KAPITEL 20
EN VERDEN AF GRØNNE OG RØDE ZONER
Drop forestillingen om, at katastrofer ikke diskriminerer – at de tromler alt ned på deres vej med deres “demokratiske” respektløshed. Pest rammer de besiddelsesløse, dem, der er tvunget til at bygge deres liv på farens vej. Det er det samme med aids.
– Hein Marais, sydafrikansk forfatter, 20061
Katrina var ikke noget, man ikke kunne have forestillet sig. Den var resultatet af en politisk struktur, der udliciterer sit ansvar til private kontrahenter og totalt fralægger sig sit ansvar.
– Harry Bellafonte, amerikansk musiker og borgerrettighedsaktivist, september 20052
Den anden uge i september 2005 var jeg i New Orleans sammen med min mand, Avi, og Andrew, som jeg havde rejst med i Irak, for at optage materiale til en dokumentarfilm i den stadig delvist oversvømmede by. Efter udgangsforbuddet klokken seks om aftenen kørte vi rundt og rundt uden at kunne finde vej. Trafiklysene var ude af drift, og halvdelen af vejskiltene var blæst omkuld eller var blevet vredet rundt af stormen. Vraggods og vand forhindrede én i at komme frem på mange veje, og de fleste af dem, der forsøgte at navigere rundt om forhindringerne, var folk udefra, ligesom os, som ikke havde noget begreb om, hvor de var.
Ulykken var alvorlig. En elmast knækkede for fuld fart midt i et stort vejkryds. Vores bil snurrede rundt og ind i et trafiklys, røg gennem et smedejernsgitter for så at ende på en veranda. Heldigvis kom ingen af os alvorligt til skade, men inden jeg fik set mig om, var jeg blevet spændt fast på en båre og kørt væk. Gennem hjernerystelsens tåger stod det mig klart, at lige meget, hvor ambulancen var på vej hen med mig, så var det ikke godt. Jeg så for mig den hårrejsende scene i den nødtørftige lægeklinik i New Orleans’ lufthavn – der var så få læger og sygeplejersker, at ældre mennesker blandt de evakuerede fik lov at passe sig selv i timevis, sammensunkne i deres rullestole. Jeg tænkte på Charity Hospital, New Orleans’ største offentlige skadestue, som vi havde været forbi tidligere på dagen. Den blev oversvømmet under stormen, og personalet havde kæmpet for at holde patienterne i live uden strøm. Jeg tiggede og bad ambulancefolkene om at slippe mig ud. Jeg kan huske, at jeg sagde til dem, at jeg havde det fint, virkelig fint, men så må jeg være besvimet.
Jeg vågnede op, netop som vi kom til det mest moderne og rolige hospital, jeg nogensinde har været på. I modsætning til klinikkerne, der var overfyldt med evakuerede, så var der på Ochsner Medical Center – der tilbød “sundhedspleje med ro i sindet” – flere læger, sygeplejersker og portører end patienter. Faktisk lod der kun til at være en håndfuld patienter på den ulastelige afdeling. I løbet af få minutter var jeg på plads på en rummelig privatstue, hvor mine snitsår og hudafskrabninger blev behandlet af en hel lille hær af sundhedspersonale. Tre sygeplejersker kørte mig straks ind for at få taget et røntgenbillede af min hals; en galant sydstatsdoktor fjernede nogle glassplinter og syede mig med et par sting.
For en veteran udi det offentlige canadiske sundhedssystem var dette en fuldstændig fremmed oplevelse; jeg venter som regel fyrre minutter på at komme til hos min praktiserende læge. Og det her var i centrum af New Orleans – ground zero for den største nødsituation i det offentlige sundhedssystem i USAs nyere historie. En høflig kontormand kom ind på stuen og forklarede, at “i Amerika betaler vi for sundhedsydelser. Det beklager jeg meget, min kære – det er virkelig forfærdeligt. Vi ville ønske, at vi havde jeres system. Vær venlig at udfylde denne formular.”
Et par timer senere kunne jeg forlade stedet, hvis der da ikke lige havde været udgangsforbud i byen. “Det største problem er alle junkierne,” fortalte en sikkerhedsvagt i forhallen mig. “De er febrilske efter at komme ind på apoteket.”
Eftersom apoteket var låst og lukket, var en ung turnuslæge så venlig at give mig et par smertestillende piller. Jeg spurgte ham, hvordan det havde været på hospitalet, da stormen var på sit højeste. “Jeg var heldigvis ikke på vagt,” sagde han. “Jeg bor uden for byen.”
Da jeg spurgte ham, om han var taget hen til en af opsamlingsstationerne for at hjælpe, så spørgsmålet ud til at komme bag på ham, og han blev lettere pinligt berørt. “Det havde jeg ikke tænkt på,” sagde han. Jeg skyndte mig at skifte emne til noget, jeg håbede var mere ufarligt: Hvad der skulle ske med Charity Hospital. Det var så udsultet økonomisk set, at det knapt nok fungerede inden orkanen, og folk spekulerede allerede nu på, om det nogensinde åbnede igen efter vandskaderne. “Det bliver de nødt til,” sagde han. “Vi kan ikke behandle de mennesker her.”
Det gik op for mig, at denne affable unge læge og den nærmest helsecenteragtige behandling, jeg lige havde fået, var legemliggørelsen af en kultur, der havde gjort orkanen Katrinas rædsler mulige, den kultur, der havde overladt New Orleans’ fattigste indbyggere til druknedøden. Som uddannet på et privat medicinsk fakultet og senere som turnuslæge på et privathospital var han blevet uddannet til ganske enkelt ikke at se New Orleans’ uforsikrede, overvejende afrikansk-amerikanske indbyggere som potentielle patienter.
Da Katrina ramte byen, blev den skarpe opdeling mellem de to verdener på Ochsner Hospital og Charity Hospital lige pludselig synlig for hele verden. De økonomisk velaflagte kørte ud af byen, indlogerede sig på hoteller og ringede til deres forsikringsselskaber. De 120.000 indbyggere i New Orleans, der ikke havde bil, og som var afhængige af, at staten arrangerede en evakuering af dem, ventede på en hjælp, der ikke kom, mens de desperat lavede SOS-tegn eller flåder af deres køleskabslåger. Billederne af dette chokerede verden, for selvom de fleste af os har vænnet os til verdens daglige uligheder mellem dem, der har råd til sygeforsikringer, og hvis skoler har et anstændigt udstyr, og dem, der ikke har, så er der stadig en udbredt forestilling om, at det bør være anderledes i en nødsituation. Man tog det for givet, at staten – i det mindste i et rigt land – ville komme folk til undsætning i katastrofen. Billederne fra New Orleans viste, at denne generelle opfattelse – at katastrofesituationer er en slags timeout for den benhårde kapitalisme, hvor vi alle står sammen, og hvor staten går op i et højere gear – allerede var en saga blot, og det uden at der havde været nogen offentlig diskussion af det.
