde til det internationale samfunds og internationale energivirksomheders investeringer i Iraks oliesektor.”⁴¹

De fleste af Iraq Study Groups anbefalinger blev ignoreret af det Hvide Hus, men ikke denne. Bush-administrationen skubbede øjeblikkeligt på ved at være med til at lave udkast til en radikal ny olielov for Irak, der ville tillade selskaber som Shell og BP at tegne trediveårige kontrakter, hvor de ville beholde en stor del af Iraks olieoverskud, som ville beløbe sig til snesevis, ja måske hundredvis af milliarder USD – noget fuldstændig uhørt i et land med så meget lettilgængelig olie som Irak, og en dom som betød evig fattigdom i et land, hvor 95 procent af statens indtægter kommer fra olie.⁴² Det var et forslag, der var så vildt upopulært, at selv Paul Bremer ikke havde turdet stille det det første år af besættelsen. Alligevel kom det frem nu, takket være det stadigt mere omfattende kaos. Når de skulle forklare, hvorfor de skulle være berettigede til så stor en del af profitten, svarede olieselskaberne, at det skyldtes sikkerhedsrisikoen. Det var med andre ord katastrofen, der gjorde den foreslåede radikale lov mulig.

Washingtons timing var ekstremt afslørende. På det tidspunkt, hvor loven blev fremsat, stod Irak over for sin hidtil værste krise: Landet var ved at blive slidt i stykker af sekteriske konflikter, hvor gennemsnitligt tusinde irakere blev dræbt hver uge. Saddam Hussein var lige blevet aflivet ved en depraveret og provokerende episode. Samtidig “oversvømmede” Bush landet med soldater, der opererede ud fra “mindre restriktive” kampregler. Irak var på dette tidspunkt alt for ustabilt til, at de store oliegiganter ville foretage større investeringer, så der var ingen presserende grund til en ny lov – bortset fra muligheden for at bruge kaos til at omgå den offentlige debat omkring det mest omfattende spørgsmål, landet stod overfor. Mange folkevalgte irakiske lovgivere udtalte, at de ingen anelse havde om, at en ny lov var under udarbejdelse, og de var da slet ikke blevet inddraget i udformningen af den. Greg Muttitt, en forsker i olieovervågningsgruppen Platform, rapporterede: “Jeg var for nylig til møde med irakiske parlamentsmedlemmer og spurgte dem, hvor mange af dem der havde set loven. Ud af 20 var der kun et parlamentsmedlem, der sagde, at han havde.” Ifølge Muttitt ville irakerne, hvis loven blev vedtaget, “tabe stort, fordi de ikke på nuværende tidspunkt har kapacitet til at opnå en god aftale.”⁴³

De største fagforeninger i Irak erklærede, at “privatiseringen af olien er en streg i sandet, som ikke kan overskrides,” og i en fælles udtalelse fordømte de loven som et forsøg på at beslaglægge Iraks “energiressourcer på et tidspunkt, hvor det irakiske folk forsøger at bestemme dets egen fremtid samtidig med, at det er under udenlandsk besættelse.”⁴⁴ Den lov, der blev vedtaget af det irakiske kabinet i februar 2007, var endnu værre end forventet. Den satte ingen grænser for størrelsen af det overskud, de fremmede selskaber kan fjerne fra landet, og kom ikke med specifikke krav om, hvor meget eller hvor lidt samarbejde med irakiske selskaber de udenlandske investorer skulle indgå i, eller om de skulle ansætte irakere til arbejdet på oliefelterne. Det mest hårrejsende var, at den udelukkede Iraks folkevalgte parlamentarikere fra at have nogen som helst indflydelse på fremtidige oliekontrakter. I stedet oprettedes et nyt organ, Federal Oil and Gas Council, som ifølge New York Times skulle rådgives af “et panel af olieeksperter fra Irak og fra udlandet.” Dette ikke-valgte organ, rådgivet af uspecificerede udlændinge, ville få det sidste ord at skulle have sagt i alle oliespørgsmål og have den fulde autoritet til at beslutte, hvilke kontrakter Irak skulle underskrive eller ikke underskrive. Det, loven slog fast, var, at Iraks offentligt ejede oliereserver, landets hovedindtægtskilde, skulle udelukkes fra demokratisk kontrol og i stedet drives af et magtfuldt, velhavende oliediktatur, som ville komme til at eksistere side om side med Iraks nedbrudte og ineffektive regering.⁴⁵