Der var en kort overgang på en to-tre uger, hvor det så ud til, at oversvømmelsen af New Orleans ville fremprovokere en krise for den økonomiske logik, der i så stort omfang havde forværret den menneskelige katastrofe med dens uopholdelige angreb på den offentlige sektor. “Stormen udstillede konsekvenserne af neoliberalismens løgne og mystifikationer på et enkelt sted og lige på en gang,” skrev samfundsforskeren Adolph Reed Jr., der er født i New Orleans.3 Det udstillede er velkendt – fra digerne, der aldrig var blevet repareret, over det underfinansierede offentlige transportsystem, som svigtede, til det faktum, at byens forestilling om katastrofeberedskab bestod i at uddele dvd’er, der fortalte folk, at hvis en orkan ramte byen, så skulle man bare forlade den.
Og så var der forbundsstatens Federal Emergency Management Agency (FEMA), et laboratorium for Bush-administrationens vision om en regering drevet af erhvervsvirksomheder. I sommeren 2004, mere end et år forud for Katrinas hærgen, sendte staten Louisiana en ansøgning til FEMA om midler til at udvikle en omfattende nødplan i tilfælde af en kraftig orkan. Ansøgningen blev afslået. “Katastrofeafbødning” – fremme af regeringstiltag, der kan gøre katastrofers omfang mindre ødelæggende – var et af de programmer, som Bush havde skrottet. Alligevel indgik samme FEMA en kontrakt til en værdi af 500.000 USD med et privat firma kaldet Innovative Emergency Management. Dets opgave var at komme med en plan for “katastrofale orkanødelæggelser i det sydøstlige Louisiana og byen New Orleans.”4
Det private firma sparede ikke på omkostningerne. Man sammenkaldte over hundrede eksperter, og da pengene var brugt, vendte man tilbage til FEMA efter flere; det endte med, at regningen for hele øvelsen fordobledes til en million USD. Firmaet opstillede scenarier for masseevakuering, som omfattede alt fra levering af drikkevand til at bede omliggende byer om at udpege tomme grunde, der straks kunne omdannes til trailer-parker, hvor de evakuerede ville kunne genhuses – alt det fornuftige, som netop ikke fandt sted, da en orkan lig den, man forestillede sig, faktisk ramte byen. Det skyldtes blandt andet, at der otte måneder efter, at kontrahenten havde indsendt rapporten, intet var sket. “Der var ikke penge til opfølgningen,” forklarede Michael Brown, daværende chef for FEMA.5 Historien er typisk for den slagsidestat, Bush har opbygget. En svag, underfinansieret, ineffektiv offentlig sektor på den ene side, og en parallel, velfinansieret infrastruktur af private virksomheder på den anden. Når det drejer sig om at betale private kontrahenter, er der ingen grænser; når det handler om at finansiere statens basale funktioner, er kassen tom.
Nøjagtig ligesom den amerikanske besættelsesmyndighed i Irak viste sig at være en tom skal, gjorde den amerikanske forbundsregering det også på hjemmefronten, da Katrina slog til. Faktisk var den så fraværende, at det ikke engang lykkedes for FEMA at lokalisere New Orleans’ superstadion, hvor treogtyve tusinde mennesker var strandet uden mad eller vand, på trods af det faktum, at verdenspressen havde været der i dagevis.
Fremvisningen af det, New York Times-journalisten Paul Krugman kaldte for “kan ingenting gøre-regeringen”, resulterede for nogle frimarkedsideologer i en troskrise. “Sammenbruddet af dæmningerne i New Orleans vil have lige så langvarige konsekvenser for neokonservatismen, som Berlinmurens fald havde for Sovjetunionen,” skrev den angrende discipel Martin Kelly i et meget citeret essay. “Forhåbentlig vil mange af dem, og jeg selv med, der har været med til at bære denne ideologi frem, give sig god tid til at overveje, hvad det var, vi gjorde forkert.” Selv faste neoøkonom-støtter som Jonah Goldberg bad “overregeringen” om at komme til undsætning: “Når en by er i færd med at synke i havet, og optøjerne breder sig, så skulle regeringen måske se at svinge sig i sadlen.”6
En sådan selvgranskning fandt man ikke spor af hos Heritage Foundation, hvor man altid vil kunne finde de sande Friedman-disciple. Katrina var en tragedie, men, som Milton Friedman skrev i sit læserbrev til Wall Street Journal, så var det “også en chance.” Den 13. september 2005 – fjorten dage efter, at digerne var blevet gennembrudt – var Heritage Foundation vært for et møde mellem ligesindede ideologer og republikanske lovgivere. De fandt frem til en liste af “Pro-frimarkeds-ideer som modsvar til orkanen Katrina og høje benzinpriser” – toogtredive forskellige forslag i alt, hvert af dem hentet direkte ud af Chicagoskolens drejebog og alle pakket ind som “orkanhjælp.” De tre første var: “automatisk ophævelse af de herskende Davis-Bacon-love om lønforhold i katastrofeområder,” en henvisning til den lov, der krævede, at virksomheder, som kontraherede med forbundsregeringen, skulle betale en løn, der var til at leve for; “gør hele det berørte område til en fri erhvervszone med flad skat,” og “gør hele regionen til en økonomisk konkurrencezone,” (omfattende skattebegunstigelser og ophævelse af regulativer). Et andet krav gik på, at forældrene skulle have taxameterbonner, de kunne bruge på privatskolerne.7 Alle disse tiltag blev fremsat af præsident Bush, inden ugen var omme. I sidste ende blev han tvunget til at genindføre kravene til arbejdsbetingelserne, selvom de blev ignoreret af de fleste kontrahenter.
Mødet resulterede i endnu flere ideer, der fik præsidentens opbakning. Klimaforskere har set en direkte forbindelse mellem stadigt flere orkaner og de stigende havtemperaturer.8 Det fik dog ikke arbejdsgruppen hos Heritage Foundation til at undlade at opfordre Kongressen til at ophæve de miljømæssige begrænsninger på den Mexicanske Golfs kyster, til at give tilladelse til opførelse af flere olieraffinaderier i USA og at give grønt lys for “olieboringer i de arktiske naturreservater.”9 Alle disse tiltag ville øge udledningen af drivhusgasser, hvilket er det største menneskeskabte bidrag til klimaforandringerne, men de blev straks overtaget og fremmet af præsidenten forklædt som reaktioner på Katrina-katastrofen.
I løbet af få uger blev Golf-kysten et hjemligt laboratorium for den samme form for regering-drevet-af-kontrahenter, som man havde forsøgt sig med i Irak. De virksomheder, der snuppede de største kontrakter, var den gammelkendte Bagdad-bande: Halliburtons KBR-afdeling fik et job til 60 millioner USD med at genopbygge militærbaserne langs kysten. Blackwater blev hyret til at beskytte FEMA-ansatte mod plyndringsfolk. Parsons, berygtet for sit elendige arbejde i Irak, blev indforskrevet til at bygge en stor bro i Mississippi. Flour, Shaw, Bechtel, CH2M Hill – alle topkontrahenter i Irak – blev hyret af regeringen til at opstille mobile hjem til de evakuerede blot ti dage efter, at digerne var brudt sammen. Deres kontrakter endte med at lyde på i alt 3,4 milliarder USD, uden at der havde været nogen offentlig licitation.10
Som mange bemærkede dengang, så var det lige som om, at Bagdads Grønne Zone var lettet fra sin plads langs Tigris og var landet i bayouland. Parallellerne var unægtelig til at få øje på. Til at stå i spidsen for Katrina-operationen hyrede Shaw den tidligere chef for den amerikanske hærs genopbygning i Irak. Flour sendte sin øverste projektleder fra Irak til oversvømmelsesområdet. “Vores genopbygningsarbejde i Irak er ved at være slut, hvilket har gjort, at vi har kunnet bruge nogle af folkene til at tage sig af vores arbejde i Louisiana,” forklarede en repræsentant for en af virksomhederne. Joe Allbaugh, hvis virksomhed New Bridge Strategies havde lovet at bringe Wal-Mart og 7-Eleven til Irak, var den lobbyist, der fungerede som mellemmand i mange af disse aftaler. Lighederne var så slående, at nogle af lejesoldaterne, der kom direkte fra Bagdad, havde svært ved at omstille sig. Da David Enders, en journalist, spurgte en bevæbnet vagt uden for et hotel i New Orleans, om der var sket noget særligt, svarede han: “Niks. Der er ret meget Grøn Zone over det her.”11
Der var også andre ting, der var ret meget Grøn Zone over. I kontrakter til en værdi af 8,75 milliarder USD fandt kontrollanter fra Kongressen “tydelige overpriser, spild af penge eller dårlig ledelse.”12 (Det faktum, at de fejl, der var begået i Irak, straks blev gentaget i New Orleans, burde skrinlægge påstanden om, at besættelsen af Irak blot var en række uheld og fejltagelser, som skyldtes inkompetence eller mangel på overblik. Når de samme fejltagelser gentages om og om igen, så er det på tide, at man overvejer muligheden af, at det måske slet ikke drejer sig om fejltagelser).
I New Orleans som i Irak lod man ingen chance for at score en profit gå fra sig. Kenyon, en afdeling af den kæmpestore begravelseskoncern Service Corporation International (en stordonor til Bush’ valgmaskine) blev hyret til at hente de døde på gader og i huse. Arbejdet gik ualmindeligt langsomt, og ligene fik lov at ligge og koge i solen i dagevis. Nødhjælpsarbejdere og frivillige lokale bedemænd fik forbud mod at hjælpe til, fordi det ville influere på Kenyons kommercielle interesser. Firmaet sendte regningen til staten, en gennemsnitlig udgift på 12.500 USD per offer. Det er siden hen blev anklaget for ikke at mærke ligene godt nok, og i næsten et helt år efter oversvømmelserne blev man ved med at finde rådne lig på lofter i byen.13
Der var også et andet skønt Grøn Zone-anstrøg: Relevant erfaring så ikke ud til at have noget at gøre med, hvem der fik kontrakterne. AshBritt, som fik en halv milliard USD for at fjerne vraggodset, ejede ikke så meget som en skraldebil, men liciterede opgaven videre ud til andre.14 Endnu mere slående var det med det firma, som FEMA betalte 5,2 millioner USD for den afgørende opgave at bygge en lejr til nødhjælpsarbejderne i St. Bernhard-sognet, en forstad til New Orleans. Opførelsen af lejren gik i stå, og den blev aldrig færdig. Da man undersøgte kontrahenten, Lighthouse Disaster Relief, viste det sig, at firmaet i virkeligheden var en religiøs gruppe. “Det nærmeste, jeg kommer at have lavet noget lignende, er at have organiseret en ungdomslejr for min kirke,” tilstod Lighthouses direktør, pastor Gary Heldreth.15
Som i Irak spillede regeringen igen sin rolle som kontantautomat, udstyret til både ind- og udbetalinger. Virksomhederne trak store beløb for enorme kontrakter ud og betalte så ind til regeringen igen – ikke med pålideligt arbejde, men med store bidrag til valgmaskinen eller loyale fodfolk til næste valg. (Ifølge New York Times “har de tyve største kontrahenter brugt næsten 300 millioner USD på lobbyarbejde siden 2000 og har doneret 23 millioner til politiske kampagner.” Bush-administrationen på sin side øgede det beløb, der blev brugt på private kontrahenter, med rundt regnet 200 milliarder USD mellem 2000 og 2006).16
Der var også andre velkendte ting: Kontrahenternes modvilje mod at ansætte lokale folk, som måske kunne have haft brug for genopbygningen ikke blot som et job, men som del af en helingsproces og en genskabelse af deres eget samfunds magt. Washington kunne let have indføjet en betingelse i enhver Katrina-kontrakt om, at virksomhederne skulle ansætte lokale folk til en anstændig løn, så de kunne få deres liv til at hænge sammen igen. I stedet forventede man, at folk på Golf-kysten, som befolkningen i Irak, skulle se til fra sidelinjen, mens kontrahenterne skabte et økonomisk boom baseret på skatteyderdollar og lempede regler.