Det er svært at overvurdere det skamfulde i dette forsøg på ressourcetyveri. Iraks olieindtægter er dets eneste håb om at finansiere dets egen genopbygning, når noget, der ligner fred, vender tilbage. At kræve denne fremtidige rigdom på et tidspunkt, hvor landet er i opløsning, er katastrofekapitalisme, når den er mest skamløs.

Der var også en anden og ikke særlig diskuteret konsekvens af kaosset i Irak. Jo længere, det varede, jo mere privatiseret blev den udenlandske tilstedeværelse, så der til sidst opstod et nyt paradigme for den måde, krige udkæmpes på, og hvorpå menneskelige katastrofer behandles.

Det er her, at den ideologi om radikal privatisering, der var kernen i anti-Marshall-planen, virkelig gav pote. Bush-administrationens klippefaste afvisning af at bemande krigen i Irak – hvad enten det drejede sig om soldater eller civile administratorer under dens kontrol – havde nogle helt klare fordele for dens anden krig, den, der handlede om at udlicitere den amerikanske regering. Selvom dette korstog ophørte med at være en del af administrationens offentlige retorik, er det bag kulisserne forblevet en drivende besættelse, som har været en meget større succes end alle administrationens mere offentlige kampe tilsammen.

Fordi Rumsfeld designede krigen til at være en just in time-invasion, hvor soldaterne kun var der for at udføre de centrale krigshandlinger, og fordi han nedlagde femoghalvtreds tusinde arbejdspladser i forsvarsministeriet og ministeriet for krigsveteraner det første år efter udsendelsen til Irak, blev det overladt til den private sektor at udfylde hullerne på alle niveauer.⁴⁶ I praksis betød dette, at en endnu mere avanceret, privatiseret krigsindustri tog form, efterhånden som Irak gled ned i tummel og oprør, for at støtte op under den afpillede hær – hvad enten det handlede om felten i Irak eller derhjemme, når soldaterne skulle behandles på Walter Reed Medical Center.

Da Rumsfeld kategorisk nægtede alle løsninger, der involverede forøgelse af hæren, var militæret nødt til at finde andre måder, hvorpå man kunne overføre flere soldater til kamp. Private sikkerhedsfirmaer strømmede ind i Irak for at varetage opgaver, der tidligere havde været udført af soldater – at sørge for de øverste embedsmænds sikkerhed, at beskytte baserne og at eskortere andre kontrahenter. Da først, de var der, voksede deres rolle i takt med kaos. Blackwaters oprindelige kontrakt i Irak handlede om at stille privat sikkerhed for Bremer, men et år inde i besættelsen tog det direkte del i gadekampene. Under Moqtada al-Sadrs opstand i Najaf i april 2004 overtog Blackwater faktisk magten over amerikanske marinesoldater i aktiv tjeneste i et daglagt slag mod Mahdi-hæren, hvor snesevis af irakere blev dræbt.⁴⁷

Ved besættelsens start var der anslået ti tusinde private soldater i Irak, hvilket allerede var meget mere end under den første Golfkrig. Tre år senere rapporterede U.S. Government Accountability Office, at der var otteogfyrre tusinde private soldater fra hele verden udstationeret i Irak. Lejesoldater udgjorde det største kontingent af soldater efter det amerikanske militær – mere end alle de andre medlemmer af “Koalitionen af de Viljestærke” tilsammen. “Bagdad-boomet”, som det blev kaldt i finansmedierne, inddrog det, der havde været en sektor, man vrængede på næsen af og fandt lyssky, og integrerede den fuldt ud i det amerikanske og engelske krigsmaskineri. Blackwater hyrede aggressive lobbyister i Washington for at få slettet ordet “lejesoldat” fra det offentlige vokabularium og gøre virksomheden til et ægte amerikansk brand. Ifølge dets administrerende direktør, Erik Prince, “hænger det sammen med vores virksomhedsmantra: Vi forsøger at gøre det samme for det nationale sikkerhedsapparat, som FedEx gjorde for posten.”⁴⁸