Resultatet var forudsigeligt: Når alle de forskellige lag af kontrahenter og underkontrahenter havde taget deres del af kagen, var der stort set ingenting tilbage til dem, der skulle udføre arbejdet. For eksempel forfulgte forfatteren Mike Davis den måde, FEMA betalte Shaw 175 USD per kvadratfod for at lægge blå presenninger over ødelagte tage, selvom presenningerne var nogle, regeringen havde leveret. Når alle underkontrahenterne havde fået deres del, var der ikke mere end 2 USD per kvadratfod tilbage til de arbejdere, der rent faktisk hamrede presenningerne fast. “Hvert eneste led i kontrahenternes fødekæde er grotesk overfodret, bortset fra det sidste,” skrev Davis, “hvor det faktiske arbejde udføres.”17
Ifølge en undersøgelse var “en fjerdedel af de arbejdere, der genopbyggede byen, immigranter uden papirer, næsten alle latinamerikanere, som fik meget mindre i løn end lovlige arbejdere.” I Mississippi tvang et sagsanlæg adskillige virksomheder til at efterbetale i hundredtusindvis af dollar til immigrantarbejdere. Nogle af dem havde slet ikke fået løn. På en Halliburton/ KBR-byggeplads rapporterede papirløse immigrantarbejdere at være blevet vækket midt om natten af deres arbejdsgiver (en underentreprenør), som angiveligt ville fortælle dem, at immigrationsmyndighederne var på trapperne. De fleste af arbejderne flygtede for at undgå at blive arresteret; de kunne jo meget vel ende i et af de immigrantfængsler, som Halliburton/ KBR havde kontrakt på at bygge for forbundsregeringen.I, 18
Angrebene på de dårligt stillede, udført i nødhjælpens og genopbygningens navn, standsede ikke her. For at kunne frigøre de snesevis af milliarder USD, der skulle gives til private virksomheder i form af kontrakter eller skattelettelser, annoncerede den republikansk-dominerede Kongres i november 2005, at man var nødt til at spare 40 milliarder USD på forbundsbudgettet. Blandt de ting, der blev ramt af nedskæringerne, var studielån, medicinhjælp og fødevarehjælp.19 Med andre ord var det de fattigste borgere i landet, der betalte subsidierne til kontrahenternes gaveregn to gange – første gang, da Katrina-nødhjælpen blev kanaliseret over i uhæmmet uddeling til virksomhederne, uden at det gav anledning til hverken job eller fungerende offentlige tjenesteydelser, og anden gang, da de få områder, hvorpå man direkte støtter de arbejdsløse og de fattige arbejdere på nationalt plan, blev slagtet for at kunne betale for disse oppustede regninger.
Det er ikke så længe siden, at katastrofer var perioder med social udjævning, sjældne øjeblikke, hvor atomiserede samfund lagde opdelingerne til side og trak på samme hammel. Nu ser katastrofer mere og mere ud til at handle om det modsatte. De giver indsigt i en grusom og hensynsløst opdelt fremtid, hvor penge og race køber én overlevelse.
Bagdads Grønne Zone er det grelleste eksempel på denne verdensorden. Den har sin egen elforsyning, sine egne renovations- og telefonsystemer, sin egen olieforsyning og sit eget tiptopmoderne hospital med jomfrueligt rene operationsstuer – alt sammen beskyttet af fem meter tykke mure. Den føles, mærkeligt nok, som et gigantisk, befæstet Carnival Cruise-krydstogtsskib, ankret op midt i et hav af vold og fortvivlelse, den kogende Røde Zone, som er Irak. Hvis man kan komme om bord, er der drinks ved poolkanten, dårlige Hollywood-film og Nautilus-fitnessmaskiner. Hvis man ikke hører til de udvalgte, kan man blive skudt for så meget som at nærme sig muren.
Overalt i Irak er de vildt divergerende værdier, der tillægges forskellige kategorier af mennesker, groft synlige. Vesterlændinge og deres irakiske kolleger har kontrolposter for enden af de gader, de bor i, bombesikre mure uden om deres hjem, skudsikre veste og private sikkerhedsvagter døgnet rundt. De rejser rundt i landet i truende, armerede konvojer, hvor lejesoldater sidder med skudklare rifler ud ad vinduerne for at opfylde deres primære opgave med at “beskytte Herren”. For hver en meter udsender de den samme uapologetiske besked: Vi er de udvalgte; vore liv er uendeligt mere værdifulde. Middelklasseirakere klamrer sig imens til det næste trin på stigen. De har råd til at købe beskyttelse fra den lokale milits, og de er i stand til at betale bortførerne for at få et familiemedlem frigivet. Men hovedparten af irakerne har slet ingen beskyttelse. De går på gaden uden antydning af beskyttelse mod nogen som helst form for vold, uden andet mellem sig og den næste bilbombe end et tyndt lag stof. I Irak har de heldige Kevlar, resten har bedekranse.
Til at begynde med troede jeg, at fænomenet med den Grønne Zone var noget specielt for krigen i Irak. Nu, hvor jeg har tilbragt flere år i katastrofeområder, går det op for mig, at den Grønne Zone opstår alle de steder, hvor det katastrofekapitalistiske kompleks slår ned, med de samme grelle opdelinger mellem dem, der er inkluderede, og dem, der ekskluderede, de beskyttede og de fordømte.
Det skete i New Orleans. Efter oversvømmelserne blev en i forvejen opdelt by til en slagmark for indhegnede grønne zoner og oprørte røde zoner – ikke som resultat af vandskaderne, men på grund af de “frimarkedsløsninger”, præsidenten gik ind for. Bush-administrationen afviste at lade nødhjælpsfonde betale lønnen til de offentligt ansatte, og byen New Orleans, der ikke længere havde noget skattegrundlag, var nødt til at fyre tre tusinde medarbejdere i månederne efter Katrina. Blandt dem var seksten af byens planlæggere – noget der lignede en “de-Baathificering”, når man betænker, at de blev fyret på et tidspunkt, hvor byen havde desperat brug for planlæggere. I stedet gik millioner af offentlige dollar til udefrakommende konsulenter, hvoraf mange var magtfulde ejendomsudviklere.20 Og så fyrede man selvfølgelig tusindvis af skolelærere, så vejen kunne banes for omdannelsen af snesevis af folkeskoler til private charter schools, præcis som Friedman havde opfordret til.