Da krigen rykkede ind i fængslerne, var militæret i så stort bekneb for afhøringsfolk og arabiske tolke, at man ikke kunne få informationer ud af de nye fanger. Desperate for at få fat på flere afhøringsfolk og tolke henvendte man sig til forsvarsleverandøren CACI International Inc. I den oprindelige kontrakt var CACIs rolle den at levere informationsteknologiske ydelser til militæret, men formuleringen af dette var vag nok til, at “informationsteknologi” godt kunne strækkes til at betyde afhøring.⁴⁹ Denne fleksibilitet var tilsigtet: CACI er nu en del af en ny form for kontrahent, der optræder som forbundsregeringens vikarbureau – det har stadige, løst udformede kontrakter og har et stort antal potentielle medarbejdere på lager, parate til at udføre et hvilket som helst job, der måtte opstå. At ringe til CACI, hvis medarbejdere ikke havde nødigt at leve op til de strenge uddannelses- og sikkerhedskrav, man stillede til regeringsansatte, var lige så let som at ringe efter kontorforsyninger; der stillede med det samme snesevis af nye afhøringsfolk.^II

Den virksomhed, der fik mest ud af kaosset, var Halliburton. Inden invasionen var det blevet tildelt en kontrakt, der gik ud på at slukke oliebrande antændt af Saddams flygtende hære. Da disse brande viste sig ikke at findes, blev Halliburtons kontrakt strukket til at omfatte en ny funktion. At forsyne hele landet med brændstof, en opgave der var så stor, at “man opkøbte hver eneste tilgængelig tankvogn i Kuwait og importerede hundredvis oveni.”⁵⁰ Med den begrundelse at frigøre flere soldater til felten overtog Halliburton snesevis af andre af hærens traditionelle funktioner, hvilket blandt andet omfattede vedligeholdelse af hærens køretøjer og radioer.

Selv rekruttering, som altid har været anset for et soldaterjob, blev hurtigt til noget, man kunne lave en forretning ud af, efterhånden som krigen skred frem. I 2006 blev nye soldater headhuntet af virksomheder som Serco eller en afdeling af våbengiganten L-3 Communications. De private rekrutteringsfolk, hvoraf mange aldrig havde gjort militærtjeneste, fik en bonus, hver gang de hyrede en soldat, så – som en talsmand for et af firmaerne pralede – “skal man bare få folk ind i hæren, hvis man vil have bøffer på bordet.”⁵¹ Rumsfelds styre gav også næring til et boom i udliciteret træning. Virksomheder som Cubic Defense Applications og Blackwater førte soldater gennem fysisk kamptræning og krigsspil på privat ejede træningssteder, hvor de øvede sig på kamp fra hus til hus i simulerede landsbyer.

Takket være Rumsfelds besættelse af privatisering, som han første gang gjorde opmærksom på i sin tale den 10. september 2001, blev soldaterne, når de kom syge hjem eller med posttraumatisk stress, behandlet af private sundhedsfirmaer, som den traumetunge krig i Irak generelt sikrede enorme profitter. Et af disse firmaer, Health Net, blev den syvende mest indtjenende virksomhed i Fortune 500 i 2005, takket være antallet af traumatiserede soldater, der vendte hjem fra Irak. Et andet var IAP Worldwide Services Inc., der vandt kontrakten om at overtage mange af funktionerne på militærhospitalet Walter Reed. Beslutningen om at privatisere driften af hospitalet bidrog angiveligt til et chokerende fald i vedligeholdelse og pleje, da mere end hundrede uddannede, offentligt ansatte forlod stedet.⁵²

De private virksomheders stærkt øgede rolle blev aldrig åbent diskuteret som et politisk spørgsmål (stort set på samme måde, som forslaget til Iraks olielov, der lige pludselig lå der). Rumsfeld undgik at skulle tage opgøret med de offentligt ansattes fagforeninger eller højtstående generaler. I stedet skete det alt sammen i kampens hede, i det man i militæret kalder “mission creep” eller at møve sig ind på noget. Jo længere krigen varede, desto mere blev den til en privatiseret krig, og ganske hurtigt blev det til en helt anden form for krig. Krisen var det, der muliggjorde boomet, nøjagtigt som det var sket så mange gange før.