Her næsten to år efter stormen er Charity Hospital stadig lukket. Retssystemet fungerer kun med nød og næppe, og det privatiserede elektricitetsselskab, Entergy, har endnu ikke formået at få genetableret strømmen overalt i byen. Efter at have truet med at sætte priserne dramatisk i vejret lykkedes det selskabet at presse en løsesum på 200 millioner ekstra USD ud af forbundsregeringen. Det offentlige transportsystem blev slagtet og mistede halvdelen af sine medarbejdere. Langt de fleste af de offentligt ejede boligkomplekser stod tilskoddede og tomme hen, og forbundsregeringens boligmyndigheder har beordret fem tusinde enheder revet ned.21 På samme måde som turistlobbyen i Asien havde længtes efter at slippe af med fiskerlandsbyerne på strandene, havde New Orleans’ magtfulde turismelobby haft et godt øje til boligkomplekserne, hvoraf adskillige lå på eftertragtede grunde tæt på det franske kvarter, byens turistmagnet.
Endesha Juakali var med til at oprette en protestlejr uden for et af de tilskoddede boligkomplekser, St. Bernard Public Housing, og forklarede: “De har længe haft planer med St. Bernard, men så længe folk boede her, kunne de ingenting gøre. Derfor brugte de katastrofen som en mulighed for at få renset kvarteret, når det står svagest ... Dette er et perfekt sted at bygge større huse og ejerlejligheder. Problemet er bare, at man har alle de her fattige sorte mennesker, der sidder på det!”22
Ud over skolerne, hospitalerne, det offentlige transportsystem og manglen på rent vand i mange dele af byen er New Orleans’ offentlige sektor ikke blevet genopbygget, den er blevet udslettet, med stormen som undskyldning. På et tidligere trin af den kapitalistiske “kreative destruktion” mistede store dele af De Forenede Stater deres fremstillingsgrundlag og sank ned i rustbælter af lukkede fabrikker og forsømte kvarterer. Det kan være, at New Orleans efter Katrina kommer til at danne det første billede i den vestlige verden på denne nye form for urbant ørkenlandskab. Skimmelbæltet, ødelagt af en dødelig blanding af nedbrudt offentlig infrastruktur og ekstreme vejrforhold.
American Society of Civil Engineers meddelte i 2007, at USA var kommet så langt bagud med at vedligeholde den offentlige infrastruktur – veje, broer, skoler, dæmninger – at det ville koste over tre en halv trillion USD i løbet af de næste fem år at bringe dem tilbage til blot almindelig standard. Men disse udgifter er i stedet dem, man skærer ned på.23 Samtidig udsættes offentlige infrastrukturer verden over for en hidtil uset belastning, hvor antallet af orkaner, cykloner, oversvømmelser og skovbrande tager til i antal og omfang. Det er let at forestille sig en fremtid, hvor stadig flere byer må se deres fragile og længe misvedligeholdte infrastrukturer blive knust af katastrofer for så at få lov til at ligge og rådne op. Deres kerneydelser bliver aldrig repareret eller rehabiliteret. Imens vil de rige trække sig tilbage til deres forskansede samfund, hvor deres behov tilfredsstilles af private udbydere.
Tegn på en sådan fremtid blev allerede synlige, da orkansæsonen kom rullende i 2006. I løbet af blot et enkelt år var katastrofeløsningsindustrien eksploderet, og massevis af nye virksomheder havde meldt sig på markedet med løfter om tryghed og sikkerhed, hvis den store storm skulle komme. Et af de mere ambitiøse projekter blev søsat af et luftfartsselskab i West Palm Beach i Florida. Help Jet udnævner sig selv til at være “den første orkanflugtsplan, der gør en orkanevakuering til en jetset-ferie.” Når en storm nærmer sig, booker luftfartsselskabet ferieture for sine medlemmer på femstjernede golfhoteller, i vandlande eller i Disneyland. Når reservationerne alle er på plads, flyves de evakuerede med et snuptag ud af orkanzonen med luksusjet. “Ikke noget med at stå i kø, ikke noget bøvl med masser af mennesker, blot en førsteklasses oplevelse, der gør et problem til en ferie ... Nyd følelsen af at være fri for det sædvanlige mareridt med orkanevakuering.”24
For dem, der bliver ladt tilbage, er der en anden mulighed for privatiseret løsning. I 2006 indgik Røde Kors et nyt katastrofeberedskab med Wal-Mart. “Det går alt sammen hen og bliver privat forretning, inden det er ovre,” sagde Billy Wagner, chef for katastrofeberedskabet i Florida Keys. “Det er dem, der sidder på ekspertisen. Det er dem, der har ressourcerne.” Han talte ved den nationale orkankonference i Orlando, Florida, en hurtigtvoksende årlig handelsmesse for virksomheder, der sælger alt, hvad man kan få brug for ved den næste katastrofe. “Nogle her sagde: ‘Hold op, det her er godt nok en stor forretning – det er min nye forretning. Jeg er ikke længere i anlægsgartnerbranchen; jeg vil hellere være orkanoprydningskontrahent,” sagde Dave Blandford, der udstillede sine “selvopvarmende måltider” under konferencen.25
Store dele af den parallelle katastrofeøkonomi er blevet bygget op for skatteydernes penge, takket være boomet i privatiseret krigszone-genopbygning. De kæmpestore entreprenører, der har tjent som “grunderne” i Irak og Afghanistan, er kommet under jævnlig politisk beskydning for at bruge store dele af deres indtægter fra regeringskontrakter på udgifter til deres egne virksomheder – mellem 20 og 55 procent, ifølge en revisionsrapport fra 2006 om kontrahenterne i Irak.26 Mange af disse midler er, helt lovligt, blevet brugt til store investeringer i virksomhedernes egen infrastruktur – Bechtels bataljoner af jordflytningsudstyr, Halliburtons fly og lastbilflåder og på den overvågningsinfrastruktur, som L-3, CACI og Booz Allen har opbygget.
Den mest dramatiske investering har været Blackwaters investering i den paramilitære infrastruktur. Grundlagt, som den er, i 1996 har virksomheden brugt den stadige strøm af kontrakter i Bush-årene til at opbygge en privat hær på tyve tusinde lejesoldater og en kæmpestor militærbase i North Carolina til en værdi af mellem 40 og 50 millioner USD. Ifølge en opgørelse omfatter Blackwaters kapacitet nu følgende: “En blomstrende logistikafdeling, der kan levere hundrede eller to hundrede ton tunge altomfattende nødhjælpspakker hurtigere end Røde Kors. En flyafdeling i Florida med seksogtyve forskellige platforme, lige fra bevæbnede helikoptere til en kæmpestor Boeing 767. Virksomheden har ligefrem en Zeppeliner. Landets største taktiske kørebaneanlæg ... En ti hektar stor menneskeskabt sø med containere, der er blevet forsynet med rælinger og koøjer, og som flyder på pontoner, så de kan bruges til undervisning i, hvordan man border fjendtlige skibe. En K-9 træningsfacilitet, der for øjeblikket har firs hundepatruljer udstationeret verden over ... en tolv hundrede meter lang skydebane til uddannelse af snigskytter.”II, 27
En højreorienteret avis i USA erklærede Blackwater for at være “al- Qaeda for de gode.”28 Det er en slående sammenligning. Lige meget hvor,det katastrofekapitalistiske kompleks er slået ned, har det givet anledning til en vækst i væbnede grupper uden for staten. Det er næppe nogen overraskelse. Når lande genopbygges af nogen, der ikke tror på regeringer, så vil de stater, de opbygger, uundgåeligt være svage, hvilket skaber et marked for alternative sikkerhedsstyrker, hvad enten de hedder Hizbollah, Blackwater, Mahdi-hæren eller en bande længere nede ad gaden i New Orleans.
Fremkomsten af denne parallelle, privatiserede infrastruktur rækker ud over det politiske. Når man ser på den kontrahent-infrastruktur, der er blevet bygget op under Bush, som en helhed, så er det, man ser, en fuldt udfoldet stat-i-staten, der er lige så muskuløs og kapabel, som den faktiske stat er skrøbelig og svag. Denne private skyggestat er stort set blevet bygget op for offentlige midler (90 procent af Blackwaters omsætning stammer fra kontrakter med staten), inklusive uddannelsen af personalet (som i overvejende grad består af tidligere offentligt ansatte, politikere og soldater).29 Alligevel er denne enorme infrastruktur fuldstændig på private hænder og kontrolleret af private. De borgere, der har betalt den, har så absolut ingen adgang til denne paralleløkonomi eller dens ressourcer.
Samtidig har den faktiske stat mistet sin evne til at udføre sine centrale funktioner uden hjælp fra kontrahenter udefra. Da Katrina ramte, var FEMA nødt til at hyre en kontrahent for at uddele kontrakter til andre kontrahenter. På lignende vis udliciterede hæren, da tiden var kommet til at opdatere regelsættet for udlicitering, opgaven til en af sine hovedkontrahenter, MPRI – man havde ikke længere selv ekspertise nok. CIA er i færd med at miste så mange af sine ansatte til den privatiserede spionbranche, at man har været nødt til at forbyde kontrahenter at rekruttere de ansatte i tjenestens spisesal. “En nyligt pensioneret stabsofficer sagde, at han var blevet kontaktet to gange, mens han stod i kø efter kaffe,” rapporterede Los Angeles Times. Og da ministeriet for fædrelandssikkerhed besluttede, at man var nødt til at bygge “virtuelle hegn” langs grænserne mod Mexico og Canada, oplyste viceministeren for området, Michael P. Jackson, at “dette er en usædvanlig invitation ... Vi beder jer komme tilbage og fortælle os, hvad det er, vi skal gøre.” Ministeriets opsynshavende forklarede, at Homeland Security “ikke har den nødvendige kapacitet til effektivt at planlægge, have opsyn med og gennemføre [Secure Border Initiative-] planen.”30
Under Bush har staten stadigvæk alle en regerings falbelader – imponerende bygninger, præsidentielle pressekonferencer, politiske kampe – men den har ikke længere mere med faktisk regeringsarbejde at gøre, end de ansatte på Nikes Beaverton-afdeling har med at sy løbesko.
Følgerne af de nuværende politikeres beslutning om systematisk at udlicitere det ansvar, de er valgt til at forvalte, vil komme til at række langt ud over den nuværende administration. Når først man har skabt et marked, så er man nødt til at beskytte det. De centralt placerede virksomheder i det katastrofekapitalistiske kompleks betragter i stigende grad såvel staten som nonprofitorganisationer som konkurrenter – set fra virksomhedernes synspunkt unddrager regeringer eller velgørende organisationer kontrahenterne opgaver, de kunne have tjent penge på, hver gang de udfører deres traditionelle roller.
“Negligeret forsvar: Mobilisering af den private sektor til støtte for fædrelandssikkerheden” hed en rapport fra 2006, hvis rådgivende komité omfattede nogle af områdets største virksomheder. Den advarede om, at “forbundsregeringens medfølende impuls til at yde nødhjælpsassistance til ofre for katastrofer påvirker markedets tilgang til at styre sin risikofare.”31 Udgivet af Council of Foreign Relations hævdede rapporten, at hvis folk ved, at regeringen vil komme dem til undsætning, så har de intet incitament til at betale for en privatiseret beskyttelse. I samme boldgade samledes de administrerende direktører for tredive af de største koncerner i USA et år efter Katrina under den paraply, som hedder Business Roundtable, og som blandt sine medlemmer tæller Flour, Bechtel og Chevron. Gruppen, som kaldte sig selv for Partnership for Disaster Response, klagede over nonprofitsektorens “trængen sig ind på opgaverne” i kølvandet på katastrofer. Angiveligt trængte velgørenhedsorganisationer og græsrodsorganisationer sig ind på deres marked ved at donere byggematerialer i stedet for at lade Home Depot levere dem mod betaling. Samtidig har lejesoldatsvirksomhederne højlydt brystet sig af, at de vil være bedre til at varetage fredsmissionen i Dafur end FN.32
Meget af denne aggressivitet har at gøre med det faktum, at erhvervslivet godt ved, at den gyldne tidsalder med bundløse forbundsstatslige kontrakter ikke holder meget længere. Den amerikanske regering tumler i fuld fart mod en økonomisk krise, i høj grad takket være det underskudsskabende forbrug, der har betalt for opbygningen af den privatiserede katastrofeøkonomi. Det betyder, at kontrakterne før eller siden vil dykke gevaldigt. Ved udgangen af 2006 begyndte forsvarsanalytikere at forudsige, at Pentagons indkøbsbudget ville skrumpe så meget som 25 procent inden for de næste ti år.33
Når katastrofeboblen brister, vil virksomheder som Bechtel, Flour og Blackwater miste mange af deres primære indtægtskilder. De vil stadigvæk være i besiddelse af højteknologisk udstyr og andet, købt for skatteydernes penge, men de vil være nødt til at finde sig en ny forretningsmodel, en ny måde at dække deres høje omkostninger på. Næste fase for det katastrofekapitalistiske kompleks er blot alt for tydelig: Når der kommer flere nødsituationer – uden at regeringen længere er i stand til at betale regningen og borgerne er strandet på grund af regeringens kan intet gøre-tilstand – så vil den parallelle korporativistiske stat udleje sin katastrofeinfrastruktur til, hvem der måtte have råd til at betale for den og til den pris, som det vil kunne oppebære på markedet. Til salg vil være alt fra helikopterredninger fra tage over drikkevand til senge i lejre.