Tallene taler deres tydelige historie om virksomhedernes møven sig ind på opgaverne. Under den første Golfkrig i 1991 var der kun en kontraktansat for hver hundrede soldater. Ved starten på invasionen i Irak i 2003 var dette røget op til en kontraktansat for hver ti soldater. Tre år inde i den amerikanske besættelse var der en for hver tre. Mindre end et år senere, hvor besættelsen var på vej ind i sit fjerde år, var der en kontraktansat for hver 1,4 amerikansk soldat. Men dette tal inkluderer kun kontraktansatte, der arbejder direkte for den amerikanske regering, ikke for de andre koalitionspartnere eller den irakiske regering, og det medtager ikke de kontrahenter, der har base i Kuwait og Jordan, og som har videresolgt deres opgaver til underleverandører.⁵³

Britiske soldater i Irak er allerede langt i undertal i forhold til de af deres landsmænd, der arbejder for private sikkerhedsfirmaer med en ratio på tre til en. Da Tony Blair i februar 2007 bekendtgjorde, at han ville trække seksten hundrede soldater ud af Irak, rapporterede pressen straks, at “embedsmændene håber, at ‘lejesoldater’ vil kunne udfylde det hul, de efterlader sig,” og hvor disse selskaber betales direkte af den engelske stat. Samtidig anslog Associated Press antallet af kontraktansatte i Irak til at være 120.000, hvilket stort set svarede til antallet af amerikanske soldater.⁵⁴ I omfang har denne form for privatiseret krigsførelse allerede overskygget FN. FNs budget for fredsbevarelse i 2006-2007 lå på 5,25 milliarder USD – hvilket er lidt mere end en fjerdedel af de 20 milliarder USD, Halliburton fik i kontrakter i Irak, og de sidste nye beregninger anslår lejesoldatsbranchen til at have en værdi af 4 milliarder USD.⁵⁵

Så hvor genopbygningen af Irak helt sikkert var en fiasko for irakerne og de amerikanske skatteydere, så har den været alt andet end en fiasko for det katastrofekapitalistiske kompleks. Muliggjort af angrebene den 11. september repræsenterede krigen i Irak intet mindre end en ny økonomis voldsomme fødsel. Det var det geniale ved Rumsfelds “transformations”- plan. Da hvert eneste aspekt af såvel destruktion som rekonstruktion er blevet udliciteret og privatiseret, så får man et økonomisk boom, når bomberne begynder at falde, når de holder op, og når de begynder igen – et lukket profitkredsløb af ødelæggelse og genopbygning, af nedrivning og byggen op. For de virksomheder, der er smarte og i stand til at se langt – som Halliburton og Carlyle Group – er ødelæggerne og genopbyggerne forskellige afdelinger i de selv samme virksomheder.^{III, 56}

Bush-administrationen har taget adskillige vigtige og meget lidt undersøgte skridt til at institutionalisere den privatiserede krigsmodel, man har skabt i Irak, og gøre den til en fast del af udenrigspolitikken. I juli 2006 udsendte Bowen, generalinspektøren for Iraks genopbygning, en rapport om, hvad man havde “lært” af de forskellige problemer med kontrahenterne. Den konkluderede, at problemerne skyldtes utilstrækkelig planlægning, og opfordrede til, at man fik et “udsendeligt reservekorps af kontraktansat personale, som er trænet i at sikre hurtig nødhjælp og rekonstruktionsudlicitering under troppeoperationer,” og til at “prækvalificere en sammensat reserve af kontrahenter med ekspertise inden for særlige genopbygningsområder” – med andre ord en stående hær af kontrahenter. I sin 2007-tale til nationen fremhævede Bush ideen og annoncerede skabelsen af et splinternyt, civilt reservekorps. “Sådan et korps vil fungere stort set som vores militære reserver. Det ville lette byrderne for de væbnede styrker ved at give os mulighed for at ansætte civilister med særlige evner til at tjene under missioner i udlandet, når Amerika har brug for dem,” sagde han. “Det ville overalt i Amerika give folk, der ikke er i uniform, en chance for at tjene i vor tids afgørende kamp.”⁵⁷

Halvandet år inde i besættelsen af Irak lancerede det amerikanske udenrigsministerium en helt ny afdeling: Office of Reconstruction and Stabilization. På ethvert givet tidspunkt betaler det private kontrahenter for at opstille detaljerede planer for at genopbygge femogtyve forskellige lande, der af den ene eller den anden grund måtte se sig selv som mål for en amerikansk sponsoreret ødelæggelse, fra Venezuela til Iran. Virksomheder og konsulenter er kørt i stilling på “forud underskrevne kontrakter,” så de er rede til at springe til, så snart katastrofen indfinder sig.⁵⁸ For Bushadministrationen er det blot en naturlig udvikling: Efter at have hævdet at være i sin gode ret til ubegrænset forebyggende ødelæggelse er den nu gået forrest med forebyggende genopbygning – genopbygningen af steder, der endnu ikke er blevet ødelagt. Så det endte alligevel med, at krigen i Irak skabte en ny økonomisk model – det blev bare ikke den Tigeren fra Tigris, som neoøkonomerne havde slået på tromme for. I stedet blev det en model for privatiseret krig og genopbygning – en model der hurtigt blev eksportklar. Indtil krigen i Irak havde Chicagokorstogets grænseområder været defineret af geografien: Rusland, Argentina, Sydkorea. Nu kan nye områder vise sig, lige meget hvor den næste katastrofe indfinder sig.

I. Det var en afgrundene til, at “af-Baathific er ingen” gav anledning til så megen vrede. Mens underordnede soldater alle havde mistet deres job, på linje med lærere og læger, der var blevet tvunget til at melde sig ind i partiet for at kunne avancere, blev højtrangerende militære Baath-embedsmænd, berygtede for deres forbrydelser mod menneskeheden, indforskrevet for at sikre ro og orden i byerne.

II. Det smarte er, at kontrahenterne ikke overvåges i deres arbejde. Som det ame-rikanske hærs egne undersøgelser af skandalen i Abu Ghraib konkluderede, så var de regeringsembedsmænd, der skulle have opsyn med afhøringsfolkenes præstationer, slet ikke til stede i Irak, for slet ikke at tale om Abu Ghraib, hvilket gjorde det “meget vanskeligt, om ikke umuligt, effektivt at administrere en kontrakt.” General George Fay, der udarbejdede rapporten, konkluderede, at statens “forhørspersonale, analytikere og ledere var uforberedte på ankomsten af kontraktansatte afhøringsfolk og ikke havde nogen uddannelse at falde tilbage på, hvad angik ledelse, kontrol og disciplin i forhold til dette personale ... Det er tydeligt, at der ikke fandtes nogen troværdig udførelse af passende opsyn med de kontraktlige præstationer i Abu Ghraib.”

III. Lockheed Martin er dem, der er nået længst i denne retning. I begyndelsen af 2007 begyndte det “at opkøbe virksomheder i det sundhedsmarked, der har en værdi af 1.000 milliarder USD om året,” ifølge The Financial Times, og det opslugte også ingeniørgiganten Pacific Architects and Engineers. Opkøbsbøl-gen tegnede en ny æra af morbid vertikal integration i det katastrofekapitalistiske kompleks: I fremtidige konflikter står Lockheed til at profitere ikke blot ved at fremstille våben og kampfly, men også af at genopbygge det, de ødelægger, ja selv af at behandle de mennesker, der bliver såret af dets egne våben.