Allerede nu har de pengestærke mulighed for at undslippe de fleste katastrofer – de kan købe varslingssystemer i områder, der trues af tsunamier, og hamstre Tamiflu inden det næste udbrud af sygdommen. De kan købe flaskevand, nødgeneratorer, satellittelefoner og lejepolitibetjente. Under det israelske angreb på Libanon i 2006 forsøgte den amerikanske regering i første omgang at få sine statsborgere til selv at betale for deres evakuering, selvom den til sidst blev tvunget til at opgive dette.34 Fortsætter vi i den retning, så vil billederne af folk strandet på tagryggene i New Orleans ikke blot forsyne os med et indblik i Amerikas uløste fortid af raceulighed, de vil også foregribe en kollektiv fremtid af katastrofeapartheid, hvor overlevelse afhænger af, om man har råd til at betale for at blive reddet.
Når man ser fremad mod kommende katastrofer, økologiske og politiske, så antager vi som regel, at det er nogle, vi i fællesskab vil komme til at stå over for, at det, vi har brug for, er ledere, der kan indse den destruktive kurs, vi er på. Men det er jeg ikke længere så sikker på. Måske er noget af grunden til, at så mange i vores elite, såvel den politiske som erhvervslivets, er så koldblodige, når det drejer sig om klimaforandringer, at de er sikre på, at de vil være i stand til at købe sig ud af det værste. Det kan måske også til dels forklare, hvorfor så mange Bush-tilhængere er kristne dommedagstilhængere. Det hænger ikke blot sammen med, at de tror på, at der findes en flugtvej fra den verden, de er i færd med at skabe. Det er, at eksegesen er en parabel for det, de bygger hernede – et system, der indbyder til destruktion og katastrofe, og hvor nogen så kommer flyvende ned med deres private helikoptere og luftbroer og henter dem og deres venner op i guddommelig sikkerhed.
Når kontrahenterne har travlt med at udvikle alternative og stabile indtægtskilder, er der muligheden for at beskytte andre virksomheder mod katastrofer. Det var Paul Bremers forretningsområde, inden han tog til Irak. At gøre de multinationale til sikkerhedsbobler, som er i stand til at fungere, selvom de stater, i hvilke de fungerer, er i færd med at styrte sammen omkring dem. De første resultater af dette kan ses i forhallerne til mange store kontorbygninger i New York og London – lufthavnsagtige check in-skranker komplet med krav om fotoidentifikation og røntgengennemlysning – men branchen har meget større ambitioner, som omfatter globale kommunikationsnetværk, nødhjælp og elektricitet og evnen til at lokalisere og stille transport til rådighed for en global arbejdsstyrke midt i en stor katastrofe. Et andet potentielt vækstområde for det katastrofekapitalistiske kompleks er kommunal ledelse. Udliciteringen af politi og brandvæsen til private sikkerhedsfirmaer. “Det, de laver for militæret i centrum af Falluja, kan de også lave for politiet i centrum af Reno,” udtalte en talsmand for Lockheed Martin i november 2004.35
Branchen forudser, at disse nye markeder vil vokse dramatisk i løbet af det næste tiår. En oprigtig vision for, hvor disse trends fører hen, kan man læse hos John Robb, en tidligere leder af hemmelige missioner hos Delta Force, der nu er blevet en succesrig ledelseskonsulent. I et meget omtalt manifest i magasinet Fast Company beskriver han “slutresultatet” af krigen mod terror som “en ny, mere fleksibel tilgang til national sikkerhed, en ,som ikke er opbygget omkring staten, men omkring private borgere og virksomheder ... Sikkerhed vil komme til at handle om, hvor man bor, og hvem man arbejder for, på stort set samme måde, som sundhed allerede i dag allokeres.”36
Robb skriver: “Velhavende enkeltpersoner og multinationale virksomheder vil være de første til at forlade vores kollektive system for i stedet at vælge at hyre private militære virksomheder, som Blackwater og Triple Canopy, til at beskytte deres hjem og besiddelser og etablere en beskyttende ring om det daglige liv. Parallelle transportsystemer – der vil blive udviklet på basis af time share-luftfartsselskaber som Warren Buffets NetJets – vil betjene denne gruppe og bringe dens medlemmer trygt fra det ene sikre, velanlagte helle til det næste.” Denne eliteverden er allerede i vidt omfang på plads, men Robb forudsiger, at middelklassen snart vil følge efter og “forme forstadskollektiver, der deles om omkostningerne til sikkerhed.” Disse “bevæbnede forstæder” vil opstille og vedligeholde backup-generatorer og kommunikationsforbindelser” og blive patruljeret af private militser, “som er blevet uddannet af virksomhederne og har deres egne topmoderne systemer til afhjælpning af nødsituationer.”
Med andre ord en verden af Grønne Zoner i forstæderne. Hvad angår dem, der befinder sig uden for sikkerhedszonen, “vil de være nødt til at tage til takke med resterne af det nationale system. De vil drages mod Amerikas byer, hvor de vil blive underkastet stadig overvågning og marginale eller ikke-eksisterende tjenesteydelser. For de fattige vil der ikke være andre steder at gå hen.”
Den fremtid, Robb beskrev, lyder i høj grad som nutiden i New Orleans, hvor der er opstået to meget forskellige indhegnede samfund ud af ruinerne. På den ene side er der de såkaldte FEMA-byer. Nedslående, bortgemte trailer-parker til evakuerede med lavindkomster, bygget af underentreprenører til Bechtel eller Flour, administreret af private sikkerhedsfirmaer, som afpatruljerede gruspladserne og begrænsede antallet af besøgende, holdt journalister ude og behandlede de overlevende som forbrydere. På den anden side havde man de indhegnede boligkvarterer bygget i byens velhavende områder, såsom Audubon og Garden District, bobler af funktionalitet, som syntes at have revet sig løs fra en helt anden stat og være landet her. I løbet af få uger efter orkanen havde indbyggerne her vand og kraftige nødgeneratorer. Deres syge blev behandlet på private hospitaler, og deres børn kom på de nye private charter-skoler. Som sædvanlig havde ingen brug for offentlig transport. I St. Bernard Parish, en forstad til New Orleans, havde DynCorp overtaget meget af politiarbejdet; andre bydele ansatte selv vagtværn til opgaven. Mellem disse to former for privatiserede, suveræne stater lå New Orleans’ udgave af den Røde Zone, hvor antallet af mord drønede i vejret, og hvor kvarterer som det historiske Ninth Ward degraderedes til et post-apokalyptisk ingenmandsland. I sommeren efter Katrina havde rapperen Juvenile et hit, der opsummerede atmosfæren: “We livin’ like Haiti without no government” – fiaskostaten USA.37
Bill Quigley, en lokal advokat og aktivist, bemærkede: “Det, der sker i New Orleans, er blot en mere koncentreret, mere tydelig udgave af det, der foregår overalt i vores land. Hver eneste by i landet har nogle alvorlige ligheder med New Orleans. Hver eneste by har kvarterer, man har opgivet. Hver eneste by i landet har opgivet dele af det offentlige skolesystem, socialt boligbyggeri, det offentlige sundhedssystem og retssystemet. Dem, der ikke går ind for offentlig uddannelse, sundhed og offentlige boliger, vil fortsætte med at omdanne vores land til Lower Ninth Ward, hvis ikke vi stopper dem.”38
Denne proces er allerede godt i gang. Et andet indblik i fremtidens katastrofeapartheid kan ses i en velhavende republikansk forstad til Atlanta. Indbyggerne her besluttede, at de var trætte af at se deres ejendomsskatter gå til finansiering af skoler og politi i amtets fattige, afrikansk-amerikanske kvarterer. De stemte for at indregistrere deres del af byen som et selvstændigt firma, Sandy Springs, der så kunne bruge sine skatter på service for de 100.000 herboende, i stedet for at pengene blev fordelt på det meget større Fulton County. Det eneste problem var, at Sandy Springs ikke havde nogen bystyrestruktur og var nødt til at bygge den op fra bunden – alt fra skattebetaling til planlægning og fritid. I september 2005, samme måned som New Orleans blev oversvømmet, blev borgerne i Sandy Springs opsøgt af bygge- og konsulentgiganten CH2M Hill, der havde et rigtig godt tilbud: Lad os gøre det for jer. For en startpris på 27 millioner USD om året forpligtede kontrahenten sig til at opbygge en komplet by fra grunden.39
Nogle få måneder senere blev Sandy Springs den første “kontraktby”. Den nye kommune havde kun fire ansatte – alle andre var kontraktansatte. Rick Hirsekorn, som stod i spidsen for projektet hos CH2M Hill, beskrev Sandy Springs som “et rent ark papir, hvor ingen styringsstrukturer er til stede.” Han fortalte en anden journalist, at “ingen i vores branche har endnu lavet en hel by af denne størrelse.”40
The Atlanta Journal-Constitution rapporterede, at “da Sandy Springs hyrede virksomheder til at køre den nye by, blev det anset for et dristigt eksperiment.” I løbet af et år gik ideen om kontraktbyer imidlertid som en løbeild gennem Atlantas velhavende forstæder, og det var blevet “standardløsningen i det nordlige Fulton [County].” Nabokommunerne tog tråden op efter Sandy Springs og stemte også for at blive selvstændige byer, der udliciterede deres bystyre. En af de nye byer, Milton, hyrede straks CH2M Hill til opgaven – det havde jo dog erfaringen. Snart efter begyndte en ny kampagne, der gik ud på, at de nye virksomhedsbyer skulle gå sammen og danne deres eget amt, hvilket ville betyde, at ingen af deres skattedollar så ville gå til de fattige kvarterer i nærheden. Planen stødte på stor modstand uden for den foreslåede enklave, hvor politikere siger, at de uden disse skattedollar ikke længere vil være i stand til at drive store offentlige hospitaler og offentlige transportsystemer; at det at dele amtet op på denne måde ville føre til en fallitstat på den ene side og en overserviceret på den anden. Det, de beskrev, lød i høj grad som New Orleans og i nogen grad som Bagdad.41
I disse velhavende forstæder til Atlanta er det tre årtier lange korporativistiske korstog med dets udplyndring af staten lykkedes fuldt ud. Det var ikke kun hver eneste af en regerings tjenesteydelser, der var blevet udliciteret, men også selve regeringens funktion, som netop er at regere. Det virkede således meget passende, at det netop var CH2M Hill, der lagde grunden. Virksomheden var kontrahent i multimillionklassen i Irak, hvor den blev betalt for den centrale funktion at holde opsyn med andre kontrahenter. I Sri Lanka havde den efter tsunamien ikke blot bygget havne og broer, men var også “ansvarlig for den overordnede styring af infrastrukturprogrammet.”42 I New Orleans efter Katrina fik den en kontrakt på 500 millioner USD for at bygge FEMA-byer og for at stå standby til næste gang, katastrofer indtraf. Som mester i at privatisere staten under ekstraordinære omstændigheder gjorde den nu det samme under ordinære ditto. Hvis Irak var et laboratorium for ekstrem privatisering, så var forsøgsperioden nu forbi.
I. Der findes ingen gennemgribende undersøgelser af arbejdsforholdene i New Orleans, men Advancement Project, en græsrodsgruppe i New Orleans, anslår, at 60 procent af immigrantarbejderne i New Orleans ikke er blevet betalt for i hvert fald deres fulde arbejde.
II. Et af de mest bekymrende aspekter ved denne branche er, hvor uforskammet partisk den er. Blackwater er for eksempel tæt knyttet til antiabortbevægelsen og andre højreorienterede mærkesager. Man støtter næsten udelukkende det republikanske parti i stedet for som andre store virksomheder at satse på flere forskellige. Halliburton sender 87 procent af sine kampagnebidrag til republikanerne, CH2M Hill 70 procent. Ligger det uden for fantasiens grænser at forestille sig en dag, hvor politiske partier vil hyre disse selskaber til at udspionere deres rivaler under en valgkamp – eller til at udfører operationer, der er for lyssky selv for CIA?